Det er ingenting - på ære! ~ Dalia

t: omkring 23-tiden
s: Mahnattan, et lejlighedskompleks på den modsatte side af parken fra hvor Blondie bor.
v: udenfor er det koldt og vindstille. Ingen nedbør.

De røde rander under øjnene var ikke til at tage fejl af, da den førhenværende befalingsmand Seth Roosewelt gik op af trapperne til sin lejlighed i Manhattan. Iført en hvid tanktop der var gennemvædet af blod og febersved, sorte jeans og en læderjakke samt sorte sko, havde han bevæget sig den slagne vej fra sygeplejerskestuderende Blondies lejlighed og hen til sig egen, hvor hans søster Dalia måtte være ved at gå ud af sit gode skind over hvor han havde været hele forrige nat og hele dagen.
Om hans hals var bandagerne endnu, selvom han ikke rigtigt kunne fordrage at have noget om halsen - var det nok bedst at de blev der så Dalia ikke så sårene der var ved at hele.
Hans ellers pæne og tilbageredte hår sad til alle sider i et vildt tumult og han havde blod i panden fra da han hamrede ned og slog panden mod trappetrinnene.
Det var sent på aftenen nu, klokken var vel omkring 23.. Han var udmattet, og rystede svagt af dette. Gad vide hvor mange gange han var besvimet inden han var kommet fra Blondies lejlighed?
Han fik nøglen i låsen til lejligheden på femte sal, og lænede sig lidt mod døren - da han fik den åbnet havde han glemt at han lænede mod den, og faldt ind i entreen i lejligheden. Han stønnede af smerte og udmattelse, da han prøvede at rejse sig igen.

Seth var ikke typen der pev, ikke over smerter eller sygdom - men han havde det virkelig skidt.
Da hans søster kom ud for at hjælpe ham, så han undskyldende på hende og mumlede noget med at han nok skulle forklarer så snart de var kommet ind i stuen.
Da han dumpede ned i sofaen ømmede han sig lidt over halsen, hvor bandagen var ved at blive lettere rødlig igen.
''Hejsa..!'' sukkede han frustreret, og fik bakset jakken af uden at rejse sig.
''Et møde med en ....ulv i parken. En ung .... kvinde hjalp mig.'' sagde han bare - han kunne da ikke sige til sin lillesøster at der fandtes varulve - og da slet ikke at han om få dage selv ville være en.
''Der må v-være kommet infekt-tion i biddet..'' mumlede han da han igen begyndte at fryse og koldsveden løb ned af ham.
Han havde forstået, at han ville være syg indtil han blev forvandlet - og han hadede hvert sekund af det.
Heldigvis havde lejligheden været billig i forhold til hvordan den var indrettet.
To store soveværelser, hvor det ene havde egen bad og et stort walkindcloset. Han havde ikke engang diskuteret det med Dalia - han havde blot stilt hendes ting derind. Hun var ikke en lille pige længere, og nogle gange kunne det blive for meget at bo sammen med storebror og dele badeværelse. Privatliv fik hun altid en mulighed for.
Hans eget værelse var indrettet som det han var vokset op i. En sovegemak på militærskolen. Hans tøj var altid på sin plads, hans værelse var altid pletfrit. Han kunne ikke leve anderledes - det var alt han kendte til.
Køkkenet var et separat rum, med spisebord og fire stole, samt komfur, køle-fryse skab og masser af bordplads. Skabe var der nok af. Egentlig kunne han sagtens have levet af at bo i en et-værelses og dele køkken og bad med en anden - men Dalia skulle ikke tvinges til den slags. Derfor havde han brugt sin opsparing fra diverse fødselsdage og fester, til at købe lejligheden. Dalia skulle aldrig stå uden et hjem.
Han så på Dalia med et lille undskyldende smil.
''Du ved... Du har dit månedlige gejl.. Nu har jeg også snart mit.'' mumlede han henkastet.
''Har du grædt..?'' han så nu mere bekymret på hende, end hun så på ham. Dalia der græd, det knuste ham totalt hver gang.

Han så en smule drilsk på hende, da hun mistolkede hans lille kommentar.
''Jeg kan altid forklarer senere.'' sagde han med et lille charmerende smil.
''Og den film er altså en klassiker! Jeg fatter ikke at du stadig ikke kan lide dem!? Jeg tvangsindlægger dig til Titanic når jeg får det bedre!'' grinte han, men han tav dog hurtigt grundet smerter i halsen.
''Hun var sygeplejerskestuderende. Hvis jeg dør kan du altid give hende skylden.'' smilede han. Det var tydeligt at se at han havde det skidt - men når han var sammen med Dalia var det let at glemme.
Han puffede blidt til sin søster, og strakte sig lidt.
''Hvad har du ellers gået og lavet? Gjort rent har du i hvert fald ikke!'' konstaterede han, da et par af hans underbukser lå smidt halvvejs ud mod badeværelset. For, nu var det da hans - ikke!?
Han smilede inden han så lidt op i loftet.
''Lia... Tror du på dæmoner og den slags? Du ved, alt det der med jeres teenagerbøger.. Varulve?'' han lukkede øjnene lidt. Måske ville det snart gå op for hende hvad han snakkede om - hvorfor han havde det så skidt. Hvis ikke, måtte han vel bare holde sig væk den første fuldmåne..

Han lyttede til hendes dramatiske plapren om mennesker der døde.
Yeah.... Døden var pludselig noget der ikke rørte ham så meget længere.
''Nej!'' grinte han, da hun spurgte om han mente han var en varulv. Nej, det mente han naturligvis ikke! Men Blondie havde med detaljer forklaret ham det hele - og derfor troede han da også selv en smule på at det var en mulighed, men han skubbede det fra sig hurtigt.
''Men Blondie - pigen der hjalp mig - mener at være en selv, og at det var en varulv der angreb mig... Lia - du ved at jeg ikke tror på den slags, men for en sikkerheds skyld, vil du så ikke love mig at du holder dig væk fra lejligheden ved næste fuldmåne?..'' han så direkte på hende med et bekymret blik. Tanken om at der skulle ske Dalia noget gjorde helt ondt i hjertet. Hun var jo for pokker alt han havde!
''Undskyld mig!'' gispede han, da han mærkede hele maven vende sig og mavesyre blusse op i halsen på ham. Han rejste sig og tumlede ud på badeværelset, hvor han hostede maveindholdet ned i kummen. Han brummede utilpas mens han lå med hovedet mod kummens kant og lukkede øjnene.