Åh nej. Ikke igen! - Jason ^^'

Den sidste tid havde været noget så anderledes for Jason, eller, anderledes sammenlignede med hvordan han havde levede efter han havde forladt Katherine for så mange år siden og indtil mødet med hende for noget tid siden. Han havde efter deres sidste møde opført sig anderledes, været mere rastløs og let at prikke til og irritere. Så snart han havde forladt hotellet havde han søgt parken for at afstresse og havde tilkaldt Calypso for at hjælpe ham med visse ting. Drikken som skulle få folk til at tale sandt var omsider blevet lavet, nu måtte han bare få den i hende. Hans første indskydelse var at tvinge hende til at tage det, han havde dog ikke tænkt den tanke til ende inden han havde skiftede mening, det gik simpelthen ikke. I stedet for havde han besluttede at smugle den ned i en drink og se hvad der skete. Derfor havde han ladet sig høre at hun denne aften ville tage til Pandemonium, hvilket var en god mulighed for ham. Hans beklædning var ikke som sædvanligt, den gammeldags strøg var væk hvor han så rimelig moderne ud i jeans og trøje med lynlås på. Hvorfor han havde valgt denne beklædning var ganske enkel for at falde i et med mængden så meget som muligt. Døren gled i bag ham som han trådte ind, blev mødt af varme, lugte og lyde som næsten irriterede hans sarte og skarpe sanser hvor han dog hurtigt vænnede sig til lydene og kastede et blik rundt. Hun var der ikke, men han vidste at hun ville komme, derfor gik han op til baren, snakkede lavmælt med bartenderen som nikkede da Jason gav ham den lille flaske og nogle pengesedler. Manden skjulte sedlerne og den lille flaske og fortsatte arbejdet mens Jason tog plads. Manden kastede hele tiden blikke i hans retning men han rystede blot på hovedet. Snart dukkede hun op, hvor hans blik fulgte hende diskret og da hun bestilte sin drink nikkede han til bartenderen som ordnede hendes drink og hældte en smule af flaskens indhold i som anvist inden han rakte hende drinken.

Hun tjekkede ikke sin drink, dette fik ham til at hæve det ene bryn. Efter så mange år burde hun gøre det, men hun virkede så... fjern? Uopmærksom? Han overvejede hvad grunden til dette kunne være, naturligvis troede han ikke et øjeblik på at det skyldtes ham, dette ville han næppe tro lige med det samme. Hun drak af den, og han sad blot roligt på sin plads mens han betragtede hende ganske roligt og i tavshed. Han stolede på at denne sandhedseliksir ville virke, men om han ville høre og vide sandheden vidste han ikke helt. Naturligvis ville han gerne vide det, men han frygtede lidt for hvad sandheden ville være. Hans blik hvilede på hende som han forsøgte at se forandringer, og pludselig gled et smil over hendes læber. Han rynkede på panden uden at flytte sig, men heller uden at tage blikket fra hende hvilket gjorde det åbenlyst at han kiggede. Derfor faldt hendes blik på ham, og de så hinanden ind i øjnene. han bemærkede tydeligt hendes forvirrede og spørgende blik, reagerede i starten ikke over det hvor han i stedet forblev hvor han var mens han ventede på at den eliksir ville virke godt og grundigt. Godt nok havde bartenderen ikke kommet meget i, men der skulle heller ikke så meget til ifølge Calypso. Roligt rejste han sig fra sin plads, satte kursen i hendes retning og standsede kun for at sætte sig på barstolen ved siden af hende hvor han rakte hånden mod partenderen som overlod ham den lille flaske igen, roligt lagde han den væk i sin ene lomme inden han bestilte en whisky. "Katherine..." lød hans stemme i en rolig hilsen hvor han dog ikke så på hende.

Han vidste virkelig ikke hvordan hun havde det, en ting var sikkert, hun ville næppe blive spor glad for at vide at han havde lagt noget i hendes drink, især ikke noget som en sandhedseliksir. Jason ville vide sandheden, og sagde man ikke at alle knep gjaldt i krig og kærlighed? I så fald kunne han gøre hvad han vil, for det her var en blanding af de to. At sidde ved siden af hende var ikke let, for han vidste hvor tæt han sad på hende, men alligevel føltes det så langt væk. Han holdt blikket på glasset der blev placeret foran ham, han betalte med nogle få mønter og tog en slurk af den. Hendes spørgsmål fik ham kort til at vende blikket for hende for at opdage at hun havde slåede hånden for munden. Eliksiren virkede åbenbart, hun havde været tæt på at sige mere end hun havde ville, det var vel godt? Han hævede roligt det ene bryn "Du ved sikkert hvorfor jeg er her Katherine, og du har vist også lige opdagede hvad jeg har givet dig.." svarede han ganske roligt hvor hans blik atter havde forladt hende. Han virkede underligt... kold. Forsøgte virkelig at holde den facade som om han forberedte sig på det værste! Hvilket han vel også gjorde for han regnede ikke med at høre noget godt. Han tømte sin whisky og først der vendte han blikket mod hende, eller rettere, hele kroppen så han sad med fronten mod hende. "Nåh Katherine... hvor meget var det nu du udnyttede mig?" spurgte han med en sammenbidt tone og en alt andet end behagelig glimt i øjnene. Han forsøgte at virke rolig, men det var virkelig ikke så let.

Hvordan hun havde det med at han sad så tæt på hende vidste han ikke, eller det havde han ikke gjort før han havde set hendes næsten sultne blik der hvilede på ham hvor han næsten hævede det ene bryn. Han sagde dog intet, betragtede hende mens hun forsøgte at holde sandheden tilbage hvilket hun gjorde ved at presse læberne sammen eller holde sig for munden. Til det første nikkede han bare og gav hende ret, til det andet hævede han brynet "Spyt ud" lød hans strenge stemme for han ville gerne vide det, vide hvor meget han var blevet udnyttet og brugt! Og når hun slog hånden for munden som hun lige havde gjort betød det at hun holdt noget tilbage, noget han var opsat på at vide. han blev stram i kæben hvilket var et tydeligt tegn på at han bed tænderne hårdt sammen, hænderne i skødet havde han også knyttet så knoerne blev helt hvide. Lyve for ham kunne hun ikke, det kunne hun simpelthen ikke nu, og snart ville eliksiren virke så m,eget at hun spyttede det hele ud men den tålmodighed havde han ikke, han ville vide det nu!! Lysten til at slå på noget var stor, og dog forblev han siddende med blikket rettet i hendes, med øjnene låst fast i hendes og med et køligt, hårdt og tomt udtryk i øjnene hvor det tydeligt kunne ses at han ikke var i den bedste humør. Som sekunderne gik føltes situationen mere og mere håbløs, et sted havde han jo håbede på at hun havde talt sandt, at hun så mente at hun ikke havde udnyttet ham men alligevel slået hånden for munden for at holde sandheden tilbage gjorde at han mistede håbet fuldkommen. Den svans af en vampyr han havde mødt før havde haft ret, hun havde udnyttede ham, og han havde været et fjols at tro andet!

Han havde slåede alle tanker om at hun må elske ham eller holde ham ud af hovedet. Det eneste han tænkte på var at hun havde løjet, udnyttede ham og at den vampyr der havde snakkede ham ud af hendes kontrol havde haft ret i sidste ende. Noget han ellers havde håbet på ikke var tilfældet da han genså hende igen for noget tid siden på Dumort. Han sad og overvejede hvordan han skulle afreagere og hvem han skulle overfalde når han var over, for han var virkelig vred i disse øjeblikke, og det var vidst ingen hemmelighed for hans øjne afspejlede hvad han følte. Han bed tænderne hårdt sammen som hans øjne næsten lynede af vrede hvor han blot så hende direkte ind i øjnene. Det føltes som en evighed inden hendes læber blev skilt og rod forlod dem, de ord der ramte ham fik ham tydeligvis til at se overraskede på hende. Eliksiren virkede, så meget var at sige! Dette var han sikker på fordi han kendte hende, vidste hvilke svagheder hun havde og han vidste at hun aldrig ville fortælle det med egen fri vilje. Frygtede hun for et knust hjerte? Han så næsten målløs ud hvor han havde lyst til at råbe at det måtte være løgn. Han vidste dog at det umuligt kunne passe, han havde jo selv sørgede for at hun ikke kunne gøre netop det. Hans blik forlod hende ikke, men han sagde heller ikke mere. Var tavs mens hun plaprede løs og dog lyttede han knap for han havde vidst hørt nok. Han rynkede på brynene, ikke over noget hun sagde, men over denne underlig følelse han nu fik i maven. Han havde dummede sig, godt og gevaldigt! Han havde opført sig som en idiot, en svans, fuldkommen hjernedød. "Du.." han sagde ikke mere, endte med at rejse sig for at sætte kursen mod døren. Han kunne slet ikke håndtere det her, at leve på en løgn!? Han burde undskylde, han burde indrømme sin fejl men intet forlod ham, andet end at han nu rejste sig og skred.. behøvede et mere tomt område.. stille omgivelser i stedet for al larmen. han havde ikke brug for luft som sådan, men noget trykkede på hans bryst. Han endte med at stille sig i en gyde, læne sig op ad muren inden han sank ned at muren så han sad på hug med lukkede øjne.

Han havde slet ikke vidste hvordan han skulle reagere, det hele var ufatteligt, helt og igennem uvirkeligt og forhåbentlig en drøm, selvom den slags ikke var muligt for en vampyr. Han følte sig næsten.. fortabt? Hvor meget kunne man endelig dumme sig? Ret meget åbenbart, for han havde brugte de sidste par århundrede på at opføre sig som et fjols. Han følte sig næsten flov over sin egen opførsel, han havde beskyldt hende for ting, sagt ting og tænkt ting som slet ikke passede. Problemet var nok i hvordan han skulle komme over det, hun måtte virkelig hade ham! Og det med god grund. Lysten til at finde den vampyr der havde bildt ham disse ting ind, og flå ham var rimelig stor, og i sin stille sind overvejede han at gøre det, finde ham og ... og hvad? Slå ham ihjel fordi han havde sagt nogle ting som Jason havde valgt at tro på? Det var ikke den andens skyld, men Jasons som havde været så naiv og dum. Han sukkede for sig selv, tavst og stille så selv hun ikke ville kunne høre det. hans blik gled kort hen over hende, bemærkede at hun ventede på en reaktion hvilket ikke undrede ham. Problemet var bare havde han skulle gøre, for han følte sig så fortvivlede og frustreret at han ikke havde en ide om hvad han ville gøre nu. Hvad kunne han gøre? Undskylde? Fortælle hende hvor meget han havde dummede sig? Hvor meget han fortrød? Det ville næppe ændre på noget, han havde sårede hende og hun frygtede for at det skulle ske igen. Alene det smertede ham så voldsomt, han havde virkelig voldt hende smerte, smerte hun ikke fortjente når hendes eneste synd havde været at hun havde elskede ham. Det hele havde virkede så håbløst, og han havde ikke rigtigt følt at han kunne se på hende, derfor... var han skredet. Hun havde dog fulgt efter, noget han naturligvis havde bidt sig mærke i eftersom han kunne lugte og høre hendes sagte skridt. Han hævede blikket da hun sagde han navn, så blidt... så trist. Han græd ikke, det var noget han ikke havde gjort længe efterhånden... men at han virkelig fortrød og var trist over denne situation kunne ses i hans øjne "Katherine... jeg" han kunne virkelig ikke finde ud af at undskylde, han var bare så dårlig til det hvilket hun nok vidste. Hans blik sagde dog det hele, og ord var næsten overflødige her.

Det gjorde da mere ondt i ham end ord kunne beskrive, han kunne ikke sige noget som ville ændre på det der var sket eller retfærdiggøre hans handlinger. Det eneste han kunne give som forklaring var mødet med den åndssvage vampyr, men det fik ham blot til at føle sig dummere, for han havde lyttede til en komplet fremmed. Hun blev stående hvor hun var, rykkede sig ikke tættere på men fjernede sig heller ikke hvilket vel var heldigt. Han burde gøre noget, han burde sige noget men intet forlod ham det næste stykke tid. Hendes blik var magen til hans eget, samme triste skær som han selv måtte bære. Jasons blik blev fjernet fra hendes, hvor han så ned i jorden og forsøgte at finde ud af om hun nogensinde ville kunne tilgive ham. Efter nogle minutters overvejelse kom han atter på benene, vendte blikket mod hende igen ”Er.. er der håb for at du nogensinde vil tilgive mig?” spurgte han næsten tøvende, forsigtigt. Det lignede ham ikke at tøve, mangle ord eller være så forsigtig. Jason var en af de mænd der altid vidste hvad han ville sige og altid havde en bemærkning klar, men lige nu følte han sig slet ikke som sådan. Han forstod godt hvis hun ville ryste på hovedet, fortælle ham at det var håbløst. Han vidste at han fortjente al den had og vrede hun måtte nære for ham, for han havde i sandheden selv været ude om det. Men alligevel havde han et svagt håb om at det ikke ville lade sig gøre, at det ikke ville ske, at hun ville give ham en chance. Hun havde dog sagt at hun frygtede for at han knuste hendes hjerte endnu engang, men ville hun tro på hvis han sagde at han ikke ville forlade hende for noget i verden? Eller for nogen i denne verden? Hans blik hvilede forsat på hende, næste nervøst hvor han ventede på et svar, enten det ene eller det andet.

hun sagde intet, og selv da han havde svarede sagde hun intet lige med det samme. Han anede virkelig ikke hvad han skulle gøre af sig selv, han vidste det virkelig ikke. Måske skulle han bare gå? Men hvad nyttede det, sådan som han havde det.. nej han kunne ikke gå.. ville ikke! Nu hvor han kendte sandheden var alting pludselig blevet vendt på hovedet, han kunne ikke forlade hende igen, hvor smertefuldt det end var at sige højt, hvor dumt og naivt det end kunne være ville han blive hos hende, bliv selv hvis han bare skulle være en lille tjener for hende, det betød intet! Hun var hans skaber, og den eneste han nogensinde havde elskede på den måde, uanset hvad vidste han nu at han fortjente alt hvad hun slyngede i hovedet på ham for han havde i sandheden sårede hende dybt ved sine handlinger. Han ventede i en evighed inden hun sagde noget, og da hun endelig gjorde kunne han næsten ikke tro sine egne øre af glæde over det hun havde sagt, om end glæde ikke var hvad man kunne se på ham. Han trådte automatisk nærmere, hun havde slåede hånden for munden for at holde noget tilbage men han vidste hvad det var, eller det troede han nu at han gjorde. "Hvad som helst Katherine... bed mig om hvad som helst!" hviskede han nu med en lav stemme hvor det tydeligt var at han mente hvad han sagde, hun kunne bede ham om lige hvad hun ville have, lige hvad hun ønskede og han ville ikke nægte det. Det var nok et af disse situationer som man skulle udnytte rigtigt, så hun skulle nok tænke sig om men det gjorde hun nu nok alligevel... eller det troede han at hun ville gøre. Hans blik hvilede på hende, afventende og næsten spændt på hvad hun ville bede ham om.

Det var ikke skuespil, det var sandhed, det hun så i hans øjne var det han følte oprigtigt og ikke pur opspind, troede hun ham ikke kunne hun bede ham tage noget af hans egen sandhedseliksir. Godt nok ville det blive svært at holde visse ting tilbage, og tage noget tid inden det ville aftage men det måtte han nu engang tage med. han bemærkede at hendes øjne blev større som han trådte nærmere, ønskede hun ikke at han gjorde det kunne hun bare bede ham om at stoppe, dette gjorde hun dog ikke, i stedet for brød enkelte ord hendes læber hvor hun kastede sig i armene på ham. Han havde nær mistede balancen så meget kom det bag på ham, men dette skete dog heldigvis ikke. I stedet for tog han hende glædeligt i sine arme, gengældte forsigtigt kysset som hun skænkede ham hvor han hjerte næsten kunne have slået hvis den ellers havde været levende. Hun virkede så ivrig i kysset at han næsten havde svært ved at følge med, al den savn og længsel kunne han fornemme så tydeligt hvor han blot holdt hende indtil sig og gengældte hendes ivrige kys ligeså ivrigt i et forsøg på at vise hende hvor meget han også havde savnede hende. Hun brød kysset, og han lod hendes gøre det, måske ville hun omsider besvar hans ord og bede ham om noget. Han turde næsten ikke vide svaret, tænk hvis hun sendte ham bort? Ja kysset sagde jo noget helt andet, men det kunne jo have været et afskedskys? Omsider brød ordene hendes læber hvor han måtte ryste på hovedet af hendes ord "Efter alt hvad jeg har gjort... så" han sukkede svagt, vendte blikket mod hendes hvor han lod sit blik møde hendes, roligt lod han sit ansigt nærme sig hendes hvor han ikke havde sluppet hende tidligere "Jeg elsker også dig Katherine" hviskede han blidt som han lod sine læber trykkes mod hendes, denne gang var det ham der fangede hendes læber i et krævende og intenst kys.

Godt nok havde han ikke taget nogen sandhedseliksir eller andet i den dur, alligevel føltes det som sådan. Han kunne ikke selv skjule hvordan han havde det, for trist og fortvivlede han var, og hvor meget han fortrød alt det her. Han fortrød virkelig alt hvad han havde gjort, men hvis hun gav ham chancen så ville han gøre det op, han skulle nok gøre det godt igen. Han ville behandle hende som dengang for mange år siden, som da de havde mødtes første gang! De skulle starte på en frisk, glemme alt hvad der var sket og lægge det bag dem. Han havde da også været svag overfor hende, i hvert fald dengang og han havde nok stadig en svaghed for hende, hvilket nok var derfor han havde det som han havde nu. Han havde elskede hende dengang, og han elskede hende ikke mindre den dag i dag! Hans blik forlod hendes ikke, dog trak han hende tæt indtil sig og i sine tanker nægtede han at slippe hende, ja ikke før hun havde tilgivet ham fuldkommen. Hun gjorde det ved hendes næste ord og han følte straks lettelsen skylle ind over hende hvor han næsten kunne sprænge af glæde om end det ikke kunne ses på det ydre hvor man stadig kunne se at han var i tvivl. Han havde savnet hende utrolig meget, og det var vel ikke nogen hemmelighed nu hvor hun stod i hans favn. "Godt, for jeg går ingen steder" hviskede han blidt til svar som han atter lod sine læber berøre hendes, denne gang gjorde han det tydeligt at han nægtede at slippe, at han nægtede at være forsigtig længere for nu ville han have hende! Han havde da savnet hende utrolig meget, og hvis hun ville... kunne de tilbringe natten sammen.

Hun kendte ham - eller det burde hun nok gøre for når det kom til hende havde han ikke forandret sig hvilket han indså nu - derfor burde og kunne hun nok se at han var overlykkelig om end han endnu ikke vidste om det var nogen klog ide at vise den glæde. Han frygtede næsten for at dumme sig skønt at det næppe kunne blive at dumme sig mere end han havde gjort før. Hendes arm blev lagt rundt om hans nakke hvor hun løftede sig op i hans favn, hun vejede ingenting, i hvert fald ikke for ham hvor han uden besvær holdt hende op i sin favn og så tæt som muligt indtil sig. Selvfølgelig ville han intet have imod at tilbringe resten af deres liv sammen, han havde næsten drømt om det om end han ikke havde tænkt den tanke siden han havde forladt hende, men nærmere skubbet den væk og hadet at han nogensinde havde tænkt sådan. Men alting var nu atter vendt på hovedet, og tilbage til den gang for de havde været så lykkelig sammen. Han skulle nok gøre hende lykkelig igen! Det var næsten et mål for ham nu, han ville gøre bod på de år hvor han havde sårede hende. Hendes kys var ivrig, fortalte hvad hun savnede og hvor meget hun savnede det. Hans var lige så ivrig, og dog måtte han lægge bånd på sig selv for ikke at gå hen og blive hård så ivrig som han følte sig. Hendes tunge strøg hen over hans mund, nærmest bad om adgang til selve munden hvor han lod læberne skilles og hendes tunge træde ind over hans læber kun for at lade sin egen gå hendes i møde og sno sig blidt, næsten legesygt om hendes. Hans ene hånd klemte blidt om hendes bagdel, den anden lod han stryge gennem hendes lange bløde hår og standsede ved hendes nakke. Der var så meget der skulle afklares, så meget der skulle ordnes... han havde jo boede alene, og det måtte de vel til at snakke om igen.. medmindre... hun ville tage det stille og roligt, noget han ikke ville bebrejde hende.

Selvfølgelig ønskede han at blive hos hende, men tingene ville næppe være så simpelt, ganske enkelt fordi hun er hans skaber, og hendes klan næppe bare ville acceptere ham som hendes partner eller mage eller hvad man nu kaldte det. Han vidste det ikke vil blive let, men det havde han heller ikke forventede. Han skulle nok kæmpe for hende, og det havde han også i sine at gøre til det sidste! Han havde elskede hende så længe, disse følelser ville næppe bare ophøre fra den ene dag til den anden, det tvivlede han i hvert fald rimelig meget på at de ville. Hun forsøgte at presse kroppen tættere mod hans om end det næsten var umuligt så tæt på som hun nu var. Hans blik forlod hende ikke, før de havde kyssede hinanden hvor han havde ladet hovedet glide en anelse på sned og ladet øjnene glide i for at nyde hendes læber fuldkommen. Han havde klart savnede hende, ja enten ligeså meget som hun eller endda mere, ja han ville vove at påstå at han savnede hende mere! Kysset gik over til at blive mere forsigtigt igen hvor han forsigtigt havde brudt det for atter at vende blikket mod hende. Hendes ord, og triste stemme fik ham til at rynke brynene "Nej selvfølgelig ikke... det er bare..." han tøvede lidt, overvejede sine ord inden han atter skilte læberne og fortsatte "Tingene vil ændre sig nu... jeg ved ikke.. vil du tage det en dag ad gangen eller?" de kunne jo sagtens gøre som mundaner, tage en dag af gangen indtil de var klar til mere. Men han anede ikke hvordan hun havde det med det, eller ville have det med det.