Vil du være en Skyggejæger, en Vampyr, en Varulv eller noget andet? Her kan du!
 
IndeksCalendarFAQSøgTilmeldte brugereGrupperTilmeldLogin
Login
Brugernavn:
Kodeord:
Log mig på automatisk ved hvert besøg: 
:: Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email
Hvem er på nu
Der er 1 bruger på systemet nu: Ingen tilmeldte, ingen skjulte og 1 gæst

Ingen

Flest brugere online på samme tid var 14, Ons 9 okt 2013 - 15:33
Regler for siden og brugerne
Lør 3 jan 2015 - 4:09 by Elena
Hey folkens! Der kommer lige til at stå nogle små huskeregler for siden herinde ;-)



Comments: 0
Top posters
Deartháir
 
Adia Adrin
 
Clary
 
Madison
 
Katherine
 
Jace
 
Aleck
 
Jason
 
Castella
 
Tia
 
Latest topics
» Jeg søger... Kontakt med jer igen!
Man 2 maj 2016 - 17:29 by Clary

» Cooking skills - Tia
Ons 23 mar 2016 - 21:23 by Tia

» Lets light this place up. *emnesøgning*
Tors 3 mar 2016 - 17:34 by Michael

» New year, new me [ÅBENT]
Lør 9 jan 2016 - 23:26 by Madison

» Aisling Rowan
Fre 1 jan 2016 - 18:24 by Clary

» Little miss perfect søger alt !
Man 28 dec 2015 - 17:16 by Aisling Rowan

» Signs of Trouble ☾ Darryl ☽
Søn 13 sep 2015 - 3:17 by Jackson

» Away from the wolves - Jackson.
Lør 12 sep 2015 - 20:02 by Jackson

» Give me everything! ~ Søgning :-)
Tirs 23 jun 2015 - 18:18 by Marina

Top posting users this week
Top posting users this month
Statistics
Der er i alt 103 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Aisling Rowan

Vores brugere har i alt skrevet 3901 indlæg in 269 subjects

Share | 
 

 Under the moon ~ Tia

Vis foregående emne Vis næste emne Go down 
ForfatterBesked
Mayelle



Antal indlæg : 56
Geografisk sted : New York, Brooklyn. Af og til Idris.
Job/hobbies : Skyggejæger
Humor : Where the lonely ones roam.

IndlægEmne: Under the moon ~ Tia   Søn 28 okt 2012 - 21:57

Tid :: Aften. Omkring kl. 20.
Sted :: Parken. Dækket halvt af skygge og halvt oplyst af månen.
Vejr :: En kølig vind har et godt tag i de nedfaldne blade. Der er skyer på himmelen men dog skinner halvmånen igennem.
Omgivelser :: Ingen mundaner, en enkelt dæmon. Ellers virker der tomt.
Påklædning :: Skyggejægeruniformen.
~ ~ ~

Et skridt mere. Det var alt der skulle til, og hun ville se dæmonen i profil. De blågrønne øjne var hårde som sten og afslørede kun, at dette var ingen tilfældig mission. Dette var vel og mærke hvis man kendte denne skyggejæger godt. Navnet var Mayelle, og det ville være en løgn at påstå, hvis man sagde, hendes liv ikke var styret af en umådelig hævn. Lysten kriblede hende langt ud i fingerspidserne, og til tider ville hun påstå, at det kriblede i de røde hårlokker også. Mayelle havde valgt at sætte håret op i en høj hestehale, der dansede fra den ene til den anden side, da hun tjekkede om der var frit. Der var kun hende og dæmonen. Adrenalinen susede rundt i kroppen på hende og vækkede de sanser, der havde været taget den lidt med ro. De forskellige runer, hun altid tegnede med sin stele inden en mission, var ved at virke helt. Hun følte sig som den jager, hun altid havde været. Herude var det ikke bare en følelse men en realitet.
Dæmonen vendte sig pludseligt omkring og snerrede. En dyb, faretruende snerren. Det lå på en frekvens, der fik det til at dirre igennem hele Mayelles krop. Hun holdt vejret. Længe. Automatisk gled hånden ned til seraphdolken, hviskede dens navn og øjeblikkeligt lyste den op. Det var som at tænde for solen om natten så pludseligt. Lyset blændede, men Mayelle tvang sig selv væk fra den tanke. Hun gik lydløst frem mod væsenet, selvom den allerede havde set hende. Dens dræberlyst var som skudt i vejret som en raket mod rummet. Mayelle tog nogle små danselignende skridt og svang så seraphdolken mod dæmonens hoved. Den gav et øresønderrivende skrig fra sig, faldt til jorden og forsvandt. Stilhed. Mayelle gled ned på knæ i græsset med en skuffet mine. Igen havde det ikke været den ønskede dæmon. Hun manglede endnu dæmonen, der havde fået ram på hendes far.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Tia



Antal indlæg : 111
Geografisk sted : New York's Institut
Job/hobbies : Hmm.. Missioner?

IndlægEmne: Re: Under the moon ~ Tia   Søn 28 okt 2012 - 23:33

Påklædning ~ Skyggejægeruniformen, også!

Klokken nærmede sig de otte stykker, og Tia var endnu ude. Selvom det ikke var sent, var det nu ikke altid at hun var ude til den tid. Hun yndede at få sig noget aftentræning, inden hun gik i seng, hvilket gjorde at hun tit ikke var ude frygtelig længe om aftenen. Dog med undtagelse af når hun var på mission, eller var ude og feste, hvilket også var noget hun holdt af. Hende og alkohol var ret gode venner, eftersom det hjalp hende med at glemme sine bekymringer for en stund.. Og ligegyldig hvor hård og ligeglad hun altid virkede, bar hun altså alligevel rundt på en del spekulationer. Hun kunne ikke gøre for det, det lå vel bare ikke til hende, andet.. Hun havde det nok fra sin far.. Han gik også altid og tænkte så meget over alting. Det gjorde hendes mor nu også, men det var mest hvis hun var bekymret over noget - den mindste ting. Hun påtog sig alles bekymringer og gjorde dem til en del af sine egne. Sådan havde hun altid været, og det var blot én af de ting, Tia fandt så fantastisk ved hende.. Men nu kunne det jo være ligemeget med hvorfor hun var fantastisk, og at hun overhovedet var fantastisk... For det gjorde jo absolut ingen forskel, når hun var død, vel??
Nå, men tilbage til nutiden.. Tia havde lige været på en mission - med ordre fra hende selv... - for at dræbe en Drevak-dæmon.. De var en form for spioner, og derfor tænkte hun at den måske kunne vide noget om hendes forældre. Ja.. Det var et skud i tågen.. Men hun var ærlig talt ligeglad.. Hun havde bare brug for at vide, at hun rent faktisk prøvede. Hun længedes efter at hævne sine forældre!
Lige nu gik hun igennem Brooklyn Park.. Hun havde bare lige brug for at gå en kort tur.. Men da hun hørte et kæmpe skrig, satte hun i løb. Og eftersom hun havde en fart der var meget hurtigere end en mundans, nåede hun hurtigt derhen. Hun nåede lige akkurat at se dæmonen forsvinde, inden hun så en rødhåret Skyggejæger falde på knæ. Hun løb hen til hende, og satte sig på hug. Måske var hun såret, og så var det vel Tia's pligt at hjælpe hende, ikke sandt? Men så så hun hvem det var. Hun sukkede. Selvfølgelig. "May. Jeg ser at du også havde et lille ærinde at ordne?" Hun så ligeglad, og næsten konkurrerende på hende. Hun var nok ikke kommet til skade...
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Mayelle



Antal indlæg : 56
Geografisk sted : New York, Brooklyn. Af og til Idris.
Job/hobbies : Skyggejæger
Humor : Where the lonely ones roam.

IndlægEmne: Re: Under the moon ~ Tia   Tirs 30 okt 2012 - 21:55

Der var ikke én eneste parade oppe. Mayelle sad musestille på græsset, mens hun blot lod tankerne få frit løb. Det var rart til en afveksling at have alt smidt på græsset omkring sig, mens det indre kaos fik sin ståplads for en stund. Mayelle havde ikke kræfterne eller lysten til at stoppe dem, for hvordan stopper man flere års hævnlyst og skuffelse, når der ikke er noget styrke at tage på? Hun bed sig hårdere og hårdere i læben. Løverne var klar til mad, og hun var byttet. - Dette var lige indtil hun hørte skridt og dernæst en krop falde på knæ ligeledes. Mayelle stirrede på græsset, som lå der en hypnotiserende kraft i gråstråene, hun ikke kunne løsrive sig fra. Vejrtrækningen var dyb men ujævn. Unaturlig.
Hvert et ord ramte. Hvert et ord var som et knytnæveslag i de åbne sår, hun ikke havde fået lukket endnu. Den bekendte stemme gav en lille gnist indeni hende, og som var hun fyldt med benzin, spruttede denne lille gnist til en umiskendelig stor flamme. Aflukket blev de åbne, sårbare øjne og i stedet blev det erstattet af den velkendte arrogance. Den slikkede om hende som flammer, der lige havde fået et godt tag i Mayelles tøj, og tilfreds bød hun fornemmelsen velkommen. I dette stadie af sig selv følte hun sig hjemme, for her var der aflukkede afdelinger kun hende selv havde adgang til. Hun følte det som et kærkomment kram, der klemte om hendes spinkle skuldre. Et smil brød endelig hendes læber i det, der ikke kunne tages fejl af. Selvsikkerhed.
En skyggejæger har aldrig fri. Du om nogen må vide dette.” Mayelle slog blikket op og mødte Tia. Det var først da ordene blev udtalt, at hun smagte den metalliske smag i munden. Den var så unaturlig, at hun øjeblikkelig tog hånden op til læben. Hånden kom tilbage ganske lidt rød. Havde hun virkelig bidt sig selv hårdt i læben? En svag hovedrysten jagede tankerne på flugt.
Du er måske selv ude på en mission?” Mayelle nikkede mod skyggejægeruniformen, Tia bar med samme stolthed som hende selv. Der var ikke nogen tvivl om, at denne unge skyggejæger også var ude og jage gud ved hvad monster. Hun smilede et smil, der matchede hendes stemmeføring. Et udfordrende, arrogant smil, som vidste hun, at hun var bedre end hele verden. Troede var måske mere korrekt. Mayelle havde været en dygtig skyggejæger fra det øjeblik, hendes forældre var blevet dræbt. En havde engang fortalt hende, at ’Orphans make the best recruits. Kendte man Mayelles forældre, ville man hurtigt vide, at denne måde at samle sig selv op på havde hun fra sin far. Det virkede næsten som et legohus, hvor brikker havde ligget frit på gulvet var blevet samlet i fællesskabet igen. Legohuset var gået fra faldefærdigt til et fuldendt fundament, man kunne se på med beundrende øjne.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Tia



Antal indlæg : 111
Geografisk sted : New York's Institut
Job/hobbies : Hmm.. Missioner?

IndlægEmne: Re: Under the moon ~ Tia   Ons 31 okt 2012 - 15:37

Savnet havde været stort, det havde det virkelig. Det havde taget Tia længe, at forstå at hun nok ikke fik hverken William eller sine forældre at se igen.. For selvom de da indimellem havde haft lidt uenigheder, og at hendes forældre ikke havde været så glade for William, elskede hun dem jo stadig. Af hele sit hjerte.. De havde været de mest fantastiske forældre nogensinde, og hun ville ikke bytte sin barndom ud for nogen andens. Hun havde haft en god barndom! Ja, dengang havde hun jo nok ikke været særlig glad for at skulle læse så meget, og lave så mange skolerelaterede ting, men sandheden var at hun satte pris på det, den dag idag. For det havde formet hende, og gjort hende til den hun var idag. Det havde gjort hende en bedre Skyggejæger. Og det var hun dem taknemmelig for... Det var hun virkelig. Selvom hun ikke havde været den bedste til at vise det, før det var for sent, havde hun altid værdsat sine forældre meget. Og det håbede hun bare at de vidste, hvorend de så var. Om de var døde, eller ej.
Men det var det der havde taget så hårdt på hende. Det havde fået hele hendes verden til at ramle sammen, og da hun prøvede at bygge den op igen, ændrede den sig. Meget endda. Hun havde ændret sig så meget, efter det med hendes forældre, og William. Før det havde hun været sød, men dog stadig et konkurrencemenneske. Hun havde elsket at vinde, og at vide at hun var den bedste til ting. Dog ikke nær så meget som nu. Nu var det nærmest blevet en selvfølge for hende, at hun skulle være den bedste til det hele, så hun kunne vise hvad hun duede til. Hvor meget hun rent faktisk kunne. Hun kunne bevise at kvinder eller/og piger sagtens kunne være præcis ligeså gode Skyggejægere, som mænd eller/og drenge. Der var jo ikke den kæmpestore forskel på piger og fyre...
"Ja. Det ved jeg. Tro mig, det ved jeg skam." Hun nikkede bekræftende, og smilte skævt med et meget arrogant glimt i øjnene. Mayelle var hendes kusine, og de havde altid haft en indbyrdes konkurrence kørende. De ville begge være den bedste, og derfor kom de også nogle gange op at skændes. Specielt da de var mindre.. Men deres forældre havde aldrig set meget til hinanden, så det havde ikke været så slemt... Nu var begge deres forældre døde - Tia's var jo egentlig kun forsvundet, men hun regnede ikke med at se dem igen, nogensinde... - og det gjorde dem bare endnu mere ens. Mayelle var ligeså arrogant, selvsikker og stolt som Tia selv.
"Ja. På en måde. Man kan vel sige at det var noget jeg lige skulle ordne. Og jeg gætter på at det samme gælder dig?" Hun så også ned ad Mayelles krop, der var dækket af den tætsiddende Skyggejægeruniform, præcis som Tia's egen..
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Mayelle



Antal indlæg : 56
Geografisk sted : New York, Brooklyn. Af og til Idris.
Job/hobbies : Skyggejæger
Humor : Where the lonely ones roam.

IndlægEmne: Re: Under the moon ~ Tia   Søn 4 nov 2012 - 17:33

Mayelle satte af fra jorden og rejste sig op, rankede sig og stod blot i komplet stilhed for en stund. Hun lyttede til nattens tavse, regelmæssige sang af biler og vinden i bladene. En ting var mundanerne langsomme til: At fjerne efterårets nedfaldne regnbuer af blade i eget spekter af farver. Der var gyldne og mørke, gul og brun. Den grønne frodige farves hersken var overstået og tilbage lå efterårets mangefarvede nøgenhed. Træerne var efterhånden blot stammer med grene, der snart ikke kunne kaste megen skygge i natten, og bladenes sprøde lyd under fødderne bekæmpede de fleste snig angreb. Vinteren havde meldt sin ankomst.
"Jamen så, velkommen til fuldtidsjobbet i natten" Nærmest mumlede Mayelle i et lettere sarkastisk tonefald, alt imens hun snoede en ildrød lok om sin pegefinger. Hun nægtede at hoppe ind i egne tanker igen, men når man lige havde ligget begravet dybt under dem, var det ikke sådan til bare at ryste dem af sig. Mayelle hørte sin mors latter et sted dybt nede i sin underbevidsthed. Hørte den og lavede en ufrivillig grimasse. Hendes fars ord om forsigtighed og skyggejægernes vigtigste regler gav genlyd i tankerne, som når man hører en kirkeklokke runge i en tom kirke. Igen og igen.
Skønt de to unge skyggejægere var kusiner, kom de ikke altid lige godt ud af det med hinanden. Ligeså længe Mayelle kunne huske tilbage, havde hun haft sine konkurrencer og skænderier med Tia. De var familie, men stod næsten billedligt på hver deres side af en dyb skrænt. - Begge sikre på de stod på den sikre side, der ville føre dem til et sikkert, skønt sted. Blot ved den flygtige tanke rankede Mayelle sig, så hun stod i sin fulde, kampdygtige højde. Arrogance og bedrevidenhed var flettet tæt sammen i en enhed, der ikke kunne skilles fra hinanden. Udfordrende hævede hun øjenbrynene og gav Tia det velkendte elevatorblik. Afmålende og bedømmende som en kat.
"Jeg har altid noget, jeg skal ordne. Der render væsener rundt, der ikke hører til her." Mayelle vinkede affærdigende. Det var logik, var det ikke? Tia burde om nogen vide, hvad hun mente med dette. Det var en del af skyggejægernes liv at miste, og for hver dag der gik, lurede der altid en risiko om hjørnet. På normal vis var hun god til at takle sådanne situationer, men et barns hævngerrighed og vrede hang fast som en løve til sit bytte. Et smil gled over hendes læber, et smil der trak mest i den ene mundvig.
Hvilke væsener skulle de ud og jage denne nat?” Det var et spørgsmål uden omsvøb. Interessen klyngede sig til hvert et ord, for selvom hun havde sin egen mission at tænke på, var andres adrenalinrus af en jagt mindst ligeså spændende. Hun kunne kun gisne om, hvordan hun ville have været som en mundan med denne evige glæde for adrenalinen pumpende rundt i kroppen på sig. Dens sødme, der når rundede hver en afkrog af blodårerne og vækkede sanser, der til hverdag på instituttet egentlig sov en dyb, tung søvn. Hun kunne virke direkte doven på instituttet, når hun lå med sin bog i skødet. Man undervurderer ofte dem, man ikke burde.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Tia



Antal indlæg : 111
Geografisk sted : New York's Institut
Job/hobbies : Hmm.. Missioner?

IndlægEmne: Re: Under the moon ~ Tia   Søn 25 nov 2012 - 1:39

Det var efterhånden ved at blive vinter, og det kunne man skam også mærke på vejrets skriften. Det var begyndt at blive køligere. Faktisk så koldt at der løb en skælven eller to ned af Tia's ryg, som hun stod der i intet andet end den sorte Skyggejægeruniform.. Hun frøs ikke decideret, men hun havde det da heller ikke ligefrem helt varmt...
Hun nikkede lidt, med et lettere skævt smil om munden. Som om det var første gang hun jagede dæmoner sent på aftenen.. Det var jo ikke fordi hun ligefrem elskede dem, og ville give dem deres skønhedssøvn, inden hun slog dem ihjel.. Nej tak du.. Hun ville skam bare have de ækle bæster ryddet af vejen med det samme, inden de nåede at skade flere af hendes nærmeste. Flere folk generelt, egentlig...
"Tak tak, min kære kusine." Tia's kommentar blev da også sagt med påtaget sarkasme og hånlighed. Overlegenhed.. Men på det punkt var hende og Mayelle så ens. På flere punkter derhenad faktisk.. De lignede hinanden ret så meget på flere områder, men det var måske også netop det der holdt dem på grænsen, på den måde.. Holdt dem på grænsen fra at være de bedste venner, og/eller de allerværste fjender. For nogle gange havde de jo ingen problemer med hinanden, og nogle gange kunne de ikke udstå at være i samme lokale som den anden. Men det var egentlig ikke det store problem, alligevel.. Ikke efter Tia's mening, i hvert fald. Og når det kom til stykket, elskede Tia vel egentlig også Mayelle. Ikke at hun nogensinde ville indrømme at hun bare holdt af hende, men hun var jo trods alt hendes kusine.. Og selvom de aldrig havde været frygtelig tætte, havde hun da heller ikke set Mayelle som en fremmed person.. Langtfra, faktisk. De havde altid konkurreret og alt muligt, mod hinanden. Sådan var de bare. Sådan var deres forhold til hinanden..
Arrogance og bedrevidenhed. Det lå bare over Mayelle, lige så vel som over Tia selv. Hun kendte kun alt for godt den følelse, og den udstråling. Det var hvad der nok var mest ens ved dem. Deres udstråling.
Hun nikkede for at erklære sig enig, selvom hun ikke var meget for at give folk ret. Og da slet ikke når hun kendte dem så godt, som Mayelle. Hun hadede at skulle give Mayelle ret, fordi det bare ville give et boost til hendes selvsikkerhed, og selvtilfredshed. Og det var da bestemt ikke noget hun havde behov for at få. Hendes ego ville nok bare sprænge i luften, så.. Haha...!
"Ja. Det gør der bestemt. Og det er derfor de skal udryddes. Derfor har jeg også altid noget at ordne..." Ja. Tia vidste skam godt hvad det ville sige at miste de folk man elskede. At miste ens nærmeste. Det var endnu en ting hende og Mayelle havde tilfælles. Og det var ikke ligefrem en særlig rar ting heller ej, men det var så hvad det var... Det måtte man efterhånden lære at leve med, når man var en Skyggejæger... Forfærdeligt, men ikke desto mindre sandt.
"Dæmoner.. Eller. I nat var det dog kun en. En Drevak-dæmon. Hvad med dig selv? Hvilke væsener måtte lide en flammende hævn denne nat?" Med sætningen 'en flammende hævn' hentydede hun egentlig til to ting. Et: At Mayelle jo vare meget rødhåret, hvilket mindede i høj grad om flammer og ild. To: Hævnen, Tia godt vidste at Mayelle stræbede for at opnå. Det gjorde hun jo egentlig også selv...

//Undskyld at der gik så længe...!
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Mayelle



Antal indlæg : 56
Geografisk sted : New York, Brooklyn. Af og til Idris.
Job/hobbies : Skyggejæger
Humor : Where the lonely ones roam.

IndlægEmne: Re: Under the moon ~ Tia   Søn 2 dec 2012 - 16:17

Det var så tit, at spørgsmålet mellem kærlighed og had havde meldt sig. Der var denne hårfine grænse imellem disse to ord, og fanget imellem to stærke følelser stod Mayelle og hendes kusine. Tia var og ville nok aldrig rigtig blive Mayelles bedsteveninde. De havde et forhold til hinanden, der ikke kunne beskrives med flygtige og korte sætninger. Det var som at beskrive lys uden brugen af mørke. Umuligt.
"Altid glad for at kunne hjælpe min kusine." Sarkasmen klæbede sig til hvert et ord, der slap over hendes læber. Et tilsvarende smil trak i begge mundvige, alt imens hun gav Tia det evigt bedømmende elevatorblik. Der var ingen tvivl om, hvorvidt denne skyggejæger foran Mayelle kunne slagte umådeligt mange dæmoner. Under overfladen bankede lysten om at dræbe dæmoner. De var dét ene væsen, der aldrig burde have været skabt.
Tia og Mayelle var ens på forfærdeligt mange områder, men netop disse områder sendte dem da netop også i hver deres retning. De var to magneter med samme poler, der stødte hinanden væk. Godt nok var de familie, men der var grænser. Tia var på mange måder for ens med Mayelle selv, til at hun ville kunne lukke hende tæt ind på livet af sig. Familie ville altid hjælpe familie, men tættere kom den ikke. Skønt Mayelle reelt holdt meget af Tia, afholdt rivaliseringen imellem dem hende fra, at fortælle Tia dette. Hvorfor skulle hun dog også booste denne unge skyggejægers selvtillid mere end højest nødvendigt?
Havde det været muligt, ville Mayelle have ranket ryggen blot en anelse mere. Tia gav hende ret. Hvad var chancen for det? Triumfen fandt sin vej til Mayelles øjne hurtigere, end man ville have troet muligt. Det var, som havde triumfen ventet på sin chance for at bryde frem, som når høgen endelig kan angribe sit bytte. Det ene øjenbryn skød ganske let i vejret af denne grund.
De skal udryddes som de bæster, de er!” Istemte Mayelle til Tias ord og rynkede så på næsen af ren og skær afsky. Mayelle havde viet hele sit liv til at dræbe disse uhyrer, skønt der lå en kæmpe risiko bag. Hver gang Mayelle tog ud for at dræbe en dæmon, var det med livet, hun gamblede. Det var et evigt hasardspil, hun elskede noget så inderligt. Det søde adrenalinrus, der forekom, når seraphdolken blev trukket parat til brug. Lige siden sine forældres død havde det nærmere været en leg for hende, end det egentlig havde været det reelle fuldtidsjob. At være en skyggejæger var snarere en livsstil, en levemåde, end det var et job. På mange punkter var det en nedgradering at kalde det for simpelt et job…
Det må have været en sjov jagt. Var det hurtigt overstået?” Havde en mundan lyttet til deres snak om dæmoner og deres slagtning, ville denne hurtigt have været forarget over Mayelle. Hendes tonefald var neutralt, som var det blot vejret, de diskuterede. Det forekom som en leg for hende, og som en leg blev den fremstillet. Hun lavede et hovedkast mod det svagt synlige støv, der var resterne af Mayelles egen dæmonjagt.
En ravener-dæmon stod på menuen. Jeg havde nu håbet på en raum-dæmon, men ikke alle ønsker kan blive opfyldt. I hvert fald fik de flammerne at smage” Mayelle snoede en af de flammerøde lokker om sin finger, mens de kølige ord fyldte natteluften imellem dem. De to skyggejægere var begge opsat på at opnå en hævn, der kunne i det store hele virke umulig. Et bittert smil spillede om Mayelles læber, for sandt som hvert et ord var, havde hun håbet på mere udfordring. Hun havde gerne kæmpet imod en raum-dæmon denne nat. De gav oftest mest udfordring, når man behøvede denne distrahering.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Tia



Antal indlæg : 111
Geografisk sted : New York's Institut
Job/hobbies : Hmm.. Missioner?

IndlægEmne: Re: Under the moon ~ Tia   Tirs 8 okt 2013 - 12:19

Hvis Tia fik den opgave at skulle definere hende og Mayelles forhold, ville hun højst sandsynligt opgive på forhånd, for det var nok rimelig tæt på umuligt. De balancerede altid på en knivsæg. Deres forhold kunne tippe hen imod kærlighed, men det kunne ligeså let - hvis ikke lettere - tippe hen imod had. Hos dem var grænsen mellem de to ikke blot hårfin, men nærmest udvisket. Og på en måde var det også sådan Tia havde det bedst. Hun vidste aldrig hvad hun kunne forvente af Mayelle, og det samme gjaldt den anden vej rundt. Selvfølgelig lige med undtagelse af i kamp - der vidste de begge to godt at de kunne stole på hinanden. Det var trods alt en del af deres forhold. De var parabatai, hvilket betød at de kæmpede bedst sammen og havde et helt specielt bånd når det kom til kamp. De var dødsens farlige hvis man satte dem sammen mod en fjende - ligegyldigt hvilken af denne. Tia selv ville faktisk vove at beskrive dem på grænsen til uovervindelige, men nu var hun ligesom heller ikke den mindst selvsikre person i verden, så den grænsende arrogance havde måske også en del at sige på det punkt, og dermed var hun måske ikke den allerbedste at spørge om dette. Men hun var nu ret sikker på at de fleste skyggejægere ville sige det samme om dem. De var det ideelle par. Som is og ild opvejede de hinanden på den helt rette måde.
"Og naturligvis er den glæde gengældt." Også hos Tia var der en dryppende sarkasme i ordene, på trods af den honningbløde klang i hendes stemme. Hun var oftest sarkastisk overfor sin kusine - højst sandsynligt fordi hun ikke vidste hvordan hun ellers skulle befærde sig omkring hende. De var alt for ens til at kunne komme godt ud af det med hinanden mere end en kvart del af tiden. Selvfølgelig elskede Tia sin kusine, men det ville hun aldrig i livet indrømme - og da slet ikke som den første. Folk vidste jo godt at de ikke ligefrem hadede hinanden, og det var vel godt nok, ikke? Efter Tia’s mening, jo.
Det kunne nemt ses på Mayelle hvordan hun nød at få ret, hvilket Tia bestemt ikke var særlig tilfreds med. Men mon ikke hendes stolthed lige kunne overleve det, med nød og næppe. Hun var forbandet stolt, men alligevel. Hun hadede faktisk sin stolthed. Den var god i mange situationer, men den var en forbandelse i langt flere. Hvis hun ikke havde været så fandens stolt, havde hun bare kunnet vende sig om og gå sin vej, hvis hun nu blev fornærmet eller noget i den retning. Men fordi hun var så stolt skulle hun næsten altid forsvare den stolthed, og dermed kom hun ligesom aldrig rigtig godt ud af det med andre folk. De gik hende altid totalt på nerverne, og så endte hun garanteret også med at gå dem på nerverne. Eller give dem et par blå mærker. Hun prøvede virkelig hårdt på at holde sig i stangen, men det var tilsyneladende bare umuligt for hende ikke at slå fra sig ved den mindste mulighed for det. Hver gang muligheden bød sig, bed hun på med det samme. Det havde nok en del at gøre med det faktum, at hendes forældre og bedsteven var forsvundet, og højst sandsynligt også døde, men alligevel. Det burde jo sådan set være blevet bedre efterhånden, siden det snart var to år siden, at de var døde. Det virkede ikke som så lang tid, men det var det jo egentlig. Hun kunne bare ikke rigtigt vænne sig til tanken - måske fordi hun sjældent tillod sig at tænke for meget over det, eftersom det bare gjorde lige ondt hver gang hun prøvede..
Hun nikkede bare for ligesom at give sit besyv med, da Mayelle sagde at de skulle udryddes. Det var hun helt bestemt ikke uenig i. Ærgerligt at man ikke bare kunne trykke på en knap og få alle dæmoner i hele universet - og alle de andre universer - til at forsvinde. Godt nok ville det så gøre alle skyggejægere i verden så godt som arbejdsløse, men alligevel. Det var vel egentlig det værd - for så kunne man jo også sige at de ligesom havde fuldført deres opgave, ikke?
Hun smilte skævt. "Relativt hurtig. Jeg tænkte at jeg lige ville strække mine ben lidt inden jeg tog hjem til Instituttet." Hun kiggede lidt rundt, scannede lynhurtigt sine omgivelser. Det var bare en refleks for hende at forsikre sine omgivelser. Hun skulle under ingen omstændigheder nyde noget godt af, at glemme at tjekke efter for farer. Det var helt unødvendigt.
"Fantastisk. Nogle gange må man jo bare tage hvad man kan få, ikke sandt?" Hun smilte sarkastisk og halvt ondskabsfuldt. Det var trods alt ikke et helt igennem sukkersødt emne, så det smittede af på hendes smil og glimt i øjet. Sådan så hun altså ud når hun snakkede om dæmoner og udryddelsen af dem. De var ligesom Mayelle havde sagt, bæster. De fortjente ikke at leve. De var en trussel mod alle - mundaner som skyggejægere - og trusler skulle elimineres med det samme, inden alt gik galt.

//Du må meget undskylde ventetiden.. :-/
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Sponsored content




IndlægEmne: Re: Under the moon ~ Tia   Today at 12:50

Tilbage til toppen Go down
 
Under the moon ~ Tia
Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen 
Side 1 af 1

Permissions in this forum:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
Dæmonernes By :: New York City :: Brooklyn :: Parken-
Gå til: