A bottle of... moonlight, how lovely ~ Åbent.

Klokken er mange, tæt på midnat måske. Der er ingen mennesker i parken, men der en lidt underlig atmosfære på grund af det kraftige månelys og den snigende tåge.
~

Caspar kom gående igennem tågen som et fantasivæsen. Der hang dråber i hans trenchcoat og hans hår var fugtigt og klæbede til hans ansigt. De mørke øjne lynede imens han holdt flasken op foran sig, for at se hvor meget der var tilbage. Han så ikke tilfreds ud, og der var en dyb rynke imellem hans øjenbryn. Han lod hånden synke ned, og lod flasken glide ned i hans ene dybe lomme.

Selvom hans krop så meget menneskelig ud i forhold til de fleste andre alfer, så han unaturlig ud da han langsomt fulgte stien der løb igennem græsset og træerne. Han fulgte månen med øjnene, imens han gik. Det var et mirakel at han ikke faldt, nu da han ikke så sig for. Hans øjne var blanke, det var ikke til at sige om det var fordi han var fuld, eller fordi han... græd?

// Ukreativitet ^^'

Som sædvanlig trissede Aleck rundt midt om natten, som om det var dag.
Han habde en sort taske slynget og den ene skulder, som en typisk teenager og i hans mund vippede en cigaret.
Dem der kendte Aleck, hvilket ikke var mange da han havde den uheldige vane med at dræbe dem, vidste at sådan så han altid ud.
Han havde, som sædvanlig, sort og løst tøj på og sorte sko.
Hvad meningen var ved at gå i parken så sent, eller tidligt, var fuldstændig ukendt for ham, hvis der var en mening med hans galskab vidste han ikke hvad det var.
Månen trådte kraftigt frem og gav ham en let hovedpine. Den snigende tåge omrongede ham. og gjorde ham til 'Silloueten i tågen', som alle unge ikke ville møde i mørket.
Men hvad var Aleck? Ung eller gammel?
Han var ung udenpå og ung indeni, men han var jo 520 år, dræbt og forvandlet i 1512. Han havde set alle mulige ting, han havde været eer da USA blev til det USA det var, han havde været om bord på Titanic, da det sank.
Og dog... så han ud som han gjorde i 1512, så hvad var han, ung eller gammel?

En svag nynnen forlod hans læber da han lod sine meget lange fingre stryge noget af det våde hår tilbage fra hans ansigt, så han kunne se. Han gled videre over græsset, imens han tomme øjne betragtede omgivelserne. Indtil de fandt noget at fæstne sig på, en udvisket skikkelse lidt fremme. Han stoppede op med et kraftigt ryk. Han så lidt utilpas ud, imens han prøvede at skille skikkelsen fra omgivelserne i tågen.

Han havde gåsehud under jakken da han gik hurtigt fremad. "Tittebøh, kom frit frem." Hans stemme bølgede igennem tågen som et klokkespil, og han lød ubehageligt munter. Et svagt smil spillede på hans læber, imens han gik frem imod skikkelsen foran ham.