Husly - Elena og Clary

William stirrede lige frem for sig. Det var ikke fordi han var positivt overrasket. Faktisk var en han smule stødt over hvor dødt instituttet så ud på et sådant tidspunkt om natten. Der var kun lys i to af de mange vinduer. I London var der altid tændt lys i over halvdelen, selv om natten. Han hævede langsomt et øjenbryn, mens han endnu engang skævede til den store dør. På en måde irriterede det ham lidt at han blev nødt til at bo på endnu et institut, men siden han ikke var sikker på, at han ville opholde sig særlig længe i New York, følte han det nødvendigt. Han gad i hvert fald ikke til at spilde penge på en lejlighed hvis han besluttede sig for at smutte efter en uge.
Han kiggede kort op på den svagtlysende gadelygte, og betragtede kort støvregnen, der hvirvlede rundt i den lette vind. Vejret var dårligt, han var træt og der virkede øde. Alt i alt var det ikke så gode førstehåndsindtryk han havde fået af stedet, og han håbede inderligt at det bare var sådan det så ud udenpå. Hvis det ikke havde mere klasse indenfor, ville han højst sandsynligt forlade New York så snart han havde fået noget at spise og en god lur. Han svang sin rygsæk over skulderen og tjekkede at stelen var i hans lomme, før han overhovedet rykkede sig ud af det sted han havde stået de sidste 10 minutter.
Han gik med velovervejede skridt hen til den store dør, og tøvede ikke med at lægge hånden på det fugtige træ. Han havde ingen intentioner om at sværge ved englen, eller hvad alle andre nu gjorde, for at få lov at komme ind i Instituttet, for han regnede med, at stedet selv vidste hvad han ville. Alt det pjat med at 'han havde brug for husly og det skulle han få i Niphilimernes navn' - og sådan noget, det havde han ikke meget til overs for.
"Jeg beder om adgang til Instituttet" Sagde William i stedet, og lod kort mærke til hvor overraskende blød hans stemme lød i stilheden. Et skævt smil prydede kort hans læber, og så åbnede døren knirkende.

På: http://2.bp.blogspot.com/-Pacy1XVimGY/TihMjXD7tLI/AAAAAAAAALk/0Vw0pBJiiMA/s1600/BQcDAAAAAwoDanBnAAAABC5vdXQKFjVKbnFWQTRDNEJHSmZyQXFpOFJheEEAAAACaWQKAXgAAAAEc2l6ZQ.jpg (Minus tasken og har istedet nogle sorte højhælede der næsten går til knæene)

Elena sad inde på kontoret på The Bloody Vamp en sen aften. Hun lavede noget så kedeligt som regnskab og papirarbejde når hun istedet kunne gå ud og lave ballade. Måske endda flænse et par mennesker eller drikke sig fuld sammen med sine klanmedlemmer. Men Elena havde andre ting i tankerne. Hun ville heller aflægge et lille visit hos en gammel bekendt. Hun rejste sig derfor op og gik hen til døren hvorefter hun trak i håndtaget og gik ud i baren. Hun så rundt og nød synet af at kun hendes klanmedlemmer var tilstede i baren. De fleste af dem i hvert fald. De andre befandt sig vel ude i byen og lavede ting og sager som hun ikke synderligt gad at tage sig af. Men dræbte de et menneske så var hun nød til at træde til. Selvom hun var ligeglad. Men hun kunne jo også bare bede Celeste om at straffe personen der ikke havde fulgt de rigtige ordrer. Hun gik hen til et bord hvor Cass var i fuld gang med at drikke sig fuld med en af de andre klanmedlemmer. Hun stirrede ondt på ham og han sænkede med det samme det glas han ellers var igang med at drikke fra. "Cass. Jeg vil have dig til at passe baren indtil jeg er tilbage" sagde hun og hun kunne se at han skræmt nikkede. Hun lænede sig ind mod ham og tog fat i hans krave hvorefter hun hev ham op af stolen. "Denne gang skal en skyggejæger ikke komme og opsøge mig efter. Og hvis det skulle ske... Så prøv at gæt hvem det vil gå ud over." Hun sagde det med en sukkersød stemme og hun kunne tydeligt se den frygt hans øjne afslørede. Hun slap den skræmte Cass og trådte ud af baren og gik stille og normalt hen mod Instituttet. Det var en ret så speciel gammel bekendt hun skulle møde. Det var hendes gamle veninde. Men hun flygtede fra hende. Hun fandt ud af at hun var skyggejæger og Elena hadede dem. Hver og en. Det eneste de alle havde i tankerne var at dræbe alle de væsner de følte sig truet af. Efter hendes egen mening var det ikke alle vampyre der var onde og blodtørstige. Hun kunne sagtens blive et blodtørstigt vilddyr hvis man trådte over hendes grænser. Men var det ikke forståeligt? Nogle kunne styre og kontrollere det. Elena kunne sagtens styre det og havde slet ikke svært ved det. Men nådesløs og koldblodig var hun. Hendes sødme kunne meget tit være en facade men nogle gange var den ægte. Men disse nogle gange var blevet sjældnere end de var i de ældre tider. Hun var faktisk lidt venlig dengang hun var veninder med skyggejægeren. De havde det skægt sammen og ingen af dem ville gå fra hinanden. Indtil Elena forsvandt og efterlod hendes veninde. Men det var fortid. Det var ikke nogethun ville tage sig af nu.

Da Elena endelig nåede til Instituttet stod hun bare og stirrede på det med et skævt smil spillende på sine læber. Nu skulle der laves ballade.

William hørte skridt. I en elegant bevægelse gled han lydløst om bag ved en marmorsøjle i barokstil, men så gik det op for ham, at han selvfølgelig ikke skulle gemme sig. Han var jo ikke ude på at forskrække eller overraske nogen. Med et let hævet øjenbryn trådte han væk fra søjlen igen, og i stedet for at stå stille, begyndte han at gå igennem den store... kirke. Hen imod hvad der så ud til at være to elevatorer. Hans øjne var ikke så hårde længere, for han ville jo gerne gøre et godt indtryk. Desuden var det lang tid siden, han havde set Jace, og han havde hørt om en masse der var sket i Idris, faktisk kort efter han selv var rejst derfra. Valentine var død, og Jace var åbenbart en eller anden super-skyggejæger med specielle kræfter. Det var jo selvfølgelig én af grundende til at det netop var i Brooklyn, William ville slå sig ned. Den grund, og så fordi han ikke regnede med at møde folk, han kendte fra sine forældres tid. Bortset fra Jace, men han var jo også en, man kunne stole på. Som yngre havde Jace og Will været et helvede for personalet i Instituttet i London – Will havde altid fået ryk for det efter Jace var taget hjem til USA – hvor de havde været på utallige eventyr. I bund og grund mindede de vel bare meget om hinanden, og havde aldrig haft mange venner. William stødte for det meste sine venner fra sig, med mindre man fik hans respekt forholdsvist hurtigt, men så var man også en ven for livet. Jace havde fået den respekt da de var helt små, og han havde den stadig. Will selv var dog en smule i tvivl om hvorvidt Jace ville kunne kende ham, men han vidste at han ville kunne kende Jace lige gyldigt hvad. Den hårfarve og de øjne kunne man umuligt tage fejl af, så det var ikke noget problem.
I stedet for at gemme sig, lagde Will blot hånden på sin højre side. Ud over sin stele, havde han sin seraphdolk, og hvis personen han kunne høre eventuelt troede at han var en fjende, havde han mulighed for at forsvare sig.. Selvfølgelig var det praktisk talt umuligt for en fjende at komme ind på et Institut, da selve instituttet kunne mærke om det var en ven eller en, der ville gøre beboerne ondt.
Det første han lagde mærke til var utallige røde krøller. Han rynkede undrende øjenbrynene sammen – det var en pige, men han var næsten sikker på, det ikke var Isabella, for hun havde aldrig haft store røde krøller. Måske følte hun for en forandring? Nej, det var umuligt. William smilede svagt, og stoppede op et par meter fra den unge pige. Hun var pæn, konstaterede han med et muntert blik.
”Godaften” Sagde han blot.