[ÅBENT] 'Home' is a nice word but...

De automatiske døre til Condor Hotel gled næsten lydløst op, da Madison trådte indenfor. Selvom regnen stod ned i tykke stråler udenfor, var hendes hår og lange læderjakke knastøre. Hun trådte hen over dørmåtten med sine lange ben, og efterlod våde fodaftryk på de skinnende fliser på sin vej imod skranken. Hun havde allerede fundet sin pung frem, da den unge mand bag disken løftede øjnene fra hans tegneserie.
"Hvad kan jeg gøre for dem?"
"Et værelse til én, tak." svarede hun, imens hun lynede pungen op.
"Hvor længe skal det bookes for, ma'am?"
Madison sendte fyren et mistroisk blik. Hun var ikke ligefrem vant til at blive kaldt for madam. Måske var det på grund af hendes tidligere påfaldende hårfarve. Langt blond hår var åbenbart mere madam-agtigt.
"På ubestemt tid."
Nu var det piccoloens tur til at se mistroisk ud. "Ma'am, jeg forstår ikke helt hvad du mener?"
Madison trak et bundt sedler op af pungen og viftede temmelig teatralsk med dem. "Selvfølgelig gør du det. I er vel ikke femstjernede for ingenting? Skal jeg have en snak med din chef? Hvad hedder du, unge mand?"
Piccoloen snerpede læberne hurtigere sammen end man kunne nå at sige 'ingen drikkepenge'. "Selvfølgelig ma'am. Penthouselejligheden er fri og ikke booket det næste stykke tid. Bare udfyld skemaet her, tak."
Hun udfyldte hurtigt papiret han skubbede hen over det blankpolerede træ. Navnet udfyldte hun Julia Nowak, den polske version af Jane Smith, et alias hun tit brugte til mundane ting.
Hun betalte for en gangs skyld med rigtige penge. Papir med trylleglans holdt ikke for evigt, så derfor var det smart altid at betale den første regning med penge der ikke lige pludselig blev til almindelig avispapir nede i pengekassen. Det kunne godt være at de var snuppet direkte ud af Bill Gates personlige bankkonto. De penge var alligevel så godt som hendes alligevel.
Så fik hun sit blanke nøglekort, og navigerede imod trapperne.

Aerenia kom gående. Hun havde lige været på arbejde, og trængte til at komme ud i den friske luft. men det fortryd hun hurtigt, det regnede frygteligt meget men hvad nyttede det at løbe, lige meget hvad ville hun være gennemblødt. hun kiggede rundt, der måtte være et sted hun lige kunne smutte ind og stå indtil regnen holde op. hun fik øje på en kvinde .. pige ?? en person løbe ind på et hotel, og syntes enlig det var en god idé. hun løb samme vej, og valgte at stå i døren og kigge ud. hendes heste hale der før havde været fyldig, hang nu slatten ned og dryppede irriterende ned af ryggen på hendes sorte læderjakke. hendes sorte jeans var fuldstændig gennemblødt, faktisk alt var gennemblødt, og kulden tog til. *en smøg ville hjælpe* tænkte hun, og tog den gennemblødte æske frem. en splinter ny pakke... fuldstændig gennemblødt " forhelved" mumlede hun vredt, og smid den ned i lommen igen. men hendes opmærksomhed blev afledt at den kvinde der var løbet ind før hende som behandlede piccoloen fuldstændigt respektløs, og begyndte at gå hen mod hende. men hun måtte give op, hun ville ikke kunne nå at indhente hende. så hun måtte mande sig op, som hun hadet at gøre " HEY DU DER!! hvem tror du lige du er?? " råbte hun vredt, og tog hænderne i lommen og gik rolig skridt mod kvinden. " er det ikke en ide at sige undskyld ?? "

Madison følte sig dødtræt, som om al universets energi var blevet suget ud af hende på vej fra lufthavnen til hotellet. Hun forbandede sig selv på chthoniansk over sin dumhed. Hvorfor havde hun ikke bare taget en portal til New York i stedet for et dumt fly med turbulens og irriterende personale? Du godeste gud, hun måtte til at tage sig sammen og komme ind i kampen.
Hun hørte først de slaskende fodtrin bag hende, så hørte hun den skrappe, gennemskærende klagen.
Madison nægtede at tro sine egne øre. Hun nåede endda at tage fem skridt mere, før hun stoppede op midt på trapperne, ikke så langt fra elevatoren. Hun var næsten nået i sikkerhed på et stille hotelværelse, men der var fandme kommet en lille rappenskralde i vejen. Hun drejede sig langsomt rundt, for at være helt sikker på at det rent faktisk var hende som der blev talt til.
Og ganske rigtigt... hun tog sig til panden og sukkede dybt. Der stod en drivvåd lille mus foran hende. Madison betragtede hende næsten modvilligt. Det mørke hår som klæbede sig til hendes gyldne hud. Regndråber som dryppede fra hendes mørke øjenvipper. Den glimtende lædderjakke der sad stramt (og sikkert ubehageligt klistret) på hendes spinkle krop. Og gud, hun lignede en international supermodel, på trods af det uklædelige, hysteriske ansigtsudtryk. Hun mistede fuldstændig mælet og al den sydende sarkasme hun plejede at besidde, og mærkede luften sive ud imellem hendes mørke læber. Hendes blå øjne blev meget store i hendes blege ansigt.
"Hva?"

Aerenia nær-studerede den unge kvinde fra top til tå. slank af bygning, tydeligvis ikke påvirket af regnen, og dog heller ikke helt tabt på gulvet når det galt skønhed. hun lagde hovedet på skrå, der var noget over hende der ikke virkede menneskeligt, men hvad kunne hun ikke sætte finger på. hun fugtede sine bløde lyserødelæber med sin tunge. hun så ned i jorden, og begyndte at smile et sarkastisk smil og rullede med øjne. hvor hadedet hun dog ordet "hvad" ... hun hadet den uvidenhed der kom med dette ord, den dumskab der kunne ligge i ordet " er du døv? " sagde hun letter irriteret over hun måske skulle gentage sig selv. hun så op på den kvinden der stod smukt på trappen.hun rystede på hovedet, hun måtte ikke være dømmende. det havde hun lært efter en jagt hvor hendes dømmekraft slog fejl, og hun slog en ung pige ihjel som så viste sig at være normal. hun bid sig i læben, og prøvede at frem skaffe et rigtigt smil. " jeg spurgte blot, om de ikke burde sige undskyld til piccoloen." sagde hun og prøvede at lyde venlig. men hendes irritationen over situationen var umulig at skjule. " bare fordi de måske har en dårlig i aften burde det da ikke gå ud over ham?" sagde hun og sendte hende skarpt blik. igen måtte hun studere kvinden. Var det hendes meget blå øjne der forvirrede hende eller var det hendes udstråling? noget var der men hun kunne bare ikke finde ud af det. hun fjernede blikket, og bid sig læben. blikket gled kort over på piccoloen der tydeligvis virket til at være lidt små forvirret. hun tog hænderne op af lommen da hun stod for enden af trappen med en smule afstand og lagde armende overkors og afventede endnu dum reaktion

Madison nød at betragte de følelser hun så danse over den unge kvindes ansigt. Hun forstod dog overhovedet ikke hvorfor hun blev mødt af sådan en fjendskab over hendes samtale med piccoloen. Det var da ikke fordi hun havde skruet bissen ordenlig på, hun havde blot mindet ham om at penge bare giver ekstra muligheder i livet.
"Åh for guds skyld, så du ikke hvor mange drikkepenge han fik? Han er uden tvivl helt ude af sig selv af lykke i dette øjeblik." mumlede hun, ikke helt tilbage til sit tidligere selv, men i det mindste i stand til at udtale en sammenhængende sætning.
Dårlig aften? Hmpf, more like bad century.
Det kunne godt være at de ikke kunne se piccoloen fra deres sted midt på trappen, men hun var i tvivl om han kunne høre dem eller ej. Det gjorde alligevel ingen forskel. Han havde vel brug for lidt underholdning på denne døde aften.
Madisons blå øjne gled uvilligt ned til kvindens mund et øjeblik, da hun bed sig i læben. Et svagt smil trak kort i hendes egen mund.
"Hvorfor er det egentligt dit problem?" spurgte Madison muntert. "Er det ikke lidt over din sengetid, tøsepige?"
Hun skilte langsomt sine læber, og smilede et charmerede smil. Efter et stykke tid blev det dog en smule ubehageligt, da hendes dæmonmærke, de spidse tænder, blev blottet i et snerrende grin.
You wanna go? Let's fucking go. tænkte Madison for sig selv. Det var svært at se pigens hals fra Madisons vinkel, men hun satsede på at den ville være domineret af flere sorte runer.

Aerenia stod lidt og tænkte sig om. måske havde hun mistolket det en smule? men fuck det, nu var det sq ikke så meget piccoloens-situation hun var vred over, men mere hvordan den flabet dame der så tydeligt viste sig at være en warlock. hun så rundt dette var ikke stedet at gå til et angreb ,så hun måtte prøve at få piccoloen væk hvis der skulle ske. hun så vredt op på den flabet kvinde " er det ikke lidt barnligt at sige tøsepige, med så mange år på bagen du gamle " sagde hun og lagde hovedet på skrå og smilet forsvandt fra hendes læber, og hun så sig om. ingen andre mundaner indtil videre. hun havde sådan en lyst til at klappe den person en, men det var umuligt lige nu. hun så op af trappen op mod værelserne, dette måtte næsten være den eneste mulighed med mindre de kunne gå ud regnen med det var nok lige så dumt.. hun så op på warlocken * forhelvede kunne det ikke bare være en mundan for en gangs skyld?* hun stod lidt uden at sige noget. " jeg tror dette er en ting vi skal tage på dit værelse gamle" sagde hun med hentydning til det var dumt at stå hvor alle kunne se dem " med mindre de heller vil udendørs eller slet ikke tør snakke med mig under fire øjne? " sagde hun med et letter frustreret men charmende smil til hende. hun viste at hun ville komme til at fortryde mødet hvis warlocken men nogle gange måtte man tage chancer om det så blev hendes sidste nat ville hun gå med en hvis glæde over at have fået et slag eller to ind.

Madison så helt fortørnet ud. "Gammel? Må jeg da lige have lov at være her." Men tja, hun var gammel og indtørret, og havde efterhånden vænnet sig godt og grundigt til tanken. I det mindste havde skyggejægeren indset at hun ikke var til at koste rundt med. Det syntes dog ikke at stoppe hende i at være provokerende. Kiggede hun sig rent faktisk over skulderen for at tjekke om de var alene... så hun kunne angribe? Hvem fanden troede hun lige at hun var? Det var fandme heldigt for hende at hun var pæn, for der måtte godt nok ikke være mange hjerneceller tilbage i hendes kønne hoved.
For anden gang på den nat, kunne Madison næsten ikke tro sine egne ører. Spurgte skyggejægeren lige om hun måtte følge hende... op på værelset? Hun kunne ligge sig ned og dø af grin på stedet. Hun tvivlede på at skyggejægerens intentioner var at komme i bukserne på hende, men man kunne vel altid håbe?
"Om vi skal fortsætte samtalen under fire øjne? Jeg troede aldrig at du ville spørge!" spandt Madison og strøg en blond hår om bag øret. Så vendte hun sig klikkende på sine høje hæle, og trykkede på elevatorknappen. Elevatoren var allerede på stueetagen, så dørene summede hurtigt op. Madison bøjede ned på det ene knæ og inviterede elegant skyggejægeren til at træde indenfor med et stort smil.
"Damerne først. Øverste etage."
Hun kunne næsten se piccoloen for sig, lænet ind over sin disk for at få et glimt af de to kvinder. De to var vel det mest spændende der var sket hele hans arbejdsdag. Resten af dagen kom sikkert til at gå med hans uendelige spekulationer på hvad de foretog sig oppe i penthousen.

Aerenia smilede over hendes reaktion på gamle ingen syntes det var sjovt at blive kaldt gamle så på det punkt stod de lige. Hun rullede med øjne det dummeste hun havde spurgt om til dato? det lød virkelig som om hun ville noget men hun havde aldrig været i nærheden af en anden person i alle sine fine 18 år så hun viste jo godt at det var overhovedet ikke på den måde ment men alle omkring hende viste jo ikke at hun aldrig havde haft noget med en anden så de ville på alle måder have misforstået det. Men hun spurgte nu meste så hun kunne finde ud af hvad for en person hun var og måske komme ud med lidt af sin vrede. Aerenia rettede sig fint op og ignorerede hendes kommentar og gik hen til elevatoren " du leger med ilden frøken " knurrede hun og så sig kort over skulderen inden hun gik ind i elevatoren " kom nu ind i stedet for det pjat." sagde hun og letter irriteret men kunne nu ikke lade være med at smile. for det var sq nu lidt sjovt sagt af hende, og fuldstændigt åndsvagt. men heller sige noget dumt og gå amok uden mundaner til stede ind at gå amok foran dem og have et forklarings problem. Hun stilte sig op mod elevator muren og lagde armene overkors. hendes hjerte bankede hurtigt. hun viste ikke hvad der ventede hende og hun havde ikke sin taske med våben med men kun en kniv gemt på ryggen under hendes trøje sat i bælte altid klart til brug og hendes ynglings revolver der var gemt i hendes jakke og det var ihvertfald ikke nok så det kom til at handle om improvisationen hvis det blev nødvendigt men nu måtte hun se alt kunne ske.

Madison havde faktisk ikke været i humør til sådan noget halløj da hun først gik ind af hotellets automatiske døre, men hvorfor ikke? Det var ikke så tit der skete noget underholdende i hendes dødkedelige liv, så hvorfor ikke give en fjollet, unge skyggejæger lidt erfaring at tænke tilbage på når hun blev ældre? Madison overvejede faktisk kort om hun var pigens første warlock? Hun kunne ikke lade være med at smile, og hun tvivlede på at det var et uskyldigt smil. Og hvis man dømte ud fra pigens ansigtsudtryk ved hendes antydning om 'samtalen under fire øjne', virkede det heller ikke som om hun havde så meget erfaring med flirten generelt. Det gjorde bare situationen endnu mere underholdende for Madison. Aftenen var pludselig fuld af muligheder.
Hun trådte ind i elevatoren efter skyggejægeren, og trådte forsigtigt i de våde spor hun efterlod på metalgulvet. "Jeg leger med ilden?" kurrede hun med et skævt smil, og lænede sig op af elevatorens døre da de var summet i. Ingen af dem havde trykket på knappen, men den øverste knap med skriften PH lyste blåt. "Oh baby, you haven't even seen fire yet."
Selvfølgelig var Madison i gang med at satse på sine muligheder. Det var lige meget hvor godt bevæbnet skyggejægertøsen var, hendes chancer for at slå Madison i en fair fight var slim at most. Selv uden sin magi, havde Madison over tusind års erfaring af nærkamp. Hun var ikke særlig god til det, og absolut ikke noget talent, men overmenneskelig styrke og hurtighed, som skyggejægeren dog også havde, hjalp lidt på situationen. Alligevel lod hun sine isblå øjne glide en gang op og ned af pigen, mest for at lede efter krøller og buler i hendes tøj som kunne gemme på våben, men... for at være ærlig... også lidt af andre grunde.
Elevatordørene summede åbent, efter næsten to minutter i metalkassen. Madison åbnede hurtigt hoteldøren med sit nøglekort, og skubbede dørene til værelset op.

Rummet virkede lige pluseligt meget lille da hun var trådt ind og dørene var lukket hun sagde ikke et ord det hele var akavet og hun følte sig ikke tryg da der var noget uhyggeligt ved warlocken hendes ubehagelige smil og hendes stemme var ikke bedre. der var ingen tvivl om at vedkommende planlagde ligesom hende selv og hun var ikke vild med tanken for første gang i hendes liv skulle hun faktisk møde en warlock og det var selvfølgelig da hun var alene og hendes jagt partner ikke var med. hun bid sig læben og fik det meget varmt hun viste ikke hvorfor hun havde det sådan det var aldrig noget hun havde prøvet før .. det måtte være hendes ryge trang eller måske er alkoholen begyndte at holde op med virke hun overvejede kraftigt at tage jakken af men hun hadet at blotte sig for folk og lige denne situation var det ikke lige det bedste. hun vred sig våde hår så det næsten dannede en sø på gulvet i elevatoren og åndnede lettet op da dørene åbnede sig igen hun så på døren kvinden var igang med at åbne døren hun studerede hende kort bagfra for tegn på våben men intet at se. hun kiggede ind i værelset. " sig mig har du intet hjem efter du bord her ?" spurgte hun med et lille smil " troede sådan nogle som jer ejede hus i hver en by i verden efter alle de år i har levet " grinede hun og lagde hovedet på skrå hun puffede så til kvinden ind imod værelset da hun ikke gad stå udenfor værelset og hvis de skulle slås eller hvad hun havde i tankerne så var de ikke blottet for virkeligheden. " nogle få spørgsmål og jeg er smuttet igen..." sagde hun og lukkede døren i og låste da hun ikke ville forstyrres  "Okay? ... så behøver jeg ikke tage fat i dig en dag hvis du oppe at kører så kender jeg dit grundlag for din vrede og vil ikke afbryde dig?" sagde hun rolig og bestemt

Selvom det måske var lidt moralsk forkert, fyldte skyggejægerens usikkerhed Madison med en følelse af tilfredshed. Det var fandme på tide at en skyggejæger så hende som andet end en lille privat læge eller harmløs tryllekunstner. Hun kunne jo have fortalt pigen at hun var venner med Bane og Clary, mere eller mindre, hvilket nok havde fået hende til at slappe lidt af, men nu havde hun det lige så sjovt.
Madison var tilpas overrasket over at ligefrem blive skubbet ind på hotelværelset, så selvom hun havde lyst til at stå imod, havde hun ikke helt været i stand til det. Den pige var godt nok ivrig for at komme i gang.
Madison gik et par skridt ind i rummet og betragtede skyggejægeren låse døren efter dem, imens hun tog sine højhælede støvler af. Låsen passede hende fint. Hun havde ikke tænkt sig at de to skulle forstyres. "Du er tydeligvis en ung kvinde der ikke ved noget om finanser. Har du nogensinde hørt om ejendomsskat? Og af med skoene frøken!" Madison havde været med i bestyrelsen da Condor Hotel var blevet bygget, og hun havde praktisk taget designet det meste af hotellet, for ikke at tale om penthousen og baren. Sådan som hun så på det ejede hun hotellet... hun lejede det bare også ud til andre.
Madison sukkede og vendte sig atter om mod den lille skyggejæger. Hun tilbagelagde hurtigt den i forvejen lille afstand imellem dem, og hvis skyggejægeren bestemte sig for at beholde sit personlig rum, måtte hun tage et par skridt lidt tilbage og stå med ryggen ind imod hotelværelsets dør.
"Du er da mere end velkommen til at 'tage fat i mig'." tilbød Madison med sin forræderisk søde stemme, og tog atter et skridt tættere på skyggejægeren. Tæt nok på til at tælle hendes øjenvipper, og ane pupillen i de bløde, mørke øjne. Madison var ikke en høj kvinde - menneskehedens evolution og deres voksende højder havde altid gjort hende lettere vred, folk var simpelthen ikke genetisk lige så høje dengang som de var nu - men det lykkedes hende altid at virke høj og intimiderende nok når chancen bød sig.

Aerenia vendte sig om og holde øje med hver enkelt lille bevægelse hun lavede. "jeg kender til at arbejde og tjene penge" sagde hun og smilede over hendes kommando. som om hun ville tage skoende af hun regne ikke med at blive længe "jeg beholder dem på regner ikke med at blive længe da du virker til at være okay" sagde hun og lagde hovedet en smule på skrå. Hun betragtede værelset kort alt så meget smukt og elegant ud der var gået op i detaljer. aerenia blev hurtigt revet ud af sin koncentration da kvinden nærmede sig hendes personlig mur var blevet brudt og damen var for nær hun mistede pusten det var for tæt alt alt for tæt hendes øjne blev store og hendes hjerte bankede hurtigere. men hun ville ikke vise tegn på svaghed så hun nægtede at lade sig jage op af i et hjørne. hun trak vejret dybt og kiggede kort op i loftet " er du altid fremmede så nær?" spurgte hun stille. "jeg har ikke tænkt mig at rører dem, kun hvis jeg ville skade dem. men slår ikke på uskyldige mennesker/racer. og hvis du tænker på seksuelt kan du godt glemme alt om at blive rørt har aldrig og vil aldrig komme til at berør andre." sagde hun og håbede at det ville få hende til at træde tilbage og bevæge sig væk fra hende så hun igen kunne slappe af. hun rettede sig op og og så kvinden i øjne. *hvad er hendes plan?* tænkte hun og lagde hånden om på sine knive i tilfælde af snige angreb

Madison var i tvivl, men hvis skyggejægerens kommentar hentydede til at hun ikke selv kendte til hårdt arbejde, ville selv hendes kønne øjne ikke kunne rede hende. Bare tanken fik warlockens øjne til at formørkes en smule, og det flirtende og sorgløse smil forsvandt som solen bag en sky.
Uden smilet forsvandt det komiske i deres situation. Skyggejægerens underholdningsfakor dalede pludselig stødt, og mindede atter Madison om hendes nye uvilje over for skyggejægere og deres hundsen. Den skyggejæger der et øjeblik før havde været en ung skønjomfru, var pludselig skrumpet til et spinkelt, forskræmt barn. Sorte runer og gemte våben eller ej, hun var stadig kun et barn.
"Du fornærmer mig, barn. Være interesseret i en mindreårig, lille skyggejæger? Mig? Det må være din spøg. Men et liv i cølibat? Det lyder da godt nok som et liv der ikke er værd at leve." På et hvilket som helst andet tidspunkt ville hun med glæde have blæret med sin lange række af berømte elskere igennem tiden, men selv blær havde hun mistet lysten til.
Uden helt at røre ved pigen, lod hun sine lange, slanke fingre følge skyggejægerens gyldenbrune arme, helt ned til hendes hænder, der befandt sig omme på hendes ryg. Madisons røde negle dansede ned af hendes hud som små mariehøns. Skyggejægeren kunne selvfølgelig trække sig ud af hendes blide greb, men det ville selvfølgelig bare pisse warlocken endnu mere af. Hvis skyggejægeren fortsat forholdt sig passiv, ville hun tage blidt fat om pigens håndled, kun dvæle ved hendes fremtrædende puls et øjeblik, hvorefter hun ville trække knivene ud af hendes greb og kaste dem væk. Gulvtæppets tilstand var hende fuldstændig ligegyldig i aften, så de landede bare stumt på gulvet.
"Din uhøflighed kender ingen grænser. Jeg vil ikke rive dine sko af dig, men ingen våben under mit tag."
Madison vendte sig om, med sin trenchcoats skøder blafrende bag sig. Hun satte sig på sengen bagerst i rummet, som knagede under hendes vægt, som om hun vejede flere hundrede kilo.
"Kom til sagen, du begynder at kede mig."

warlocken forvirrede aerenia. hendes humør skift kom bag på hende hun havde alligevel ikke troedet at det kunne lade sig gøre. kunne man faktisk fornærme en warlock? hun havde været sød og charmende men nu vred? hun kløede sig nakken og prøvede at finde ord men det med at skulle undskylde eller i det hele taget bare snakke lod hende ikke nær. " åh gud ... mente sq da ikke at du ikke arbejdede ?? mente det bare jeg ikke havde så store erfaringer indenfor dit fag ?? men blot at jeg arbejder og det var det jeg kunne finde ud af " sagde hun og rullede med øjne og rettede sig utilpas op  " så jeg beklager jeg fornærmede damen" sagde hun irriteret. hvor hun hadet at blive misforstået derfor snakkede hun aldrig med folk fordi de ikke kunne finde ud af andet ind at tage hendes ting for negativt ... kvinder ... mænd ?? hvad skulle hun bruge dem til? hun havde bare intet overskud til at skulle undskylde hun ville heller bare gå for det hele var for akavet og mærkeligt og det passede vel også fint for det måtte næsten ikke kunne regne mere ... og hvis det så gjord gik det vel nok det var trods alt kun vand og kulde?. hun blev revet ud af sine tanker da warlocken rørte ved hende en ting der lå hende meget fjern hun fremkaldte følelser hun ikkehavde haft før og det lavede ubehag hvert et led stivnede i hende og det eneste der bevægede sig en smule var hendes bryst. hun ville gerne rive armen til sig men der skulle ikke ske flere misforståelser. hun lod hende tage hendes knive selvom det nu ikke var noget hun havde allermest lyst til. aerenia gispede stille  over hendes berøring og åndnede lettet op over det ikke var mere, selvom hun havde slået fast at det slet ikke var noget i den retning hun ville. hendes hjerte rytme blev langsomt og meget roligt  " det skal du ikke tænke på jeg smutter, du ikke trusel for nogen men en venlig person som skal have sin fred." sagde hun og så efter kvinden der gik hen til sengen, og gik hen med hurtige elegante skridt og samlede sine knive op "jeg vil smutte hjem og får et bad samt tørt tøj på så slipper vi for flere misforståelser og fornærmelser." sagde hun uden nogle tegn på følelser " beklager min opførsel, men man kan ikke være for forsigtig. de må sove godt når de kommer der til" hun  tog elastikken ud af håret der faldt lidt slasket ned til hendes skuldre hun ruskede lidt i håret før hun begav sig mod døren. hun skulle ud og det skulle gå hurtigt. hun fik mærkelig følelser i hendes nærvær og det skulle aldrig ske igen. men hun viste det var en fejl at tage her op men hvis hun havde været en trusel så .. tjaa ... ikke så meget at gøre ind at vende hjem og slappe af

Madison var stolt af så mange ting ved sig selv... men hendes humørsvingninger, et af hendes største talenter, var ikke nogen hun nogensinde havde været stolt af. Før i tiden havde hun brugt meget energi på at holde sine følelser tilbage, og fremstå som en kynisk, stoisk kvinde. Det var før hun fandt ud af at livet var for kort til den slags pis. Folk der kendte mere til warlocken vidste at alle ord skulle nøje overvejes inden de blev sagt - i hvert fald når hun var i dårligt humør, og ens forhold var betænkeligt.
Madison bed sig i tungen for at holde noget sarkastisk tilbage, og fortrød det straks da de små, spidse tænder borrede sig ned i kødet. Hun skar uvilligt ansigt.
Venlig person? Ikke nogen trussel? Hun havde svært ved at gætte om det var komplimenter eller fornærmelser. Det var i hvert fald svært at bestemme sig for hvad hun skulle synes om det. Men ordet fred gjorde hende overraskende nok endnu mere utilpas.
Madison lænede sig en smule frem på sengens silkelagener, og støttede sin hage på sin ene knyttede næve. Hun betragtede skyggejægerens mørke, skinnende hår der blev sluppet fri, og sendte små vanddråber ud på gulvtæppet, hvorefter det atter klistrede sig fast til de skarpe kindben.
Hun blev trukket ud af sin fantasi, da skyggejægeren låste døren op og åbnede op. Hun kunne lige skimte metallet fra elevatoren skinne igennem dørsprækken. Så bevægede hun hurtigt den frie hånd, og fik døren til at smække hårdt i igen.
"Undskyld mig, men jeg bliver nød til at kende dit navn." udbrød hun distræt. Madison kunne sikkert gennemgrænse pigens sind i jagt efter navnet, men i stedet havde hun bare... spurgt.
"Altså, så jeg kan klage til dine overordnede, selvfølgelig." tilføjede hun hurtigt.

Aerenia der skulle til at gå blev overrasket da døren bare blev spækket i foran hende igen og så uforstået på kvinden. Hun kendte ikke rigtig til warlocks godt nok havde hun hørt om dem men aldrig oplevet dem på nærhånd og en ting ved hun nu at de er ligeså forvirrende som mundaner måske lidt mere. hun vendte sig mod kvinden med armen overkors og kæmpede for at holde et grin inde det måtte være en joke hun så hende dybt ind i de smukke blå øjne " mener du det seriøst? du vist ikke for klog hvis du tror jeg vil give dig det for at kunne klage over mig?" sagde hun og rystede på hovedet. " ikke ment ondt for det vil være det samme som at stjæle og fortælle vedkommende hvad man hedder bagefter og så løbe med pengene?" sagde hun og rodet lidt rundt i håret hun havde det fugtige hår det blev dejligt når det blev tørt. aerenia så på kvinden hun prøvede at analysere hende og finde ud af hvad der forgik inde idet smukke hovede. " jeg hedder Aerenia, og du klager bare overlever nok et par advarsler til " sagde hun og tog fat i håndtaget igen hunville rigtig gerne ud hendes følelser var ved at dukke op igen og det var slet ikke planen hun kunne mærke hvordan det blev så varmt igen at et ikke var til at holde ud " må jeg gå nu eller har du tænkt dig at smække døren i igen?" spurgte hun og bid blidt i læben igen " er tydeligvis mere il besvær ind gavn så ..." sagde og vendte sig mod døren igen og tog fat i håndtaget klar til at gå for anden gang.

Madison fik pludselig et lignende problem med at holde en latter tilbage. Tja, det var vel hvad hun fortjente efter at prøve det samme trick som på piccoloen. Skyggejægeren havde jo ligefrem været tilstede til at bevidne det. Måske skulle hun arbejde lidt bedre på sin taktik næste gang... hvis der da blev en næste gang.
Madison nød uvilligt øjenkontakten, og da den blev brudt, fangede pigens hår igen hendes øjne. Gad vide om hendes hår ville krølle når det efterhånden blev tørret. Gad vide om hun havde naturlige krøller der tog livet af hende hver morgen, når hun stod op med morgenhår og brune lokker strittende til alle sider...
"Det er jo ikke ligefrem fordi du har stjålet fra mig." pointerede hun. "Du har bare fornærmet mig en smule, bragt våben ind i mit hjem, og praktisk taget låst mig inde i mit eget hus..."
Hendes slanke hånd svævede et øjeblik i luften foran hende. Så sukkede hun, skubbede en tot glat, blond hår om bag øret, og lod hånden falde til ro i hendes skød.
"Så lad gå da, smut med dig, tøsepige. Du skulle jo nødig komme forsent til din godnathistorie."
Hun fulgte hende tæt med øjnene, og strakte sine fingre i et lille vink. Hun kæmpede hårdt for at holde det lille, skæve smil tilbage.
Aerenia? Hvad fanden var det for et navn? En forlænget latiniseret form af Erin? Så for fanden da.
Madison fik pludselig en underlig trang til at købe malerartikler.

Aerenia vendte sig mod personen igen da hun fik det til lyde som en gidseltagning.
" Hey jeg prøver bare at passe på folket, kunne på ingen måde vide om du var ond eller god vel? Så jeg reager som jeg har fået vide jeg skal gøre"
sagde hun letter irriteret. alle følelser forsvandt ved hende.
Man skulle aldrig kritisere hendes arbejde, så skulle man ihvertfald regne med at deres forhold til hinanden ville blive et helved.
Men denne gang ville det være spild af krafter.
Hun vendte sig mod døren og skulle til at rive den op, men så blev den næste fornærmelse fyret afsted.
Det var dråben hun vendte sig mod kvinden og gik helt tæt på hende med et skridt, så der næsten kun var en kysselængde mellem deres ansigt
"vil du da heller have jeg bliver ? For som jeg ser det er jeg den onde ligenu som ikke gør sin pligt ordenligt. Og som åbenbart kun kan fornærme dig." Sagde hun stille og så hende igen dybt i øjne
" så gør dig blot en tjenste ved at gå" hun lagde hovedet på skrå og nærstuderede hendes ansigt nu da de endelig var så tæt på igen.
Hun satte den anden kvindens to totter om bag hende øret så hendes ansigt blev mere fremhævet
hun rystede på hovedet kort "sig mig hvad det er du vil efter som det ikke virker som du vil lade mig gå? Eller sender du altid folk afsted med fornærmelser."
Hun beundrede warlockens smukke ansigt hver enkelt lille detalje var perfekt. faktisk kunne hun overgå vampyrendesmudseende hvilket var rimelig imponerende
hun lukkede øjne et kort øjeblik for at samle sine tanker og styrer sig selv og følelserne.

Det kunne godt være at Madison kunne lide at bryde andres personlige sfære, men hun var ikke selv en superfan af at få sin egen brudt, så da Aerenia lige pludselig pressede sit ansigt ind igennem grænsen til hendes personlige rum, lænede hun til forskrækket tilbage. Fordi hun stadig sad ned i hotelværelsets seng, var hun lige ved at falde tilbage i den bløde madras. Hun havde ikke noget imod at Aerenia kom lidt tæt på, meeen det var ikke lige helt sådan hun havde forventet sig det. I farten kom en tot hår til at forvilde sig ind foran Madisons ansigt.
Imod hendes karakter, havde hun ikke rigtigt nogen sarkastiske bemærkninger klar. Det var ret sjældent at én person kunne gøre Madison mundlam flere gange på en aften. For det meste valgte folk bare at acceptere og forvente Madisons venlige, om end lidt uhøflige, bemærkninger, og alle der kendte hende vænnede sig som sædvanligt til det. Derfor var hun ikke klar til at opleve sådan en ilter reaktion på hendes sarkasme.
Den lettere intense øjenkontakt fik Madisons pupiller til at udvide sig, og hendes mund til at blive til et lille o. Aerenia var så tæt på at Madison kunne dufte hende, fornemme varmen fra hendes krop. For ikke at tale om at hun var ved at drukne i de chokoladebrune øjne.
Da skyggejægeren ligefrem rørte ved hendes ansigt, og strøg hendes hår væk, kom hun dog til sig selv, med to lettere overraskende røde pletter på hendes kinder, der langsomt var ved at bryde frem under den blege hud.
Det krævede en ordenlig kraftanstrengelse, men det lykkedes Madison at vende sit ansigt væk og blidt skubbe skyggejægeren fra sig, imens hun rejste sig fra sengen. "90% af alt der kommer ud af min mund er fornærmelser." Hendes lange, glatte hår havde igen forvildet sig frem foran hendes ansigt. "Og hvis du ikke går nu, så kan du godt regne med at det tal stiger."

Aerenia smilede over Warlockens reaktion på hendes nærvær.
Det morede hende faktisk men hvornår gjord et ikke det?
fyrende på hendes arbejde havde oftes lagt op til sjov og alle havde endt i denne paffe og situation som warlocken der var foran hende nu.
Det specielle var bare at det var en kvinde
og hun viste ikke om det var fordi hun var til trukket af hende eller om det var fordi at hun havde overgået kvinden i sit eget spil.
HUn så hvordan kvindens smukke blå øjne udvide sig og hvordan hendes smukke og sikkert bløde læber formede sig.
hun så på hendes kinder der virkede til at blive røde men hun nåede ikke se så meget før det vist var blevet for meget for warlocken
Hun lod sig skubbe væk.
for det meste ville hun bare havde ladet stå fast
og ikke givet person en chance for at komme til sig selv
Men i denne gang var det nok klogt nok.
Aerenia smilede lidt mere det var så sødt, og på den anden side også meget charmende, at have sådan en effekt på hende.
Aerenia gik yderligere to skridt tilbage, bare for at danne luftrum i mellem dem. hun lagde hovedet på skrå som hun havde gjort så ofte den aften, og fulgte den charmende warlock med øjne. men da konklusion faldt på bordet at warlocken tit kom med disse fornærmelser, så rettede hun hovedet op og smilede. " godt, så må de have en god aften frøken." sagde hun, og vendte sig mod døren igen. "Vi ses måske en anden gang når fornærmelserne er nået ned på 50%, måske 30%" sagde hun og lukkede døren op og så hen på elevatoren. hun kiggede ind på kvinden igen og lukkede døren roligt i. aerenia trykkede på knappen *det skal blive godt at få noget tørt og varmt tøj på*tænkte hun og trak vejret dybt for at komme på ned på jorden igen. Der var ingen tvivl om at kvinden havde haft sin effekt, aldrig havde hun prøvet noget ligne. hendes hjerte var stadig igang på fuldedrøn, bare ved tanken om hende. *det kommer til at blive en hård nat* hun lænede sig med ryggen mod muren og ventede på det sagde ding.

Madison følte sig overrumplet, og værst af alt, overvundet. Hun løftede den ene hånd til sit kindben, og bed sig i læben. Hun nægtede at tro at den lille lort havde fået hende til at rødme. Det var simpelthen utroligt. Nej, det var helt sikkert fordi at hun var ophidset og lettere vred over skyggejægerens uhøflighed. Ja, netop.
Warlocken valgte ikke at svare. Hvis hun nu for en gangs skyld holdt sin kæft, kunne det være at sarkasmen blev holdt tilbage, og hun ikke bare gravede sit hul endnu dybere. I stedet holdt hun sine øjne på skyggejægerens slanke skikkelse, imens hun var på vej ud af døren. Da skyggejægeren pludselig kiggede i hendes retning, fik Madison travlt med at kigge alle andre steder hen.
Da døren blev lukket i, rejste hun sig endelig. Først stod hun bare stille, skiftede vægten lidt fra det ene ben til det andet, imens hun fraværende pillede ved en tot hår. Så tog hun et par skridt rundt omkring i værelset, sådan lidt på må og få. Da hendes hjerte endeligt var faldt til ro bag hendes ribben, trak hun den mørke trenchcoat af. Hun havde brug for en drink. Eller flere, nu hvor hun tænkte over det. Men ikke før hun var helt sikker på at skyggejægeren havde forladt bygningen.

// Haha, over and out. Jeg bliver nød til at indrømme at jeg var lidt skeptisk, men det var en glæde at tråde med dig. Jeg havde regnet med at jeg kunne partycrashe dit og Cains tråd på omkring dette tidspunkt, men det ser ud som om det går lidt langsomt derinde.

Aerenia åndende igen lettet op da hun trådt ind i elevatoren. nu kunne hun for alvor slappe af. det var i det hele taget også på tide at tage hjem. hendes partner måtte være bekymret eller ... det skulle være noget nyt ... hun sad sikkert foran døren som hun plejede. hun rystede kort på hovedet ved tanken. hun trådte roligt ud igen og gik med elegante skridt ud igen " du må have en god aften" sagde hun til piccoloen der så nysgerrig på hende *så fik han vist også en lille en på opleveren i aften* tænkte hun og gik ud i den nu stille aften.

//out! :D Haha må nok sige at jeg var lidt nervøs for at emne med dig ;) du er trods alt lidt meget mere prof på det her punkt ind mig, og i det hele taget havde jeg ingen anelse om hvad jeg rodet mig ud i! men tror da det gik meget fint håber ikke jeg var for træls at emne med eller kedelig? :D
tror ikke der bliver noget emne med ham .. han svarer ikke så tror jeg sletter tråden :D//

// Nurh hvor du sød. Syntes ellers du bidragede godt? så fantasiløs tror jeg næppe men respekt for din gramma ;) er selv orddøv og blind så hvis der kommer nogle mærkelig ting en gang imellem så det derfor :P håber at få muligheden for emne med dig igennem!

sikkert, kan man da håbe! //