Vil du være en Skyggejæger, en Vampyr, en Varulv eller noget andet? Her kan du!
 
IndeksCalendarFAQSøgTilmeldte brugereGrupperTilmeldLogin
Login
Brugernavn:
Kodeord:
Log mig på automatisk ved hvert besøg: 
:: Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email
Hvem er på nu
Der er 1 bruger på systemet nu: Ingen tilmeldte, ingen skjulte og 1 gæst

Ingen

Flest brugere online på samme tid var 14, Ons 9 okt 2013 - 15:33
Regler for siden og brugerne
Lør 3 jan 2015 - 4:09 by Elena
Hey folkens! Der kommer lige til at stå nogle små huskeregler for siden herinde ;-)



Comments: 0
Top posters
Deartháir
 
Adia Adrin
 
Clary
 
Madison
 
Katherine
 
Jace
 
Aleck
 
Jason
 
Castella
 
Tia
 
Latest topics
» Jeg søger... Kontakt med jer igen!
Man 2 maj 2016 - 17:29 by Clary

» Cooking skills - Tia
Ons 23 mar 2016 - 21:23 by Tia

» Lets light this place up. *emnesøgning*
Tors 3 mar 2016 - 17:34 by Michael

» New year, new me [ÅBENT]
Lør 9 jan 2016 - 23:26 by Madison

» Aisling Rowan
Fre 1 jan 2016 - 18:24 by Clary

» Little miss perfect søger alt !
Man 28 dec 2015 - 17:16 by Aisling Rowan

» Signs of Trouble ☾ Darryl ☽
Søn 13 sep 2015 - 3:17 by Jackson

» Away from the wolves - Jackson.
Lør 12 sep 2015 - 20:02 by Jackson

» Give me everything! ~ Søgning :-)
Tirs 23 jun 2015 - 18:18 by Marina

Top posting users this week
Top posting users this month
Statistics
Der er i alt 103 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Aisling Rowan

Vores brugere har i alt skrevet 3901 indlæg in 269 subjects

Share | 
 

 Et møde med skaberen - Katherine

Vis foregående emne Vis næste emne Go down 
Gå til side : 1, 2  Next
ForfatterBesked
Jason



Antal indlæg : 156
Geografisk sted : USA - NY
Job/hobbies : Handelsmand
Humor : Mystisk & hemmelighedsfuld

IndlægEmne: Et møde med skaberen - Katherine   Tirs 10 apr 2012 - 11:08




Tid: 22:30
Sted: Dumort
Omgivelser: En stue af en art.. klanlederens private gemakker
Beklædning: Uden slips

Mørket var faldet på for nogle få timer. Jason havde gjort sig klar til at tage sig af sine forretninger, noget han ikke kunne gøre på andet tidspunkt end natten. Han havde gået stille og roligt derhjemme, med tanke på sit arbejde og planerne for natten da der pludselig lød en sagte banken fra døren. Det ene perfekte bryn blev hævede, det var langt fra tit han fik besøg, og han ventede ingen. Han knappede den sidst knap i den sorte skjorte inden han vendte sig mod døren til værelset, snart stod han ude i entren og kunne allerede der fortælle at det var vampyrer der stod bag den lukkede dør. Hvad ville de ham? Det fandt han kun ud af ved at åbne, at lade være ville ikke være en god ide idet de sikkert havde fangede færten af ham. Han lod døren gå op, kastede et blik på de to ret store mænd der stod derude og hævede spørgende det ene bryn. ”Klanlederen vil møde dig” lød den enes dybe stemme. Han knep øjnene sammen og lod hovedet glide en anelse på sned ”Og hvis jeg nægter?” han kendte svaret, der ville ikke være plads til at nægte, han havde ikke noget valg, men nu havde de jo ikke spurgt om han vil med, men sagt at deres leder ville møde ham. Og hvorfor ville vedkommende det overhoved? Han anede ikke hvem lederen var, og formodede heller ikke at denne vidste hvem han var… medmindre! Det var en han kendte. ”Du kan ikke nægte…” lød svarede fra den samme fyr. Jason snerpede læberne tænksomt sammen ”Hvem er jeres leder?” spurgte han med en fast tone. ”Katherine Pierce” endelig behøvede han ikke at høre hele navnet, for han vidste hvem det var og alene tanken gjorde ham stram i minen. Han pressede læberne hårdt sammen til en smal streg men nåede ikke rigtigt at sige mere idet den ene greb fat om hans skulder. Han skubbede hans hånd væk ”Jeg kan gå selv, ellers tak!” sagde han spidst og greb nøglerne til sin lejlighed samt telefon. Døren smækkede bag ham idet han forlod lejligheden.

Undervejes forsøgte han at finde en måde hvorpå han kunne slippe uden om dette møde, han burde have tjekket hvem klanlederen i denne by var men han var kommet for kort tid siden så han havde ikke rigtigt nåede at tjekke noget overhoved. Hans blik flakkede mellem de to mænd som flere gange greb hans skulder, nærmest som om de kunne læse hans tanker. Hver gang skubbede han deres hænder væk. Inden længe var de ankommet til hotellet hvor han blev vist ind til hendes gemakker. Begge greb om hans skuldre da de trådte ind og var ret så flittig til at give ham et hårdt skub hvor han næsten mistede balancen, hurtigt gevandt han det hvor han rettede sig op for at kaste et blik over skulderen. Døren blev lukket idet de to mænd forlod dem, og han vendte blikket rundt.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Katherine
Admin
Admin


Antal indlæg : 294
Geografisk sted : Lige for tiden er det Brooklyn i New York.
Job/hobbies : You probably don't wanna know. x3

IndlægEmne: Re: Et møde med skaberen - Katherine   Tirs 10 apr 2012 - 15:50

Påklædning:: Tøjet x3

Katherine stod med hænderne i siden og kiggede ud af vinduet. Man kunne kun lige se ud, for det meste af vinduet var dækket til. Grunden til at det var dækket til var, at alle hendes klanmedlemmer jo ikke kunne tåle sollys. Det var kun Kath. Og derfor blev hun jo nødt til at sørge for at de ikke blev ramt af det. Så hun måtte gå udenfor hvis hun ville se på solen. Hun hørte døren blive åbnet og ventede lidt inden hun vendte sig om. Hun fandt sit allerstørste smil frem og vendte sig så om mod dem der lige var kommet ind af døren. Det var to af hendes største mandlige Vampyrer. Det var dem hun for det meste fik hjælp til at ordne forskellige ærinder fra. Stone og Diablo. Hun var ikke sikker på om det var deres rigtige navne eller om de bare var kendt under de navne. Diablo betød jo Djævlen. Hun gik hen til dem med rolige og langsomme skridt. Hendes gang var meget selvsikker og så nærmest dansende ud nogle gange. Hun gik hen foran Stone og Diablo lige da de skubbede til fyren. Katherine havde fået dem til at hente ham ligeså snart et af hendes klanmedlemmer havde fortalt hende at der var kommet en ny Vampyr til byen. Han havde fortalt hende at han ikke vidste hvad Vampyrens rigtige navn var, men bare at det var en fyr og at han var kendt under navnet Judas. Ligeså snart hun havde hørt det havde hun skyndt sig at få Stone og Diablo til at finde ham. Hun vidste med det samme at det måtte være Jason. Da hun havde sendt dem væk for at finde ham havde hun flippet totalt ud og smadret et helt værelse. Men heldigvis var der så mange værelser at det ikke gjorde så meget. Det svære havde bare været at skulle forklare hvad hun dog var blevet så oprevet over overfor Damien. Han var heldigvis den eneste der havde set det. Men hun havde dog hurtigt fået styr på sit temperament. Heldigvis. Hun havde undladt at fortælle ham hvorfra, men bare at hun havde kendt ham for længe siden. Damien havde bare regnet med at han havde prøvet på at skade hende eller noget, men i virkeligheden var det meget mere end bare det. Han havde knust hendes hjerte. Hun havde elsket ham og derfor forvandlet ham til en Vampyr. Ligesom hende selv. Hun havde gjort det for at de kunne være sammen i al evighed. Men så havde han forladt hende. Ligeså snart han fik chancen for det. Hun havde været rasende og søgt overalt for ham. Men hver gang hun var lige ved at finde ham slap han væk igen. Og nu var han så her. Hun kunne ikke lade være med at fryde sig lidt over det. Hun havde søgt efter ham i over hundrede år uden nogle resultater. Og nu kom han nærmest til hende..? Hun kunne ikke rigtig tro det. Hun gjorde tegn til Stone og Diablo om at de gerne måtte gå. Og det gjorde de så. Katherine kiggede hen på Jason. "Sæt dig." Hun pegede på en sofa der stod i lokalet. Så ventede hun på at han satte sig. Hvis han prøvede på at stikke af ville hun sagtens kunne fange ham. Hun var trods alt flere hundrede år ældre end ham. Og en af de mest magtfulde Vampyrer der eksisterede. Det ville ikke blive noget problem..

__________________
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Jason



Antal indlæg : 156
Geografisk sted : USA - NY
Job/hobbies : Handelsmand
Humor : Mystisk & hemmelighedsfuld

IndlægEmne: Re: Et møde med skaberen - Katherine   Tirs 10 apr 2012 - 18:18



De to store fyre havde virkelig forsøgt at nedgøre ham. Desværre skete den slags sjældent skønt han nær var faldet på næsen da de havde skubbede ham, til hans held var det ikke sket hvor han hurtigt genvandt balancen. Han regnede med at Katherine vidste hvem hun havde sendt sine gorillaer efter, og det gjorde hun helt sikkert, for hun havde nok savnet. Han tvivlede på at hun ville være glad for at se ham, ikke efter hans afsked som havde været alt andet end venlig eller varm. Han havde haft sine grunde, og grunde han ikke fortrød. Bare fordi hun havde elskede ham gav det hende ingen ret til at tømme ham for blod, lade ham få noget af sit eget og brække halsen om på ham. Men hun havde ønskede at være med ham til evig tid, desværre havde han ikke brudt sig om hendes ide. Nu så det ud til at han ville mærke for hendes vrede, eller måske ikke, man kunne aldrig vide med Katherine om end han vidste at det ikke ville blive et kedeligt møde. Hans blik faldt roligt på kvinden som ikke havde ændrede sig det mindste over de sidste mange år, men det var jo heller ikke muligt for en vampyr fysisk at ændre udseende, man var fastfrosset i den alder man blev forvandlet i. En ting havde hun da gjort rigtigt, forvandlet ham i hans bedste alder. Hendes ordre hævede han ganske enkelt brynet til, skulle han sætte sig? Hun havde næppe tvunget ham dertil så de kunne hygge snakke, men dum var han ikke så trodse hende i noget så simpelt ville han ikke. Roligt og med elegante lette skridt hen mod sofaen blev det til inden han gled ned at sidde tavst og uden at sige noget, men det havde hun jo ikke givet ham en grund til endnu.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Katherine
Admin
Admin


Antal indlæg : 294
Geografisk sted : Lige for tiden er det Brooklyn i New York.
Job/hobbies : You probably don't wanna know. x3

IndlægEmne: Re: Et møde med skaberen - Katherine   Tirs 10 apr 2012 - 19:04

Katherine vendte sig lidt væk fra ham og prøvede ikke at miste fatningen. Han kendte ikke den nye hende. I hvert fald kun en lille smule. Dengang de havde været sammen havde hun været en sød, men lettere naiv, ung pige. Nu var hun en iskold morder der dræbte enhver der kom i vejen for hende. Dog brød hun sig stadig ikke om meningsløse drab. Der var jo ingen grund til at dræbe uskyldige mennesker vel? Det var jo ikke fordi hun nød at være en koldblodig mordervampyr. Okay! Det var ikke fordi hun nød det særlig meget så! Men hun kunne ikke benægte at hun fandt det ret sjovt nogle gange. Men det havde hun virkelig ikke gjort før i tiden. Før Jason 'forrådte' hende. I starten havde hun bare været ked af det. Men efter en måned eller noget, var hun begyndt at blive mere og mere kold indeni. Hun havde ledt efter ham overalt. Men efter den første måned, og da hun var kommet over sine sorger, havde hun begyndt at blive endnu mere opsat på at finde ham. Dog var det ikke for at få ham tilbage mere. Nu var det blevet for at slå ham ihjel eller i det mindste torturere ham lidt. Men nu hvor hun rent faktisk havde chancen var hun faktisk ikke helt sikker på om hun kunne få sig selv til det. Selv om han havde knust hendes hjerte havde hun jo elsket ham. Han var en af de eneste fyre hun nogensinde havde elsket. Alle andre havde bare været legetøj. Hun tog sig sammen. Selvfølgelig kunne hun da skade ham! Han havde jo ligesom knust hendes hjerte efter alt hvad hun havde gjort for ham! Okay.. Hun måtte indrømme at hun jo havde forvandlet ham mod hans vilje.. Men hun havde jo blevet hos ham og lært ham at overleve som en stærk og magtfuld Vampyr! Det burde da tælle for noget! Hun gik hen til ham da han satte sig. Så gik hun lidt rundt om sofaen og strejfede hans skulder da hun lod hånden glide hen over sofaens ryglæn. Der gik et lille stød igennem hende. Men hun bed det i sig og ignorerede det. "Jeg må indrømme at jeg er meget overrasket over at se dig her. Efter så mange år. Hvordan har du så gået og haft det?" Hun så sarkastisk på ham. Som om hun rent faktisk bekymrede sig om hvordan han havde det efter det han havde gjort!

__________________
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Jason



Antal indlæg : 156
Geografisk sted : USA - NY
Job/hobbies : Handelsmand
Humor : Mystisk & hemmelighedsfuld

IndlægEmne: Re: Et møde med skaberen - Katherine   Tirs 10 apr 2012 - 19:23



Bekymrede hun sig virkelig? Næppe, hendes stemme sagde jo det hele. Han tvivlede et sted ikke på at hun havde forandret sig, der var jo gået mange år siden sidst og hun hadede ham vel? Det gik han i hvert fald ude fra, det var også den eneste grund til at han var så forsigtig og.. afventende. Hans blik forlod hende ikke, ikke før hun gik om bag sofaen, lod hånden stryge hen over ryglænede, noget hans skarpe hørelse opfangede let idet hendes hånd nærmede sig ham. Hendes hånd nåede snart helt tæt på ham, og han forventede en berøring, dog ikke så blid en som et strejf over skulderen. Han flyttede sig ikke, mærkede berøringen men fortrak ikke en mine. Minder vældede ind over ham, billeder så han for sit indre blik. Han huskede det alt sammen så tydeligt, hendes blidhed, forsigtighed, og hendes læber der blev pressede mod hans hals idet hun lod tænderne sænke sig ned i hans hud. Han havde selv været ret naiv dengang, en mundan, typisk mundaner. Men det var ikke kun det minde som vældede op i ham, som han så for sit indre blik ved denne korte berøring, han så deres første rigtige berøringer, deres læbers strejf, deres intime øjeblikke, det hele løb forbi hans sind som var den en film der blev spolede fremad i en hurtig fart. Hendes hånd flyttede sig dog hurtigt væk igen, og han blinkede en enkelt gang inden hendes ord nåede ham. Sarkasmen sagde det hele, alligevel valgte han at lade som om han ikke havde opfattede denne tone, eller hendes ord for den sags skyld hvor han gik direkte til sagen, hans læber skilte for at lade enkelte ord forlade hans læber ”Jeg har længe set frem til dette møde” hans melodiske stemme havde ikke ændrede sig over de år han havde været væk, og det gjorde den næppe nogensinde. Men som hende var der sket visse forandringer, nogen som nok skulle komme til udtryk. Hans forandringer var nok ret meget som hendes, men alligevel ikke helt. At hun havde forandrede sig til en koldblodig morder vidste han ikke, men selv havde han gennemgået store forandringer, at dræbe var en fornøjelse… men en man skulle gøre med stil. Hans blik blev vendt bagud mod hende, de krystalklare blå øjne forsøgte at fange hendes.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Katherine
Admin
Admin


Antal indlæg : 294
Geografisk sted : Lige for tiden er det Brooklyn i New York.
Job/hobbies : You probably don't wanna know. x3

IndlægEmne: Re: Et møde med skaberen - Katherine   Tirs 10 apr 2012 - 20:31

Katherine kunne mærke og se på ham hvad han tænkte på. Præcis det samme som hende selv. Den tid hvor de var sammen. På deres kys og deres kærtegn. Hun huskede det tydeligt. Ligeså tydeligt som hvis det havde været igår. Det var både en af fordelene og en af ulemperne ved at være en Vampyr. Man havde en perfekt hukommelse. Så man kunne huske alt. Både de gode og de dårlige ting desværre. For Kath vidste af sin egen erfaring at der altså bare var nogle ting som man helst ville glemme alt om. F. eks. ting som når den fyr man elskede og troede at man skulle tilbringe evigheden med forlod en med et knust hjerte. Et hjerte der vel egentlig aldrig var helet fuldstændig. Hun så alle minderne for sit indre øje, flyve forbi. Hun skælvede kort da hun så hvordan de kyssede lidenskabeligt og kærligt. Hun forstod stadig ikke hvorfor han havde forladt hende. Hun havde været så sikker på at han også havde elsket hende. Men det burde hun nu altså ikke bekymre sig så meget om. Det var jo fortiden. Og nu burde hun så bare koncentrere sig om nutiden. Om at give Jason en ordenlig lærestreg. Hun vidste ikke om hun kunne få sig selv til at slå ham ihjel, men straffe ham og torturere ham lidt, skulle hun skam kunne finde ud af at gøre. Det havde han kun gjort sig fortjent til. Hvis han ikke havde elsket hende, bare noget af tiden, måtte han virkelig have været en god skuespiller. Ellers ville man ikke have kunne virket så overbevisende. Hans blide hænder der kærtegnede hende. Hans smukke og fyldige læber der kærligt pressede sig mod hendes mund, og kyssede hende intenst ned af halsen. Den måde han havde kysset hendes hånd den første gang de mødtes. Hun havde elsket ham fra den første dag. Hvilket i sandhed havde vist sig at være en kæmpe fejl. Nok endda hendes største hidtil. Og det var ellers mange år at lave fejl i.. Hendes smukke, brune øjne fandt hans. Hun prøvede at se kold ud. Og ikke ligne at hun tænkte på dengang. Hun smilte stort. "Tro mig. Det har jeg skam også. Faktisk lige siden den dag du stak af. Forlod mig. Efter alt hvad vi havde været igennem sammen. Hvordan kunne du overhovedet få dig selv til det!?" Hun mærkede en flig af den gamle Katherine komme tilbage. Den Katherine hvis hjerte stadig var knust til ukendelighed. I det næste øjeblik stod hun oppe foran ham igen og gav ham en kæmpe lussing. Hun gjorde store øjne og trak sig hurtigt væk igen. For det første fordi hun ikke brød sig om de ting hun så når hun rørte ved ham, og for det andet fordi hun blev flov over at hun ikke kunne styre sig selv. Hun bandede indvendigt.

__________________
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Jason



Antal indlæg : 156
Geografisk sted : USA - NY
Job/hobbies : Handelsmand
Humor : Mystisk & hemmelighedsfuld

IndlægEmne: Re: Et møde med skaberen - Katherine   Tirs 10 apr 2012 - 21:26


Selvfølgelig tænkte han på det samme, de havde været igennem det samme, de havde oplevet en masse sammen og de havde faktisk været.. forelsket? I sin første tid efter sin forvandling havde han ikke set hvilke forbandelse han var endt i, det havde været let at acceptere ganske enkelt fordi hun var blevet hos ham. Han havde ikke ment at han havde behov for andre blot de var sammen, at hans familie ikke betød det store, at han kunne klare sig så længe hun var der. Drømmen havde varede således længe, ret længe endda og de havde været sammen hvor det virkelig havde været ægte følelser imellem dem. Han havde dog indset – nok for sent – at det var en forbandelse, at han var blevet hendes legetøj og var lidt for… underdanig og desuden havde han over de år ikke tænkt på sin familie, forældre, søskende og forældrene var døde af alderdom, mens hans søskende var blevet ældre, havde fået børn og han selv sad fast i samme alder, i samme krop. Der var det hele begyndt at vakle, og tingene havde forandret sig, han hadede sig selv for at have åbnede øjnene for sent og havde dengang givet hende skylden for det. Nu vidste han dog at hun ikke havde forheksede ham, ikke på overnaturlig vis, i hvert fald ikke hvad han vidste af, og skulle det være tilfældet havde hun nok fået hjælp af andre, for den slags evner havde deres slags ikke. Han havde forladt hende, ikke på nogen pæn måde, og forventede derfor hendes reaktion. Hvad hun havde i sinde at gøre anede han dog ikke, uanset hvad ville det kun være noget hun gjorde fordi han havde knust hendes hjerte, af hævn, noget deres race var kendt for. Deres blikke mødtes hvor hendes blik forsøgte at holde sig kold skønt han uden besvær fangede det sårede udtryk. Hendes store smil fik han til at hæve det ene bryn om end han ikke kommenteret det, lyttede i stedet til hendes ord hvor han hørte og opfattede hendes beskyldninger, noget han havde forventede. Typisk kvinder. Et svar nåede ikke at komme over hans læber før hun stod foran ham og hånden ramte hans kind for at skubbe hans ansigt til den ene side så hårdt havde slaget ramt. Havde han været levende ville dette slag nok have efterladt et rødt mærke, eller spredt en varme i hans ansigt, men dette skete ikke. I stedet vendte han blikket mod hende som han rejste sig op og hun selv bakkede nogle skridt. ”Det.. fortjente jeg vist…” lød hans konkluderende rolige stemme som ikke havde forandret sig, hans blik hvilede på hende hvor han kunne se hvor overraskede hun var over sine egne handlinger, selv virkede han lettere upåvirket som om intet var sket, i stedet gav han sig til at besvar hendes tidligere spørgsmål ”Katherine…” navnet blev udtalt med en blid tone, og næsten kærlig undertone ”Vi levede sammen ja, men faldt det dig et øjeblik ind at det var ikke et liv jeg selv havde valgt? At det var et påtvunget liv? Du var så blændede at du ikke så hvad jeg så, min familie forsvandt, mit liv forandrede sig og jeg kunne knap stå på mine egne ben uden din støtte… jeg måtte væk og jeg måtte starte forfra i det liv du tvang mig ind i” han tav, så roligt afventende på hende.


Sidst rettet af Jason Ons 11 apr 2012 - 12:24, rettet 1 gang
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Katherine
Admin
Admin


Antal indlæg : 294
Geografisk sted : Lige for tiden er det Brooklyn i New York.
Job/hobbies : You probably don't wanna know. x3

IndlægEmne: Re: Et møde med skaberen - Katherine   Tirs 10 apr 2012 - 23:42

Katherine kunne mærke hvad han tænkte. At hun havde brugt ham. Udnyttet ham. At han bare havde været hendes eget private legetøj. Hvilket både gjorde hende vred og en smule overrasket. Det var jo overhovedet ikke rigtigt! Hun havde aldrig udnyttet ham. Ikke et eneste lille øjeblik. Hun havde elsket ham af hele sit hjerte fra første øjekast. Dengang havde hun egentlig bare troet at det var 'kærlighed ved første blik'. Nu forstod hun ærlig talt ikke at hun nogensinde havde været så naiv. At hun rent faktisk havde troet på at en sådan ting kunne eksistere. Men nu vidste hun meget bedre. Hun havde ikke ladet en eneste fyr kommet tæt nok på hende til at kunne såre hende sådan, siden. Ikke engang Damien. Selvom han godt nok var den der havde været tættest på. Men hver gang hun var lige ved at blive ordenligt forelsket i ham, havde hun skubbet ham væk. Fået ham til at opgive hende. Eller i værste fald endda blive vred på hende. Men han blev bare ved med at prøve. Det kunne hun ikke lade være med at smile lidt af. Den ting måtte hun da give ham. Nogle gange virkede han endda endnu mere stædig end hende. Og det var ikke bare sådan lige at være.. Hun tænkte at han jo nok havde forladt hende fordi han ikke elskede hende. I hvert fald ikke mere hvis han ellers nogensinde havde gjort det. For på det punkt var hun ikke helt sikker på hvad hun skulle tro om ham. Men hun forstod ikke hvorfor han skulle have forladt hende hvis han elskede hende. Så enten var han stoppet med at elske hende, og ellers havde han aldrig gjort det. Hun vidste ikke om det var det første eller sidste. Hun håbede jo selvfølgelig lidt på at det var det første. At han havde elsket hende i starten. Men så var begyndt at elske hende mindre og mindre. Selvfølgelig var det stadig noget der ville gøre hende rasende, men det fik hende da i det mindste til at virke en smule mindre ynkelig. For så havde hun jo ikke ladet sig narre af hans kønne udre. Hun nikkede lidt. "Ja. Det kan du bande på at du gjorde!" Hun skulede til ham. Men hun var jo nødt til at holde sig på pinden. Hun skælvede og gøs lidt da han sagde hendes navn. På stort set samme måde som dengang de havde været sammen. Før han havde forladt hende. Hun hvæste af ham. "Lad være til at tale til mig på den måde! Den ret mistede du for længe siden!" Hun blottede sine skarpe hjørnetænder i endnu et truende hvæs. "Og jeg tvang dig aldrig til noget, husker du nok..? Jeg elskede dig. Af hele mit hjerte. Det hjerte som du efterlod knust. I tusinde stykker!" Hun hvæste af ham. Heldigt at Vampyrer stort set ikke kunne græde.

__________________
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Jason



Antal indlæg : 156
Geografisk sted : USA - NY
Job/hobbies : Handelsmand
Humor : Mystisk & hemmelighedsfuld

IndlægEmne: Re: Et møde med skaberen - Katherine   Ons 11 apr 2012 - 12:36


Rigtigt eller ej, han læste ikke hendes tanker, anede ikke hvad hun havde haft i sinde og derfor forsvandt den følelse ikke bare af sig selv. Han havde taget flugten, hvis man kunne sige det på den måde, men det havde han, og det var uden at snakke om det. Hun troede vel at han hadede hende, at han aldrig havde elsket hende, men det passede ikke. Han havde elskede hende, ja inden han var blevet forvandlet hvor han blot havde været en simpel mundan havde han overvejede at frie til hende, for hun havde da virkelig været en skøn kvinde som enhver fyr havde kigget efter. Han havde følt sig heldig over at hun havde kiggede i hans retning, og beæret over at hun havde brugt tid med ham. Konsekvensen for dette havde han dog først indset mange år efter, og da han havde indset dem havde han ikke sagt noget, men bare forsvundet. Han havde ikke tænkt to gange over det, frygtede for hvad hun ville gøre hvis hun havde fundet ud af det, hvis han havde sagt noget. Han havde frygtede for at hun ville tale ham fra det hvis han havde sagt det, eller være blevet vred. Hun skulede imod ham hvor han hævede det ene bryn, hans blik forlod hende ikke, og han undlod at svare på hendes bekræftelse af hans ord. I stedet fortsatte han, udtalte hendes navn hvor han tydeligt bemærkede hendes reaktion, noget som fik ham til at rynke brynene.. havde han stadig den effekt på hende? Det så sådan ud, han kunne næsten ikke tro sine egne øjne. Pludselig hvæste hun af ham hvor han opfattede hendes ord uden besvær ganske enkelt fordi hun ikke gav ham chance for andet ”Hvilke måde?” svarede han med et hævet bryn. Han fnyste ved hendes fortsættelse ”Nej du tvang mig nok ikke, men du udnyttede mig, og jeg.. dum og naiv som jeg var lod mig udnytte i den tro at du gjorde det af ægte kærlighed… du gav mig aldrig et valg kvinde!” svarede han spidst og med en anelse hårdhed i stemmen. Han sukkede, trak vejret dybt og den hårde stemme forsvandt idet han skilte læberne igen ”Jeg indrømmer at jeg ikke burde være skredet uden et ord… men, jeg havde mine grunde” han stak hænderne i lommen, lod hovedet glide en anelse på skrå.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Katherine
Admin
Admin


Antal indlæg : 294
Geografisk sted : Lige for tiden er det Brooklyn i New York.
Job/hobbies : You probably don't wanna know. x3

IndlægEmne: Re: Et møde med skaberen - Katherine   Ons 11 apr 2012 - 15:08

Katherine kunne se på ham at han rent faktisk havde elsket hende engang. Og hun kunne også mærke det. Hun blev meget irriteret på sig selv. Og grunden til at hun gjorde det var at hun nærmest blev helt varm indeni. Så havde han alligevel elsket hende! Men hun bed tænderne sammen og blev bare endnu mere vred på Jason. Han kunne sgu da ikke tillade sig at komme tilbage efter alle disse år, og bare tro at han skulle give hende sådan en følelse. At han skulle have den virkning på hende. Nej! Det skulle han i den grad ikke. Hun ville på ingen måde vise ham hvor meget han havde såret hende. Eller hvor meget hun rent faktisk havde elsket ham. Det overraskede endda stadig hende selv lidt. At en iskold Vampyr kunne elske nogen, som hun havde elsket ham. Eller elskede..? Hun vidste det ikke. Måske elskede hun ham endda stadig en lille smule. Selv efter alt det han havde gjort. Og hun havde jo trods alt også selv haft gjort et par ting ved ham. Dog ikke fordi hun ville skade eller såre ham. Det kunne hun aldrig have fundet på. Hun elskede ham jo som sagt af hele sit kolde hjerte. Hun huskede tydeligt hvordan hun havde følt at hun ikke kunne elske nogen efter hun var blevet en Vampyr. Og at hun så havde været nødt til at indrømme til sidst at hun havde taget fuldstændig fejl. At hun elskede ham mere end man overhovedet kunne forestille. Hun huskede hvordan han lidt efter lidt havde varmet hendes ellers så kolde hjerte op igen. Hun vred sig lidt. Hun kunne ikke klare at tænke på den tid med ham. Det gjorde ganske enkelt for ondt. Overalt i hende. Både i hendes hjerte og i hendes krop. Hun var rasende over at han havde den effekt på hende. Det burde hun aldrig have givet ham lov til at få i starten. For nu skulle hun være nødt til at lide for det resten af hendes udødelige liv. Og det var jo ligesom ret uendeligt. Med mindre hun altså blev dræbt. Og hun kunne jo ikke begå selvmord ved bare at gå ud i solen. Det var nærmest helt ironisk. At lige den ene Vampyr der muligvis gerne ville begå selvmord, ved at træde ud i solen, ikke kunne fordi hun var immun overfor sollyset. Ironisk og meget belastende. Hun blottede igen sine tænder. "Dén måde! Som om du rent faktisk holder af mig! Stop det!" Hun hvæste af ham. Men ved det næste han sagde kunne hun ikke lade være med at rynke fortvivlet på panden. Og også en smule forvirret. "Udnyttede dig? Hvordan skulle jeg dog nogensinde have kunnet udnytte dig? Og hvorfor? Dum og naiv som jeg var, elskede jeg dig altså virkelig. Jeg troede at det var ægte kærlighed. Jeg ville aldrig nogensinde have været i stand til at udnytte dig på nogen som helst måde. Jeg ved godt at du nok ikke husker det særlig tydeligt, eftersom du jo var et menneske i starten. Og menneskelige minder forsvinder gennem årene når man først er blevet forvandlet. Men jeg var ikke et menneske. Jeg husker det. Som var det igår. Jeg husker hvordan jeg var bange for at skade dig. For at komme til at tage noget af dit blod. At min blodtørst ville få overtaget. Jeg husker hvordan du gav mig lov til at tage det. Bad mig om det. Selvom jeg muligvis ikke ville kunne stoppe igen. Jeg husker det Jason." Der gik et lille stød af en art igennem hende da hun sagde hans navn. Hun prøvede at ryste det af sig, men det var næsten umuligt. Nu hvor han sad der foran hende begyndte hendes følelser for ham at bryde frem. Selvom hun inderligt havde prøvet at udslette dem fuldstændig, måtte der jo stadig sidde en lille, men stadig vigtig, rest i hendes hjerte. Hun bed tænderne sammen. Og i næste øjeblik stod hun igen henne ved vinduet. Så måtte han angribe hende bagfra eller flygte. Selvom hendes vagter jo nok ikke ville lade ham gå. Hun var ligeglad med om han angreb hende. Det kunne måske få hendes følelser til at gå væk. Og ellers kunne det i hvert fald gøre det af med hende. Og hun vidste at hun alligevel ikke ville være i stand til at gøre ham ondt. Og det forbandede hun virkelig både sig selv og ham for. Hun elskede ham for meget til at skade ham. Selv nu. Hun stod med ryggen til sofaen og ham. Og bed sig lidt i læben. Hun mærkede hendes læbe briste der hvor hendes ene hjørnetand var kommet lidt frem. Hun kunne smage blodet. Men hun var ligeglad.

__________________
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Jason



Antal indlæg : 156
Geografisk sted : USA - NY
Job/hobbies : Handelsmand
Humor : Mystisk & hemmelighedsfuld

IndlægEmne: Re: Et møde med skaberen - Katherine   Ons 11 apr 2012 - 21:11



Havde han ikke bare elsket hende en smule ville han sandsynligvis være smuttet lang tid før, men det var han ikke, derimod havde han blevet der indtil alting blev vendt på hovedet. De havde også rejst rundt en del sammen, at forblive i England var jo ikke en mulighed når han ikke kunne færdes om dagen så de forsvandt. De mødte undervejes flere vampyrer, og andre fra underverdenen. Det var endelig først da hans kendskab til flere forskellige personer voksede at han var flygtet, og ikke fordi han udnyttede dem – for det gjorde han også – men han havde snakket med en bitter vampyr vis skaber havde bedraget ham og udnyttet ham, og deraf var Jason’s egne tanker opstået. Måske var han blevet narret, måske ikke, for han mente virkelig at hun havde udnyttede ham. Den effekt han havde på hende var han ikke selv herre over, desuden kunne han bare skride hvis hun ikke gad se ham, for det var jo hende der havde tvunget ham dertil. Han havde nok ikke indset hvor meget hun havde holdt af ham, eller at hun faktisk havde elskede ham. Under den tid hvor de ikke havde været sammen havde han kun tænkt på hende som bedrager og løgner, og skubbede der ved alle følelser for hende ud af sin krop og sind. Derudover havde han forsøgt at tænke på hende så lidt som overhoved muligt. At hun skulle elske ham endnu ville lyde latterligt i hans øre hvis hun sagde det højt eller nogen fortalte ham det. alligevel kunne han se at følelser løb gennem hendes krop, følelser han kunne genkende og som næsten fik et forvirret udtryk frem i hans øjne. Tog hun pis på ham!? En grov stemme i hans hoved svarede at hun nok bedragede ham som hun tidligere havde gjort, at hun ville lade ham falde i fælden igen, det engelske ordsprog ”Fool me once shame on you fool me twice shame on me” løb gennem hans sind hvor han atter blev hård i blikket, det skulle ikke ske for ham! han anede ikke hvad der foregik i hendes sind, og var endelig også ligeglad, han gad ikke flere af hendes løgne og da hun skilte læberne for at svar havde han lyst til at bede hende holde kæft. I stedet for lyttede han – dumt men det var ikke første gang han dummede sig – lyttede roligt og opmærksomt. ”Jeg holdt af dig Katherine! Jeg sværmede om dig som var du den eneste kvinde i verden” svarede han med en kølig tone dog uden at hæve stemmen som hun ellers selv gjorde. ”Du forvandlede mig for helvede, uden at spørge, uden at fortælle mig konsekvenserne! Du tænkte ikke et øjeblik på at dit forsøg på at forvandle mig kan gå galt.. jeg kunne være død, eller slet ikke have været i stand til at grave mig ud… men ja, det viste jo hvor meget du elskede mig” svarede han sarkastisk. Da hun nævnte de gange han havde givet hende lov til at bide ham var det hans tur til at skule irriteret, han var ikke stolt af det, slet ikke. ”Du forheksede mig sikkert… der er ingen anden forklaring” svarede han i en lettere mumlen, hendes skarpe hørelse ville nok alligevel opfange hans ord. Hans blik forlod hende, og han satte sig atter igen på sofaen, lænede sig frem og placeret albuerne mod lårene og skjulte kort ansigtet med hænderne. Imens hørte han hende bevæge sig væk, løftede blikket og bemærkede at hun havde vendt sig ryggen og stillede sig ved vinduet. Han sukkede, hvad fanden skulle han gøre… hvad ville hun have at han skulle gøre!?
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Katherine
Admin
Admin


Antal indlæg : 294
Geografisk sted : Lige for tiden er det Brooklyn i New York.
Job/hobbies : You probably don't wanna know. x3

IndlægEmne: Re: Et møde med skaberen - Katherine   Ons 11 apr 2012 - 22:26

Katherine stod lidt og betragtede ham. Hun vidste at han ikke troede på at hun ikke havde udnyttet ham. Ikke på noget tidspunkt. Ikke i et eneste lille sekund. Hun elskede ham jo. Og det havde hun gjort siden den første gang han havde smilet til ham. Første gang han havde sat sig ned på et knæ og kysset hendes hånd. Første gang han havde kysset hende på munden. Han havde været så blid. Selvom han havde vidst hvad hun var. Og at det i virkeligheden var hende der skulle vore forsigtig og blid ved ham. Hun havde syntes at han havde været så sød, smuk og.. Ja ridderlig som man mest brugte dengang. Nu ville man vel egentlig bare sige en gentleman. Men det passede nu også ret godt. For det var han virkelig. Eller det havde han i hvert fald været dengang. Hun vidste jo selvfølgelig ikke hvordan han var mere. Måske havde han også ændret sig meget siden han forlod hende. Præcis som hun selv havde. Hun vidste jo så bare ikke hvad han havde ændret sig til. Hvis han da ellers havde ændret sig. Men det var Katherine nu også ret sikker på at han havde. Det virkede i hvert fald sådan.. Dog havde han stadig den samme forbandede effekt på hende. Han tryllebandt hende i sandhed. Og det havde han altid gjort. Selv da han bare var en helt normal Mundan. Utroligt nok. For den effekt han havde haft på hende - og som han stadig havde - var meget usædvanlig. Som regel var det Vampyren der fangede Mundanen i sit spind. Og ikke omvendt. Men det havde det været for hende. Han havde i sandhed fanget hende i sit spind. Og nu sad hun så bare der. Hun ville sidde fast i det - højst sandsynligt - for evigt. Eller indtil den dag hun døde. Men det var jo nærmest det samme ikke? Hun så på ham da han så lidt forvirret ud. Hvorefter han straks fik et hårdt udtryk i øjnene. Hun rystede på hovedet. "Jamen jeg er da frygtelig ked af hvis du følte at jeg tvang dig til det. Eller at jeg havde dig under en eller anden fortryllelse. Jeg ser ikke engang nogen som helst nytte i at skulle prøve på at overbevise dig om andet. Du vil jo alligevel ikke tro mig. Og jeg ved ikke hvad der kan få dig til at tro på mig.. Du tror vel ikke engang på mig når jeg siger at jeg er ked af det.." Hun bed sig i læben og da var det at hun fór hen til vinduet. Hun kunne mærke små stille tårer bryde frem i hendes øjenkroge. Og dem skulle han godt nok ikke se. Så ville han bare tro at han kunne manipulere med hende. Og det skulle han ikke tro. Hun kunne sagtens høre ham derovre fra. Og da hun lidt efter svarede, var det med en meget svag og lav stemme. For det værste fordi hun vidste at han ville kunne høre hende, og for det andet fordi hun ikke kunne holde til at snakke højere.. "Jeg er ked af at jeg ikke fortalte dig om konsekvenserne. Jeg er ked af at jeg forvandlede dig uden dit samtykke. Jeg er ked af at jeg var egoistisk nok til at gøre dit liv til et helvede på jord. Og jeg er allermest ked af at jeg forelskede mig i dig. For hvis jeg bare havde holdt mig fra dig og ikke havde forelsket mig i dig ville intet af alt dette være sket. Og bare så du ved det ville jeg aldrig have ladet dig grave dig ud alene. Jeg hjalp dig endda. Og jeg ville med glæde have gravet det hele op for dig. Men du var jo nødt til også selv at hjælpe til. Ellers ville det ikke virke ordenligt. Jeg er ked at det hele.." Hun skyndte sig at stoppe med at tale for hun kunne mærke at hendes stemme var ved at knække. Hun svarede ikke på hans næste kommentar. Det var jo præcis som hun havde forventet.. I stedet stod hun bare lidt og fik styr på sin stemme inden hun talte videre. Igen med en svag og meget lav stemme. "Du er fritil at gå hvis du ikke kan holde ud at være her mere. Jeg vil ikke standse dig. Og jeg skal nok sige til Stone og Diablo at jeg har givet dig lov. De bliver nok skuffede over at jeg ikke har tortureret dig lidt først, men de må jo bare overleve det ikke? Gør hvad du vil. Jeg kan og vil ikke holde dig tilbage.." Man kunne tydeligt høre at hendes stemme bristede til sidst. Hun kunne selv hære hvor såret hun lød. Og hvor meget længsel og kærlighed der lå bag stemmen. Hun mærkede tydeligt tårerne glide ned af hende kinder. Hun håbede virkelig at han bare gik. For hvis han så hende græde over ham var hun ikke sikker på hvad han ville gøre. Eller hvad hun ville gøre..

__________________
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Jason



Antal indlæg : 156
Geografisk sted : USA - NY
Job/hobbies : Handelsmand
Humor : Mystisk & hemmelighedsfuld

IndlægEmne: Re: Et møde med skaberen - Katherine   Ons 11 apr 2012 - 23:28

Selvfølgelig troede han ikke på hende, det var svært bare at skifte mening og tanker om noget som man havde brugt over hundrede år på at lærer og forstå. Han havde ikke haft det let, men han var kommet over det, troede han. Han vidste ikke hvilke liv han ville have haft hvis han var blevet, endelig burde hun også være glad. Være glad for at han var gået i stedet for at være blevet i en løgn, noget han ikke selv troede på. Deres følelser havde virkede så ægte engang, nu virkede det som skuespil, og endda et meget dårlig et af slagsen. Han turde ikke tro på hende, turde ikke tillade sig at tvivle på sin egen forståelse og opfattelse af tingene for hvad hvis hun manipulerede ham? Hvad hvis det hele var endnu en stor løgn? Han ville ikke græde over hende, det havde han ikke gjort før men fundet trøst ved tanken om at han havde indset at hun legede med ham, at han så tog fejl ville han slet ikke overveje. For tænk hvis han havde taget fejl af det hele, hvis hun ikke havde manipulerede ham og legede med ham men derimod havde været oprigtig fra start af, så havde han virkelig dummede sig, ret meget endda. Han havde sårede hende, holdt sig selv hen og fra tanken om at opsøge hende for intet, for absolut intet. Han ville slet ikke kunne se på hende hvis hun talte sandt, og noget i ham sagde at hun gjorde om end han skyndte sig at undertrykke denne indre stemme. Han havde ændrede sig, han var mere selvstændig, stod på egne ben, var en anelse køligere og roligere nu, samt mere flirtende og charmerende hvis han ønskede kvindeligt selskab. Hun ville nok blive overraskede over de forandringer han havde gennemgået, for de var ikke få overhoved. Hun havde også ændrede sig, det vidste han for alene det at han blev hentede af hendes to store gorillaer sagde hvilke magt hun havde fået. Alligevel syntes hun at virke som den gamle Katherine han kendte, slet ikke som om hun havde forandret sig det mindste. Frustrerende! Han vidste ikke hvad han skulle tænke, og det drev ham til vanvid. Hun svarede på hans ord hvor han næsten fnyste, men holdt det i sig, tavs forblev han hvor han valgte ikke at svar hende, for hun havde ret, han troede hende ikke, eller rettere, ønskede ikke at tro hende. Hun havde bidt sig i underlæben, det havde han bemærkede for han lugtede blod, nok var det kun lidt, men fordi det var hendes var han straks mere vågen og opmærksom. Han bed tænderne hårdt sammen, heldigt at hun stod med ryggen til ham for så så hun ikke hans reaktion over lugten af hendes blod. Hendes svar kom med en lav stemme som han tydeligt fangede, den var dog næsten svag hvilket han også opfattede. Da hun begyndte at undskylde så han tavst på hendes ryg, hun lød nærmest oprigtig ked af de ting hun havde gjort. At hun havde hjulpet ham da han gravede sig ud vidste han jo godt, for han ville ikke have klaret det helt selv. Hun græd nu også, det kunne han også dufte, duften af hendes tårer var ham så klar at han næsten rejste sig op. Ved hendes sidste ord måtte han se overraskede på hendes ryg, han kunne gå? Var det her en test eller mente hun det alvorligt? Han så roligt på hende, tankerne for gennem hans sind men efter enkelte sekunder rejste han sig op. Han kastede et blik hen imod døren, vidste at hans frihed lå bag den dør, men… ville hun virkelig lade ham slippe igennem. Der kom liv i ham, og han bevægede sig hen imod hende. Han standsede bag hende, stod i enkelte sekunder stille inden han trådte endnu et skridt nærmere så hun ville være i stand til at fornemme hans bryst mod hendes ryg, hans arme gled rundt om hendes liv, eller den ene gjorde mens den anden flyttede nåede af hendes hår væk fra hendes nakke inden den også blev placeret ved hendes liv. Hans læber berørte svagt hendes hals ”Der er nogle ting jeg må få styr på Katherine… inden da… ville jeg ikke kunne træffe et valg” hviskede han mod hendes øre, udtalte hendes navn som han engang forlænge siden havde gjort, ja faktisk. Som dengang han havde gravede sig ud af den grav, og havde set hende som den første. Han havde været lykkelig over at det havde været hende han havde set, og han havde udtalt hendes navn med så megen ømhed og kærlighed som aldrig før.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Katherine
Admin
Admin


Antal indlæg : 294
Geografisk sted : Lige for tiden er det Brooklyn i New York.
Job/hobbies : You probably don't wanna know. x3

IndlægEmne: Re: Et møde med skaberen - Katherine   Tors 12 apr 2012 - 0:20

Han troede hende ikke. Det kunne hun tydeligt fornemme. Men hvad hun også kunne kunne fornemme var at han var bange for at tage fejl. At han derfor nægtede at tro på hende. Og hun var sådan set ret ligeglad. Eller.. Det var i hvert fald hvad hun prøvede at overbevise sig selv om at hun var.. Selvom det ikke lykkedes særlig godt.. Hun forstod faktisk ikke hvordan han kunne have sådan en stærk indflydelse på hende. Hun havde ellers ændret sig så meget siden dengang. Men nu hvor han var her føltes hun helt som den samme igen. Og det vidste hun ikke rigtig hvad hun skulle sige til. Hun brød sig i hvert fald helt klart ikke om det. For den gamle Katherine havde jo været så naiv og dum. Eller måske ikke dum. Godtroende? Ja. Godtroende var nok et mere passende ord end dum. For dum var hun ikke. Hun havde altid været ret så intelligent. Bare ikke når det kom til Jason. Han bragte både det bedste og det værste frem i hende. Og det vidste hun ikke hvad hun skulle gøre ved.. Desværre. Selvom hun stod med ryggen til ham kunne hun sagtens høre ham biede sine tænder sammen. Hun vidste at han kunne dufte hendes blod og at det var derfor han bed tænderne sammen. Men hvad hun ikke vidste var hvorfor han gjorde det. Var det fordi at han blev tørstig af duften? Eller var det noget helt andet..? Det vidste hun ikke. Men det kunne vel egentlig også være ligemeget. Hun kom først i tanke om at han kunne lugte hendes tårer bagefter. Da det allerede var for sent.. Hun kunne tydeligt mærke hvordan han kiggede på hende. Hun kunne nærmest føle hans øjnes varme skærer gennem hendes tøj og helt ind i hendes ryg. Ind under hendes hud. Hun prøvede ikkelængere på at stoppe med at græde. Hun kunne jo ikke rigtig alligevel. Og desuden var det alligevel ligemeget nu. Hun var ligeglad nu. Han gik jo nok alligevel lige om lidt.. Hun fik et lille chok da hun hørte at han i stedet for at tage flugten kom gående over imod hende. Hun var sikker på at han ville tage hævn over hende. Og hun ville lade ham gøre det. Ligemeget hvad han gjorde kunne det alligevel ikke såre hende ligeså meget som da han havde forladt hende. Så hun ville lade ham gøre hvad end han nu ville med hende. Eller ved hende. Det var nok mere passende. Hun lukkede øjnene og ventede bare på det, da han stoppede. Hun ville ellers have set hvorfor han gjorde det, men hun havde allerede besluttet sig for at blive stående med lukkede øjne og vente på at han slog hende ihjel. Eller gjorde hvad end han nu ville gøre hende. Hun rynkede lidt på panden Ogs skælvede modvilligt da han rørte ved hende. Holdt hende på samme måde som dengang. Hun prøvede at lade være med at reagere på det. For det var jo nok netop hvad han havde håbet på. Og da han så rørte hendes hals med sin mund gispede hun lidt. Hun spærrede øjnene op. Hvorfor skulle han absolut lege sådan med hendes følelser før han slog hende ihjel?! Hun bed tænderne sammen. Bare han ville få det overstået i stedet for at lege sådan med hende. Hun vendte sig forvirret om og kiggede på ham da han sagde noget igen. "Hvad snakker du om? Skal du bruge tid til at overveje om du vil dræbe mig eller ej?! Få det nu bare overstået!" Hun prøvede at lade være med at tænke på måden han havde sagt hendes navn på. Med så meget ømhed. Og kærlighed. Nej! Han legede med hende!

__________________
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Jason



Antal indlæg : 156
Geografisk sted : USA - NY
Job/hobbies : Handelsmand
Humor : Mystisk & hemmelighedsfuld

IndlægEmne: Re: Et møde med skaberen - Katherine   Tors 12 apr 2012 - 11:37

Han troede hende ikke fordi han ikke ønskede at tro hende. Hvis hun talte sandt betød det at han havde dummede sig, sårede hende og holdt sig fra hende uden nogen grund! så ville han være den skyldige, og han ville være nødsaget til at undskylde. Hun vidste hvor meget han hadede at undskylde, at fortryde gjorde han i sind stille sind men undskylde højt? Det kunne han ikke, det var en svaghed, en brist i hans person og derfor ville det være svært hvis han to fejl. Hans blik veg ikke fra hende, han end ikke blinkede, men det havde han nu heller ikke behov for, hvorfor blinke når han var død. Han kunne som hende heller ikke forstå at hun var påvirkede af ham, han ville have troede at hun ville være ligeglad, kold, hård, ondskabsfuld, volde ham smerte eller endda dræbe ham for hvad han havde gjort. Ja han ønskede faktisk en af disse reaktioner, han ønskede at hun skulle være kold og hård, for det beviste jo bare at han havde haft ret, men i stedet for stod hun der og beviste at han tog fejl. Fandens også! Han lod sig dog ikke slå ud, han ønskede et klart bevis på at hun ikke løj, at hun var ærlig, at det virkelig var sande følelser hun stadig nærrede for ham. Hun kunne jo sagtens hævne sig ved at være blid nu, blot for at gøre ham tryg hvorefter hun ville dolke ham i ryggen. Det var jo en typisk handling blandt vampyrer, at snyde og bedrage hinanden. Hvorfor han bed tænderne sammen? Han havde for pokker smagt hendes blot, og det var også det hendes blod der havde skabt ham. Godt nok var det mange år siden efterhånden, men ikke desto mindre var det sandt, det første blod der havde rørt hans læber. Han huskede det tydeligt, og alene tanken gjorde ham tørstig. Han skubbede dog disse tanker fra sig, han gad ikke dvæle ved hendes blod, det betød jo næppe noget. i stedet for fokuseret han på hende, havde rejst sig op og bevægede sig hen imod hende. Tydeligt bemærkede han hende skælve under hans berøringer, men ej skubbede hun ham væk eller gjorde mine til at ville gøre det hvilket syntes at bringe ham i mere tvivl. Han kunne dog ikke dy sig for at plante et kys på hendes hals, ganske enkelt fordi han ville se hendes reaktion, ja så nysgerrig var han. Hun gispede, og han holdt et smil tilbage som hun vendte sig om mod ham. Hans blik fandt straks hendes, hvor hans hænder forlod hendes læn og han hævede det ene bryn. Slå hende ihjel? Det havde han ikke et øjeblik overvejede, men ville hun virkelig lade ham slå hendes ihjel? Ville hun virkelig dø fordi hun ikke kunne leve med de følelser hun havde for ham hvis hun ikke havde ham? Han kunne næsten ikke tro sine egne ører. Han strøg nogle af hendes tårer væk, forsigtigt greb han om hendes hage ”Kære, uanset hvad du måtte finde på at gøre ved mig vil jeg aldrig slå dig ihjel… ” svarede han med en lav tone ”Og… det ser ud som om du har glemt hvor meget jeg hader at se dig græde…” konstateret han hvorefter han slap hende og trådte et skridt tilbage.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Katherine
Admin
Admin


Antal indlæg : 294
Geografisk sted : Lige for tiden er det Brooklyn i New York.
Job/hobbies : You probably don't wanna know. x3

IndlægEmne: Re: Et møde med skaberen - Katherine   Tors 12 apr 2012 - 17:28

Katherine kiggede på ham. Hun vidste godt at han kun blev ved med at prøve på at overbevise sig selvom at hun havde løjet fordi han hadede at undskylde. Og han hadede at indrømme at han havde taget fejl. Og hun forstod ham skam i den grad godt! Hun hadede selv virkelig meget at skulle undskylde overfor nogen. Det var nok også derfor at hun aldrig gjorde det. Og hun indrømmede heller aldrig at hun havde taget fejl. Det ville jo få hende til at virke dum og svag! Eller det var i hvert fald hvad hun bildte sig selv ind.. Men hvis folk ville have hende til enten at indrømme at hun havde taget fejl eller til at undskylde, skulle de da godt nok have gjort sig fortjent til det! Og det var der næsten ingen der havde. Eller var i stand til. Og hvis de irriterede hende havde hun ændret sig nok til at knække halsen på dem på et øjeblik. Og uden at få nogen som helst samvittighed bagefter. Hverken god eller dårlig. Det var bare hverdag for hende. Noget som hun var blevet så uhyggelig meget vant til efterhånden.. Hun vendte tilbage til virkeligheden og hev sig selv ud af alle sine tanker. Hun kiggede lidt på Jason. Hun fattede slet ikke at det var så mange år siden hun sidst havde set ham. Altså for det første fordi hun huskede det som var det igår. Inderst inde havde hun jo aldrig holdt op med at tænke på ham. Selvom hun skam i den grad havde prøvet. Hun havde endda drukket en masse i perioder. Men nu havde alkohol jo desværre ikke den samme effekt på Vampyrer som den havde på mundaner. Og også mange af de andre overnaturlige væsner der fandtes. Skyggejægerne var jo halvt mundan så de blev påvirket af alkohollen på præcis samme måde som mundanerne gjorde. Og Varulvene havde jo været enten Skyggejægere eller mundaner tidligere. Før de var blevet forvandlet. Med mindre de altså var født som Varulve. Men så havde alkohol vist stadig den samme effekt på hende.. Hun var egentlig ret ligeglad med om hvordan forskellige væsner blev påvirket af alkohol. Så hun lod være med at tænke nærmere over det.. Hun blev vanvittig. Han drev hende til vanvid. Og han vidste det garanteret godt selv. Det var jo nok derfor han gjorde de ting han gjorde. Som at kysse hende på halsen. Hun blev straks mindet om dengang de var sammen, og det var derfor hun gispede. Hun forstod ham ikke. Hvorfor kaldte han hende kære? Og hvorfor ville han ikke kunne finde på at slå hende ihjel? Hun så lidt uforstående på ham. Hun nægtede at skabe det mindste håb om at han rent faktisk stadig holdt af hende. Bare den mindste smule.. Det kunne han da ikke gøre. For hvorfor skulle han så have forladt hende i starten?? "Hvorfor dog ikke? Selv efter alt det du tror jeg har gjort dig?" Hun så spørgende på ham, og prøvede hårdt på at ignorere det faktum at han havde kaldt hende for kære. Så kom hun på en idé. For hun hadede nemlig selv at han havde set hende græde over ham. Den magt skulle han bare ikke have over hende! Så nu ville hun da bare prøve noget andet. "Undskyld! Jeg havde lige glemt at tage hensyn til dine følelser. Nå. Men så må jeg jo hellere gå ikke!? Nååårh nej! Jeg ejer jo dette sted! Så det betyder at DU må gå!" Hun snerrede af ham og lagde tryk på du. Hun var bare nødt til at prøve på at støde ham væk. Men han ville jo nok kunne gennemskue hvad hun prøvede på. Det var jo trods alt det samme hun havde prøvet på dengang. Da hun opdagede at han var ved at forelske sig i hende. For hun havde håbet at han ikke var. Og at hendes følelser for ham ville gå væk hvis hun bare holdt sig fra ham og vidste at han ikke havde det på samme måde som hende. Og da hun havde fundet ud af at han rent faktisk havde det på samme måde var hun gået i panik. Hun havde været rædselsslagen for at komme til at gøre ham ondt. Han var jo så skrøbelig i forhold til hende. Men det var han selvfølgelig ikke mere..

__________________
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Jason



Antal indlæg : 156
Geografisk sted : USA - NY
Job/hobbies : Handelsmand
Humor : Mystisk & hemmelighedsfuld

IndlægEmne: Re: Et møde med skaberen - Katherine   Tors 12 apr 2012 - 18:12

Ja hun vidste hvor meget han hadede at undskylde eller indrømme at han tog fejl. Men han tog ikke fejl, det nægtede han at tro på, han havde været så sikker på al den viden han havde fået og af den grund havde han truffet beslutningen der dengang havde været ret hård at træffe. Hvis hun troede at han ikke havde elsket hende, hvis hun troede at han ikke havde haft det hårdt var hun mere naiv end han troede, for det havde været hårdt, både fysisk og psykisk. Han havde godt nok ikke bukket under for den længsel og savn han havde haft til hende, for hun havde i mange år fyldt hans liv og været den eneste han kunne og ville være sammen med. som tiden var gået var dette blevet lettere og han havde affundet sig med at hun havde været en hykler, en løgner, og en simpel morder, noget hun havde gjort ham til. Alene havde han været længe, for han i noget tid overvejede at gå ud i solen og derved tage sit liv, men han var kommet til fornuft. Havde taget sig sammen, truffet et valg og kommet over hende. Eller det havde han da sagt sig selv. Hun havde været hans livskærlighed, og at komme over hende ville nok ikke ske, aldrig nogensinde! De ønskede begge at de ikke havde det sådan, hun måske mere end ham fordi hun mente hun var blevet såret. Havde de ikke haft det som de havde det nu ville alting have været lettere, og så ville hun nok have taget hævn ved at dræbe ham. Han tvivlede ikke et sekund på at hun kunne myrde folk kun mente var ’syndige’ eller gik hende på nerverne uden så meget som at blinke eller få dårlig samvittighed, men det var hendes følelser for ham som holdt hende for at gøre det, akkurat som de resterende følelser i ham holdt ham fra at gøre det samme selvom hun nærmest opfordrede ham til det. Ved hendes ord fnyste han svagt og rystede på hovedet ”Sådan som du har det.. er det her vel straf nok” svarede han ganske roligt, og dog ærligt. Han straffede hende vel rimelig meget når han ikke dræbte hende, når han lod hende lide som hun åbenbart gjorde. Han fattede dog endnu ikke at hun havde disse følelser for ham de følelser han indtil for kort tid havde troede var løgne, men han tvivlede hun. Hun kunne da umuligt have det så skidt hvis hun ikke mente det alvorligt. ”Desuden… jeg hader dig ikke, det har jeg aldrig gjort… og jeg glemmer ikke at du engang var mit livskærlighed…” han havde sænkede stemmen så selv vampyrer der kunne stå og lurer ved hjørnerne ikke ville kunne høre ham. At hun pludselig fik en ide vidste han ikke, ikke før hun pludselig gav sig til at skælde ud på ham for at slutte af med at smide ham ud. Hans blik hvilede i hendes, hvorfor virkede det her så bekendt? det var som om han havde gennemlevet det engang før. Snart kom minderne til ham hvor han skød det ene bryn i vejret ”Sig ikke at det her er endnu et dårligt forsøg på at afvise mig… det minder nemlig meget om dengang” han rystede svagt på hovedet.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Katherine
Admin
Admin


Antal indlæg : 294
Geografisk sted : Lige for tiden er det Brooklyn i New York.
Job/hobbies : You probably don't wanna know. x3

IndlægEmne: Re: Et møde med skaberen - Katherine   Tors 12 apr 2012 - 19:05

Hun håbede lidt at han ville blive fornærmet eller noget. Godt nok havde det ikke virket dengang, men det betød vel ikke at hun ikke kunne narre ham denne gang. Vel? Hun håbede at det spørgsmål ville få et nej. For hun kunne ikke klare at have ham tæt på sig. For hvis hun lod ham komme ind i hendes liv igen ville han jo nok bare knuse hendes hjerte endnu en gang. Og hvis hun sendte ham væk nu ville han bare komme snigende. Snigende lige ind i hendes liv og i hendes hjerte endnu en gang. Hun vidste bare ikke rigtigt hvad hun skulle gøre ved det. For hun kunne ikke finde ud af at afvise ham. Ligegyldigt hvor meget og hvor længe hun prøvede. Hun vidste at det ikke ville nytte noget. Selvom hun skammede sig lidt over det faktum. Og hun blev også meget irriteret over det. Men hun kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det vel? Han havde en særlig plads i hendes hjerte. Og det ville han nok altid have. Om end hun ønskede at hun bare kunne glemme alt om ham. Om hans blide og varme læber. Hans hænder der kærtegnede hende. Hans blod der smagte som en lille bid af himlen. Og hans svigt der rev hendes hjerte ud og knuste det i en million bittesmå stykker. Hun blev rystet ud af sine minder om ham og hans kærtegn ved det minde. Hun ville nok aldrig komme sig over det. At han havde knust hendes hjerte så forfærdeligt. Selvom hun muligvis en dag ville komme sig over hendes kærlighed til ham, ville hun nok aldrig glemme hans forfærdelige svigt. Og hvorfor skulle hun egentlig også prøve på det? Det mindede hende jo bare om at man ikke kunne stole på nogen. Specielt ikke fyre. Det ville jo minde hende om aldrig at lade en fyr komme så tæt på hende igen. At hun ville ende op med et knust hjerte hvis hun lod nogen snige sig ind i hendes hjerte. Hun rystede også de tanker af sig og kiggede ind i hans øjne. Hun hvæste lidt af ham. "Jeg ville ønske at du bare ville dræbe mig. Men du hader mig måske så meget at du ikke engang kan få dig selv til at spare mig for smerterne.." Hun bed tænderne sammen. Det var ikke nemt for hende at være så ond. Jo. Men ikke overfor ham. Men hun var jo nødt til at gøre sit bedste. Så glippede hun lidt med øjnene. Hun havde ikke regnet med at høre ham sige det. Nu gjorde det bare endnu mere ondt på hende at elske ham så meget. "Virkelig? Aldrig nogensinde? Hadede du mig ikke engang i et lille sekund?" Hun lød næsten desperat. Hun havde brug for at vide at han var i stand til at hade hende. Så sukkede hun lidt og bed sig igen i læben. Hvilket nok ikke var så smart eftersom hun stod så tæt på ham. Og han kunne dufte hendes blod. "Og det gør jeg heller ikke. Jeg vil nødigt indrømme det, men du har hele tiden været i mit hjerte. Og i mine tanker. Hele tiden. Selv efter du forlod mig. Jeg ville ønske at du ikke var men.. Jeg kan ikke bare ændre mine følelser for dig. Selvom jeg har prøvet. Tro mig. Jeg har skam prøvet!" Hun vendte ryggen til ham og bed tænderne sammen. Denne gang ville hun ikke græde. Det ville hun ikke! Hun vendte sig om igen lige da han sagde det næste. "Øhm. Hvad så hvis det er?! Kan du måske ikke være ligeglad?!" Hun prøvede at råbe af ham men det blev stadig bare en hvisken.

__________________
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Jason



Antal indlæg : 156
Geografisk sted : USA - NY
Job/hobbies : Handelsmand
Humor : Mystisk & hemmelighedsfuld

IndlægEmne: Re: Et møde med skaberen - Katherine   Tors 12 apr 2012 - 20:09

Fornærmet, nej det ville han næppe blive der skulle nok mere til end det der. At hun håbede på et nej vidste han ikke, han vidste slet ikke hvad der foregik i hendes hoved, slet ikke faktisk. I modsætning til hvad han troede at hun var, var han ærlig, han ville ikke lyve for hende og ville derfor ikke skjule hvis han havde det på det ene eller anden måde, eller… jo han ville skjule det, men ikke lyve om det. Kunne hun ikke klare at have ham tæt på hende, hvorfor havde hun så tilkaldt ham? for at hyggesnakke, bede ham dræbe hende, eller vande høns? Ingen af grundende var gode, og han følte sig irriteret over frustreret over at hun græd og virkede så ulykkelig når han ikke selv anede hvad han skulle føle eller tænke. I sin stille sind holdt han stædigt fast ved at han ingen følelser for hende havde, hvad der forlod hans læber bragte dog tvivl. Glemme hinanden ville næppe ske, de havde fyldt for meget i hinandens liv og sind, så uanset hvilke kærlige forhold de måtte ende med at have til hinanden så ville dette ikke ændre på det faktum at de havde været igennem hårde såvel som fredelig tider sammen. I medgang og modgang. Han kunne se at hun tænkte på deres fortid sammen, men noget rev hende pludselig ud af sine minder, og han vidste hvad det var. Han vidste det men lod som om han ikke gjorde, lod som om det ikke rørte ham, lod som om det intet betød for det burde det ikke! Han var dog begyndt at tvivle, tvivle på hende og sig selv, på sine handlinger og sine beslutninger. Det her var slet ikke til at udholde, og jo længere han blev der jo mere kom han i tvivl. Hendes eneste måde at håndtere det her på eller vise at hun havde bare en smule kontrol var åbenbart ved at hvæse af ham, snerre og vise tænder. Han himlede med øjnene over hendes hvæssen og rystede på hovedet, kvinderne brugte virkelig ikke hovedet, døde eller ej. Han lod sit svar komme og bemærkede hendes overraskelse, hun blinkede tydeligvis overrasket med øjnene hvor han blot så på hende mens hun dannede sit en sætning og omsider sagde noget ”Ikke et eneste sekund, jeg var vred, og hadede nok nærmere mig selv” svarede han ærligt, måske lidt for ærligt. Han ville formentlige komme til at fortryde det her, og det irriteret ham at han stod der, han kastede et blik forbi hende og ud af det mørke vindue. Selvfølgelig havde han bidt sig mærke i den desperate tone hvilket frustreret ham blot endnu mere, atter bed han tænderne samme og trak unødvendigt vejret dybt ind. Han behøvede ikke vende blikket mod hende for at vide at hun bed sig i underlæben, for lugten af blod var der igen og af spændte en anelse i kroppen. Hendes indrømmelse opfattede han, men han kæmpede faktisk med sin selv for ikke at miste besindelsen. Det primær han havde i sit sind var hendes blod, og det var svært at fokusere på andet. hun vendte ham ryggen, det gjorde det ikke bedre men heller ikke værre hvor han kort så på hendes ryg. Havde hun det virkelig som hun havde sagt, havde hun virkelig elskede ham ubegrænsede? De var svært at tro eller fatte. Han forsøgte at arbejde med et svar men det syntes ham at være umuligt at sige noget, hun vendte sig om mod ham igen og forsøgte at skælde ham ud, hendes ord fik den sidste smule fornuft til at forlade hans sind hvor han skubbede op ad den nærmeste væg med et vildt og næsten begærligt blik i øjnene ”Nej det kan jeg ikke” hviskede han intenst hvor han uden videre omsvøb pressede sine læber mod hendes i et krævende kys. den korte berøring af deres læber, om den ville vare ved eller om hun ville skubbe ham væk anede han ikke, men denne korte berøring sendte næsten stød igennem hans krop og hans begær blusede pludselig op.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Katherine
Admin
Admin


Antal indlæg : 294
Geografisk sted : Lige for tiden er det Brooklyn i New York.
Job/hobbies : You probably don't wanna know. x3

IndlægEmne: Re: Et møde med skaberen - Katherine   Tors 12 apr 2012 - 20:54

Hun vidste godt at han nok var ret irriteret over at hun havde fået hendes såkaldte gorillaer, Stone og Diablo, til at hente ham til hende. Hun var egentlig heller ikke selv sikker på nu hvor god en idé det rent faktisk havde været alligevel.. Hun vidste også godt at det irriterede ham meget at hun græd sådan hele tiden. Og det irriterede nok endda hende endnu mere end det irriterede ham. Men hun kunne ikke styre sine følelser. Selv efter alt den tid rev de hende stadig helt rundt på gulvet. Hun så på ham og vidste at han tænkte det samme som hende. At de havde væretalt for meget igennem til bare at være i stand til at glemme hinanden. Hvor meget de end begge prøvede på det ville det nok aldrig lykkedes dem det. Ikke engang de ene af dem. I hvert fald ikke hvis han da ellers talte sandt. Men hun kunne ikke længere finde på en god grund til at han skulle ville lyve for hende. For nu hvide hun jo også sagt hvordan hun havde det. Fortalt ham hvordan hun følte. Hun kunne se på ham at han var kommet bare en lille smule i tvivl. Og hun skulede lidt til ham da han himlede med øjnene og rystede på hovedet. Som om at hun var ham totalt underlegen eller sådan noget i den retning.. Og hun kunne egentlig godt selv se hvorfor han gjorde det. Hun opførte sig jo ikke særlig modent lige nu. Men sådan var det nu engang at han virkede på hende. Det var bare endnu en af de effekter han havde på hende. Men okay. Hun var ret ligeglad nu. Han skulle ikke have den magt over hende. Punktum. Hun nikkede bare lidt ved detnæste han sagde. Så var det lille håb da ruineret i hvert fald. Men på en måde gav det hende en varm kildren indeni. Han hedde hende ikke. Han havde aldrig hadet hende. Men han havde elsket hende. Meget endda. Og hun kunne mærke hvordan han var ved at miste kontrollen over lugten af hendes blod. Hun fik meget store øjne da han så ud til at miste kontrollen og så skubbede han hende op ad den nærmeste væg. Hun glippede lidt med øjnene da hun så udtrykket i hans. Var det mon hendes sind der spillede hende et puds? Nej. Det kunne det da ikke være. Hun ville have skubbet ham væk men hun havde hverken viljestyrken eller lysten til at gøre det. Hans kys var lidt vildere og mere krævende end de havde været dengang. Men det passede hende nu helt fint. Hun hoppede op til ham og slog benene om ham. Hun havde slet ikke krafter nok til at lade være. Hun satte sine hænder i hans hår og holdt fast i det. Ja næsten rev i det. Hun håbede ikke at det gjorde ondt på ham.. Hun kyssede ham tilbage med så meget længsel og begær at hun næsten blev helt svimmel. Hun ville nok have blevet det hvis hun vi en mundan. Men det var hun jo heller ikke. Hun følte tydeligt det stød der gik igennem hende i samme øjeblik hat pressede sin mund mod hendes. Det var så længe siden hun sidst havde kysset ham, men det føltes alligevel så normalt at gøre..

__________________
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Jason



Antal indlæg : 156
Geografisk sted : USA - NY
Job/hobbies : Handelsmand
Humor : Mystisk & hemmelighedsfuld

IndlægEmne: Re: Et møde med skaberen - Katherine   Tors 12 apr 2012 - 21:46



Hvis hun ikke anede hvad hun ønskede ham, eller ikke kunne beslutte sig eller tage sig sammen hvorfor så risikere at vise sig svag? Hun havde sandsynligvis handlede uden spor megen omtanke fordi hun var blevet overraskede over at høre at han var i byen. Denne grund ville han finde forståelig til dels, men det var ingen undskyldning overhoved! Hendes mænd havde forsøgt at ydmyge ham, og det var sket med nød og næppe, men hun havde sikkert heller ikke regnet med at synet af ham ville vække den slags følelser i hende, og dog var det sket, til hendes ærgrelse, og hans frustration. Han ville ikke glemme hende, og han kunne ikke, de havde haft en god tid sammen og det var slet ikke noget han kunne udviske fra sin sind overhoved. Han havde godt nok ønskede det, især efter at han havde forladt hende for det havde virkelig været hårdt at være på egen hånd, men han havde klarede det, og han havde fået succes! Han havde ikke været svag, men havde derimod fået erfaring, og styrke havde nydt det styrke og den magt han havde fået og den ville han ikke give fra sig. Den bedste og sundeste løsning for dem begge ville være hvis han flyttede, så ville der være afstand mellem dem, og en god grund til at undgå dette område nu hvor han vidste hvor hun var. En god grund, men let? Det var ikke helt til at sige, han troede ikke det ville være let, nej, det ville være som han havde forladt hende første gang, hårdt og smertefuldt. Han var lige så overraskede som hende da han mistede kontrollen, for i al den tid hvor de havde været væk fra hinanden havde intet blod påvirket ham sådan, intet! Og nu, han havde kun været der i nogle minutter, knap en halv time og så kunne et dråbe af hendes blod tænde så meget i ham. Alt det han havde skjult, gemt bort og undertrykt var dukkede op så pludseligt, hårdt og med så megen kræft at han havde mistede kontrollen. Hun syntes dog ikke at have noget imod det, eller også bemærkede han det ikke. Men nej, havde hun haft noget imod det havde hun nok stoppede ham, tvunget ham til det endda! Nu havde hun i stedet slyngede benene rundt om ham og han pressede sin krop mod hendes hvor hans egen skreg på hendes så inderligt. Hans læber blev hårdt presset mod hendes, hårdt, krævende og med en tydelig ivrighed. Han nød hendes duft, hendes krop, hendes smag... hun var... hende... hans skaber... hans elskede... hans livskærlighed. En rystelse løb gennem hans krop og tvang ham næsten til at bryde kysset for at lade et suk forlade hans læber. Men det varede kun kort, hvor det splitsekund det tog ham at lade det komme over, lod han deres blikke mødes men det var også det, så blev deres læber pressede mod hinandens igen.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Katherine
Admin
Admin


Antal indlæg : 294
Geografisk sted : Lige for tiden er det Brooklyn i New York.
Job/hobbies : You probably don't wanna know. x3

IndlægEmne: Re: Et møde med skaberen - Katherine   Tors 12 apr 2012 - 22:42

Hun havde ikke rigtig tænkt over hvad der kunne ske da hun havde hørt at Jason var i byen og da hun havde fået Stone og Diablo til at bringe ham til hende. Hun havde dog godt nok aldrig i sine vildeste drømme og forventninger, eller hvad det nu end var mundanerne plejede at sige, regnet med at det ville blive sådan her. Og alt dette var sket på et par minutter. Måske et kvarter eller noget. Hun var blevet så overrasket da hun fik at vide at han var i byen, at hun slet ikke havde tænkt nærmere over hvad udfaldet kunne blive. Hun havde dog bare regnet med at hun ville slå lidt på ham. Måske torturere ham lidt. Eller tage noget af hans blod. Hun havde aldrig forventet eller troet at.. At de ville ende med at kysse på den måde. Det virkede helt unaturligt. Helt uforståeligt. Men stadig så.. Rigtigt. Hun var så vant til at kysse Jason at det virkede lige så naturligt som at trække vejret. Eller.. Nu skulle hun måske hellere sammenligne det med ar drikke blod. For hun skulle jo ikke trække vejret mere. Hun havde i alt den tid, mellem da han forlod hende og nu, troet at hun hellere ville glemme alt om ham. Hun havde troet at det eneste hun ønskede var at hun aldrig havde mødt ham. Eller i det mindste at hun bare var i stand til at glemme ham. Men nu var hun lige pludselig ikke så sikker på det mere. På om hun virkelig ønskede at glemme ham. Altså.. De havde jo haft en skøn, nej, fantastisk tid sammen før han forlod hende. De havde grinet sammen. De havde jaget sammen, efter hun havde forvandlet ham altså.. Og de havde kysset. Bare været sammen og nydt hinandens selskab. Hun havde elsket den tid. Og nu da hun tænkte tilbage på det virkede det totalt uvirkeligt. Som om det hele vare havde været en lang og fantastisk drøm. Indtil hans svigt vækkede hende. Hun skælvede lidt og rystede tankerne væk. Måske havde han virkelig troet at hun udnyttede ham. At hun aldrig rigtig havde elsket ham. Selvom hun ikke forstod hvordan han overhovedet kunne overveje det. Hun troede da at hun havde gjort det klart hvor meget hun elskede ham. Hun havde fortalt ham det adskillige gange. Og hun troede da også at hendes kærtegn havde været nok til at overbevise sig om at hun virkelig elskede ham. Men.. Det var der vel ingen grund til at dvæle ved mere.. Hun gispede lidt og kyssede ham intenst og krævende videre. Han pressede sin krop endnu tættere på hendes og hun strammede sit greb om ham med sine ben. Alt det hun havde troet hun havde fortrængt og smidt væk, alle hendes meget stærke følelser, de kom alle sammen tilbage til hende nu. Og hun kunne ikke, hun ville ikke, få det til at stoppe. Alt ved hende, hendes krop, hendes sind, hendes komplette væsen, skreg efter ham. Og nu ville hun give sig selv lov til at føle det hele for en gangs skyld. Selvom hun vidste at det ville efterlade hende med et knust hjerte. Hun kunne altid finde en af hendes fjender og bede ham eller hende om at gære det af med hende. Eller provokere en eller anden magtfuld Vampyr eller Varulv og lade være med at kæmpe igen. Hun måtte jo bare fonde ud af det til den tid.. Hun mærkede tydeligt hans ivrighed. Noget der bare gjorde hende endnu mere ivrig også. Hun trak vejret i dybe og hurtige åndedrag. Det var jo ikke fordi hun havde brug for at trække vejret, men det var en vane for hende..

__________________
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Jason



Antal indlæg : 156
Geografisk sted : USA - NY
Job/hobbies : Handelsmand
Humor : Mystisk & hemmelighedsfuld

IndlægEmne: Re: Et møde med skaberen - Katherine   Fre 13 apr 2012 - 11:06


Som hende havde han heller ikke regnet med at det ville ende sådan. Absolut ikke, han havde forventede mere smerte. Og dog, hellere den smerte end hvad der foregik nu, for torturen ville i hvert fald vise ham hvor de stod, hvad deres forhold var blevet til. Det her gjorde ham blot mere forvirrede, og bragte ham endnu mere i tvivl end han i forvejen var. Hvad hvis han havde taget fejl? Tanken begyndte næsten at pine ham hvor han frygtede for at det ville ende med at vise sig at han havde levede i en løgn de sidste mange år. Han sukkede, sukkede svagt hvor han virkelig ikke vidste hvad han skulle sige eller gøre. Men det behøvede han åbenbart heller ikke, for hans handlinger ville snart tale for ham. Kontrol var pludselig ikke et ord han længere kendte, og hvad der hændte kom voldsomt bag på ham. Selv da han havde været ret ung vampyr havde han ikke mistede kontrollen som han gjorde nu. Han ønskede at fornemme hende, hendes hud og hendes krop mod sin, som i gamle dage. Hun gengældte det da kysset, og han fornemmede hendes ivrighed i det hvor hun havde ladet hånden stryge igennem hans kulsorte hår og trække i det. Det gjorde på ingen måde ondt, tværtimod nød han det hvilket han måske ikke burde. Han havde altid været blid ved hende, ikke fordi hun var skrøbelig for hun havde været den stærkeste af de to inden han var blevet forvandlet, men selv efter forvandlingen havde han været blid og forsigtig hvor deres styrke var nåede op på næsten samme niveau. Blidhed var dog ikke hvad han tænkte på i disse øjeblikke, for han ønskede at tage hende med storm, ikke være blid, han ønskede at mærke hende og føle hende uden at skulle være forsigtig. I disse øjeblikke indså han hvor meget han havde savnet hende, savnet at være hos hende og røre ved hende. Og tænk, det eneste der skulle til var at lugte til noget af hendes blod. Men lugte var nu heller ikke det hele, for som han pressede læberne mod hendes lod han tungen slikke blodet af hendes læber, straks føltes det som tusind bomber der sprang i hans mund hvor hans greb om hendes lår og liv blev strammere. Hun ønskede vidst lige så let at standse det her som ham, og han havde virkelig ikke lyst til at gøre en ende på det hvor han heller ikke gjorde mine til at ville gøre det. Hans ene hånd forlod hendes liv, strøg op langs hendes side og mod hendes bryst, den anden brugte han til at holde hende oppe selvom hun klæbede ret godt til ham. ”Katherine..” hviskede han ind imellem kyssende ”Stop mig…” han kunne ikke stoppe, så hvis hun ville have ham til det måtte hun selv sige det eller gøre det. Han havde sagt det, for at sige det, og slet ikke fordi han ønskede det. et sted håbede han hun ville standse ham, et andet slet ikke.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Katherine
Admin
Admin


Antal indlæg : 294
Geografisk sted : Lige for tiden er det Brooklyn i New York.
Job/hobbies : You probably don't wanna know. x3

IndlægEmne: Re: Et møde med skaberen - Katherine   Fre 13 apr 2012 - 15:37

Hun vidste godt at han jo nok i den grad heller ikke havde regnet med at dette møde ville ende sådan. Eller at dette overhovedet ville kunne ske. Han havde jo også troet det præcis samme som hun havde. At han aldrig havde elsket hende og i virkeligheden bare havde leget med hendes følelser og udnyttet hende. Men han havde jo så bare troet at det var hende der havde været den onde og leget med hans følelser og udnyttet ham. Han havde endda troet at hun havde fortryllet ham eller sådan noget. Men han burde selvfølgelig have vidst at Vampyrer ikke havde den slags kræfter. Han var jo trods alt selv en ikke? Hun havde i forvejen været en smule forvirret da hun fandt ud af at han var kommet til byen. Og nu hvor.. Ja. Nu hvor 'dette' skete, blev hun bare endnu mere forvirret. Hun anede virkelig ikke hvad hun dog skulle gøre. Altså som om det ikke var slemt nok at han havde forladt hende en gang for så at dukke uanmeldt op igen flere hundreder af år senere. Nu skulle han oven i købet også få hende til at huske hvor meget hun egentlig elskede ham. Og han skulle endda kysse hende. På en måde som han aldrig havde gjort før. Hun huskede tydeligt hvor blid han havde været dengang. Selv efter han fandt ud af at hun var en stærk Vampyr. Selv efter han selv var blevet forvandlet til en Vampyr. Hun havde jo været nødt til at være forsigtig og blid ved ham på grund af at han jo havde været en mundan. Og selv derefter havde hun jo været lidt stærkere end ham. Hun var trods alt både en af de ældste og en dagslyser. Såå. Hende skulle man i hvert fald ikke spøge med.. Og det vidste folk heldigvis også godt. I hvert fald de fleste. Og resten.. Ja.. De levede ikke meget længere når de først havde udfordret hende eller sådan noget.. Men nu kunne hun ikke klare at være blid og forsigtig ved ham mere. Hun var lidt bekymret for om nogle kunne finde på at komme ind for at se til hende. Hun vidste at de fleste af hendes Vampyrer ikke turde forstyrre hende med mindre noget virkelig gik galt, men hendes næstkommanderende, Damien, var ikke bange for hende. Men det var nok mest fordi han var totalt forgabt i hende.. Hun glemte hurtigt de tanker da han slikkede blodet at hendes tunge. Hun vidste at det nok ville give ham lyst til mere og hun ville med glæde give ham det. Hun havde alligevel en del at give tilbage af. Hun havde jo taget blod fra ham adskillige gange da han var en mundan. Hun rev modvilligt sin mund fri fra hans. Men dog kun for at lade ham tage noget blod fra hendes hals af. Hun brugte sine hænder til at presse hans hoved ned mod hendes hals. Så sagde hun stille men med en stemme der var fuldt af begær, "Jason." Hun prøvede at afgøre om han ville stoppe det, men han så ikke ud til at ville.. Hun kunne ikke lade være med at smile lidt. "Det kan jeg ikke.." Hun lød helt alvorlig og meget længselsfuld.

__________________
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Jason



Antal indlæg : 156
Geografisk sted : USA - NY
Job/hobbies : Handelsmand
Humor : Mystisk & hemmelighedsfuld

IndlægEmne: Re: Et møde med skaberen - Katherine   Fre 13 apr 2012 - 17:24

Nej det havde han absolut ikke, han havde ikke drømt om at udfaldet af mødet ville være dette. Han havde tænkt det værste, og han havde forventet noget helt andet. Et sted frygtede han for at hun endnu legede med ham, at det var skuespil, men… han tvivlede. Minderne trak i ham, og det var svært at ignorer de følelser han engang havde næret og som han havde gjort en brat ende på ved at skride fra hende. For pokker hvor havde han da såret hende hvis det passet at hun havde elskede ham, hvor havde han dog dummede sig og hvor var der meget at fortryde! Godt nok vidste han at deres slags ikke var magiske, men nu var denne verden ikke kun overfyldt af vampyrer, der fandtes andre racer og dem kunne hun jo have haft venner iblandt. Det her ville ikke være let at glemme, at sætte det bag dem og sige at der intet skete var næsten umuligt. Han havde nok dummet sig, og det var ikke bare lidt men ret meget! Om han overhoved kunne gøre det godt igen anede han ikke, og det betød måske intet for så snart hun genvandt fornuften og sad alene ville hun nok hade ham, og fortryde at hun havde ladet ham røre ved hende som han gjorde nu. Hvad værre var at hun i stedet for at følge hans råd og bad ham smutte eller slippe, hviskede hans navn ganske svagt mens hun brød kysset og skubbede hans hoved ned mod hendes hals. Han næsten stivnede ved denne bevægelse hvor hun opfordrede ham til at tage af hendes blod, skulle han sætte tænderne i hende!? Det havde han aldrig gjort, ikke engang dengang de havde været sammen! Hun burde ikke tilbyde sit blod sådan, hvorfor gjorde hun det dog? Han var næsten helt splittet, anede ikke hvad han skulle gøre, hans sind var i tvivl, hans krop vidste dog hvad den ønskede den ønskede hende. Læberne trykkede han mod hendes hals, mens hun udtrykte at hun ikke kunne stoppe ham. Hvad mente hun dog! Hun var da fysisk stærkere end ham, så hun kunne tvinge ham hvis hun ønskede ”Du kan godt Kath…” hviskede han mod hendes hals, kyssede hende blid op ad halsen og lod sin kind svagt strejfe hendes. Han havde virkelig ikke spor meget kontrol, og han ønskede hende virkelig! De skarpe hjørnetænder havde gjort deres entre, men han sørgede for ikke at lade dem komme i berøring med hendes hud.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Sponsored content




IndlægEmne: Re: Et møde med skaberen - Katherine   Today at 12:52

Tilbage til toppen Go down
 
Et møde med skaberen - Katherine
Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen 
Side 1 af 2Gå til side : 1, 2  Next

Permissions in this forum:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
Dæmonernes By :: New York City :: Brooklyn :: Hotel Dumort-
Gå til: