Du siger at jeg er hvad? ~ Joshua

p: Klik her
t: omkring kvart over et om formiddagen
s: Brooklyn Parken
o: En masse der er ude og nyde det gode vejr
v: solen skinner og det er vidunderligt lunt

Eliza var for første gang siden hun var stukket af fra dæmonen Steves kælder komme udenfor. Hun havde gemt sig oppe i Cain's lejlighed, i en uges tid, og havde nu besluttet at hun måtte se at komme over sin skræk for at møde Steve igen. Hun havde sat sig på en bænk, med sin skitseblok og en kop kaffe fra den lokale café, og så ud over menneskene som nød denne skønne formiddag. Og alligevel, var der noget der virkede så forkert.
Hun var ikke i tvivl, da hun så en mand med hætte trukket op over hovedet gå direkte mod hende - hun genkendte holdningen og kropsbygningen og rejste sig hurtigt op. Så hurtigt at hun spildte sin kaffe ud over en forbipasserende ung mand. Blokken faldt til jorden og hun stirrede bare på dæmonen der var få meter fra sig. Hun skælvede svagt og begyndte at bakke væk - blot for at blive stoppet af bænken.
Steve smilede et grufuldt smil da han atter nærmede sig hende.
''Hold dig væk!'' sagde hun skingert, og folk begyndte at kigge mærkeligt på hende, da hun jo skældte ud på tom luft.
''Lad mig være i fred!'' hun kom op og så igen, så sig omkring - ingen lod til at ville hjælpe hende.
''Forsvind!'' skreg hun, inden hun kom forbi bænken og bakkede væk fra ham uden at tage blikket fra ham. Alle måtte tro at hun var sindssyg.

Joshua havde besluttet sig for at tage en fri dag, og bruge tiden på at nyde naturen. Den natur der nu var at finde New York. Det var ikke ligesom i England. Han kunne godt savne England sommetider. Han gik i sine egne tanker, indtil en kvindes råb fik ham revet ud af dem. Han bevægede sig straks hen i retningen af hendes stemme. Han kunne se den, hun kunne se den, men ingen andre kunne. Højst sandsynligt en dæmon. Men det der overraskede ham, var hendes reaktion. Enhver anden skyggejæger, hvis man antog hun var det, ville ikke have råbt om hjælp. Ikke medmindre det var livsnødvendigt. Joshua gik hen til kvinden, og så på dæmonen. ”Jeg vil foreslå at du går nu, før det bliver værst for dig selv.” Han løftede i hans lange jakke, og afslørede hans seraphdolk. Det var som regel nok til at skræmme dæmonerne væk, medmindre de havde et dødsønske. Ganske rigtigt, forsvandt dæmonen og efterlod parken rolig og idyl som den burde være. Joshua vendte blikket imod den blonde kvinde. ”Er De okay?” Joshua var altid meget høflig, og omtalte folk som De, indtil han kendte dem godt nok til at kalde dem du. Han brugte dog ikke De om dæmoner. De underjordiske var i en gråzone, men så længe de overholdte fredsaftalen, var der intet problem fra hans side. Joshua så på kvinden med hans blå øjne, der udviste oprigtig bekymring for hende. Det var tydeligt, at hun ikke var klar over hun var en del af en større verden, end blot mundane. Joshua så det som hans pligt, at fortælle hende hvad hun var del af. Hun var en del af noget stort, noget mere større end et enkelt individ. Joshua kunne efterhånden godt kende forskel på de forskellige racer. Umiddelbart ville han skyde på hun var en nyforvandlet varulv eller en skyggejæger der ikke kendte til hendes pligt.

Eliza stirrede på den unge mand, der kom hende til hjælp. Hun måtte have lignet en frisk på land med den åbne mund - men hun ar helt væk. Han kunne se Steve!? Ingen andre havde kunnet se ham, undtagen hende og denne unge mand. Hvad værre var - denne unge mand bare rundt på et våben i sin jakke.
Hun trådte lidt væk fra Joshua, og så varsomt på ham.
''hvorfor kunne du se ham når andre ikke kan!?'' hun havde planlagt at sige tak, når hun følte at det var på sin plads. Nu var der bare vigtigere ting at tænke på.
Hun vidste intet om hendes fars evner som skyggejæger - kun at han var død af unaturlige årsager. Elizabeth kendte intet til Undergrunden, til dets væsner og dets folkeslag. Hun var uvidende om alt - endnu. Hun troede blot at hun var sindssyg.
I en hurtig bevægelse havde hun samlet en mellemtyk gren op og holdte den foran sig som et sværd. Hun kunne sagtens forsvarer sig selv, til trods for at hun stadig var underernæret efter tre år i Steves kælder - det var trods alt kun en uge siden hun var kommet fri.
''Hvem er du?'' hun vidste, at han ar et våben og at han var langt bedre til den slags end hende - men hun kunne sagtens få et par gode slag ind om nødvendigt.
Det var tydeligt at se at hendes tiltro til mænd lå på et meget lille sted.

Joshua så på hende, da hun i stedet virkede bange for ham. Han skulle nok forklare det hele, men ikke der. Ikke blandt så mange mennesker. ”Jeg gør Dem ikke noget.” Han trådte et skridt tilbage, da hun trak en gren frem og brugte den som våben imod ham. Joshua var ikke blot en almindelig skyggejæger, hvilket man dog ikke kunne se på ham. Som alle andre skyggejægere, så han bare helt almindelig ud. Han var som et menneske på mange punkter, bare med en viden og nogle evner, som mundane ikke havde. Kviden var tydeligvis gået i forsvar, og forstod ikke hvorfor hun kunne se dæmoner. Det virkede til, at hun havde set dæmoner før. Det tydede på, at hun ikke var en varulv. Havde hun været en varulv, ville hun sandsynligvis forstå det, eftersom hun ville forvandle sig være måned. Han gik derfor ud fra hun var en skyggejæger, men han kunne ikke være sikker. Han ville dog teste hende, for at vide sig helt sikker. Men først ville han forklare, hvilken verden hun var del i. Joshua var blevet trænet til denne samtale, og var også forberedt på de forskellige reaktioner han kunne modtage. Men mennesker var uforudsigelige, og man kunne aldrig være sikker på hvordan det enkelte individ ville reagere. ”Jeg kan forklare det hele, men ikke her.” Joshuas britiske accent slog især igennem på hans endelser, men man kunne generelt godt høre han ikke var fra deromkring. Han havde ikke boet i New York længe nok til, at hans britiske accent var forsvundet helt. ”Vil De følge mig med hen til et mere privat sted.” Joshua var klar over, hun højst sandsynligt ikke ville stole på ham. Ikke før han havde givet hende en grund til det. Han trak sin kniv frem, og bevægede sig, med rolige bevægelser, hen til bænken hvor han lagde kniven. Joshua trådte dernæst tilbage hvor han havde stået et øjeblik tidligere.

Kniven på bænken - hm.. Troede han at det var nok?
Hun samlede hurtigt hans kniv op og kastede den hen til ham igen - uden at se ham i øjnene.
''Hvis vi støder ind i ham igen vil jeg foretrække at bare én af os har et ordenligt våben.'' sagde hun bare, inden hun nikkede.
''Du viser vej. Jeg kender intet til byen her..'' sagde hun bare og lod grenen dumpe til jorden. Hun fulgte derefter med ham, uden at sige mere. Hun frygtede det værste, som hun havde gjort lige siden hun var begyndt at se disse underlige væsner.
På et punkt, vidste hun vel godt at hun var anderledes - men hun anede ikke i hvilket omfang.
Mens de gik, bed hun sig lidt i læben.
''Forresten, mit navn er Elizabeth. Bare så du ikke behøver kalder mig 'De' længere.'' sagde hun bare, inden hun så lidt ned på gruset på den sti de gik på.
Hun havde det skidt - sikkert på grund af den mad som Cain insisterede på at hun spiste. Hun var vel nødt til at lære at spise fast føde igen, men det var så udmattende at spise og fordøje. Hun hadede det næsten. En god kop kaffe kunne holde hende kørende i flere timer.

Joshua greb kniven i luften, da hun kastede den tilbage til ham. Han havde fået ret hurtige reflekser med årene. Han satte kniven på plads igen, og så på hende, da hun gik med til at følge ham. ”Det er forståeligt.” Han kunne kun dræbe dæmonen med hans dolk, men sagtens give den bank uden. Han førte hende hen til et lille område de fleste bare passerede. Han synes dog meget godt om at være der. Han lyttede til hendes præsentation og nikkede som svar. ”Mit navn er Joshua.” Han ville begynde at kalde hende Elizabeth fremover, men kun fordi hun ønskede det. Så længe folk ikke sagde noget, forsatte han med et kalde dem De og Dem. Joshua drejede derind, og satte sig på en bænk, og forventede hun gjorde det samme. Han så på hende og overvejede hvordan han skulle gribe det an. ”Du er ikke sindssyg.” Han brød sig som regel ikke om ordet sindssyg, men lige nu virkede det som det bedste ordvalg. ”Ham du så før, var ikke et spind af din fantasi. Han var lige så virkelig som du og jeg.” Han vidste godt, at lige så snart han sagde ordet dæmon, ville hun tro han var den sindssyge. ”Han er en dæmon.” Nu skulle han bare vente hendes reaktion, som han ikke forventede var positiv.

Hun satte sig ved siden af ham, og lyttede til de ting han sagde.
en hvad?! En dæmon!?
''du tager pis på mig.'' sagde hun bare og så direkte på ham.
Hun rystede på hovedet.
''Okay - lad os sige at han var en dæmon... Hvorfor kunne de andre ikke se ham!?'' hun så lidt ned på sine fingre, på håndryggen med sin fine tattoo. Hun vidste at ordene ikke betød det de sagde - men lige nu gav det hende kuldegysninger, Even Satan was once an angel. Hun bed lidt sammen inden hun så på ham igen.
''Eller rettere sagt; hvorfor er det kun os to der kunne se ham? Og hvad er jeg så, hvis jeg ikke er sindssyg!?'' hun tog sig til hovedet, hvor hovedpinen begyndte at vokse. Hun var træt endnu, og ikke helt frisk og oplagt på at finde ud af en hel masse eventyrsnak som alligevel var glemt i morgen.
Og så alligevel... Måske var det det her som hendes far havde talt om, når han havde nægtet at læse godnathistorier for hende og tjekke for monstre under sengen? At hun ville kunne se dem hvis de var der?
Hun trak benene optil sig og placerede hagen på sine knæ.
Hun havde altid været et freakshow... Enebarn, forældreløs, nu også sindssyg... Hun havde lyst ti bare at give sig ikast med at tude øjnene ud på sig selv og ørerne af enhver der gad at lytte.

Joshua forstod udmærket hendes reaktion. Hans ville have været ligedan, måske endda mere ekstrem. Han rystede bare let på hovedet, da hun påstod han tog pis på hende. Det var en naturlige reaktion, at hun troede han gjorde grin med hende. Han skulle til at svare hende, forklare hvorfor de andre ikke kunne se dæmonen, men hun ændrede spørgsmålet, så det var rettet imod hende i stedet. ”En dæmon kan skjule sig fra mennesker, men ikke for andre overnaturlige.” Han blev nød til at forklare nærmere, det var han klar over. ”Jeg er ikke et menneske. Jeg er noget man kalder en skyggejæger. Det vil sige, at jeg har engleblod i mine årer. Jeg kan ting som mennesker ikke kan, jeg kan se ting andre ikke kan se. Jeg kan se dæmoner.” Nu kom den del, hvor han skulle forklare hende, at hun heller ikke var et menneske. Han var stadig ikke helt sikker på hvad hun var, men han var temmelig overbevidst om hun var en skyggejæger. ”Det er meget af tage ind, jeg forstår hvis du har brug for en pause.” Han forventede ikke at hun ville blive særlig længe. Han havde af erfaring, at folk skyndte sig væk, hvis den virkelighed de levede i, var ved at blive forandret. Joshua forstod det skam godt, men han ville bare gerne hjælpe. Det var dog sjældent han var ude for, at en skyggejæger ikke vidste han eller hun var det. Men det hændte.

Hun var med så langt som til at han var en skyggejæger. Derfra og koblingen til hende, manglede ligesom. Hun var for fanden da ikke af engleblod!?
Hun sukkede og så en smule fortabt ned pop sine fødder.
''Hvorfor kan jeg så også se dem...?'' mumlede hun opgivende.
Hun ville være stukket af - men hun havde ingen steder at gemme sig.
Hun unne jo bare tage tilbage til Cain's lejlighed - men de havde vel begge brug for fred og ro nu. Hun lukkede øjnene lidt.

Stille rettede hun sig op og tog en dyb vejrtrækning.
''Du er en skyggejæger - du kan se dæmoner. Fint - fair nok.'' sagde hun bare, som om det hele var ligemeget.
''Men jeg er bare mig - jeg er ikke andet end Elizabeth Seagate! Og jeg er træt af at se ham hvorend jeg går hen! De sidste tre år har været et helvede!'' hun så direkte på Joshua, inden hun rejste sig.
''held og lykke med dit lille eventyrliv.'' sagde hun bare, inden hun begyndte at gå. Bare, væk fra det hele, som altid. Hun havde ikke lysten eller behovet for at blive påmindet hendes sindstilstand konstant - som han jo gjorde ved at fortælle hende sådan nogle latterlige ting. Dæmoner, skyggejægere, engleblod. Yeah freaking right!

Joshua forstod godt hvorfor hun var på vej til at gå, og han ville heller ikke tvinge hende til at blive. En dag ville hun finde ud af, at han havde talt sandt. ”Jeg forstår.” Han rejste sig, da hun også gjorde, men blev bare stående tilbage. Han ville ikke være anmassende for hende, især fordi der ikke skulle meget til efter den historie han lige havde smidt i hovedet på hende.
Steve gik hen foran Elizabeth igen, og smilede stadig slesk. Han fik åbenbart et kick ud af at køre psykisk terror på unge kvinder. Han greb ud efter hende, og Joshua gik hen imod dem. Han fandt hans runestav frem, og tegnede en rune på det nederste han hans arm. Han førte armen frem imod dæmonen, og et skarpt lys dukkede op, lyset mindede meget om sollys, bare langt tættere på. Det svækkede tydeligvis dæmonen. Joshua var dernæst hurtigt henne ved dæmonen, hurtigere end en mundan kunne bevæge sig. Han trak sin kniv og stak den i maven på dæmonen, der skreg et nærmest umenneskeligt skrig, før den faldt sammen i en støvbunke. Han rejste sig op og så på Elizabeth. Han håbede på hun ville tro ham nu, men med runemagi, et ’menneske’ der blev til støv og det ujordiske skrig, var det næsten umuligt at finde en logisk forklaring på.

Hun stivnede da Steve atter stod der foran hende - og som altid havde sit sleske smil. Hun begyndte at skælve da han rakte ud efter hende, og det endte med at hun stod med hænderne tætsluttede om sine ører da Steve kom med et umenneskeligt skrig. Han var væk.. Han var væk!?
Hun så hen på Joshua, som kort forinden havde været endnu en sindssyg person på hendes vej - og nu var han creme de la creme. Han var vidunderlig.
Hun rystede på hovedet, inden hun gik direkte hen mod ham og smed armene om nakken på ham og gav ham et kæmpe kys på kinden.
Hun kunne slet ikke beskrive hvad han lige havde gjort for hende - hvilken lettelse hun følte ved at se Steve forsvinde fra Jordens overflade på den måde. Hun slap ham dog hurtigt igen, da hun kom til at tænke på, at det kunne være at han havde en intimsfære hun ikke skulle bryde.
Hun så lidt ned på sig pletten med Steve's aske, og derefter på Joshua.
''tak er et fattigt ord..'' hviskede hun med gråd i stemmen af ren lettelse.

//lidt kort, undskyld!

Joshua kunne godt se, at Steve skræmte hende. Han var ikke sikker på hvad dæmonen havde gjort ved hende, men det kunne umuligt være godt. Da hun lagde armene om ham, og kyssede ham på kinden, stod han der bare, nærmest stivnet. Han havde ikke forventet at hun ville reagere på den måde, og hvis han ikke forventede reaktionen, var det svært for ham selv at reagere. Han så på hende da hun trak sig væk igen. ”Det er min pligt.” Joshua trak, for første gang, hans læber op i et let smil. Han ville gerne have hun følte sig tryg ved ham, så var det meget lettere for hende at tro ham. ”Jeg vil gerne hjælpe Dem…” Han rømmede sig. ”Dig. Jeg vil gerne hjælpe dig. Men det kræver et åbent sind fra din side. Det er ikke let at blive smidt ind i denne verden.” Han havde ganske vidst aldrig selv prøvet at blive smidt ind i den underjordiske verden. Det havde altid været normalt for ham. Begge hans forældre var skyggejægere, det havde altid været hans verden. Men han kunne godt forstille sig, hvordan det måtte føltes. Dog uden at være helt sikker. Man kunne aldrig med sikkerhed sige hvordan noget føltes, uden faktisk at have følt det.

Hun så på ham, en smule undrende.
''hvad mener du?..'' så gik det op for hende, at der sikkert var andre som Steve - og man kunne nærmest se hvordan hendes verden faldt sammen for hende i hendes blik. Hun blev bleg som et lig og stod der bare lidt.
''Joshua. Nu spørger jeg for sidste gang - hvad er jeg? Du siger at jeg ikke er sindssyg, og du har lige forvandlet mit værste mareridt til aske, så jeg vil prøve at tro på hvad du siger - men så må du hellere komme igang med at fortælle.'' hun mindede meget om sin far på det punkt - hun var ikke en person man tog røven på, og bestemt ikke en person vis tid man spildte.
Så man godt efter, kunne man nærmest ud fra en deduktiv metode fortælle hvad der var sket med hende.
Hun var underernæret og bleg - som om solens stråler ikke havde ramt hende i flere år. Hun led af ekstrem vitaminmangel, på grund af den mad hun fik med jævne mellemrum på to-tre dage. Huden var tør at se på og hun havde store mørke rande under øjnene som hun havde prøvet at dække med makeup. Hun lignede et lig nærmest. Men hvem ville ikke det efter tre år i en kælder med tortur og misbrug.
Hun så afventende på ham; hvad var hun? For hvis hun bare var et menneske - hvorfor kunne hun så se det andre ikke kunne?...

Joshua så på hende og nikkede. Han skulle nok forklare. ”Jeg kan ikke vide det med sikkerhed, men jeg overbevidst om du er en skyggejæger som jeg.” Han holdte en kort pause, før han begyndte at forklare hvad en skyggejæger rent faktisk var. ”En skyggejæger er på mange måder som et menneske. De ligner mennesker, lever af det samme som mennesker og omgås mennesker. Men de kan noget ud over det sædvanlige. En af de ting, er at se dæmoner. Det er en skyggejægers pligt, at sørge for menneskene er i sikkerhed.” Han tog det i bider, så hun ikke blev overvældet og slet ikke kunne overskue det. Hele hendes verden var trods alt ved at ændre sig, hvis ikke hun fik en god overgang til underverdenen, ville det ikke blive let for hende. Hun ville blive overvældet. Men han ville gerne hjælpe hende med at få en god overgang. Han så hen imod bænken igen, hvis hun ikke var på nippet til at stikke af, kunne han godt tænke sig at sætte sig igen. Det kunne godt tage noget tid at forklare, så det virkede bare bedst at sidde. Men hvis hun valgte at stikke af, var det også fuldt forståeligt. Det var noget af en omvæltning. Hun fik praktisk talt af vide, at den verden hun havde levet i var en løgn. Hun fik af vide hun ikke var menneskelig. Han forventede ikke at nogen ville tage det i stiv arm, selvom han da håbede hun var åben.

Hvordan. Det var det første der fløj gennem hovedet på hende. Begge hendes forældre havde været helt normale - eller, det troede hun da. Hendes mor var død da hun var ganske lille, og hendes far da hun var syv.
Hun kendte intet til sin anden familie - om hun overhovedet havde nogen.
Hun havde Cain, som tog sig af hende på en besynderlig måde - som om hun var en glasfigur.
Hun så lidt ned og prøvede at få tingene til at passe sammen i hovedet - men der var ikke plads.
Han behøvede slet ikke bede hende sætte sig, hun gjorde det automatisk da hun gik hen og satte sig opgivende.
Hvem var hun egentlig? Hun sukkede stille, inden hun lukkede øjnene og gned sine tindinger.
Hun trak vejret dybt.
''Hvordan bliver man en skyggejæger..?'' hviskede hun så. Hun var nødt til at vide det - havde hele hendes barndom været en løgn. Havde hendes far holdt dette skjult for hende?
''Jeg... Jeg må nok hellere komme tilbage til Cain, inden han liver for bekymret..'' sagde hun stille - inden han nåede at svare på hvordan man egentlig blev en skyggejæger. Hun ville faktisk ikke vide det.
''tak for hjælpen før..'' mumlede hun da hun havde rejst sig. Derefter begyndte hun bare at gå. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre. Hun var ikke en skyggejæger - hun var et menneske! Bom basta!

Joshua fulgte hende hen til bænken og satte sig, dog med en respektabel afstand, så hun ikke følte det hele var alt for tæt på. Hendes spørgsmål var relevant, og han ville med glæde svare hende på det. Selvom han ikke var sikker på, om det var svaret hun ønskede at høre. ”Man er født som det.” Hun ville væk, han forstod hende, men han ville gerne kunne hjælpe hende mere, så han ville tilbyde hende hans telefon nummer, så hun kunne få fat i ham om nødvendigt. Da hun rejste sig og begyndte at gå, rejste han sig også og fulgte efter mens han sagde ordene: ”Elizabeth, vent et øjeblik.” Han nåede op til hende. ”Hvis du får brug for noget, hvis du har nogle spørgsmål eller noget, vil jeg gerne hjælpe. Må jeg tilbyde dig mit telefonnummer?” Joshua håbede hun ville tage imod det, men hvis hun ikke gjorde, var der ikke noget at gøre ved det. Han så afventende på hende. Han var en meget hjælpsom person, og ville derfor gerne hjælpe hvor han kunne. Elizabeth var en af dem han kunne hjælpe. Havde det været en nyforvandlet varulv, havde sagen muligvis været en anden. Han ville stadig have forstand på varulve og kunne hjælpe personen med at forstå hvad der skete, men han ville ikke have følt en forvandling. Han ville ikke ane hvordan det var, og kunne derfor ikke hjælpe lige så meget, som hvis det var en skyggejæger han stod over for.

Hun nikkede stille, da han tilbød hende hans telefonnummer.
Hun havde ikke så meget at sige - mest af alt fordi alt hun kendte til og havde troet var sandt om sin familie havde været en løgn. Hun stod ved en afgrund og kunne ikke bakke væk nu. Enten spaghun over, ellers faldt hun til bunden og tog faldet med mod.
Hun så ikke på Joshua, hun kunne ikke få sig selv til det. Hun følte sig som en freak - et misfoster.
Stille tog hun en lille blok og en meget lille blyant frem, og skrev hurtigt et nummer ned på blokken inden hun rev nummeret af og rakte ham. Hun så lidt på ham men undgik med vilje hans øjne. De øjne hun uden tvivl kunne stirre ind i, i evigheder - blot for at prøve at forstå hvem og hvad han var og hvad han tænkte. Hun lukkede øjnene lidt, inden hun bed sig i læben.
''Så enten min mor eller min far var en skyggejæger..?'' mumlede hun stille, mest til sig selv. Man kunne nærmest fornemme den ulykke hun følte ved at indrømme at hendes liv ikke var hvad hun troede. Hun følte sig efterladt og alene igen - og det kunne sikkert ses. En dag, mange år fra nu ville hun sikkert kunne tale om det, men ikke nu. Slet ikke nu..

Joshua trak et stykke papir frem, da hun begyndte at skrive hendes nummer ned. Chancen for han ville ringe til hende var lille. Kun fordi han ikke ville presse på. Hun skulle komme til ham. Hvis han begyndte at ringe til hende, ville hun uden tvivl føle sig presset. Nej, det var bedst hvis hun kom til ham. Så var han også sikker på hun var klar til det. Han følte på hans jakke efter en kuglepen, og fandt en i hans inderlomme. Han brugte sin hånd som underlag, og fik skriblet et par tal ned. Han tog imod hendes nummer, og rakte hans over til hende. ”Ja, det er arveligt.” Han gemte hendes nummer væk i en lomme og så på hende med et smil der virkede imødekommende. ”Ring til mig hvis der er noget. Hvad som helst.” Det behøvede ikke nødvendigvis at være omkring det at være skyggejæger. Han havde brug for hendes tillid hvis han skulle kunne hjælpe hende. Så var følelsen af at have en andens tillid også rar. Han havde ikke særlig mange mennesker i hans liv, så han forsøgte at finde tillid hvor tillid kunne findes.

//Lidt kort, undskyld.

Der var vist ingen tvivl om, at hun var rådvild.
Hun ville gerne tale med ham om det - forklarer ham hvorfor det gik hende sådan på med dæmoner - men hun vidste at han ikke ville forstå det. Det var dumt, at hade sine forældre for at dø. Det var mere end bare dumt - det var barnligt. Hun hadede sine forældre for ikke at have fortalt hende noget som helst om den slags. Hun følte sig efterladt og alene - selvom hun nu kendte to hun kunne søge en form for tryghed hos.
Hun så lidt ned da hun fik hans nummer, og nikkede stille.
Hun så kort på ham igen, inden hun uden et ord begyndte at gå igen - hun kunne intet sige, for hendes stemme ville blot knække over i gråd og få hende til at fremstå svag og barnlig.
Stille gik hun langs de snoede stier, så vej tilbage til hvor hun kom fra - Cains lejlighed. Hun var ikke i tvivl om at hun var velkommen hos Cain - men det virkede så.. Underligt, at være sammen med ham. Der var noget forkert ved den fyr - hun kunne dog ikke sige hvad. Han var ikke farlig - troede hun da...

//Guess this is out?