Løber hjemmefra

"det glæder mig du er sulten, jeg plejer altid selv at have rester til overs som jeg normalt stiller udenfor til folk og fæ der ikke har det lige så godt som jeg selv" sagde han og tog et par tallerkener, bestik og krus mens hans hænder atter blev af kød og blod som erstattede metallet, "ja man kan sige at jeg havde et job der skulle ordnes, som der nok kom til at svine mere end hvad godt var"

" jeg .. jeg tror ikke jeg vil spørger mere indtil det " sagde hun nervøst, og så lidt ned i bordet " er du så den eneste warlock, eller findes der andre? og findes der andre væsner udover warlocks og vampyrer ?" spurgte hun så af ren nysgerrighed, hun tog sig igen til maven da den begyndte at knurrer .*stop så mave !!* tænkte hun vredt

Deartháir satte servisen på bordet, "det er nok også bedst" sagde han, "jeg vælger ikke selv mit eget liv, eller mit eget arbejde, jeg hjælper bare der hvor jeg kan... jeg meldte mig heller ikke frivilligt til krigen første gang, jeg havde det godt nok med at lave mad og optræde rundt omkring, men folk fik af vide hvad jeg kunne, og jeg havde ikke noget valg," han hældte lidt kaffe op i sit krus og tog en tår, "et stykke inde i det fandt jeg ud af hvad jeg var god til, bare at udføre arbejde uden at spørge så meget, så det er det jeg lever af nu, gamle lønninger, tjenester og frisk tjente penge"

" det lyder hårdt " sagde Adia stille " men jo du vælger selv dit eget liv.." sagde hun stille " eller retter du vælger din egen skæbne " hun begyndte at tage noget af den lækre mad og uden at se på ham " du bedstemmer selv hvad du vil være med til .. og hvad du vil lave " hun var bange for at han ville blive sur på hende ...

"sådan er det desværre ikke for alle racer" sagde han og lænede sig lidt ind over bordet, "du sagde du ville vide hvilke andre racer der er, men der findes flere end dem du kender, Mundanerne, Warlocks, dæmoner, vampyrerne, varulve, modbydelige væsner, de fælder og er så uregerlige" sagde han med et lille grin, "så er det også engle og feer mm, alle væsner man næsten ikke kan stole på"

Adia sad forstenet, med stor øjne " ingen søde .... nuttet væsner .. som eventyr ??" spurgte hun en smule skræmt, men prøvede at skjule det. " nuttet ... små .. " gentog hun " lige som dig.. sød, venlig, hjælpsomt, kan ikke gør en flue fortræd?" drillede hun og begyndte at tygge sin mad igen

"selv feerne er nogle væsner man skal passe på med, eventyrene er kun skrevet i sin tid for at ligge en dæmper på alt det med vores tilstædeværelse her" forklarede han, "kun skrevet til at folk ikke skulle tro vi alle var galninge og vilde tosser som vi egentlig er"

" du da ikke nogen galning " sagde hun og smilede frækt, og rejste sig op og gik om bag ved han og nussede ham på kinden. " niks du en sød nuttet panda dæmon " sagde hun som om hun snakkede til en lille baby, og rodede ham i håret før hun gik hen, og dumpede sig ned på sin plads og smilede. * hvordan mon han tager det? * tænkte hun og så undersøgende på ham.

"en panda dæmon" grinede han lavt, "havde det da bære været så vel at det var i den afdeling jeg sad" langsomt begyndte han at forvandle sig helt til metal, og derfor blev hans stemme en anelse forvrænget da han fortsatte, "der er vist en slem forbandelse kastet over mig, det er derfor jeg blev taget med i krigen" han rakte de matte metal hænder ud imod hende, "dette mærker mig for altid, det er det der gør jeg ikke kan leve som jer Mundaner eller mennesker" sagde han

Adia tog chancen, og lagde sine hænder på hans. Det føltes mærkeligt at rør ved " det altså ikke så slemt som du tror " sagde hun stille " du stadig den samme inden under alt metallet " sagde hun uden at se op på ham, men kun fokuserede på hans hænder. Hun sad helt stille og bare vendte og drejede hans hænder, imens hun bare undersøgte dem. hun nød at rør ved ham specielt fordi han var så rolig ...

"så prøv du at blive fanget under en stor krig, og sat op af en pæl eller mur for derefter at få skudt omkring et regiments magasiner i bryst kassen" sagde han og vred nakken et par gange til hver side, så en metallisk knirken fra nakken af, "og så få det gjort hver dag i 15 dage" han lod hovedet 'falde' ned mod sit bryst, "jeg er intet værrere end et hvert af de andre uhyre der findes" sagde han og blev langsomt igen af kød og blod

hun hev hænder til sig, da han var ved at blive sig selv igen. " fint du et monster .. tilfreds?" sagde hun fornærmet, og rejste sig fra bordet. *spild af tid at prøve på at opmuntre ham * tænkte hun vredt " nåh men når du nu ikke har følser, så finder du da aldrig en pige??? eller du vil da have svært ved at vide om du kan lide hende " sagde hun uinteresset og strakte sig igen og gabte en smule

Deartháir lænede sig tilbage og så på hende, "det må du undskylde," sagde han lavt, "jeg er bare ikke vant til at være i så godt selvskab i for lang tid af gangen" han rejste sig langsomt og begyndte at tage af bordet igen, "jeg forfølges af onde minder som bliver ved med at sige jeg skal være ond, og at jeg er et monster... umenskelig" han lagde tingene ned i vasken og hentede derpå resten, "nu har du set hvad jeg er, og hvordan jeg er formet, hvordan skulle nogle kunnet...... andre warlocks mener ikke de er forbandet lige så slemt som jeg, jeg er den eneste jeg kender som selv skal forvandles efter evne"

hun sukkede, og tog sine ting og lagde dem og til sin madras så man ikke gik og faldt i det. Hun valgte at lade være med at kommenter hans lille forklaring, da der sikkert ikke ville komme noget godt ud af det når hun var fornærmet som hun var. Hun fandt sin pung frem, og lagde den i sin lomme. Og satte sig på madrasen og tog sin tegning frem og så om der noget hun kunne ændre ved den " suk" var det eneste hun fik frem

Deartháir lagde de sidste ting i vasken og gik hen for at sætte sig ned over for hende, "jeg håber du kan de det med mine øjne" mumlede han, "det er ikke for at være ond over for dig, men.. men.." han tav og så ned imens han lod sine hænder løbe langs metalringene om håndledne, "og dette er grunden for min egen forbandelse"

hun ville ikke se på ham " hvorfor tager du dem ikke bare af ... eller skærer dem af.." sagde hun en smule vred tone, og gjord hans øjne på tegning følses løse. Hun var godt fornærmet af en eller anden grund, og hun havde bare ikke brug for at få den mærkelig følelse hun aldrig havde haft for en anden person. Specielt ikke når hun sad og prøvede at være fornærmet

"du kan da prøve" sagde han og lagde armen hen imod hende, "bare tag fat og hiv alt hvad du kan, du kan også gå hen til opbevaringsskabet, trykke på knappen på indersiden og så tage den riffel som kommer ud af vægen til højre det og prøve at skyde den af" han havde intet tegn på sjov i stemmen, snarrere den dyneste alvor, "ej det sidste var en joke" sagde han efter lidt tid, "men de er ikke til at få af, jeg har prøvet alt... sådan er det at være barn af en borbandet dæmon" han trak på skuldrene, "giv mig en chance til, jeg skal prøve at være bedre til at styre mig"

hun så kort på hans arm " det skulle være mærkeligt hvis jeg var stærkere ind dig så nej tak " sagde hun i en lidt letter tone, og lagde sin blok ved siden af sig og lode som om hun over hørte det med at give en chance til og så på ham med et tomt bilk. " skulle du ikke til at tage noget tøj på så vi kan komme i byen ?" sagde hun utilfreds, og vendte ryggen til ham og tog blokken igen og tegnede videre .

"må jeg da ikke gå ud med kåben på?" spurgte han os smilede til hende, "nej jeg kan godt se hvad du mener, det ville ikke se godt ud" han rejste sig og gik hen bag en lille 'skillevæg' for at klædte sig igen med bukset, skjorte, slips, vest og habbitjakke, "så er jeg klar" sagde han roligt imens han tog noget fra en skuffe ned i inderlommen, "skal vi tage til skræderen? så kan vi få givet dig en lille tur også"

Hun rejste sig op, og hoppede ned fra madrasen og gik hen til døren. " jeg har jo sagt at jeg køber ting på udslag ... og nogen gange genbrugs tøj " sagde hun en skrap, og en smule venlig tone. "og sådan nogen skrædder har enlig aldrig været mig, da de minder mig om min mor der prøver at tvinge mig ned i kjoler og stramt tøj som var blevet syget spejlet til mig så .. nej men jeg går gerne med så du kan få lavet din vest" sagde hun og prøvede at skjule sit lille smil du mod hende vilje dannede sig på hendes læber. " men jeg skal ikke have lavet noget " sagde hun

Deartháir åbnede døren og gik udenfor, "han laver altså ikke kun tætsidende tøj, han er også god til at lave løst tøj, jeg får alt lavet hos ham" sagde han og ventede på Adia kom med ud af døren så han kunne lukke og låse døren af

Adia gik ud af døren og op af trapperne " jeg lige glad jeg har ikke lyst " sagde hun og kiggede ud mod vejen " kommer du?" sagde hun " jeg køber noget på udsalg .. lev med det " sagde hun og prøvede at lyde barsk .. hvilket ikke gik så godt hun begyndte at grine lidt over sig selv

Deartháir trak på skuldrene, "det er sjovt som i kvinder har forandret jer med tiden," sagde han og låste døren efter dem og fulgte trop med hende, "først vil i gå i andet tøj, altså nu snakker jeg om for år tilbage, så får i andet tøj, og nu vil i dødhjælpe mig gå i det tøj i oprindelig gik i" han rystede på hovedet mens de gik, "på trods af ens alder er der stadig ting som han overraske en" han lagde armen om hende og tog hende med et blidt greb om den ene skulder, "men kan vi ikke blive enige om" sagde han lavt til hende, "at her ude, uden for kælderen er jeg bare en ganske normal dreng på de 18 år?" han så på hende, "jeg har levet under jorden i en 21 år, og jeg er begyndt at holde af stilheden"

Adia rullede med øjne " altså hvis jeg skal være helt ærlig, jeg bryder mig bare ikke om at ligne en dulle eller at drenge konstant kigger på mig " sagde hun ærligt og så på ham " og jo det kan vi godt " grinede hun " en helt " normal " dreng " grinede hun, og lagde tryk på normal. Hun rødmede en smule da han lagde armen om hende, hun kiggede rundt. Bilerne kørte frem og tilbage, og der var folk der gik rundt. Det var slet ikke som om natten ... hun begyndte så småt at forså hvorfor han holdte af stilheden.

"jeg er glad for at du forstår mig" sagde han glad og lænede hovedet tættere på hende, "men ved du hvorfor det virkelig er at drengene kigger efter pigerne?" spurgte han og forklarede uden at vente på svar, "det er fordi den måde pigen klæder sig på gerne viser hvor standhaftig pigen er, nogle vælger at klæde sig let på, og drengene ser meget på dem ja, men ved de kan ordnes nemt, piger med stil og klasse bliver drengene lidt mere bange for fordi de ser mere vilje faste og mere dominant ud"