Our little family - Matthew

Adelaide havde sin elskede datter i sine arme, og der var absolut intet der kunne springe deres lille bobbel af glæde. End masse sorg var blevet påført hende, men hun kunne endelig holde sin datter i sine arme igen. Det havde været en hård kamp, som hun var lykkelig over at have vundet, og det havde også været på tide. Adelaide var ved at gå ud af sit gode skind, og selv Jackson kunne ikke få hende under kontrol. Hun gjorde ikke andet end at græde, og når hun ikke græd, så var hun rasende. Hun var ét stort vrag af negative følelser. Det havde været nogle hårde måneder for hende, men de var slut nu. Med Luna i sine arme og et beroliget hjerte, så skulle hun nok klare sig helt fint.
Hun lagde Luna ned kort, så hun hurtigt kunne rydde de forskellige legetøj på plads. Nogle andre børn fra koblet havde optaget rummet før, men Adelaide havde bedt dem gå udenfor og nyde det skønne vejr, så hende og Luna kunne få noget tid sammen alene. Heldigt for hende, så nød alle de små ulvebørn at være udenfor, så der skulle ikke nogen tvang til. Dog kunne man ærgerligt nok ikke sige det samme om hendes ægteskab.
De sidste legetøj blev lagt på plads, og hun gik derefter tilbage til sin datter. Hun strøg hende ned ad kinden og bed sig selv i underlæben. Hun håbede inderligt, at Luna ikke var immun overfor biddet. Hun havde mistet hende én gang, hun skulle ikke også miste hende en anden.

//Tænker på, at Luna er tre måneder nu, men hun er født d. 3/01/14 (det er i dag, men det går nok :-P) ^^

Matthew strakte sig let. Han havde længe ligget henslængt på en sofa i et rum i månepalæet. Hans dovne krop skulle strækkes og komme i gang. Han hoppede et par gange på stedet, inden han bestemte sig for, at han var frisk nok til at gå på opdagelse i månepalæet. Det havde været en stille dag ovenpå de hektiske måneder, han havde fundet sig selv stående i de sidste 3 måneder. Adelaide og hans datter, Luna, var kommet til verden, hun havde været bortført af vampyrer, og nu var de atter samlet igen. Det havde været en lang, følelsesmæssig kamp, der havde tæret på ham. Mest af alt havde det været hårdt at se, hvordan alfahunnen Adelaide havde haft det. Med en dyb indånding forlod han rummet.
"Adelaide, min kære!" Matthew listede roligt ind i legerummet, efter hans blidt havde sagt hendes navn. Blikket gled over skulderen for at se, om der var spor efter alfahannen. Det havde der dog ikke været. Med en lettet ro trådte han helt hen ved siden af Adelaide, plantede et let, drilsk kys på hendes kind, før han kastede sin dybe opmærksomhed på deres datter. Den smukke Luna. Aldrig havde han set et smukkere syn! Havde der været flere til stede i rummet, havde han ikke vist de lidenskabelige følelser, der lå i hans øjne netop nu.
Et næsten slesk smil trak i begge mundvige, inden han uden at tænke trak Adelaide ind mod sig med sine hænder på hendes hofter. Åh, den skønhed. Det smukke øjeblik!
"Du bliver jo smukkere og smukkere for hver dag, alfahun" Det sidste hviskede Matthew med et glimt i øjet og et fornøjet smil. Han blev aldrig træt af at kalde hende for alfa! Hun var alt det, han ikke burde begære. Alt det, han ikke måtte hungre efter. Og alligevel her stod de, begge stående sammen ved siden af det vidunder, de kunne kalde deres datter. Når de stod her, da lignede de en familie. Det var blot den tanke, der var så forbandet forbudt! Den tanke, der var forkert for en sentinelhan og en alfahun.

Ingen kunne beskrive den vidunderlige følelse, der fyldte Adelaide, da Luna gabte og hendes ene hånd lukkede sig om hendes lillefinger. Det var det kæreste syn, hun nogensinde havde set, og hendes greb om hendes finger var alligevel ret kraftigt i forhold til hendes levetid. Det mindede blot Adelaide om, hvor meget hun måtte have været gået glip af i de tre måneder, hvor Luna var blevet taget som gidsel. Hun ville aldrig glemme den vrede og sorg, der fyldte hendes krop og sind, da hun stod op og Luna ikke lå i sin krybe. Hun græd, hylede, skreg, og absolut intet kunne hjælpe hende. Hun ville ikke helme, før hun havde sit barn, sin lille pige, i sine arme igen. Og det havde hun nu. Hun var i hendes arme, med et fast greb om hendes lillefinger, og med sine øjenlåg lukket i, imens hun var i en dyb søvn.
Adelaide's opmærksomhed blev fjernet fra den lille Luna, da hendes navn blev kaldt efter. Et smil formede sig på hendes læber, da hun fik øje på Matthew, og hun kunne med det samme mærke, at hendes hjerte begyndte at banke hurtigere. Det var en effekt, som han havde haft på hende i et godt stykke tid nu, og hun måtte indrømme, at hun i hvert fald ikke havde noget imod det. Hans kys på hendes kind var sødt, og det sendte prikkende følelser ned ad hendes rygrad, og hun kunne ikke lade vær med at rødme. Den måde han betragtede deres datter på var så elskværdig, så ægte, og hendes forelskelse voksede kun dybere og dybere. Dog måtte hun give et overraskt gisp fra sig, da han valgte at hive hende ind til sig. Hendes greb om deres datter strammedes en smule, men selvfølgelig ikke nok til at mase hende. Hun så overrasket op på ham, men hendes bryn fugede en smule.
"Matt, jeg holder lige vores datter" hendes tone var en smule streng, men der var en form for humor i hendes undertone. Selvfølgelig var hun ikke vred på ham, det kunne hun ikke være, men hun var så beskyttende overfor deres datter nu, og bare tanken om at tabe hende var modbydelig og frygtvækkende.
Dér var ordet. Det ord, som holdte dem tilbage fra at være sammen. Alfahun. Adelaide var godt klar over, at Matthew elskede at kalde hende det, men hver gang mindede det hende om, at de ikke ville kunne være sammen, som hun ville have det. Hun blev mindet om, at selvom hun holdte deres datter i det øjeblik, så ville hun være tvunget til at holde hende og Jackson's barn i sine arme en eller anden dag. Det var hun obligeret til, det var hendes pligt, som alfahun. Slægten skulle føres videre. Koblet skulle have en ny alfa.
Hun vrikkede sin lillefinger ud af Luna's greb, så hun kun holdte hende med den venstre arm, og placerede så sin håndflade mod hans kind i et blidt kærtegn. Hun sendte ham et kærligt smil og lod sin hånd glide ned til hans hals og fortsætte ned på hans skulder i takt med, at hun sænkede sit blik og kiggede på deres datter. Hun ville bare nyde øjeblikket, uden nogen skulle komme og forstyrre dem. Det var bare dem. Deres lille familie. Deres forbudte lille familie.

Matthew hævede et sæt charmerende øjenbryn, der var fulgt af et dragende smil. Matthew rystede let på hovedet af Adelaides strenge tone, skønt han allerede havde den fulde forståelse. Hvis der skete mere med deres lille guldklump, da ville han helt sikkert opleve et hjerteanfald. Det var noget, han ikke kunne være mere sikker på! Han havde dybe følelser for den lille pige, der lå i armene på hans Adelaide. Øjnene fandt hendes, og formåede at se ind i dem, dybt og ømt. Han lod en rolig hånd kærtegne hendes kind, lade fingeren følge hendes kind og dernæst ned langs hendes kæbe. Her slap hånden hende, øjnene blev slået ned, og hånden aede nu let den lille, søde Luna.
"Vores smukke, dejlige datter!" Tonefaldet var af en slags, hvoraf man skulle være heldig, hvis man fik denne ømhed, denne kærlighed, fra Matthew. Han hjerte var hårdfør, hans mur lavet af solidt beton. Og begge dele var Adelaide brudt igennem, som var det en leg for hende at overtale ham, gøre at han kunne føle en så stor kærlighed, at han til tider ikke vidste, hvad han skulle gøre.
"Du og Luna, I klæder hinanden, min kæreste Lai!" Matthew lod den rolige, lette rytme fortsætte i en sælsom og elskværdig svejen fra side til side. Øjnene gled langsomt op langs Adelaide igen, fra deres datter til hendes øjne. Hånden fandt hendes hofte igen, hvortil han gav den et let, kærligt klem. Dette øjeblik måtte gerne være et af de øjeblikke, der aldrig ville ende. Det skulle være deres tid, hvor de ikke ville være nødt til at tænke på, hvem der ser dem, hvordan og hvilket effekt det ville have på Adelaide og Jacksons kobbel.
"Jeg elsker..." Matthew stoppede for en kort stund sig selv på det tidspunkt, hvor det kunne blive allermest ærligt, allermest synligt. Hans hænder gled rundt om hende og samlede sig bag hendes ryg, skabte et sikkert sted for hende og Luna at stå. Denne omfavnelse var en del af den ærlighed om, at han aldrig ville lade Adelaide eller Luna komme til skade. Nogensinde! "Dig Lai.. Dig og vores smukke Luna! Vores egen måne." Matthew lagde hovedet let på skrå, lod sit mest charmerende smil indtage sine læber. Her var han tryg. Her var hans hjem. Her i det forbudte. Deres forbudte familie.

Adelaide vidste, at Matthew var en rigtig mand med en stor stolthed. Da han var blevet en del af koblet, vidste hun med det samme, at han gemte noget bag hans mange facader, og det var vel det, som havde tiltrukket hende ved ham. Han var måske blevet blødere, men hun havde aldrig regnet med den ømhed, som han hele tiden viste, når han var sammen med deres datter. Hun elskede, at se ham sammen med hende, se hvilken god far han var, og hvor forsigtig han var. Hun kunne se, hvor meget han elskede hende, og det blødgjorde hendes eget hjerte. Når hun var sammen med ham, var hun ikke blot hans alfa, men også hans elsker, og det var hvad der havde holdt hende kørende i lang tid.
Hun smilede over hans ord og kunne ikke lade vær med at føle en indre glæde. Hun elskede sin datter, hun elskede at være mor, og hun elskede, at Matthew var hendes datters far. Hun elskede ham.
Hans hånd på hendes hofte gjorde ting ved hende, og han vidste det. Han vidste, at alle hans berøringer på hende gjorde hende blød i knæene, og han havde hende i hans hule hånd. Han kunne gøre så mange ting med hende, manipulere hende til at gøre hvad som helst, måske endda mere end hvad han var klar over.
Hans arme om hende var beskyttende, og hun følte sig beskyttet. Adelaide var langt fra svag, men så snart hun var rundt omkring Matthew, så skete der noget med hende. Hun blev svag, piget, og hun kunne ikke holde styr på sig selv. Hun rykkede sig tættere på ham, så deres kroppe kunne røre hinanden mere, men uden at knuse deres datter. Hun lå beskyttet i Adelaides venstre arm mellem hendes forældres brystkasser. Hun lod sin højre på hans skulder snige sig om bag hans nakke.
"Ssh...," hun vidste, at han havde svært ved at sige ord som disse, "Kom her".
Hun trak ham ind mod sig og pressede sine læber mod hans i et inderligt og elskende kys. Hun drejede sin højre sin ind mod ham, så Luna kunne få sin plads, uden at blive kvast af hendes forældres trang til at røre hinanden.