Vil du være en Skyggejæger, en Vampyr, en Varulv eller noget andet? Her kan du!
 
IndeksCalendarFAQSøgTilmeldte brugereGrupperTilmeldLogin
Login
Brugernavn:
Kodeord:
Log mig på automatisk ved hvert besøg: 
:: Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email
Hvem er på nu
Der er 1 bruger på systemet nu: Ingen tilmeldte, ingen skjulte og 1 gæst

Ingen

Flest brugere online på samme tid var 14, Ons 9 okt 2013 - 15:33
Regler for siden og brugerne
Lør 3 jan 2015 - 4:09 by Elena
Hey folkens! Der kommer lige til at stå nogle små huskeregler for siden herinde ;-)



Comments: 0
Top posters
Deartháir
 
Adia Adrin
 
Clary
 
Madison
 
Katherine
 
Jace
 
Aleck
 
Jason
 
Castella
 
Tia
 
Latest topics
» Jeg søger... Kontakt med jer igen!
Man 2 maj 2016 - 17:29 by Clary

» Cooking skills - Tia
Ons 23 mar 2016 - 21:23 by Tia

» Lets light this place up. *emnesøgning*
Tors 3 mar 2016 - 17:34 by Michael

» New year, new me [ÅBENT]
Lør 9 jan 2016 - 23:26 by Madison

» Aisling Rowan
Fre 1 jan 2016 - 18:24 by Clary

» Little miss perfect søger alt !
Man 28 dec 2015 - 17:16 by Aisling Rowan

» Signs of Trouble ☾ Darryl ☽
Søn 13 sep 2015 - 3:17 by Jackson

» Away from the wolves - Jackson.
Lør 12 sep 2015 - 20:02 by Jackson

» Give me everything! ~ Søgning :-)
Tirs 23 jun 2015 - 18:18 by Marina

Top posting users this week
Top posting users this month
Statistics
Der er i alt 103 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Aisling Rowan

Vores brugere har i alt skrevet 3901 indlæg in 269 subjects

Share | 
 

 Fighter - William

Vis foregående emne Vis næste emne Go down 
ForfatterBesked
Tristan



Antal indlæg : 18
Geografisk sted : Instituttet, Brooklyn, New York, USA
Job/hobbies : Skyggejæger
Humor : Just because you sleep, it doesn't mean you're free of all the pain and sorrow

IndlægEmne: Fighter - William   Ons 21 nov 2012 - 16:25

Tid:: 21.23
Sted:: En af gyderne i Brooklyn
Omgivelser:: Umiddelbart ikke andre end ham selv
Vejr:: Koldt, mørkt samt en kølig vind

I Tristans, en dreng på 10, øre lød vinden, som en svag hvisken. En hvisken, der udfordrede hans mod. Udfordrede ham til at gå længere ned ad den gyde, han havde begivet sig ned ad. Egentlig burde han slet ikke være. - Hvis han skulle høre efter hans brors formanende ord om, kun at holde sig til de lyse og folkerige gader. På gader, hvor der aldrig ville ske åbenlyse mord så tidligt på aftnen. Men man skulle vel aldrig sige aldrig, som man sagde. Og Tristan var ikke ligefrem kendt for, at høre efter hvad hans storebror sagde, eller nogen andre for den sags skyld. Egentlig utroligt så meget hans forældres død havde ændret ham. Dengang var han en dreng, der altid hørte efter og aldrig gjorde noget han ikke måtte. Nu var han det præcis modsatte. Men hans glade jeg havde ikke forladt, nærmest fordoblet, hvis det var muligt. Glad, hyper og umulig at få til at lystre. Muligvis ikke de bedste ting blandet sammen, men sådan var han.
Vinden fik hans sorte pandehår til at flyve ned i hans øjne, noget han med en irriteret bevægelse fejede væk, før han gik videre ned ad gyden.
Han kastede et enkelt blik tilbage og åndede lettet ud, da han opfattede, at han stadig kunne se lysene fra gågaden. Lanterne, der hang ned fra snore, lyste gaden op i et beroligende lys. Egentlig vidste Tristan ikke helt, hvorfor der var hængt lanterner op, men han gik ud fra, at det var fordi, der var en slags fest. Åbenbart.
Han kiggede ned på jorden med et trist ansigtsudtryk, hvorfor smed folk så meget affald? Han kastede et sidste blik på den oplyste gade, der lå godt og vel femogtyve meter væk. Måske mere.
Så begyndte han at gå igen. Vinden kaldte på ham. Ville have ham til at følge med. Og han fulgte med den, lyttede til den. Måske kunne den føre ham til et sted, der var lidt mere spændende end det tomme værelse på instituttet, han havde fået tildelt, fordi hans storebror gerne ville have lidt 'privatliv'.
Han lagde hænderne mod den kolde mur, han var havnet var. En blindgyde. Han bed sig i underlæben og skulle til at vende sig om, da han opfattede et lille vindpust bagfra. Han vendte hovedet halvt, og fik øje på den kulde, der lyste ud af vampyrens øjne. Han vendte sig helt om og famlede efter sin dolk, han havde fået af sin bror umiddelbart efter de forlod Idris for under et år siden.
Vampyren lagde hænderne mod hans hals og et grumt smil afslørede dens to spidse tænder. Tristan tabte sin dolk, der klingede mod jorden og trillede uden fra hans rækkevidde. Tristan stirrede fortabt efter dolken, før han kiggede ind i vampyrens kolde øjne.
"Du er ikke ond..", hviskede han halvkvalt og tvang sig selv til ikke at hoste,"Du er stadig et menneske!"
Det sidste sagde han med sådan en overbevisning, at de fleste ville have hørt efter. Men der var ingen ændring i vampyrens blik.

//Du sagde, det skulle starte et farligt sted - jeg er som ånden i en lampe, jeg opfylde ønsker ^^'
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
William



Antal indlæg : 57
Geografisk sted : Brookelyn, New York - Oprindeligt fra Leeds, England.
Job/hobbies : Skyggejæger
Humor : Where is the glory in repeating what others have done?

IndlægEmne: Re: Fighter - William   Ons 21 nov 2012 - 16:47

William tømte kruset i en hurtig bevægelse, og lod derefter sin sorte hætte glide op og lade hans ansigt ligge hen i skygger. Han øjne fulgte sammenknebent vampyrkvinden, der lagde hånden på skulderen af en fyr, og pegede ned af en gyde. Der var fest i gaderne, og det var en af grundene til de mange væsners opdukken. Når der var mange mundaner, var der mange væsner, og når der var mange væsner blev der nødt til at være et par skyggejægere eller to. Will var taget af sted uden at vide hvem der ellers ville være der. Det var ikke engang noget han var blevet opfordret til, men han følte at det ville være en udsøgt mulighed for at se New York an. Se hvad der skete de mere dunkle steder, og måske blive præsenteret for nogle af bøllerne i byen, så han ikke ved en fejltagelse valgte at fornærme dem åbent – ikke at han skulle holde sig tilbage hvis en eller anden magtfuld vampyr besluttede at lege verbal krig med ham, selvfølgelig. Manden slikkede sig om munden, og Will havde været i faget længe nok til at regne to ting ud. Manden var vampyr og han var sulten. Kvinden havde tydeligvist peget ned i gyden og sagt noget ala ’her er noget mad til dig, lad være med at grisse’. William sukkede for sig selv, og rejste sig op. Han trak hætten endnu længere ned over ansigtet, og havde allerede hånden på sin dolk, men da hans øjne løb hen over forsamlingen af mennesker, kunne han ikke få øje på manden. Han knyttede irritabelt hænderne sammen til en knytnæve, og var få sekunder fra at slå den ned i bordet, da han så en person løbe ind i gyden. Det gik op for Will at han var sent på den, og med en kraftig ed, spurtede han efter vampyren. Han prøvede at lade være med at skubbe til folk, men eftersom det var et tæt område, fik han alligevel skubbet nogle folk på jorden. Han gad ikke engang råbe undskyld efter dem. Gyden var dyster, men en form for mellemgyde, der lå som smutvej fra en stor gade til en anden. William satte farten op, og drejede så mod højre. Det var en ren intuitiv ting at gøre, for han vidste i realiteten ikke om vampyren var gået til højre eller venstre. Han stoppede paralyseret op, da han endelig fik øje på dem. Synet havde samme virkning på ham, som den gang Jace havde fortalt ham at en 8 årig skyggejæger var blevet dræbt. Han betragtede den lille fyr, og mærkede hans frygt krible ned af rygraden på ham. Han lagde mærke til en kniv, der lå lidt fra dem, og med stadigt stigende rædsel indså han at den lille dreng var en skyggejæger. Smart for vampyren, måtte han indrømme, at slå to fluer med et smæk. Vampyrens tænder glimtede i mørket, og William hvæsede for sig selv. Han trak sin seraph-dolk.
”Amithiel” Hviskede han, og dolken flammede op i hans hånd. Han satte farten op, og i en flydende bevægelse hamrede han den flade side af dolken ned over låret på vampyren, der blev tvunget til at give slip på drengen. William sendte den lille dreng et hidsigt blik. ”Om bag mig!” Råbte han i forbifarten, før han vippede den glødende dolk opad, og stødte den ind mellem ribbenene på vampyren.

//Og det må jeg give dig! Dramatisk blev det ;)
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Tristan



Antal indlæg : 18
Geografisk sted : Instituttet, Brooklyn, New York, USA
Job/hobbies : Skyggejæger
Humor : Just because you sleep, it doesn't mean you're free of all the pain and sorrow

IndlægEmne: Re: Fighter - William   Tors 22 nov 2012 - 15:08

Vampyrens kolde øjne sendte ét signal: Jeg leger bare med dig, du slipper ikke væk.
Men bare fordi, at vampyren sagde det, betød det da ikke, at den ikke stadig var menneskelig. Alle havde et menneske i sig, eller menneskelige følelser, et eller andet sted. Dybt inde. Også vampyrer og dæmoner. Især Vampyrer. Vampyrer var jo mennesker, bare i en forvandlet udgave. I en mere hård, kold og dræbende udgave. Nej.. Ikke dræbende. Bare mere voldelig.
Vampyren slikkede sig om munden og så sultent på drengen foran sig, og Tristan stirrede lige ind i de dybe huler. Der skulle være noget menneskeligt i den. Et eller andet sted. Hvis nogen kunne finde det, var det Tristan. Han kunne finde menneskelighed i alle. Selv de mørkeste vampyrsjæle. For de var jo mennesker.
Vampyren løsnede svagt sit greb om Tristans hals, og hvis han havde været en almindelige, uvidende mundan ville han have åndet lettet op. Men det var han ikke. Han vidste godt hvad det betød – Vampyren var træt af at lege. Nu ville den have føde, og det føde skulle komme fra Tristan.
Den åbnede munden, parat til at bide. Tristans øjne lå ved dens sylespidse tænder, der blev lyste svagt op i mørket. Overbevist om at den nu ville bide ham klemte han hårdt øjnene i og ventede på den bidende smerte, døden der indhentede ham i takt med at vampyren blev mættere. Den kom aldrig.
Tristan åbnede øjnene i forbavselse og mærkede håbet vokse inden i ham, håbet om at det hele ikke skulle være slut nu.
Han så den ældre dreng med det brune hår, han så den ældre drengs dolk og vidste, at det var en skyggejæger. Ingen mundan villle gå med sådan en dolk. Ingen mundan ville overhovedet gå med en dolk. Ikke i Tristans hoved.
Vampyren slap hvæsende sit greb i Tristan og vendte sig mod den nye fjende. En skyggejæger, der sikkert havde fået meget hårdere træning end Tristan. Det kunne ses på den andens glidende, elegante bevægelser. Han havde trænet i lang tid. Men han havde vel også haft sine forældre.
Tristan stod som forstenet, indtil den andens stemme trængte igennem. 'Om bag mig'. Måske var det dumt, at stole så meget på ham. Men lige nu var Tristan ligeglad med alle de foredrag hans bror havde holdt. Nu var han bare glad for, at den nyankomne skyggejæger var ankommet.
Han gik langsomt mod venstre, mod sin dolk, som han med en ikke-menneskelig fart samlede op, og bakkede hen mod den anden skyggejæger. Hele tiden med blikket på vampyren.
Han vidste ikke helt hvorfor, men da han stod bag den anden, følte han det lidt som et nederlag. Han var blevet reddet, fordi han ikke var god nok. Følelsen blev ikke ligefrem mindre, da personen foran ham dræbte vampyren. Tristan stod som frosset fast til jorden. Den ældre dreng havde slået nogen ihjel.
Det var et menneske...” mumlede han, mens hans øjne hang ved jorden. Det grå asfalt og skraldet, der lå og flød.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
William



Antal indlæg : 57
Geografisk sted : Brookelyn, New York - Oprindeligt fra Leeds, England.
Job/hobbies : Skyggejæger
Humor : Where is the glory in repeating what others have done?

IndlægEmne: Re: Fighter - William   Søn 25 nov 2012 - 12:16

William brugte alle sine kræfter på at hive sin dolk til sig, så vampyren ikke ville trække ham med sig ned. Blodsugeren svajede kort, og stirrede så på ham med røde øjne, opspilede i forbavselse. Ha, den havde du ikke set komme, havde du vel? Tænke William skadefro, før skikkelsen sank sammen foran dem, og han trådte et skridt bagud. Et kort øjeblik stod verden stille, og Will åndende lettet op. Han var aldrig nervøs når han var i gang med en kamp, men lige efter, kunne han godt ånde lettet op, vel vidende at hvis han havde gjort en lille ting forkert, så havde han ikke stået der endnu. Efter den korte pause i verden, kom han i tanke om den lille fyr bag sig, og en sær form for vrede blussede op i ham. En lille dreng, nok omkring de 10 år, burde ikke gå rundt alene. Det var et svigt fra forældrenes side, og William havde tænkt sig at følge den lille fyr hjem, og så sige det til dem. Man lader ikke et lille barn gå rundt i skumle gyder tæt på vampyrbarer og da slet ikke når der var fest i gaderne, og selv mundanerne kunne være til fare for barnet. Fyren her var tydeligvist for lille til overhovedet at have fået sit første mærke! Og hvis han havde det første mærke, så var det da også dét, men det kunne ikke hjælpe ham. Desuden var trylleglansen over ham svag, og alle ville kunne se ham, selv mundanerne. Will lod sine knyttede hænder løsnes, og vendte sig mod den lille fyr. Han havde samlet sin kniv op, observerede han tøvende, og havde pludselig ikke så meget lyst til at råbe af den lille dreng alligevel. Han var tydeligvist skræmt. Og så alligevel. Will anede noget der mindede om forargelse og sorg i den lille drengs øjne, og det forvirrede ham lidt. Med et bistert udtryk i øjnene, hævede han øjenbrynet, og betragtede den lille dreng med et lidt surt blik.
Hvad laver du her… Alene?” Spurgte han, og slog ud med hænderne. ”Har dine forældre aldrig fortalt dig hvor farligt det er at gå væk fra de lyse gader?” Udbrød han, og mærkede en form for panik stige op i ham. Det havde hans egne forældre i hvert fald gjort rimelig klart, ikke at han havde rettet sig efter dem. Will rynkede øjenbrynene sammen, og kiggede på drengen med et suk. Han mindede William om sig selv som lille. Vågne, drilske øjne, våget på en måde, der mindede mere om dumdristighed, og synet på verden som var den ikke helt så farlig som alle gik og sagde. Will åbnede munden for at spørge om hvor drengen boede så han kunne følte ham hjem, da drengen selv talte, tydeligvist i en form for chok. Denne gang blussede vreden op i ham, og han knyttede igen hænderne. Hvad bildte den lille møgunge sig ind?! Et menneske? Ja, det havde det jo nok været engang, men det var det jo ikke længere. William snerrede for sig selv, og kiggede koldt på den lille fyr.
”Så var det måske en fejl ikke at lade dig klare det lille, uskyldige menneske selv. Du havde ham jo næsten” Vrængede han irriteret, men fortrød ordene så snart de var nået over hans læber.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Tristan



Antal indlæg : 18
Geografisk sted : Instituttet, Brooklyn, New York, USA
Job/hobbies : Skyggejæger
Humor : Just because you sleep, it doesn't mean you're free of all the pain and sorrow

IndlægEmne: Re: Fighter - William   Søn 25 nov 2012 - 18:24

Tristan kiggede tøvende op på den anden, parat til at svare sandheden. Og sandheden var vel ikke ligefrem særlig spændende; Han havde lyst til at se sig omkring. Det var det. Intet hokus pokus over det. Men så fortsatte den ældre dreng og Tristan stivnede fuldstændig.'Har dine forældre aldrig fortalt dig hvor farligt det er at gå væk fra de lyse gader? Han kiggede tomt på den ældre dreng, der i forvejen kiggede surt tilbage. Tristan havde ingen idéer til, hvad han skulle sige. Han kunne ikke finde på noget, at sige. De fleste havde ikke nævnt hans forældre så direkte, de fleste gange havde han bare kunnet sige, at de var derhjemme eller ude at rejse. Noget i den stil. Faktisk burde det ikke være så svært, at sige til den ældre dreng, at hans forældre havde sagt det, men han havde ikke lyttet. Det ville gøre det hele meget nemmere. Men et eller andet forhindrede ham i at lyve. Måske det faktum, at han havde været så tæt på, at slutte sig til dem. Så tæt på døden, at han nærmest kunne føle den indhente ham. Han burde være død. Han burde være død, istedet for hans forældre. Hans far, der var blevet myrdet som den første og hans mor, der var blevet myrde i et forsøg på at aflede opmærksomheden fra Tristans skjulested. Hans mor, der var blevet myrdet for øjnene af ham. Hans tanker befandt sig i fortiden, ligesom hans drømme. Dette var som at være tilbage i et af hans mareridt. Hvis han lukkede øjnene var han sikker på, at han ville kunne høre hans mors skrig. Ligesom i mareridtene. Højt og klart, som skete det igen. Han lukkede kort øjnene, før han kiggede væk fra den ældre dreng. Måske fordi han ikke kunne se ham i øjnene, når han sagde ordene og måske fordi han ikke ville have, at den anden skulle se de blanke øjne. Måske halvt af hver.
"D-de... De ville sikkert have sagt det,"hans stemme knækkede kort over, før han fortsatte og kiggede så på den ældre dreng:"Hvis de havde tænkt på det, før de...."
Han stoppede, kunne ikke få sig selv til, at sige ordene. Sige hvad der var sket. Afsløre hans dybeste hemmelighed. Han vidste ikke engang selv, hvorfor han havde ladet denne fremmede skyggejæger vide det, det lignede ham ikke. Han plejede, for det første, ikke at være så mundlam. Han vidste altid hvad han skulle sige. For det andet, plejede han ikke at lade nogen kende til hans forældres død. Hvorfor kunne han ikke bare lyve? Eller i det mindste holde sin mund. Måske skulle han til at lære, hvornår han skulle snakke og hvornår han skulle lade som om han ikke eksisterede.
Han kiggede kort på drengen, før han kiggede op på den mørke himmel. Sarkasmen lå tykt i hans vrængen, men det ændrede ikke på Tristans holdning. Engang havde han været en af de skyggejægere, der kunne blive til noget stort engang, men det ændrede sig da hans forældre blev myrdet. Han havde ændret sig fra en af de bedste i hans landsby til noget nær den værste i hele skyggejægernes samfund. For det første, han kunne ikke dræbe og for det andet kunne han ikke holde ud at se andre blive dræbt, uanset race. Han havde ikke modet til at tage livet fra en anden, til at se livet sive ud af en person og vide, at det var hans skyld. Se gnisten i deres øjne slukkes og vide, at den aldrig ville tændes igen. Han kunne bare ikke. Og det havde omverden det med ikke at forstå. Måske havde de bare ikke set deres mor blive dræbt foran dem.
Han trak ligegyldigt på skuldrene, hvis den ældre dreng fortræd, at han havde reddet Tristan, så fred være med det. Men Tristan ville alligevel være ham taknemmelig. Han følte lidt, at han skyldte den anden noget. Noget, der kunne hamle op med Tristans eget liv, Ikke at det ville blive særlig svært, at betale tilbage. Hans storebror havde jo alligevel ikke tid til ham mere og efter, at han faldt til her i New York, begyndte han at bryde sig mindre og mindre om Tristan. Ikke at tristan havde nogen idé om, hvorfor.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
William



Antal indlæg : 57
Geografisk sted : Brookelyn, New York - Oprindeligt fra Leeds, England.
Job/hobbies : Skyggejæger
Humor : Where is the glory in repeating what others have done?

IndlægEmne: Re: Fighter - William   Man 26 nov 2012 - 9:55

William tøvede. Noget i drengens øjne fik ham straks til at fortryde det han havde sagt, for selvfølgelig fortrød han ikke at have dræbt blodsugeren. Tvært imod var det noget, han med største entusiasme ville gøre igen, hvis det skulle være. Drengens blik var tydeligt oprevet, en smule tøvende, og tomt. Som om han ikke vidste hvad han skulle svare. Som om han skammede sig en smule over svaret. Will kørte en hånd igennem sit mørke hår, og pustede ud. Hans puls sad stadig helt oppe i halsen på ham, og nu måtte den godt falde til ro. Drengen snakkede, og til Wills overraskelse knækkede hans stemme over. Hvorfor var han nervøs? Måske var han bange for at han ville få skæld ud af sine forældre for at være gået ind i en mørk gyde bare for at gå på eventyr, eller hvad fyren nu havde lavet i en dunkel gyde som den her. Normale børn ville holde sig langt væk – tusinde meter væk – fra en skummel gyde som den de nu befandt sig i, men nu var han heller ikke et normalt barn. William selv havde været noget af en eventyrer som lille; vild, ustyrlig og ligeglad med alle reglerne. Han havde som ganske ung fundet ud af, at regler basalt var for de voksne. Ingen ville putte skylden på et barn, for det var jo bare et barn. Ingen ville nogensinde putte skylden på et barn, for et barn var for dum til at regne det mest basale ud: børn fik aldrig skylden fordi de stadig var børn. Og det havde han selvfølgelig gjort alt for at udnytte på det groveste. Af samme grund havde hans søster ofte fået skældud af deres forældre, men han havde kun fået dem til at hæve stemmen omkring tre gange i hele sit liv. Han kunne godt komme til at tro at denne lille dreng var lidt lige sådan. For klog til at være barn, og dog virkede han uendeligt naiv, tilføjede Will i sit stille sind.
Hvis de havde tænkt på det, før de…, sætningen gav genlyd i Wills hoved, og han stirrede forbavset på den lille dreng. Sætningen ramte ham lige i mellemgulvet, og fik ham til at ville krumme sig sammen. En ting han kun havde følt en eller to gange i hele sit liv. Mest mindeværdig var nok den dag hans familie blev taget fra ham. Der havde han følt en svimmelhed der gav ham kvalme, og samme slag i mellemgulvet. Forskellen var at han i fortiden havde givet efter for den, og var sunket ind i en verden af mørke, mens den lille dreng fik hans fokus tilbage rimelig hurtigt. Han var ikke i tvivl om hvad drengen havde været ved at sige. Normalt var han dårlig til at gætte slutningen på andres sætninger, men denne gang… Denne gang var han sikker på hvad drengen havde villet sige.
”Hvor gammel er du?” Spurgte William stille, og satte sig på hug ved den lille dreng. Når han kiggede på ham gik det op for ham, at han ikke var så lille endda. Måske var det drengens uskyldige ansigt eller naive øjne der fik ham til at virke yngre end han var. Eller også var det det, at han havde oplevet så meget nedtur i sit unge liv, at han pludselig virkede ældre end før.
Drengen trak på skuldrene, tydeligvist ikke til Williams forrige spørgsmål, men til hans tidligere vrængen. Det fik af en eller anden grund Will til at slappe af. Der var alligevel gemt lidt rebelskhed i knægten. Han smilede skævt og rystede let på hovedet. ”Hvad siger du til at komme ud herfra, eventuelt kan jeg lige smutte forbi den rare kvinde der fortalte gutten her,” Will pegede på den sammensunkne skikkelse bag sig, ”og så kan jeg følge dig hjem?” William kløede sig lettere forlegent i håret. Hele hans væremåde var ikke som den plejede, måtte han indrømme. Normalt havde han vrisset lidt af ungen, hevet ham med hjem til forældrene og gjort det klart at de burde holde øje med sin søn, men det kunne han ikke få sig selv til at gøre. Det ville han ikke udsætte drengen for, der tydeligvist ikke havde lyst til at tage hjem til et hus hvor en eller anden, der ikke var hans forældre, ventede. Og det kunne Will sagtens forstå, for han ville have det på præcis samme måde.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Tristan



Antal indlæg : 18
Geografisk sted : Instituttet, Brooklyn, New York, USA
Job/hobbies : Skyggejæger
Humor : Just because you sleep, it doesn't mean you're free of all the pain and sorrow

IndlægEmne: Re: Fighter - William   Man 9 sep 2013 - 7:48

Han talte aldrig om hans familie til andre. Især ikke fremmede. Hans bror, der for længe siden havde prøvet at snakke med ham om mordet på deres forældre, havde for længst givet op. Egentlig burde det ikke være sådan. Broderen burde hænge i, prøve at få Tristan op af det hul, forældrenes død havde efterladt ham i. De første måneder efter hans forældres død, havde han holdt sig væk fra alle levende væsner. Undtagen den gamle sure kat, der boede på Instituttet. Det var som om den forstod ham. Og han forstod den. Katten havde heller ikke haft det nemt - sparket til hele sit liv af folk, som for eksempel Jace Wayland, som Tristan var sikker på blev hadet inderligt af katten, Church. Da den første periode var ovre, og han var kommet ind i en rytme, der bestod af at smile og lade som om alt var okay, mens mareridtene blev værre og værre, tog han sig sammen. Det var hans forældres ønske, at han blev en stærk Skyggejæger. En, der let kunne forsvare sig selv. Så han trænede, og trænede. Denne oplevelse var blot en påmindelse om, at han skulle tage sig mere sammen. Han burde være bedre, end det han havde vist i aften. Og alligevel lod han en frygt, der var et fabrikat af hans tanker, tage kontrollen over ham. Han havde lyst til at skrige af frustration. Det var præcis sådan en opførsel, der havde kostet hans forældre livet. Han kunne have reddet dem. Hvis han blot havde dedikeret sig selv mere til træningen. Han kunne have haft en familie, hvis han blot havde forstået alvoren og vigtigheden af hans træning. Men det havde han ikke gjort. Og derfor måtte hans forældre betale prisen. Det var ikke fair, tænkte han og tilføjede så bittert, da han studerede den ældre Skyggejæger, og så igen. Der er meget få ting i den her verden, der er fair.
Han var lille, ja. Og dog lidt højere end de fleste på hans alder, og han så også ud til at være ældre end de fleste. Mange folk tog ham, som var han 12 år. 2 år ældre end hans egentlige alder. I de fleste tilfælde lod han dem bare blive i troen. Han var en meget ung Skyggejæger, og de fleste opmuntrede ham ved at forælle ham, hvor god han var af sin alder. Af sin alder. Han kunne blive bedre. Meget bedre. Derfor var det vigtigt for ham at få sine Runer så hurtigt som muligt. De ville hjælpe ham. Gøre ham stærkere. Med dem, ville han kunne hævne sine forældres død. Fortitude og [/i]Fortis[/i] var to Runer, der ville hjælpe ham en del til at nå hans mål. Fearless var også en Rune, han ville kunne bruge.
Han rynkede svagt øjenbrynene, da han opfattede den anden Skyggejægers holdning, der som ved et lynnedslag ændrede sig. Det irriterede i hans mørke øjne var væk, og noget, der lignede genkendelig smerte reflekterede nu i dem. Tristan nåede ikke at tænke over det, før den anden talte. Øjenbrynene blev rynket endnu dybere. Folk, han havde talt med før, havde ikke reageret på denne måde. Ikke engang Jace, men på den anden side - hans forældre var jo ikke døde alligevel. Og alligevel havde han syntes, han havde det helt forfærdeligt, fordi hans mor havde forladt ham. Tristan kunne ikke rigtig se pointen. Han havde sin familie, og Tristan om nogen vidste, hvor meget det betød. Men mon ikke det var for Jace, som det var for alle andre, der mistede deres familier: man satte først pris på, hvad man havde, når det var væk. Helt væk.
Hvor gammel er du? havde den anden spurgt ham og Tristan bed sig i læben for ikke at sige noget sarkastisk. Der var flere ironiske bemærkninger, han kunne komme på, men de passede ikke ind. Sarkasme eller ironi var blot et tegn på, at man prøvede at skjule sin smerte. At løbe fra sin fortid. Tristan vidste bedre end det. Gjorde man det, kom man aldrig videre. Men derfor betød det ikke, at man behøvede at reflektere over den hele tiden.
Når folk spurgte ind til den dag, hvor han mistede alt, også hans storebror. For hver dag, der gik fra mordet fandt sted, gled hans bror væk. Han fik tildelt en skæbne værre end døden. Han kunne til tider bukke helt under for hans sindssyge og se deres forældre for sig. Når det skete, løb Tristan altid væk. Det var uhyggeligt at se sin storebror stå eller sidde og stirre ud i luften på personer, der aldrig ville komme tilbage. Når folk spurgte ind til hans liv, hvordan han havde det - ting, som det, fandt han deres medfølelse kvalmende. De forstod ham ikke. For at forstå et menneske, måtte man forstå deres smerte. Og ingen havde set deres forældre blive myrdet foran dem. Ikke på samme måde.
Han sank en klump.
"Jeg er 10," svarede han lidt efter og rettede så ryggen, og hans blik blev udfordrende, "men jeg er stærk."
Dette var noget, Tristan sagde til sig selv mange gange om dagen. Han prøvede at overbevise den anden Skyggejæger, såvel som sig selv. Men de vidste begge to, det ikke var sandt. Tristan havde ikke engang kunnet klare en nyfødt vampyr. Det var tydeligt, den ikke kendte sine egne styrker og svagheder. Ellers havde fyren foran Tristan heller ikke kunnet slå ham ihjel så let.
Fyren. Egentlig var det irriterendeat kalde ham enten 'den anden Skyggejæger' eller bare 'fyren'. Han måtte da have et navn. Måske James. Han kunne godt ligne en James. I sit sind, besluttede han at kalde ham James fra nu af. Det lå godt i munden og var meget personligt end de andre kaldenavne.
Tristans ellers rynkede bryn fløj nu helt op, og et glimt, der var det tætteste på vrede, han havde følt i lang tid, skinnede i hans øjne. Vampyren havde måske været menneske engang. Men.. var han blevet udset? Af hvem? En kvinde? Hvilken kvinde? Han var.. meget forvirret. Men det gav alligevel mening. Kvinden var vampyr, det var sikkert. Hun boede sikkert på Hotel Dumort. Det gjorde de fleste vampyrere. Og siden hun kunne kommandere med en vampyr, eller give den råd om mad, havde hun magt. Måske en klanleder. Da han havde tænkt tanken til ende, forsvandt glimtet. Vampyren skulle trods alt spise. At det så var Tristan, den ville spise, det var selvfølgelig uheldigt, men der var jo ikke sket noget.
Han kastede et blik rundt i gyden, før han nikkede svagt. Jo, det kunne være dejligt at komme ud af den her gyde. På trods af den stilhed, der herskede her, så var det alligevel uhyggeligt. Og vampyrens øjne var stadig bagerst i hans tanker. Han ville hellere end gerne lægge afstand til det minde. Lige nu.
Og så fortsatte James, eller hvad han nu end hed, og han spændte straks. Han ville ikke hjem. Ikke hvis hans bror stadig talte med deres forældre. Fortalte dem, hvad der skete. Og at det var dejligt, at de kunne komme hjem. Og at det selvfølgelig var ærgeligt, de skulle af sted så hurtigt, men at han ville vente på dem. Hans bror havde aldrig rigtig troet på, at de var døde. Det kunne være et set-up, som ved Valentine, da han 'døde' foran Jace. Denne tanke havde været med til at rive ham fra Tristan og ind i hans egen verden, hvor de eneste, der eksisterede var hans bror og hans forældre. Om natten når Tristan led med sine mareridt, blev han ofte vækket af sin skrigende bror. Men han havde ikke noget imod det. En dag ville han hjælpe ham ud af sin skyggeverden. En dag meget snart.
Han tøvede og talte så, "at gå hjem ville nok ikke være så god en idé."
Han gik ikke i detaljer, og han havde på fornemmelsen, at James vidste, hvordan det var at komme hjem til et hus, et værelse eller en lejlighed, der var tom. Der var måske nogle personer, der tog sig af en, men uden de vigtige personer i ens liv, føltes hvert eneste hjem tomt. Der manglede altid et eller andet. Ens familie. Dem, der elskede en betingelsesløst. Dem, der aldrig ville forråde en. Dem, der ville hjælpe en lige meget hvad. Et barn burde aldrig se sine forældre dø. Det havde Tristan gjort. Og sammen med deres død, så han til mens hans verden faldt sammen. Som et spejl, der blev knust med en sten. Man slog på det gentagende gange, og til sidst faldt det fra hinanden med et brag.
"Men jeg vil meget gerne finde den kvinde, der," han søgte lidt efter de rigtige ord, "foreslog... [b]ham[/i] at dræbe mig."
Hans mørke øjne glimtede stædigt og et udfordrende smil bredte sig på hans blege ansigt. Han skulle nok blive stærk nok til at tage hævn over sine forældre. Det skulle nok lykkes.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Sponsored content




IndlægEmne: Re: Fighter - William   Today at 12:53

Tilbage til toppen Go down
 
Fighter - William
Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen 
Side 1 af 1

Permissions in this forum:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
Dæmonernes By :: New York City :: Brooklyn :: Gyder-
Gå til: