Moonlight Shadow ☾ Casey ☽ [AFSLUTTET]

Sted ➙ Brooklyn Park
Tid ➙ Morgenen efter fuldmånen
Omgivelser ➙ Ikke en sjæl at se
Vejr ➙ En let brise, og ikke særlig lyst endnu
Påklædning ➙ Klik for at se

Fuldmånen var det eneste tidspunkt hvor en kontrolleret og lærd varulv, som Jackson, ikke kunne kontrollere sin forvandling. Han kunne dog kontrollere hvordan transformationen foregik, altså hvor hurtigt han forvandlede sig. Derfor gik det let og smertefrit. Eftersom det var morgen var han nu menneske igen. Under forvandlingen havde han opdaget en pige noget væk fra ham, som tydeligvis var en nyforvandlet varulv. Hvor længe hun havde været en varulv var ikke til at vide, men det var tydeligt for enhver erfaren varulv, at hun umuligt kunne have forvandlet sig mere end et par gange, eller måske endda slet ikke. Derfor havde Jackson straks følt medlidenhed med hende, eftersom han jo også selv havde været i den situation engang, og han havde endda haft folk der kunne lære ham at kontrollere sit nye jeg. Men det så ikke umiddelbart ud som om, at denne unge kvinde havde det. Derfor følte han straks, at det var hans pligt at hjælpe hende. Han kunne med garanti finde tid til at lære hende en ting eller to om hvad hun var. Måske hun endda kunne blive medlem af hans kobbel, hvis hun opfyldte kriterierne og havde lyst.
I hvert fald havde han holdt øje med hende hele natten, for at sikre sig at hun ikke gjorde noget der brød fredsaftalen. I hvert fald indtil han kunne mærke at fuldmånen var ved at forsvinde, så løb han så hurtigt hans poter kunne bære ham, og fandt noget tøj i Adelaide's skab hjemme på deres værelse. Han havde bare taget noget hurtigt, som så ud til godt at kunne passe pigen, et par almindelige jeans og en sort sweater. Han vidste at Adelaide ville kunne forstå det, hvis hun da overhovedet opdagede at det manglede. Hun var ikke i underskud af tøj, men på den anden side havde piger og kvinder altid mere tøj end de kunne gå i på et år, nærmest. Overdrivelse fremmer i hvert fald forståelsen.
Nu havde han forvandlet sig tilbage til en ulv, og sporede lugten af den anden varulv. Han fik hurtigt øje på hende, kold, nøgen og krøllet sammen i fosterstilling. Så fandt han sit eget tøj som han havde smidt, før han forvandlede sig, forvandlede sig tilbage og tog det så på. Som alle nye varulve, havde denne pige heller ikke tænkt over, at hendes tøj ville springe når hun forvandlede sig, og derfor havde Jackson tænkt på det for hende. Han gik forsigtigt hen imod hende og sørgede for ikke at se truende, med derimod venlig og imødekommende ud. Så rakte han hende tøjet og vendte sig høfligt om, med ryggen til hende. Han havde naturligvis ikke tænkt sig at udnytte situationen til at se på hende nøgen, sådan en type var han ikke. Han var, om noget, en af de gode gamle gentlemen som sjældent sås længere. Han ventede til hun sagde noget, eller han kunne høre løbende skridt, hvilket også meget vel kunne ske.

Casey følte sig draget af noget. Hun var ikke sikker på hvad det var, men hele dagen havde hun følte sig utilpas, ude af sin krop. Hendes travle livsstil, gjorde det svært for hende, at finde tid til at reagere på denne fornemmelse. Casey havde bevæget sig udenfor i løbet af aftenen, hun tog sig til hovedet, da hun et øjeblik blev svimmel, men hun forsatte. Hun havde en masse hun skulle nå. Der var bare ikke tid til at hun blev syg. Hun var på vej hjem, men inden hun nåede hendes lejlighedskompleks, så hun op på den store fuldmåne, der hang flot hen over parken. Det føltes som om, hendes krop bevægede sig uden hende. Casey stoppede op midt i parken og så op på den store måne. Den var så hypnotiserende, på sin vis. Hun tog en dyb indånding og fulgte en ubehagelig følelse i kroppen. Hun følte sig ude af sig selv, ude af stand til at kontrollere sin krop. Det var bestemt ikke en behagelig følelse, slet ikke når man var så stor en kontrolfreak, som Casey var. Hun faldt sammen på jorden og havde et blackout. Hun huskede ikke mere efter det. Alt der var sket i løbet af natten, var et stort hul.
Casey åbnede øjnene og tog en dyb indånding. Hun var ikke sikker på, hvor hun var eller hvad der foregik. Det eneste hun vidste var, at hun var nøgen. Hun lå krøllet sammen på den kølige jord og forsøgte at overbevise sig selv om, at det bare var en ond drøm. Hun lå ikke nøgen på jorden i en park. Det kunne ikke passe. Hun mærkede tilstedeværelsen af en anden. Hun kunne mærke ham, hvilket var en underlig fornemmelse. Selvom han ikke var specielt tæt på hende, vidste hun, han var der.
Casey satte sig op og dækkede sin nøgne krop til med hendes arme. Hun tog imod tøjet og klædte sig på så hurtigt som muligt. Heldigt for hende, var der kun en mand i parken, og han havde ikke forsøgt at se på hende. Det var sjældent det skete længere. Casey havde en stærk fornemmelse af, at han vidste hvad der var sket med hende. Hun rømmede sig og gik hen imod ham. ”Tak,” sagde hun med en lavmælt stemme. Hun var forvirret, en følelse der fik hende til at føle sig svag. Hun brød sig ikke om det. ”Du ved ikke...” Casey vidste slet ikke hvad hun skulle spørge ham om, han måtte tro der var noget galt, lige meget hvad hun sagde. ”Ved du hvad der skete? Med mig?” Hun var næsten sikker på, at hendes underbevidsthed, havde gemt denne nat væk. Uden anset hvad der var sket, var det aldrig positivt, at vågne nøgen op i en park.

Da pigen var færdig med at klæde sig på, og kom op ved siden af Jackson, vendte han sig endelig mod hende. Han lyttede til hendes spørgsmål, og rynkede lidt på panden. Om han vidste hvad der var sket med hende? Ja, helt bestemt. Om hun ville tro på ham når han fortalte hende det? Nej, det ville overraske ham, hvis hun gjorde. Han kiggede hende ind i øjnene, da han begyndte at tale til hende. "Ja, det gør jeg. Men jeg tror vi er nødt til at finde en bænk, så du kan sidde ned først. Jeg gætter på, at du føler dig ret svag ligenu, både fysisk og psykisk..?" Han kiggede spørgende på hende, men han var ret sikker på svaret. Han havde trods alt også haft en første forvandling engang, selvom det var over 10 år siden. Og det var nu helt tydeligt for Jackson, at dette måtte være pigens første forvandling nogensinde, hvilket gjorde det endnu sværere for hende. Han vidste det af erfaring, trods alt.
Han huskede hvor svært det havde været for ham selv, da han havde forvandlet sig første gang. Og han havde endda vidst hvad der skete med ham. Han havde også haft et blackout de første par gange eller tre, men sådan var det for stort set alle nye varulve. Man havde jo ikke lært at kontrollere sin ulveskikkelse endnu, og man vidste ikke hvad der skete med en i de timer hvor fuldmånen stod på himlen. Men Jackson havde haft sine forældre til at lære fra sig, og nu ville han lære pigen foran sig, hvad hans forældre havde lært ham. Det var vel kun fair, ikke sandt? Det mente han helt bestemt. Det ville jo ikke gå udover ham på nogen måde, at hjælpe hende. Selvfølgelig var han ret travl, som alfa for et kobbel, men ikke for travl til at hjælpe en ungmå i nød. Og da slet ikke når det var en han rent faktisk kunne relatere til på en sådan stor måde, og som han rent faktisk havde en stor chance for at hjælpe. Han var typen som altid hjalp når han kunne, og hvis der ikke ville gå noget galt når han gjorde. Nogle gange hjalp han endda folk han ikke burde. Dette betød dog ikke, at han ikke kunne være hård og kold. Det kunne han. Det var noget man var nødt til at kunne, når man var leder af et kobbel. Ellers ville man desuden også bare virke svag, og så kunne nogen måske få den fantastiske idé, at udfordre ham. Hvis det lykkedes dem at dræbe ham, ville de jo overtage hans plads som alfa. Og det var mange varulves drøm, selvom det ikke var så stort, efter Jackson's mening. Men han ville nu ikke opgive sin rang, alligevel. Selvom det kunne tære ret hårdt på ham nogle gange, var det det hele værd.
Han besluttede sig for at præsentere sig, inden han gik igang med at fortælle hende skrækhistorier som hun nok ikke ville tro på alligevel. Men hun fortjente at vide det, så måtte hun løbe skrigende bort hvis det var det hun følte for. Han ønskede kun at hjælpe hende, og det prøvede han så vidt som muligt også, at udtrykke med sine øjne og sit varme smil. Så rakte han hånden frem imod hende, så hun kunne tage den. "Mit navn er Jackson, Carter." Så ventede han på hendes reaktion. Han ville heller ikke bare gå hen for at finde en bænk, før han vidste om hun overhovedet fulgte med.

Casey var ikke sikker på, om hun overhovedet ville vide der var sket. Slet ikke, efter hun havde hørt hans svar. Når folk sagde ”sid ned” eller en anden version af det, endte det ofte i en skilsmisse, en død eller en livsvarig stuerest. Det resulterede sjældent i noget godt, så meget vidste hun. Hun blev bare stående. Hun følte sig svækket, ingen tvivl om det, men hun var ikke sikker på, om hun skulle sætte sig eller ej. Hun burde nok sætte sig, og han virkede til at ville hjælpe hende. Hendes tillid til ham, var ikke det der kom i vejen. Nu kendte hun ikke manden, så det var begrænset, hvor meget tillid hun kunne have til ham, men han havde været venlig ved hende og det var en god start. Casey var allerede begyndt, at forstille sig den samtale der ville følge. Alle tænkelige scenarier. Det var det hun altid gjorde, men det var sjældent, at de viste sig, at være rigtige.
Hun så på ham, da han præsenterede sig selv. Hun førte hendes blik ned på hans hånd og så op til hans blik igen. Hun tog imod hans hånd og gav den et hurtigt klem. ”Casey Jackson.” Det var et pudsigt tilfælde, at hans fornavn også var hendes efternavn. Det var dog ikke noget, der i øjeblikket slog hende. I alle andre situationer, ville hun have tænkt over det, men hun havde meget vigtigere ting at tænke på. Hun så hen imod en bænk og satte straks kurs imod den. Hun kunne lige så godt få det overstået. Det var altid bedre at vide alting, frem for at leve sit liv i uvisheden. En filosofi, som Casey levede sit liv efter. Hun havde utrolig svært ved, at folk kendte til noget, som hun ikke gjorde. Selvfølgelig var der nogle tilfælde, hvor hun respekterede, at hun ikke skulle kende til alting. Men dette var ikke en af dem. Casey satte sig på bænken, lagde hendes foldede hænder i hendes skød og så på ham. ”Jeg lytter.”

I enhver anden situation, ville han nok i det mindste have givet hendes præsentation et smil, eftersom det var et pudsigt tilfælde at hans fornavn var hendes efternavn. Men lige nu var ikke det rette tidspunkt. Han var nødt til at forholde sig rolig, men seriøs, så hun vidste at han ikke jokede med hende. Det kunne hun nemlig godt komme til at tro, når hun hørte hvad han skulle til at fortælle hende. Han trak sin hånd til sig igen, efter hun havde givet den et klem, og så fulgte han efter hende hen til den nærmeste parkbænk. Det var heldigt for dem begge, at der ikke var en sjæl at se i miles omkreds. For den kommende samtale var ikke noget man skulle snakke højt om.
Han sukkede og satte sig ned på bænken, så han ikke tårnede over hende. Han sørgede for at sætte sig langt nok væk fra hende, til at hun forhåbentligt ikke ville føle sig indeklemt. Så drejede han sig hen imod hende, og begyndte at tale. "Du er for nylig blevet bidt af et stort dyr. En ulv, mere præcist. Jeg ved ikke hvornår, men jeg ved at det højst kan være et par uger siden. Har jeg ret?" Han så afventende på hende, selvom han allerede godt kendte svaret på sit spørgsmål. Han havde før forklaret nye varulve hvad de var blevet til, og derfor havde han også efterhånden fået afprøvet forskellige indledninger og måder at fortælle på. Denne gang begyndte han på en måde han havde brugt før, og som han havde erfaret var ret god. Den fortalte nemlig personen, at han vidste hvad han snakkede om, og fangede deres opmærksomhed. Nogle troede at han havde angrebet dem, men det var bare indtil han forklarede videre, i hvert fald i de fleste tilfælde. Men folk var så forskellige, og det var aldrig til at vide, hvordan de forskellige personer ville reagere på nyhederne og fortællingerne. Der var dog en del der var overbevist om at han var sindssyg, men det bebrejdede han dem nu ikke spor. Hvis ikke han allerede havde kendt til Underverdenen og alle dens væsner, ville han nok have påstået det helt samme.

Casey var stadig ikke sikker på, hvad hun skulle forvente. Hun fulgte ham med blikket, da han gik hen imod hende og satte sig ned. Hun lyttede til hans ord, og lod dem give genlyd i hendes hoved flere gange, før hun fandt på et svar. Han vidste, at hun var blevet bidt. Hvordan kunne han vide det? ”Jo.” Hun så frem for sig og prøvede at afgøre, hvilket spørgsmål hun først skulle stille. ”Hvordan ved du det?” Det var det mest åbenlyse, hvis han besvarede det, ville hun måske også få svar på nogle af de andre hun brændte inde med. Hun følte mange ting i øjeblikket. Så mange ting, at hun ikke vidste hvilken følelse hun skulle koncentrere sig op. I stedet, vendte hun sin opmærksomhed imod Jackson igen.
Hun gik ud fra det ikke var et tilfælde, at han havde været i parken på samme tid som hende, at han havde et sæt kvinde tøj til hende, at han kendte til hendes overfald. Det kunne umuligt være et tilfælde det hele. Men Casey satte pris på han var der, hvis han ikke havde været der, havde hun været alene, uden svar på hendes spørgsmål. Selvom hun var en smule skeptisk over for ham, var det langt bedre end at sidde alene og forsøge at huske noget. Casey flyttede blikket fra ham, og vendte det i stedet mod hendes hænder i stedet. Hun havde aldrig været typen, der kunne sidde og se nogen i øjnene i lang tid af gangen. Hun begyndte at føle sig akavet til mode, og denne følelse var endnu værre når hun var i selskab med fremmede. Men hun havde heller ikke stødt på nogen fremmede, der fandt det behageligt at holde øjenkontakten i længere tid end højst nødvendigt. Hendes blå øjne studerede hendes hænder, der var blevet en anelse beskidte i løbet af natten. Casey forsøgte, at få det meste skidt væk ved at gnide på det. Hun havde brug for at holde sig beskæftiget, indtil hun fik de svar hun havde brug for.

Jackson forventede at hun var forvirret. Hvis hun ikke var, ville det først have været helt hen i vejret. Men ved at hun var forvirret, viste det at hun bare var et ganske fornuftigt menneske. Eller... Det var hun jo så ikke længere, nu når hun var blevet bidt. Der var mange ting Jackson brød sig mindre om, end at se nye varulve's blik når det gik op for dem at han talte sandt. Når de fandt ud af at de rent faktisk var blevet til noget andet, noget monstrøst. For folk som Jackson var det selvfølgelig ikke monstrøst, det var den bedre race, men for almindelige mundane, var det nok helt igennem forfærdeligt. De var jo ikke vokset op i en familie af varulve, og hele tiden havde vidst, at de ville blive bidt da de fyldte 16. Om man så blev en varulv, eller ej, var aldrig til at vide, men de var i hvert fald forberedt på muligheden. Og det var den mulighed alle ønskede, for at være immun overfor biddet, var nærmest en dødsdom. Man blev i hvert fald smidt ud af sit kobbel og blev behandlet som var man død. Og det var en skæbne værre end døden, ville nogle mene.
"Jeg ved det, fordi du er ny. I nat var din første forvandling, og eftersom du ikke ved hvad der foregår, kan du ikke være bekendt med Underverdenen og dens væsner." Han holdt en pause, for at lade det synke ind. Så fortsatte han roligt og forklarende. "Ulven som bed dig, var ikke bare en ulv. Det var hvad almene mennesker kalder for en varulv. Et barn af månen, en lykantrop. Og i nat er den første fuldmåne efter du blev bidt, hvilket betyder at det var din første forvandling. Jeg kan forestille mig at du har haft et blackout, hvilket ofte sker under de første par forvandlinger. Det skete også for mig selv. Men du forvandlede dig - til en ulv. Grunden til at du vågnede nøgen op, er fordi dit tøj sprang, da din krop ændrede sig og voksede. Du husker det ikke og du tror nok heller ikke på et ord af hvad jeg fortæller dig. Men det er sandheden, og jeg håber du kan holde et åbent sind, og lytte." Han kiggede endnu engang afventende på hende. Here goes nothing.

Casey sad bare og lyttede. Forvandling. Forvandling til hvad? Hun lod ham tale videre, han kunne lige så godt forklare det hele, før hun reagerede på det. Varulv. Ja. Alle vidste hvad en varulv var, men alle vidste også, at det hørte myterne til. Hun anede ikke hvordan hun skulle reagere. På trods af, hvad han sagde lød som noget taget ud af Twilight, så passede det med hvad der var sket. Hun var blevet bidt, og ved fuldmånen havde hun et blackout og vågnede nøgen op med tøjstumper rundt omkring hende. Et normalt menneske, ville finde en logisk forklaring på det, men det havde hun svært ved. Hvad skulle det kunne være? Nogen der klippede hendes tøj i stykker og spredte det rundt omkring i en park? Hun vidste ikke hvad hun skulle tro. ”En varulv.. Okay..” Hun rejste sig op og lagde hænderne på hendes nakke mens hun forsøgte at bearbejde den nye viden hun lige havde fået.
”Jeg ved ikke hvad jeg skal tro..” Hun lod hendes hænder falde ned langs hendes side. Hun spændte kæberne, fordi hun var forberedt på det gjorde ondt, grundet det bid hun havde haft i siden. Hun trak op i trøjen, og det var ikke nær så alvorligt som dagen før. Faktisk, var det næsten helet. Casey slap trøjen og den dækkede for såret igen. Okay. Det er ikke normalt, at et sår forsvinder natten over. Ikke så stort et, i hvert fald. ”Okay. Jeg tror på dig.” Hvis det så viste sig, at han bare tog pis på hende, ville det ikke være jordens undergang. Hun ville leve videre, men hvis det var rigtigt, ville hun få brug for en som Jackson, der kunne hjælpe hende med at forstå alting. Casey satte sig hen ved siden af ham igen. ”Så hvad skal der ske nu?” Hvis han talte sandt, havde hun en hel del at vende sig til. Især, at hun var tvunget til at forvandle sig ved hver fuldmåne. Det skulle nok blive interessant.

Han iagttog hende nysgerrigt og ventede på at se hendes næste træk. Det var gået overraskende glat indtil nu, men det kunne jo altid nå at ændre sig. Det var aldrig til at vide, med mundane. Han kunne nærmest høre tankerne råbe op inden i hendes hovede. Det var tydeligt, at hun prøvede at finde en logisk forklaring på begivenhederne der var hændt hende. Men det var også tydeligt, at hun ikke ville finde frem til nogen. For der var ligesom ikke nogen logisk forklaring, eftersom det var, tja, overnaturligt. Da hun rejste sig op, blev han siddende. Han ville ikke trænge sig på, for hun havde brug for tid til at forholde sig til hvad han sagde. Da hun sagde, at hun ikke vidste hvad hun skulle tro, så han stadig tøvende på hende. Umiddelbart kunne det godt virke som om, at hun var ved at tro på hvad han sagde. Hvilket faktisk overraskede ham en del, for normalt gik det aldrig så let. Han bed mærke i måden hun hev lidt op i trøjen. Han så hendes store bidemærke, som nu var ved at være næsten helt helet. En varulv's sår helede også meget hurtigere end et menneskes. At dømme udfra hvordan det så ud nu, ville Jackson skyde på, at det var en uge eller en smule over, siden hun blev bidt. Og han havde trods alt en del erfaring med varulve og deres bid. Personligt havde han endnu ikke prøvet at forvandle nogen, men han havde hjulpet flere nyforvandlede, deribland hans egne to søstre.
Han hævede det ene øjenbryn ved hendes spørgsmål. Hvad skulle der ske nu? Han tøvede lidt, inden også han rejste sig op og så svarede hende. "Jo, ser du, jeg er tilfældigvis alfa - hvilket betyder leder, men det ved selv mennesker sikkert efterhånden - for Brooklyn's kobbel, og du er mere end velkommen til at komme med tilbage til Månepalæet, hvor mit kobbel bor. Så kan vi måske snakke videre om hvad der skal ske med dig, der? Jeg vil i hvert fald gerne tilbyde at lære min viden fra mig, og lære dig at kontrollere dine forvandlinger, så du kan gøre det når som helst. Du vil dog stadig forvandles ved hver fuldmåne, men efterhånden som du lærer din nye krop bedre at kende, vil du også kunne huske oplevelserne du har som ulv, og andet." Nu var det op til hende hvad hun ville, for han kunne ikke tvinge hende til noget, og det havde han heller ikke i sinde.

Det ville stadig tage noget tid, før Casey havde fundet fred med tanken. Det virkede til, at hun var åben over for alt han sagde, og det var hun også, men det var stadig meget at tage ind, og når hun først var alene, ville det for alvor vise sig. Casey så på ham og lyttede til hvad han fortalte. Det var et tilbud, som Casey ikke kunne takke dig til. Hun ville aldrig kunne klare sig igennem det alene. Men hun havde heller ikke tid til bare at tage med ham uden varsel. Hendes liv var næsten planlagt til punkt og prikke, så bare at tage sted så pludseligt, var ikke noget hun bare kunne gøre. Udover hendes arbejde og hendes uddannelse, havde hun også sin lillebror og det begrænsede sociale liv hun havde. Det hele skulle plejes. Hun havde ikke på noget tidspunkt tænkt på, at finde ud af hvad klokken var, men det var ikke underligt, med det hun lige havde fået af vide. Hele hendes liv ville ændre sig, det var svært at tænke på andet end det faktum, at hun var en varulv. ”Jeg sætter stor pris på det Jackson. Det gør jeg, og jeg vil gerne takke imod dit tilbud,”
Casey holdte en kort pause, men forsatte så; ”Men jeg har et fyldt skema. Jeg har en masse ting jeg kan skal se på, før jeg kan tage med dig.” Hun sendte ham et let smil og håbede på, han stadig ville oplære hende. Men han virkede ikke som den type, der tog et tilbud tilbage uden en rigtig god grund. Han virkede god nok. Casey så tænksomt ud i luften og prøvede at presse ham ind i hendes skema. Hun kunne godt få en anden, til at tage hendes vagt, hvilket betød hun kunne komme hen af eftermiddagen. Hun blev opmærksom på ham igen. ”Kan vi aftale et andet tidspunkt?” Casey var ikke sikker på, om hun længere havde tid eller overskud til både en uddannelse og et arbejde, i hvert fald ikke før, hun havde lært hendes varulve-jeg at kende. Hun sendte Jackson endnu et smil, der var ingen grund til andet. Han havde allerede gjort meget for hende, og tilbød at gøre endnu mere. Hun var virkelig taknemmelig.

Jackson forstod godt, hvis hun ikke havde tid. Han regnede egentlig heller ikke med, at hun bare ville smide alt hvad hun havde i hænderne (billedligt talt) og komme med ham. Men han var bare glad for at høre, at hun gerne ville gøre det på et tidspunkt. Det var meget bedre for dem begge, hvis hun lærte at kontrollere sin varulveform og dermed ikke løb rundt og skadede folk. For det ville ikke kun skade hende, det ville skade alle Brooklyn's varulve, på grund af den fredsaftale de havde med Skyggejægerne. Og det var blot endnu en grund for Jackson til at hjælpe hende. Han nikkede, da hun foreslog at de kunne gøre det en anden dag. Det kunne de godt, men så var hun nødt til at få en måde hun kunne kontakte ham på. Og han var trods alt stadig halvt menneske, så han var nødt til at have en måde folk kunne kontakte ham på. Inklusiv hans kobbelmedlemmer.
"Jeg kan give dig mit nummer, og så kan du skrive når du har tid til overs," tilbød han. Han ville heller ikke have, at hun følte sig presset. Hvis der var noget han havde lært med sin erfaring, var det at folk skulle have tid til at bearbejde tingene i deres eget tempo. Hvis man pressede dem ud i en situation for tidligt, ville de bare gå amok. Nogle ville i hvert fald, for det havde han opdaget før. Og nye varulve var ikke særlig tit gode til at styre deres temperament, så de kunne komme til at forvandle sig ved et uheld, hvis de ikke havde lært at kontrollere sin forvandling endnu. Og det var et skrækscenarie. Almindelige mundane måtte ikke få afsløret Underverdenen, og da slet ikke fordi en tilfældig nyforvandlet varulv ikke kan styre sit temperament. Så hvis han kunne gøre noget for at forhindre det, kunne han ikke se hvorfor han skulle lade være. Og hvis hun ville mødes med ham igen, kunne hun jo nu få hans nummer.

Casey havde en masse at tænke over og bearbejde, men hun følte sig alligevel ret affundet med det. Selvfølgelig, var det ikke en let ting at få af vide, og hun blev nød til at vende sig til tanken. Men hun var overrasket over sig selv. Hun troede hendes reaktion ville være meget mere ekstrem og afvisende, men hun tog det overraskende roligt. Måske var det fordi, hun ikke ville skabe sig. Sådan gjorde hun altid. Hun forsøgte altid at undertrykke hendes følelser for ikke, at skabe sig. Det var ikke en sund livsstil, men alligevel sådan hun klarede sig igennem dagen. Hun anede dog ikke hvad hun skulle fortælle sin bror. Han kunne næsten ikke undgå, at finde ud af der var noget forandret, når hun begyndte at forsvinde ved hver fuldmåne. Det skabte mistanke. Hun begyndte at forsøge at finde på undskyldninger, men hun kunne ikke komme på noget. Hun måtte spørge Jackson om det, når de så hinanden igen. Ind til da, kunne hun undskylde det med, at hun overnattede ved en veninde. Det ville ikke holde i længden, men ville fungere for nu. Casey nikkede til hvad han sagde og begyndte at lede efter sin telefon, men fandt så ud af, hun ikke havde den på sig. Hun så sig omkring med et søgende blik. ”Jeg har tabt den, tror jeg. Men du kan få mit i stedet for.” Hun blev nok nød til at anskaffe sig en ny telefon, hvis hun ikke kunne finde den.

Jackson var personligt også meget overrasket over, hvor godt hun havde taget det. Det var nok den 'bedste' reaktion på de nyheder, han nogensinde havde set. Hun havde lyttet til alt hvad han havde fortalt hende, og havde troet på det. Hvilket var utroligt. Hun virkede fornuftig, så måske ville hun virkelig være et godt bidrag til hans kobbel. Da hun nikkede og begyndte at tale, gik det op for ham samtidigt som det gik op for hende, at hun havde mistet sin telefon. Heldigvis kunne han godt føre hende hen til hvor hun havde forvandlet sig, og så kunne man jo kun håbe på at den ikke var gået i stykker. Han så hende kigge lidt omkring efter den, og smilte derfor venligt. "Det kan vi også, men jeg har ellers en løsning på det problem. Kom med mig." Det var ikke helt en ordre, men han ventede heller ikke på hendes reaktion denne gang. Han snak næsen lidt i vejret og navigerede ved hjælp af sin forstærkede lugtesans. Hurtigt fandt han frem til stedet i parken, hvor hendes tøjtrevler lå. Og rigtigt nok, dér lå også en mobil samt et nøglebundt. Han samlede begge dele op, og rakte dem til Casey, med et charmerende smil og et, "Her." Han var altid glad for at kunne hjælpe. Og så gjorde det jo heller ikke noget at Casey var en køn, ung kvinde.

Casey havde en speciel måde at håndtere hendes følelser på. Det var først når hun var alene, hun for alvor lod dem komme til udtryk, det var uden tvivl også det der ville ske i dette tilfælde. Men det ville hun tage stilling til, når det skete. Casey fulgte ham med blikket da han stak næsen i vejret. Hun studerede hans bevægelser, fordi hun kunne lære mere af det, end man skulle tro. Hver gang han brugte sine varulve kræfter, kunne hun lære af det. Casey rejste sig og fulgte efter ham, indtil han fandt rester af hendes tøj. Hun sendte ham et smil da han rakte hende hendes mobil og nøglebundt. Casey tog imod dem, men rakte så bare mobilen tilbage til ham, så han kunne trykke hans nummer ind. Hvis man skulle have en til at lære hende om hendes nye livsstil, var Jackson ikke den værste. Udover han var en af de venligste mennesker hun havde mødt i lang tid, så han også godt ud. Ikke at det var nødvendigt, men det var bestemt et plus. Hun lagde hendes nøgler ned i en lomme og så på ham med et skævt smil, det i dette tilfælde også var en anelse charmerende. Hun kunne lige så godt takke ham, mens han skrev hans nummer ind. ”Jeg vil gerne takke dig for alting Jackson. Du har virkelig hjulpet mig igennem det. Jeg sætter stor pris på alt du har gjort for mig.” Hun mente ikke selv, hun kunne gøre det klart nok, hvor meget det betød for hende.

Jackson's mor havde altid lært ham, at han skulle være en gentleman. En sætning hun ofte havde brugt var, 'ingen gider at have noget at gøre med et fjols'. Og det havde sådan set virkelig meget fint, for han kunne jo godt se hendes pointe. Da han var begyndt at komme op i teenageårene, havde hun så småt begyndt at indføre ordet piger efter ingen så det ligesom fulgte hans nyfundne interesser. Og så havde det hjulpet endnu mere. Han var jo en dreng, ikke sandt? Og selvom hans forældre altid havde gjort det meget klart at han var lovet væk til Adelaide, havde hans mor altid ønsket for ham, at han havde det sjovt mens han kunne. Hendes forhold til hans far havde også været arrangeret, så hun vidste hvordan det var. Men forskellen dér var, at de rent faktisk havde lært at elske hinanden gennem årene. Som en ægtefælle gjorde, ikke som en bedsteven gjorde. Og det ville aldrig ske for Jackson og Adelaide. Om ikke andet, så fordi hun ligesom var gået hen og havde forelsket sig i deres kobbel's sentinelhan. Og fået en lille, skøn, datter sammen med ham. Men det havde Jackson nu ikke noget problem med, for han ønskede hende kun lykke. Og Jackson skulle nok finde én en dag, det var han overbevist om. Hvornår, var ikke til at vide, men det skete nok. Hans gode opdragelse skulle jo nødigt gå til spilde. Men indtil da var han nok nødt til at få en arving til alfa-rollen, sammen med Adelaide. Det havde han for nyligt tænkt over.
Casey rakte ham sin mobil, og hev ham dermed tilbage til virkeligheden, og ud af hans tanker. Han tastede sit nummer ind, mens han lyttede til hendes ord. Da han var færdig, rakte han hende atter mobilen, og smilede endnu et charmerende smil. "Det gør skam ingenting. Det var en fornøjelse at møde dig, Casey Jackson." Han vidste ikke helt om han skulle give hende hånden, eller om det var for formelt. "Pas på dig selv, til vi ses igen." Han håbede på, at hun rent faktisk kunne overholde det. Så ventede han lidt på hendes afsked.

Det var svært at se på Casey, hvordan hendes barndom havde været. Hun gjorde alt for, at forsørge hende selv og hendes bror, det var der ikke noget unormalt ved, men han burde bo ved deres mor. Det burde alle teenagere. Men hun kunne ikke tage sig af ham, Adam fortjente bedre end det. Selvom hun ikke kunne give ham alt han ønskede sig, tog hun sig af ham og var der for ham, når han havde brug for det. Det ville ikke stoppe, selvom hele hendes liv ændrede sig nu. Hun var bare ansvarsbevidst, og tog gerne ansvar for andre. Casey kunne se han tænkte, hun hadede når folk zoomede ud fra virkeligheden, fordi hun ikke længere vidste hvad der foregik. Hun kunne ikke kontrollere situationen. Men alle havde naturligvis ret til deres egne tanker, selvom hun altid ville ønske hun kunne læse folks tanker. Han tastede sit nummer ind og gav hende mobilen igen. Hun tog den og gemte den væk i lommen. ”I lige måde Jackson Carter.” Hun havde nu overskud, til at smile over deres navne. Det var nu et sjovt tilfælde. Casey var ikke sikker på, hvordan hun skulle tage afsked med Jackson. At give hånden, virkede bare ikke rigtigt. Det var noget man gjorde, når man havde været til jobsamtale. ”I lige måde.” Hun vinkede en anelse akavet, fordi det heller ikke føltes rigtigt. Hun vendte ham ryggen og begyndte at gå.

//Out.