You're gonna go far kid ~ Jace

Jace havde trænede med Clary det meste af formiddagen og derefter havde de opholdt sig på hendes 'værelse'. Nu boede Clary ikke på insituttet så det var ikke rigtigt hendes værelse, hun lånte det bare som for at kunne tage et bad og skifte tøj efter træning men det lignede alle andre værelser. Han havde siddet på hendes seng og ventede på at hun havde vaskede sig og taget tøj på inden de sammen forlod hendes værelse kun for at tage afsked med hinanden. Naturligvis var afskeden blevet ret hed inde på selve værelset, men ikke uden at han havde fået kontrol over det i sidste ende. At Isabelle var på jagt efter ham anede han intet om, hun kunne have sms'et så havde han nok skrevet hvor han var. Hun havde endelig en ret god evne til at dukke op på de forkerte tipunkter når han var sammen med Clary, og derfor havde hun op til flere gange fangede dem i at være viklede ind i hinanden. Ikke desto mindre forblev hun hans bedste veninde, og adoptivsøster, han holdt utrolig meget af hende og ville beskytte hende med sit liv som han ville besklytte resten af hendes familie og hans nærmeste. Nu gled døren op til Clary's værelse og denne dukkede op efterfulgt af Jace som lod den glide i bag sig. Hans blik faldt straks på Isabelle "Izzy, hva så?" hilste han med det sædvanlige flabede og skæve smil over læberne. Clary vinkede til vinden "Jeg bliver nød til at skynde mig, mor flipper hvis jeg ikke er der om en halvtime" sage hun, smilede til dem på skift inden han fik et hurtigt kys og hun var smuttede. Han kiggede kort efter hende inden han vendte blikket mod Isabelle igen.

Outfit: Mørke jeans, en mørk skjorte med de tre øverste knapper åbne og træningssko.

Godt nok var de faldet over hinanden på nogen af de forkerte tidspunkter, hvilket havde gjort situationen akavet og underlig, men det synes aldrig at have ødelagt deres venskab, haft nogen negativ påvirkning eller skabt en akavet situation i længere tid end det lige havde varede da hun var dukkede op. Izzy var en af de ganske få han havde nær og holdt utrolig meget af, godt nok gik han ikke rundt og gav udtryk for dette men han var sikker på at hun vidste det uden at han behøvede at sige det lige ud. At han og Clary stod med en halv meters afstand var ret meget i forhold til hvad hun plejede at finde dem i, nemlig viklede ind i hinanden og nærmest midt i en akt. Som Izzy og Clary også tog afsked fulgte han kort hans rødhårede kæreste med blikket inden han atter rettede blikket mod Isabelle som virkede fraværende da hun omsider svarede ham. Han behøvede ikke at overveje hvad hun tænkte på, for han vidste det. Max havde været et stort tab, for hele familien. Det var hun heller ikke længe siden, og det var svært at gå rundt uden at tænke på ham, især her hvor drengen havde boede. Isabelle græd ikke, men han behøvede ikke spørge for at vide hvordan hun havde det inden i i disse øjeblikke. I stedet for drejede hun selv samtalen væk fra det de begge havde tænkt på "Clary og jeg fik trænede og ellers... har du mig for dig selv resten af dagen" svarede han med den sædvanlig flabede smil over læberne. Han stak hænderne i lommerne på sien jeans og vendte blikket ned af gangen, var der ikke andre end dem i instituttet? Alec var sikkert sammen med Bane, Robert og Maryse på arbejde igen, og May gloede sikkert på sig selv i et eller andet spejl.

Han kunne da umuligt blive vred over hende fordi hun dukkede op de forkerte tidspunkter, i hvert fald ikke i længere tid af gangen, ja faktisk var det bare kortvarig irritation og så var det over igen.
Han vidste også godt hvilke stadie deres venskab var i, de var ikke bare venner, men tætte venner, ja søskende! han havde jo også levet størte delen af sit liv med hende og resten af hendes familie så det var vel ikke underligt. Og.. så var han nok den eneste fyr - bortset fra hendes brødre - hun ikke havde forsøgt at forfører eller lege med.
At han var i stand til at bringe smil frem over hendes læber ville ikke komme bag på ham, han vidste trods alt hvilke evner han var i besiddelse af og han var altså en fyr der kunne få de fleste piger til at le, om det var på den måde eller venskabeligt var underordnede. Jo han var selvsikker, måske for meget men det var velfortjent selvsikkerhed.
De havde alle minderne fra krigen i tankerne det meste af tiden, ja alle. For de havde aller oplevede en side af denne krig som var voldsom, han selv var blevet dræbt af Valentine, noget ingen vidste om, ingen udover Clary som havde bragt ham tilbage til livet igen ved at bede englen om genoplive ham. Hendes svar fik et større smil frem over hans læber "Og glad skal du være! Har du lyst til at lave noget specielt?" spurgte han. Han nikkede i retningen af stuen hvor de kunne ligge og dovne lidt indtil de fandt ud af hvad de ville bruge tiden på. Snart satte han sig i bevægelse mod stuen velvidende at hun ville følge efter.