Casey havde selv været igennem det samme, for meget kort tid siden. Hun var slet ikke egnet til at tage den samtale med en ny varulv, men hun var den eneste der havde været der. Hun var nød til det, og det var bestemt ikke gået godt. Da han kom hen imod hende, og lagde hans hånd på hendes skulder, blev hun mere opmærksom på ham, og fokuserede på hans ord frem for hendes egne tanker. Hun ville heller ikke holde ham længere end højst nødvendigt, hun var bare ikke tryg ved at han gik derude med et lækkende sår. Hun tog panden af varmen og drejede sig rundt imod ham, da han havde fjernet sin hånd igen. ”Nej, det er okay. Jeg har lige fortalt dig du er en varulv, efter du er blevet bidt af en ulv. Du må tro jeg er sindssyg.” Hun så på ham med et forsigtigt smil. Hun ville bare hurtigt tjekke, at det ikke stod for slemt til med såret, så hun ikke bekymrede sig ud af sit gode skind. Selvom hun knap nok kendte Seth, følte hun sig på sin vis ansvarlig for ham. Hun havde fundet ham på dødens rand, hun havde hjulpet ham, plejet ham. Han var den første hun havde mødt, som vidste endnu mindre om de underjordiske end hende selv. Hun følte det var hendes pligt at hjælpe ham, give ham en god overgang. ”Lad os hurtigt få kigget på såret, så du kan komme hjem til Dalia.” Casey gik hen imod sofaen, og forventede at han var godt nok gående til selv at komme derhen. ”Jeg kan give dig nogle smertestillende med, som vil hjælpe på feberen og formindske smerten i såret.” Han behøvede selvfølgelig kun at tage dem, hvis han mente han fik brug for dem.
//Der var masser at svare på, så det gør ikke noget (: