Hello, should I go? - Talia.

Udenfor stod regnen nærmest ned i lårtykke stråler, og vinden blæste rimelig voldsomt. Ikke ligefrem et vejr man havde lyst til at gå ud i. Derfor var det også lige præcis hvad Talia havde i sinde at undgå denne dag. Der var heller ikke rigtig nogen grund for hende, at gå udenfor Månepalæet. Dette var hendes hjem og hun havde alt hun skulle bruge, på en regnfuld, kold dag som denne. Men hun kunne dog ikke helt slappe af denne dag, eftersom hun netop havde fået et opgave. Denne opgave havde hun fået tildelt af Jackson, alfaen af Warrior's of the Moon, som var det kobbel Talia var tredjekommanderende, sentinelhun, for. Og når alfahannen bedte én om noget, gjorde man det. Heldigvis var hverken Jackson eller Adelaide typerne der udnyttede dette. De gjorde kun brug af deres krigere når de virkelig havde brug for det. Og Talia var relativt gode venner med begge to. Men nu var det at have et kobbel også ligesom at have en stor familie. Så de var allesammen ret så tætte. Det var en fantastisk ting - specielt når man ikke rigtig havde andet familie, ligesom i Talia's tilfælde.
Men i hvert fald havde Jackson bedt Talia om at sørge for en Casey Jackson, der skulle have mødt ham klokken 16. Og da det bankede på døren til Månepalæet, regnede Talia stærkt med at det måtte være denne Casey. Jackson havde fortalt hende en smule om Casey, men det var bare det overordnede. Hendes navn, alder og at hun var en ny varulv. Talia vidste godt at Jackson var sådan en god person, at han gerne ville redde hele verden hvis han kunne komme til det. Det havde Talia egentlig aldrig rigtig forstået, men hun var heller ikke nær så åben, venlig og godhjertet som hendes alfa. Men loyal var hun, og derfor vidste Jackson også at han godt kunne stole på hende med opgaver, som f.eks. denne.
Talia gik med selvsikre skridt hen til døren, og åbnede den. Hun fremmanede et nogenlunde venligt smil, og nikkede i en hilsende gestus. "Casey Jackson, går jeg ud fra. Jeg er Talia, sentinelhun for Warrior's of the Moon. Jackson bedte mig om at fortælle dig, at han desværre ikke kan møde dig idag alligevel. Men kom endelig indenfor alligevel, her bliver jo koldt." Som man nok kunne høre på hendes tonefald, var Talia end spydig person, der ikke lod mange folk komme ind på livet af hende. Og de folk der gjorde, skulle virkelig gøre sig fortjent til hendes tillid og kærlighed.

Casey havde ikke haft en chance for at sætte ansigt eller navn på nogle af kobbelets medlemmer, og derfor var den eneste hun kunne forstille sig åbne døren Jackson. Men hun var klar over, der boede flere af medlemmerne i Månepalæet. Det var vel bare den menneskelige tankegang. Hvis der var noget ukendt, brugte man det man kendte som et sikkerhedsnet. Hun havde tænkt meget over hvad Jackson havde i tankerne for dagen. Hun havde fået en masse af det teoretiske på plads, medmindre han havde mere oppe i ærmet hun skulle lære. Det var ikke til at vide. Men hun ville bare gerne lære det hele, rækkefølgen betød ikke så meget for hende. Selvom hun helst ville have nået at arbejde med hendes forvandling. Hun frygtede stadig at såre nogen når det var fuldmåne. Det ville ikke bare være at bryde reglerne, men det ville også ændre hende. Det var hende der havde gjort det, men hun ville ikke kunne huske det. I hvert fald ikke i starten. Hun smilede automatisk, da døren begyndte at gå op, men hendes ansigtsudtryk blev et øjeblik overrasket, da det var en kvinde der viste sig frem for Jackson. Casey trak dog hurtigt mundvigene op i et smil igen, for ikke at virke uhøflig. Casey lyttede til hvad hun fortalte, og trådte indenfor. Jackson havde nævnt at der var tre par. Et alfapar, et betapar og et sentinelpar. Udover det, var der også ”almindelige” medlemmer, der ikke var en del af et par. Casey så sig omkring i entréen. Det sted stoppede aldrig med at imponere hende. Det virkede næsten større for hver gang hun var der. Godt nok havde hun kunne været der to gange, men imponerende var det stadig. Casey begyndte at lyne op for hendes jakke, mens hun stadig havde blikket rettet imod Talia. Casey rakte en hånd frem imod hende, selvom de kendte hinandens navne, var det bare naturligt for hende. ”Godt at møde dig Talia.” Casey var en meget åben person, og hun gav folk en chance, før hun satte dem i bås. For lige meget hvad, ville man ende med at sætte folk i bås på en eller anden måde.

Talia var godt bevidst om, at Casey indtil videre kun havde mødt Jackson. De to gange hun havde været i Månepalæet for at mødes med Jackson, havde han nemlig givet ordre om at folk skulle befinde sig andetsteds. Og som koblet's alfa, kunne hans krigere ikke rigtig gøre andet end at adlyde. Men de kunne nu også allesammen sagtens forstå det. De havde alle været nyforvandlede på et eller andet tidspunkt, og derfor vidste de også hvor forvirrende og anderledes det var. Selv for de af dem, som var opvokset i varulvefamilier, og som vidste hvad de 'gik ind til'. Bare fordi man havde kendskab til Underverden, betød det jo sådan set heller ikke at man bare automatisk var god til at styre sit varulvegen, eller noget i den retning. Men nu var der ikke så meget at gøre, så Casey måtte være nødt til at møde endnu en varulv. Måske Talia ikke var den bedste at blive introduceret til, som den første varulv udover Jackson. Der var nemlig noget af et spring mellem de to. Jackson var åben, venlig og kærlig, mens Talia nok var lige det modsatte. Hun var indelukket, ikke særlig venlig eller imødekommende og hun kunne til tider være direkte kold. Men hun havde også haft en hård opvækst, så det kunne vel bare skyldes på dette. Selvfølgelig kunne man sagtens være bedre end ens opvækst, men Talia havde ikke haft nogen der kunne hjælpe hende igennem den hårde tid, efter hendes mors død. Kun hendes far, som havde været skyld i morens død. Det var i hvert fald sådan Talia så på det, og derfor var han også som død for hende.
Da Casey rakte hånden ud mod Talia, betragtede hun den lidt tøvende. Hun var ikke typen der elskede nærkontakt. Måske mest af alt fordi det var hende uvant. Men hun tog alligevel fat i Casey's hånd og gav den et tryk. "I lige måde. Jackson har fortalt mig lidt om dig." Talia hadede løgne og hemmeligheder. Løgne og hemmeligheder havde været skyld i hendes mors død. Og derfor sagde hun altid tingene så ligeud som overhovedet muligt. Så måtte folk tage det som de ville, det var sådan set mere deres problem end det var hendes.
Hun gik nogle skridt længere ind i det enorme palæ og vendte sig så atter om mod Casey. "Hvis du ikke har noget imod det, har Jackson bedt mig om at tage mig af dig. Undervise dig, hvis du vil." Hun så afventende på hende. Hun var der for det samme, så det var virkelig op til Casey om hun ville have Talia's hjælp eller ej. Det betød ikke det store for Talia selv. Jackson havde blot bedt hende om at komme med tilbuddet, og det havde hun så gjort nu.

Casey kunne godt mærke forskellen mellem Talia og Jackson. Men hun forventede heller ikke, at varulve var ens. De var lige så menneskelige som alle andre. Ingen af dem var forskellige. Men måske var det også meget godt for hende, at møde en varulv der ikke var nær så åben som Jackson. Casey var bare generelt en fan af at møde personer der var forskellige, så blev hendes hverdag ikke nær så kedelig. Casey mindede om Jackson på nogle punkter. Hun udviste stor venlighed til alle hun mødte på sin vej, hun var ansvarsbevidst. I høj grad. Det skyldtes dog mest, at hun var nød til at påtage sig en stort ansvar, i en alder af 14. Hendes far var ikke længere en del af deres liv, hendes mor var gået psykisk ned og hendes lillebror var kun otte. Den eneste der kunne tage ansvar, var hende. Det havde været hårdt, og havde også ændret hende en hel del. Hun mærkede klemmet om hendes hånd, hvilket fik revet hende ud af hendes tankegang. Hun trak hendes hånd til sig og lod den falde ned langs hendes side. Det gav god mening, at Jackson havde fortalt lidt om hende til Talia. Så var hun forberedt på hvad der mødte hende. Casey kunne ikke se en grund til at takke nej til hendes tilbud. Hun havde brug for hjælpen, så hvorfor ikke tage den fra dem der tilbød hende den. ”Det er fint med mig.” Hun sendte hende et blidt smil. Hun klædte sig helt af, og hængte hendes jakke op på en knagerække, før hun fulgte Talia længere ind i palæet. ”Så hvad skal jeg undervises i, i dag?” Hun var fra starten blev fanget af varulven. Alle vidste hvad en varulv var, men nu hvor de var ægte, blev det lige pludselig langt mere interessant. Det var dog stadig et tungt emne til tider. Der var meget man skulle igennem. Især fordi hele hendes realitet ændrede sig. Det virkede på sin vis som om hun var startet på et nyt liv. Hun havde stadig brug for at finde en løsning i forhold til hendes bror. Hun kunne ikke blive ved med at bruge de samme undskyldninger. Der var en begrænsning på de undskyldninger man kunne finde, for at forsvinde en helt nat hver fuldmåne. Men indtil videre kunne det godt gå. Hun havde stadig sin anden fuldmåne i vente. Men der var ikke mere end et par dage til.

Talia kendte kun alt for godt til problemerne med at have nogen slags forhold til mundane, når man var en Underjordisk. Hun var selv et produkt af netop dette. Talia's far, Thomas, havde giftet sig af kærlighed. Han havde brudt den forlovelse hans forældre havde arrangeret, for at gifte sig med en mundan, som han havde forelsket sig i. Han havde mødt Tatiana Johnson da de begge var teenagere, og de havde hurtigt forelsket sig i hinanden. Tatiana kendte ikke til Underverdenen, og Thomas havde holdt sig til reglerne og undladt at fortælle hende om den. De fik en smuk, lille datter og alt var perfekt i en stund. Men som tiden gik, blev Tatiana også mere og mere mistænksom på sin husbond. Hun begyndte at tvivle på hans historier, som han fortalte omkring en gang om måneden. Hun frygtede at han løj overfor hende, og havde en anden. Så en dag fik hun sin søster til at passe sin datter, som på daværende tidspunkt var lidt over 10 år gammel, og fulgte efter sin husbond. Hun havde fulgt efter ham til Brooklyn Park, hvor et meget underligt syn havde mødt hende. Thomas havde godt vidst at han havde været nødt til at fortælle sin kone om hans sande natur snart, eftersom der kun var seks år til deres datter skulle have biddet. Men efter den nat, ville det ikke betyde noget alligevel. For efter Tatiana havde været vidne til sin elskede mand, der forvandlede sig fra menneske til ulv, havde hun forsøgt at løbe sin vej. Desværre var hun ikke nået særlig langt. Hun var blevet angrebet af et stort dyr som politiet ikke havde været i stand til at identificere. Og det var sådan Thomas Kafigria mistede sin kone, Talia Kafigria mistede sin mor og Tatiana Kafigria mistede sit liv. Derfor sørgede Talia for kun at have forhold - også platoniske - til andre Underjordiske. Det var mere smertefrit.
Casey's svar rev Talia ud af hendes smertende minder og tanker. Hun var efterhånden blevet god til at undertrykke smerten og ikke vise den frem, men i øjeblikke som det kunne hun alligevel godt fornemme at man kunne se et glimt af hendes smerte i de blågrønne øjne der normalt var så følelsesløse. Hun bed sig kort i læben, for at få koncentrationen tilbage til emnet. "Hvad siger du til forvandling? Jackson har informeret mig om, at I endnu kun har talt om teori - så at sige." Hun tvang et halvt smil frem på sine læber.

Casey havde ikke de bedste minder med hendes forældre. Men hun havde stadig kontakt til hendes mor, bare ikke nær så meget som til Adam. Han boede trods alt hos hende. Han var ikke ligefrem til at undgå, men det prøvede hun bestemt heller ikke på. Hun elskede ham overalt på jorden, og det vidste han godt. Han ville bare ikke høre hende sige det. Han var trods alt en teenager. Casey prøvede virkelig på ikke at blive som en overbeskyttende mor, men det var svært. Når man elskede nogen så høj som hun elskede ham, var det svært ikke at blive overbeskyttende. Mor-delen forsøgte hun dog at undlade. Hun var hans søster, ikke mor. Det var noget hun altid havde i baghovedet. Casey blev opmærksom på Talia igen, da hun svarede hende. Forvandling, det lød som en god idé. Hun regnede ikke med hun kunne kontrollere sin forvandling lige med det samme, men hun havde heller ikke haft så stor en chance for at øve sig på det. Måske kunne arbejde mere på det efter hendes næste fuldmåne. Hun havde fået en masse teori nu, så var der mere tid til at øve sig i at kontrollere hendes forvandling. ”Ja det har vi også. Jeg vil gerne arbejde på min forvandling.” Talia virkede nu venlig nok, hun var bare ikke typen man med det samme kom ind på livet af. Men hvem var også det? Casey havde brug for tid, før hun lukkede folk helt derind, hvor de fik en stor betydning for hende. Jackson havde vundet hendes tillid, men han var ikke kommet derind, hvor han fik en personlig betydning for hende. Han var stadig kun en bekendt, men forhåbentligt kunne deres forhold udvikle sig til noget dybere med tiden. Casey sendte Talia et venlig smil. Hun satte pris på at hun ville hjælpe hende. ”Tak fordi du gider hjælpe mig Talia.” Casey mente det var vigtigt, at folk vidste hun satte pris på dem, og på det de gjorde for hende. Hun var bare en meget taknemmelig person, så der skulle ikke meget til, før hun takkede folk.

Forvandlingen fra menneske til ulv var en vanskelig ting at vænne sig til, når man lige var blevet forvandlet. Det huskede Talia klart og tydeligt. Derfor havde hun også besluttet sig for at hun nok godt kunne leve med at foretage sig en enkelt god gerning eller to. Det ville ikke tage livet af hende. Med mindre, selvfølgelig, at Casey gik helt amok når hun forvandlede sig. Men det tvivlede Talia stærkt på. Ens ulvejeg var en del af en, og derfor havde ens personlighed som menneske også noget at sige, når det kom til ens ulveside. Og at dømme ud fra det Talia havde set af Casey indtil videre, ville hun nok ikke skade nogen, bare fordi hun kunne. Og selv hvis hun tog fejl af dette, kunne Talia sagtens finde ud af at forsvare sig selv. Hun havde været i kniber der var værre end det. Og eftersom hun stod lige der, havde hun tydeligvis også levet til at kunne fortælle om det. Eller hvad end man sagde. Hun nikkede lidt køligt. Hun prøvede ikke på at være kølig og afvisende, det var bare det der faldt hende mest naturligt efterhånden. Hun var blevet så vant til alle de facader og murer hun havde bygget op, så folk ikke kunne såre hende på samme måde som hendes far og døden af hendes mor, havde gjort. Hun rystede affejende med hånden. "Det er ikke nødvendigt at takke mig," sagde hun så med en lige så affejende stemme. Så gik det op for hende, at hun hellere måtte tage sig bare en smule sammen, og tage imod Casey's taknemmelighed. Derfor tvang hun et lille smil frem, også. "Jeg ved at det ikke er din første forvandling. Og derfor ved du også at det vil kræve en hel del mindre påklædning, hvis du ikke vil have dit tøj flået fuldstændigt i stykker. Men her i Månepalæet har vi tilfældigvis et lokale som er forbeholdt tilfælde som dette, og der kan vi også være sikre på at være i fred. Kom med mig." Hun lavede en 'kom' gestus med hånden og gik så mod det lokale hun lige havde talt om. Det lå faktisk teknisk set under jorden, da det godt kunne betragtes som en kælder. Casey var ikke den første nyforvandlede varulv inden for Månepalæet's vægge og derfor havde de også sørget for at indsamle diverse redskaber osv. igennem årene. Hun regnede med at Casey ville følge med.

Casey havde ikke som sådan noget imod de facader Talia havde sat op. Der var som regel en grund til det, og Casey havde da også sine egne facader. Hun fandt det derfor heller ikke stødende, da hun på kølig vis påstod, der ikke var grund til at takke hende. Casey lod det ligge, selvom hun normalt ville have insisteret på, der var en masse at takke hende for. Hun havde fra starten vidst, at hendes tøj ville blive flået i stykker ved en forvandling, og hun var derfor også indforstået med, at hun blev nød til at klæde sig en del af. Det generede hende ikke. Hun havde hele tiden i baghovedet, at de gjorde det for at hjælpe hende. Der var ingen der tvang dem til det, så hun kunne næsten ikke tillade sig at være på tværs. Casey fulgte Talia, og lod hendes blik bevæge sig rundt i palæet, indtil Talia førte hende under jorden. Det var meget smart, de havde et rum man kunne forvandle sig i. Især for nye varulve som hende selv. Hun var ikke sikker på hvordan Talia ville gribe det an. Det var en af de ting, hun havde svært ved at forstille sig. Hvad gjorde man for at bevare sin mentalitet under forvandlingen? Var det overhovedet muligt, eller ville man glemme det hele når man forvandlede sig tilbage? Hun var lidt spændt på lige netop denne del. Hun var spændt på, hvordan det ville føles. Hun regnede dog ikke med, at hun kunne huske hendes forvandling før om noget tid. Men hun håbede dog, at det ikke krævede mange forvandlinger, før hun kunne huske. Det var bestemt ikke rart, at vågne op og ikke kunne huske noget. Men det var en pris hun måtte betale. Hun så på Talia med et svagt smil, mens hun ventede på instruktioner.

Jackson havde bedt Talia om at opføre sig ordentligt overfor Casey. Og med dette, havde han vel nok ment at hun ikke skulle snerre ad hende og skræmme hende væk. Af en eller anden grund virkede det som om, at Jackson gerne ville imponere Casey og måske endda gøre hende til en af koblet's krigere. Det så Talia såmænd heller ikke noget galt i, så hun besluttede sig derfor i det øjeblik for, at hun hellere måtte opføre sig så godt som hun nu kunne, under omstændighederne. Hvilket betød, når hun nu ikke kendte og stolede på Casey - endnu. Men hvis hun blev en kriger, ville Talia vænne sig til hende med tiden, og så ville hun nok også lære at stole på hende. Så hun kunne vel godt starte med at give et lidt bedre førstehåndsindtryk end hun sædvanligvis ville give. For normalt var hun sådan set komplet ligeglad med hvordan folk opfattede hende. Desuden kunne hun nu altså godt fremvise en ret behagelig personlighed, hvis hun skulle. "Jeg ved ikke hvor meget Jackson har forklaret om kontrol af forvandlingen, så måske skal vi starte med at tale lidt om det, inden vi smider tøjet og prøver os frem. Jackson nævnte at I ikke er nået dertil endnu." Hun kunne da sagtens lave sjov, være sarkastisk - på den gode måde - og venlig. Det var bare meget sjældent at hun var de ting. Sarkasme var en ting hun gjorde meget brug af, men det var som regel på en totalt spydig måde. Derfor besluttede Talia sig nu for at lave den første drillende kommentar. "Jeg kan forresten godt forstå hvis det er skuffende at du hænger på mig til denne del. Jeg mener, det kan godt være at han er min alfa og sådan, men jeg er da ikke blind. Manden er mega lækker." Hun blinkede og lo for den første gang den dag. Og det var heller ikke løgn hvad hun sagde. Jackson Carter var en ekstremt tiltrækkende mand, det var et faktum. Men Casey var nu også ret så attraktiv selv, på en sød måde.

Casey havde udvist tolerance omkring Jackson, og nu også Talia. Det var ikke fordi hun ligefrem blev til et snerrende bæst normalt, kun ved fuldmåne. Men Casey kunne sagtens udvise temperament, hvis man kendte hende godt nok til, at vide hvilke knapper man skulle trykke på, for at provokere hende. Hun kendte hverken Jackson eller Talia nok til at de kunne vide det. Men hun ville også gerne gøre godt indtryk på dem. Hvis alting gik godt, ville hun gerne være en del af deres kobbel, men det var ikke let, hvis alle havde set sig vrede på hende fra starten. Så hun var opmærksom på hendes ord og handlinger, så hun stødte dem eller på anden måde fik dem til at føle ubehag. Casey smilede let over Talias ord. Det var måske bedre at få det praktiske på plads, før de sprang lige ud i det. ”Nej, vi tog det teoretiske først, så jeg fik ikke rigtig noget af vide om forvandlingen.” Hun havde lært en masse om de forskellige racer, kobbelets opbygning, skyggejægernes fredsaftale og kort om hvordan man blev en del af kobbelet. Hun kunne ikke undgå at le over hendes kommentar om Jacksons udseende. Casey havde skam lagt mærke til det. Det var svært ikke at gøre det. Men hun forsøgte som udgangspunkt ikke at lade folks udseende påvirke hendes tanker om andre. Selvfølgelig betød det noget, men han skulle også have en flot personlighed. Hvilket han havde. ”Jeg kan kun give dig ret.” Talia var nu også en ganske flot pige. Casey var sprunget ud som biseksuel nogle år tilbage. Det var ikke noget hun reklamerede med, men hun havde heller ikke et problem med at tale om det. Hun fandt ud af det kort efter bruddet med hendes mandlige kæreste. Hun var stødt på en flot og flirtende pige, og hun havde ageret som Caseys rebound. Siden da har hun haft nogle ultrakorte forhold med både mænd og kvinder. Hun havde derfor ikke noget imod, at det var Talia i stedet for Jackson. Ganske rigtigt havde Casey en tillid til Jackson, som hun ikke havde til Talia, men mon ikke det hele gik alligevel. ”Men jeg tvivler på, du er den værste Jackson-erstatning man kan finde.” Hun smilede venligt til hende.

Tolerance var ikke ligefrem Talia's stærke side. Altså, det var nu heller ikke fordi hun bare farede i flæsket på enhver der irriterede hende osv. men hun var meget temperamentsfuld. Heldigvis havde hendes 22 års levetid lært hende at håndtere dette temperament rimelig godt, hvis hun selv skulle sige det. Naturligvis havde hun dog nogle punkter, som bragte hendes temperament til fuldt udtryk lige med det samme. Nogle knapper man kunne trykke på, for at gøre hende rasende. Og hendes far var en af disse knapper. Efter alt det der var sket med hendes mor, var Talia endnu ikke kommet sig over hadet til sin far, og derfor havde hun også afskåret alt kontakt til ham. Hun havde ikke set ham i fire år, og hun savnede ham ikke. Det var i hvert fald det hun sagde til sig selv hver dag. Men selvfølgelig følte hun sig da ensom en gang i mellem. Det var jo kun naturligt. Og det var derfor det var så fantastisk at have et kobbel man kunne støtte sig op ad. De var ligesom en familie som man sådan set selv kunne vælge. Lidt ligesom hvad man normalt sagde om venner. Men på en eller anden måde var det også meget anderledes med et kobbel. Man var sikker på at have hinandens ryg igennem alt, og man sværgede troskab og loyalitet til hinanden. Det kunne man ikke på samme måde med almindelige venner og veninder. Og derfor kunne man vel egentlig sige at det var mere intimt. Casey's ord trak hende tilbage til virkeligheden, og hun registrerede dem, mens hun nikkede forstående. Inden hun svarede, lyttede hun dog til Casey's svar på hendes jokende kommentar. Hun smilede på sådan en halvt fræk måde. Så sagde Casey igen noget, og dette havde Talia ikke rigtig forventet. Hun var vant til komplimenter, men det var som regel fra andre steder og andre slags komplimenter. Casey var bare indbegrebet på venlig. Hvilket Talia ikke kunne lade være med at smile af. Og det var endda ikke engang et falskt smil denne gang, hvilket var utroligt. "Jamen så kan jeg kun sige tak." Hun lo lidt, og indledte så en tankerække omkring hvad hun skulle sige om kontrol af forvandlingen fra menneske til varulveform. Det var som regel Jackson og Adelaide der gjorde det meste af taleriet og forklaringerne. Men hun måtte jo bare prøve sig frem. "Nu til noget før-du-forvandler-dig-information; vi skal finde ud af hvad der giver dig styrken til at forvandle dig til din ulveform. For mange er det vrede der er deres anker, mens andre bare tænker på noget bestemt, eller måske på nogen de elsker. Og efterhånden som du bliver bedre til forvandlingen, vil du slet ikke behøve sådan et anker. Du vil blot skulle tænke på at ville forvandles og så forvandler du dig." Talia talte ud fra erfaring. Der skulle nemlig ikke længere særlig meget til, før hun forvandlede sig.

Casey havde bestemt fået et godt indtryk af kobbelet fra starten. Jackson fik det til at fremstå, som om de var en familie. Det var noget hun syntes lød meget indbydende, da hun ikke selv havde meget familie tilbage. Men også bare det, at man aldrig havde en risiko for at være alene, fordi man altid kunne gå til en eller anden. Så hvis man var alene i kobbel, måtte det være personens eget valg. Casey gik meget op i hvordan folk så på hende. Hun ville gerne have de fik et godt indtryk af hende, men hun ville heller ikke ændre på sig selv, for at nå derhen. Men der var bare nogle sider af hende, som lå gemt væk indtil hun kendte folk godt nok til at vise dem. Casey havde temperament, det var måske svært at forstille sig hende vred, fordi hun for det meste altid var smilende og positiv, men hun kunne sagtens blive rigtig vred. Problemet var som regel bare, at hun holdte det gemt væk, indtil hun var alene og kunne afreagere. Hun var generelt ikke meget for at vise følelser for andre, glæde, begejstring og flere følelser i den stil, havde hun ikke noget problem med at vise. Men alle de ’negative’ følelser, forsøgte hun at gemme væk. Det var måske ikke den sundeste måde at leve på, men det fungerede for hende. Så længe puden fik et par slag om aftenen, gik det hele. Hun havde bare brug for at komme ud med følelserne når hun var alene. Casey var ikke sikker på hvad der var sket, men efter Talias lille vittighed, var luften imellem dem blevet mere afslappet. Casey havde lige fra starten fundet varulve interessante. Det var måske også derfor, hun var så modtagelig over for al den information og det faktum at hun selv var en varulv. Det hele var gået meget godt, og hun havde overrasket sig selv. Nu var det ikke fordi hun før havde gået og tænkt over hvordan hun ville reagere, hvis hun en dag blev en varulv. Men hun var meget kontrolleret, og fordi hun oftest havde hendes dag planlagt ned til mindste detalje, havde hun før i tiden ikke kunnet forstille sig, at hun ville tage imod den slags ændring med ”open mind”, men det var alligevel gået meget glat det hele. Da Talia fortalte om et ”anker”, var Casey ikke i tvivl om hvad, eller rettere sagt hvem, det var. Hun var mest af alt ivrig efter at lære at kontrollere hendes forvandling, så hun ikke skadede hendes bror, så det ville give god mening, hvis det var ham der var hendes anker. ”Jeg tror godt jeg ved hvem mit anker er. Men det kunne være en idé at prøve forskellige ting af.” Det var også muligt, at det var vrede der fik hende til at forvandle sig. Hun kunne ikke vide det med sikkerhed.

Da Talia først var blevet forvandlet, for 6 år siden, havde hun ikke haft svært ved at finde hendes personlige anker til at forvandle sig når som helst. Og som mange andre nyforvandlede varulve, var det vrede. Vrede overfor og på hendes far. Vrede over tabet af hendes mor. Vrede på hende selv, fordi hun ikke havde gjort et eller andet for at redde sin mor. I lang tid havde hun ikke kun bebrejdet sin far, men også sig selv. Hun havde kun været 10 år gammel, og som mange andre børn, havde hun følt at det hele var hendes egen skyld. Sådan var det ofte, når ulykke ramte en familie med unge børn. Det sås også meget ofte i tilfælde hvor forældrene blev skilt. Børnene tog altid skylden på sig og bebrejdede sig selv for familien og forældrenes problemer. Så det var jo egentlig ikke meget anderledes for Talia. På nær det faktum, at hendes mor var blevet slået ihjel. Men efterhånden som hun blev en smule ældre, indså hun sandheden. At det ikke var hendes fejl eller skyld, overhovedet. Hun havde ikke kunne gøre noget for at forhindre ulykken alligevel. Men det samme kunne ikke siges for hendes far, havde hun indset. Han kunne sagtens have gjort noget for at forhindre det. F.eks. at have fortalt hende sandheden om hvem og hvad han var. Sandheden om verden. Hvis han ikke havde haft så mange hemmeligheder for hende, ville hun ikke have prøvet at afsløre disse hemmeligheder, og dermed blevet dræbt. Derfor hadede Talia sin far, og hun følte også at det var hendes ret som et moderløst barn.
"Super. Så er det måske bare tid til at prøve os frem? Og de færreste klarer det i første forsøg, så hvis det også er tilfældet for dig, prøver vi bare igen. Så af med de beklædningsgenstande du ikke vil miste." Samtidig med at Talia sagde dette, begyndte hun at tage sine smykker og derefter stiletter af. Hvis hun skulle forvandle sig, ville hun ikke ødelægge sit tøj og tilbehør. Hun smilede forsikrende. Casey virkede som en sød ung kvinde, så der var vel ingen grund til, at Talia ikke kunne gengælde denne venlighed og høflighed. Lidt pli havde hun vel trods alt. "Tænk på personen, og koncentrer dig om hvorfor du vil kunne styre din forvandling. Hvad er det, som gør det nødvendigt, at du kan kontrollere din ulveside?"

Casey havde i lang tid bebrejdet sig selv, for hendes fars selvmord. Hun havde været en ung pige, der havde været frustreret over, at hun blev nød til at passe sin lillebror, fordi hendes far ikke var stand til det, og hendes mor arbejdede meget for at de kunne beholde huset. Det var et alt for stort ansvar, og hendes frustration omkring det var kommet til udtryk i form af hårde ord rettet imod hendes far. Ikke længe efter det, stod hun med sin lillebror i hånden til deres fars begravelse. Casey havde dog senere indset, at hvis han ikke kunne holde til et lille skænderi, skulle der ikke meget til. Hvis det ikke havde været skænderiet med hende, havde det måske været noget andet. Men hun forsøgte ikke at dvæle for meget i fortiden, det bragte sjældent noget positivt med sig, så hun foretrak at tænke fremadrettet. Adam derimod, kunne godt lide at tænke tilbage på fortiden, og når de brugte tid sammen, var det ofte fortiden de snakkede om. Hun vendte blikket imod Talia igen, da hun fortalte de færreste forvandlede sig ved første forsøg. Casey havde heller ikke forventet andet. Sådan var det med det meste nye man skulle lære. Man klarede det sjældent i første forsøg. ”Jeg havde heller ikke regnet med andet.” Hun smilede og begyndte at tage de få smykker hun havde på af. Hun havde altid fortrukket sølvsmykker, men det var ikke længere en mulighed. Så hun havde et par gulvringe, armbånd og halskæder. Casey lagde hendes smykker på et bord og begyndte at tage hendes sko af. ”Min bror. Jeg frygter at jeg vil skade ham. Men det gælder lige så meget alle andre.” Casey tog resten af hendes tøj af, så hun kun stod tilbage i undertøj. Det var ikke et problem for hende, måske var det næsten lettere med Talia end det ville være med Jackson. Især ved hendes første forvandling. Når hun havde vænnet sig til det, ville det måske være lettere for hende.

//Undskyld jeg først svarer nu.

Talia nikkede lidt, da Casey sagde, at hun ikke havde regnet med andet. Hun virkede også som en intelligent ung kvinde, så det var ikke svært at tro på. Umiddelbart ville hun heller ikke være så svær at lære ting. Hun virkede som om hun var ret modtagelig. Hvilket virkelig var en fordel når man skulle lære nye ting. Og en kæmpe fordel for Talia, som skulle lære fra sig. Det var trods alt umådeligt svært at lære en person noget, hvis denne person ikke var modtagelig overfor ny læren. Det burde Talia, af alle, vide. Hun var nemlig ikke selv den allermest modtagelige og åbne person. Og hele kobbelet havde nok haft sit hyr med hende, efterhånden. Men de var nu stadig ret så tætte, allesammen. En familie, på godt og ondt. Og dette tænkte hun måske tit, men det var også sandheden. Hvert medlem af kobbelet, ville hun tage en kugle for.  Og det samme gjaldt forhåbentligt den anden vej rundt. Men det skulle man næsten tro, eftersom det var meget svært at gøre sig fortjent til den slags loyalitet fra Talia's side af. Så hvis de var kommet ind under huden på hende, på den måde, skulle man da også tro at det samme gjaldt den anden vej rundt. Casey tog tøjet af, og det samme gjorde Talia. Til sidst stod de begge kun i undertøj. Talia sørgede for ikke at glo på Casey's krop. Hun ville ikke krænke hende på nogen måde. Hun vidste nemlig at det var en forfærdelig følelse, og hun ville ikke udsætte hende for noget, Talia heller ikke selv ville have lyst til at blive udsat for. Hun nikkede endnu en gang, og så Casey direkte i øjnene. "Så er der jo ikke andet tilbage at gøre, end at prøve dig frem." Talia havde i sinde at forblive i sin menneskeform, for nu. Hvis det blev nødvendigt, eller hvis Casey ønskede det, kunne hun altid ændre skikkelse til sin varulveform.

//No problemo :-)