They call you powerfull - Jake

Skyerne, der normalvis var hvide eller grå, bar denne besynderligt orange farve denne aften. Det var smukt, som øjet så det. Farverne legede med hinanden, for bag skyerne var der en himmel, der var ved at forvandle sig. Den ville blive mørkeblå og så derefter næsten sort, men lige nu lagde den ikke op til andet end en mat blå farve. De isblå øjne studerede himlen let. Manhattan var et af de steder, Calypso nemt kunne blive set i gaderne. Hun kom vidt omkring, sagde man, og så også hellere det end at bruge livet inde i en varm lejlighed i alle sine evige dage.
Calypso drejede om et gadehjørne, og en ny bred vej åbnede sig for hendes syn. Mennesker passerede forbi hende, og endda enkelte kastede nogle både besynderlige og forundrede blikke efter hende. Selv anså Calypso dem knapt nok, da hun kun havde én ting i hovedet, én handling, der bare måtte gøres. Eller det skulle prøves i hvert fald. Som rygtet lød, havde den øverste warlock noget i særdeleshed imod skyggejægere. flere af de personer, Calypso havde udspurgt, havde sagt det samme. Hvis flere sagde det samme, lå der så ikke et gran sandhed i det? Hvis ikke ville der falde liv hurtigere end dug forsvandt for solen. Det ville næsten være en skam. Næsten.
Riing. Lyden af en dørklokke, der blev trykket på kunne svagt høres nede i gades larm af forbipasserede biler. utålmodigt kastede Calypso blikket op, som havde hun ventet denne warlock ville hænge med hovedet ude af vinduet. Hun havde hørt på andre af underverdenens ord om ham, men disse ville blot blive lagret til ventetid. Hun var ikke typen der dømte inden hun havde mødt en person, men tværtimod dømte hun meget på førstehåndsindtrykket. Det var utroligt, hvad dette kunne fortælle om en anden person. Det kunne vise åbenhed, lukkethed, kulde såvel som et kæmpe smil. Calypso fik hurtigt sit indtryk af andre personer, så at gøre hende decideret interesseret var ikke altid det nemmeste job i verden. Hvorfor skulle det dog også være det? De isblå øjne søgte døren igen. Utålmodighed sad som en tung skygge, som var utålmodigheden den skygge, der lå bag hende.

Som den øverste Warlock var hverdagen utrolig kedelig. Nu havde han slået Mister Jeg-Er-Så-God-Og-Magtfuld ihjel, sammen med en masse af hans tidligere loyale tjenere. Der var ikke noget mål mere. Og der var ingen at blive være på udover Watson. Jep, uendelig kedeligt.
Lige nu lå Jake Bladewell på sofaen med øjnene lukkede. Lige nu så han ikke TV'et som kørte foran ham, dog på lydsløs, klassen fuldt med meningsløs viden, plat humør og en uendelig trang til at slå tiden ihjel. Lige nu så ikke himlen, som i hele dagen havde været gråhvid, der var blevet af solen. En køn orange farve, som lignede en blandning mellem smeltet ost og blod. Lige nu hørte han ikke den uendelig larm fra bilerne og råbende fodgængere.
Nej, lige nu var det kun lyden af tidens store musikere som kørte forbi. Storhedstiden inden for musik var passeret for Jakes vedkommende; der var ikke mere guld som kunne findes.



Sådan havde hele dagen fået vinger. Watsom prøvede at fange sin egen ikke-eksisterende hale og varte Jake op i begge ender og lytte til guderenes musik. Og han havde tænkt sig at fortsætte i nogle dage i nu. Lad være at lade om på noget som virker. Led Zeppelin havde overtaget styringen nu; med forsangernes stille, dybe stemme og den velovervejede musik. Gennemtænkt. Perfekt udført. Se, det var hjertes magi. Intet skulle ødelægge det nu. Intet.
Men ingen skulle.
I det øjeblik overvejede Jake, hvorfor dørklokker var blevet opfundet i stedet for en automatisk skyder, som skød alle som kom i nærheden af ens dør.
”Watson, the door!”
”Yes, sire, yes of course!”
Der løb en hel masse negative gennem Jake's sind. Han udstødte et suk, slukkede den højlydte, skønne musik fra de overdrevne store højtalere og åbnede sine ravgyldne øjne. De lignede lidt himlen, i en mørkere udgave.
Watson, den lille, tykke englænder af en blåøjet Warlock at være, var nu henne ved døren. Han åbnede den langsomt med megen varsomhed, som om den kunne gå i stykker hvert øjeblik det skulle være.
Jake havde slæbt sig hen mod døren og blev overrasket over at se, hvad han så. I stedet for, hvad han havde forventet stod en køn, ung Warlock. Det virkede som om New York vrimlede med dem i øjeblikket. Normalt var kønne piger intet problem, men behøvede de at forstyre ham? Svaret var skrevet i sten.
”And it makes me wonder” mumlede han til sig selv. Højere, med en nogenlunde monoton stemme føring sagde han;
”Og hvad gør du her, frøken?”

Det føltes som en evighed. Normalt hadede Calypso at bruge dette udtryk, men taget fra en der ville leve i en evighed, kendte hun alt til følelsen. Hvis de lukkede op med det samme, havde hun ikke bemærket det midt i skyggen af utålmodighed, der for en kort stund sværmede omkring hende. Døren blev åbnet åbnet og som håret blæste mildt om skuldrene på hende, blæste al denne utålmodighed samtidig væk. Foran hende stod den walock, hun havde søgt så uendeligt meget information om. Der havde gået rygter om, at han heller ikke var den største tilhænger af skyggejægere.
Calypso sendte ham et smil. Heri var der en andel kulde mikset med noget umiskendeligt, der nok ville blive defineret som arrogance eller noget forretningsmæssing. Dette var ikke et visit af venlighed. Affærdigende kørte den unge kvinde en hånd igennem de lyse lokker, tog den anden warlock i en dybere undersøgelse. Skønt hun ikke var her af drengemæssige årsager, måtte hun indrømme han var en køn warlock.
"Undskyld jeg sådan kommer brasende! Jeg har noget jeg skal tale med dig om. Eller rettere sagt et tilbud" Et legende smil bredte sig om de fyldige læber, afslørede de smilehuller, hun selv forbandede hver eneste gang. Denne gang var det tålmodighed, der skinnede tydeligt igennem, for hun gjorde ikke nogen mine til at flytte sig fra det sted, hun stod. Vidste man ikke bedre, ville man nemt kunne vove at påstå, hun var groet fast. Calypso kastede blikket fra den ene af dem til den anden. Forskellen på de to var slående, da de stod i kontrast til hinanden. Kold og varm såvel som stor og lille. Egentlig blev de isblå øjne ikke længe på den lille warlock. Det ville være lidt trist, hvis denne Højeste Warlock var en lille buttet mand. Respekten ville fordufte som isblomsterne på ruderne en kold vintermorgen, som solen opvarmede med de gyldne stråler. Endelig rykkede kvinden et skridt nærmere de to, afventende for en kort stund om de ville kræve, hun forlod dem. En skam var alt, det ville blive. Skam i al sin enkelthed for dem begge. Håndgribeligt troede hun på, hvad end hun var kommet for.
"Var det muligt, vi kunne rykke indenfor?" Øjnene flakkede en enkelt gang eller to imellem dem, inden Calypso trådte et lille skridt yderligere tættere på dem. Hvis han var klog, afslog han ikke.