Dæmonernes By
Vil du reagere på denne meddelelse? Tilmeld dig forummet med et par klik eller log ind for at fortsætte.


Træd ind i en verden, der ligger gemt lige under næsen på de mundane!
 
ForumforsideNyeste billederSøgTilmeldLog ind
Log ind
Brugernavn:
Kodeord:
Log mig på automatisk ved hvert besøg: 
:: Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email
Hvem er på nu
Der er i alt 2 brugere på systemet nu: Ingen tilmeldte, ingen skjulte og 2 gæster

Ingen

Flest brugere online på samme tid var 45, Lør 12 Aug 2023 - 10:04
Regler for siden og brugerne
Meeting ~ More :-) Icon_minitimeLør 3 Jan 2015 - 4:09 af Elena
Hey folkens! Der kommer lige til at stå nogle små huskeregler for siden herinde ;-)



Kommentarer: 0
Mest aktive brugere
Deartháir
Meeting ~ More :-) I_vote_lcapMeeting ~ More :-) I_voting_barMeeting ~ More :-) I_vote_rcap 
Adia Adrin
Meeting ~ More :-) I_vote_lcapMeeting ~ More :-) I_voting_barMeeting ~ More :-) I_vote_rcap 
Clary
Meeting ~ More :-) I_vote_lcapMeeting ~ More :-) I_voting_barMeeting ~ More :-) I_vote_rcap 
Madison
Meeting ~ More :-) I_vote_lcapMeeting ~ More :-) I_voting_barMeeting ~ More :-) I_vote_rcap 
Katherine
Meeting ~ More :-) I_vote_lcapMeeting ~ More :-) I_voting_barMeeting ~ More :-) I_vote_rcap 
Jace
Meeting ~ More :-) I_vote_lcapMeeting ~ More :-) I_voting_barMeeting ~ More :-) I_vote_rcap 
Aleck
Meeting ~ More :-) I_vote_lcapMeeting ~ More :-) I_voting_barMeeting ~ More :-) I_vote_rcap 
Jason
Meeting ~ More :-) I_vote_lcapMeeting ~ More :-) I_voting_barMeeting ~ More :-) I_vote_rcap 
Castella
Meeting ~ More :-) I_vote_lcapMeeting ~ More :-) I_voting_barMeeting ~ More :-) I_vote_rcap 
Tia
Meeting ~ More :-) I_vote_lcapMeeting ~ More :-) I_voting_barMeeting ~ More :-) I_vote_rcap 
Seneste emner
» Jeg søger... Kontakt med jer igen!
Meeting ~ More :-) Icon_minitimeTors 3 Maj 2018 - 15:33 af Clary

» Ord for ord xD
Meeting ~ More :-) Icon_minitimeTors 7 Sep 2017 - 18:23 af Jackson

» Ingame spørgsmålsleg!
Meeting ~ More :-) Icon_minitimeOns 30 Aug 2017 - 20:35 af Tia

» Ordleg!
Meeting ~ More :-) Icon_minitimeOns 30 Aug 2017 - 20:33 af Tia

» Musiklegen ^^'
Meeting ~ More :-) Icon_minitimeOns 30 Aug 2017 - 20:32 af Tia

» Three Words!
Meeting ~ More :-) Icon_minitimeOns 30 Aug 2017 - 20:28 af Tia

» Ja/Nej Legen xD
Meeting ~ More :-) Icon_minitimeOns 30 Aug 2017 - 20:22 af Tia

» Cooking skills - Tia
Meeting ~ More :-) Icon_minitimeOns 23 Mar 2016 - 21:23 af Tia

» Lets light this place up. *emnesøgning*
Meeting ~ More :-) Icon_minitimeTors 3 Mar 2016 - 17:34 af Michael

Top posting users this week
Ingen bruger
Mest aktive brugere denne måned
Ingen bruger
Statistik
Der er i alt 103 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Damian

Vores brugere har i alt skrevet 3908 indlæg i 268 emner

 

 Meeting ~ More :-)

Go down 
2 deltagere
ForfatterBesked
Tia

Tia


Antal indlæg : 117
Geografisk sted : New York's Institut
Job/hobbies : Hmm.. Missioner?

Meeting ~ More :-) Empty
IndlægEmne: Meeting ~ More :-)   Meeting ~ More :-) Icon_minitimeSøn 28 Okt 2012 - 21:52

Sted ~ Instituttet
Tid ~ Midt på dagen?
Omgivelser ~ Det sædvanlige
Vejr ~ Udenfor er det ret køligt
Påklædning ~ Tøjet (-tasken)

Det var omkring middagstid, altså ved 1-tiden... Tia sad på sit værelse, og ventede på at Amore kom. Amore var en af de få veninder Tia rent faktisk havde. Hun mindede egentlig ret meget om Tia selv. Den hårde, kolde væremåde.. Godt nok havde Tia nogle gange på fornemmelsen at der skam også var en anden side af Amore. En meget sød og venlig side.. Men hun var også helt igennem sikker på, at Amore ikke ville lade den side komme frem, helt frivilligt! Det var blot endnu en ting de havde tilfælles. Tia brød sig ikke om at virke svag, eller lade nogen svagheder komme frem. Det samme gjaldt Amore. Og det var også derfor Tia var så glad for at hun havde hende.. Hun kunne snakke med hende om alt, på trods af at de begge var så ligeglade med det meste.. Det var fedt, og derfor glædede Tia sig også til hun kom. Hun havde brug for at snakke med Amore om William, nu hvor hun havde fundet ham igen. Hun var så utrolig glad, for at han virkelig var her. Her i New York. Her i Brooklyn! Han boede endda på det samme Institut som hende! Og hun kunne ikke drømme om at lade ham slippe væk igen. Ikke endnu en gang. Det havde næsten knust hende første gang, så hun ville da aldrig lade det ske igen! Hun kom til at tænke tilbage på sin fortid.. Hun havde boet i Idris det meste af sit liv - lige indtil hendes forældre forsvandt i en brand, startet af Valentine Morgenstern's folk. Hun blev i Idris yderlige et år efter det. Men da hun bare blev mere og mere vred og ked af det, over at være der - hvor minderne hjemsøgte hende - besluttede hun sig for at rejse derfra. I hvert fald for en tid.. Efter det flygtede hun lidt rundt.. Først var hun et par måneder i Frankrig, da hun pludselig kom i tanke om nogle af hendes forældres nære venner - Robert og Maryse Lightwood, som boede i New York. Faktisk styrede de New York's Institut, og derfor besluttede Tia at tage hen og opsøge dem. De kendte hende, og hun var sikker på at de ville tage imod hende med åbne arme. Og det havde de så gjort, hvilket hun var meget taknemmeligt over. Hun var dog ikke lige den bedste til at vise det, men hun prøvede da sit bedste...
Tilbage til toppen Go down
Amore

Amore


Antal indlæg : 80
Geografisk sted : Instituttet i New York
Job/hobbies : Skyggejæger, durh!
Humor : Se min familie og had dem ligesom jeg.

Meeting ~ More :-) Empty
IndlægEmne: Sv: Meeting ~ More :-)   Meeting ~ More :-) Icon_minitimeMan 29 Okt 2012 - 16:23

Hvorfor var det startende ord på den sætning, der kørte i ring inde i hendes hoved. Hvorfor skulle den her forbandede striktrøje klø så meget? Hun hadede irriterende ting, og denne kløen var forbandet irriterende. Hvis den ikke allerede var forbandet, ville hun have forbandet den, men det var jo allerede forbandet. Hendes venstre hånd kløede hendes skulder lidt, og da kløen var så minimal, at Amore godt kunne leve med den, så lod hun den falde ned langs hendes ene side, hvor den svang frem og tilbage i takt med hendes skridt. Hendes blå, og som sædvanlig kolde øjne, gled hen ad den gang hun var på vej ned af. De store vinduer sørgede for at solens stråler lyste gangen op, nogle steder mere end andre. Hun var alene på gangen og den rungende stilhed blev kun afbrudt af hendes stilethæles klikken mod gulvet. Hun kørte en hånd igennem det seriøst blonde, der var lidt længere end skuldrene, hår og kiggede rundt på dørene. Hvilken var Tia's? Hvis det da overhovedet var denne her gang hun boede på..
Hvorfor kunne Amore aldrig huske hvor Tia boede? Ikke fordi at hun ikke gerne ville huske det, men når man skulle huske på så mange adresser, både hvor de bedste clubber og bare lå, men også hvor de bedste one nightstands boede. Ikke fordi Amore var billig, men var drengen sød og charmerende var der vel ikke noget i vejen med, at hun kunne få lidt.. sjov med ham.
Hun så på værelsesnumrene og standsede så foran et værelse, som hun blev enig med sig selv om, måtte være Tias. Ikke at hun var sikker, det kunne ligeså godt være en fuldkommen ukendt skyggejægers.
Hun bankede på, tre blide bank, og ventede utålmodigt på, at Tia eller en anden åbnede døren. Var der noget Amore hadede var det, at vente og lade andre vente. Det var uudholdeligt. Da døren åbnede sig blev det hurtigt klart, at det ikke var Tia' værelse. Det var en rødhåret piges, nærmere bestem, Clarys værelse. Hun smilte venligt og opfordrende til Amore, sikkert for at få hende til, at fremsige sit ærinde. Amore blinkede kort tre gange og pustede ud,"Jo, ser du Clary, jeg leder efter Tia's værelse og jeg ville spørge om, du vidste hvor det var?"
Clary's latter og hendes 'diskrete' pegen mod døren ved siden af fik lysten til at slå hovedet ind i væggen af skam, op i Amore. Seriøst, boede Tia lige ved siden af? Et suk forlod hendes læber, og hun gik hen til døren med to skridt og bankede så på den, forhåbentlige, rigtige dør. Tia's dør.
"Tia?"kaldte hun og hendes øjne tøede langsomt op ved tanken om, at hun skulle tilbringe dagen sammen med Tia.
Tia var en af de eneste personer Amore havde respekt for og kunne kalde sin ven. Ja, hun havde masser af venner, men de var ikke rigtige, dem brugte hun bare til at gøre ting for sig og holde hende med selskab. Tia var anderledes, forstået på den måde, at hun mindede for meget om Amore selv til, at hun ikke kunne have respekt for hende. Det var kompliceret, men ikke desto mindre havde Amore respekt for Tia og hun glædede sig faktisk til at tilbringe tid sammen med hende.
Tilbage til toppen Go down
Tia

Tia


Antal indlæg : 117
Geografisk sted : New York's Institut
Job/hobbies : Hmm.. Missioner?

Meeting ~ More :-) Empty
IndlægEmne: Sv: Meeting ~ More :-)   Meeting ~ More :-) Icon_minitimeTirs 30 Okt 2012 - 17:34

Savnet havde været stort, det havde det virkelig. Det havde taget Tia længe, at forstå at hun nok ikke fik hverken William eller sine forældre at se igen.. For selvom de da indimellem havde haft lidt uenigheder, og at hendes forældre ikke havde været så glade for William, elskede hun dem jo stadig. Af hele sit hjerte.. De havde været de mest fantastiske forældre nogensinde, og hun ville ikke bytte sin barndom ud for nogen andens. Hun havde haft en god barndom! Ja, dengang havde hun jo nok ikke været særlig glad for at skulle læse så meget, og lave så mange skolerelaterede ting, men sandheden var at hun satte pris på det, den dag idag. For det havde formet hende, og gjort hende til den hun var idag. Det havde gjort hende en bedre Skyggejæger. Og det var hun dem taknemmelig for... Det var hun virkelig. Selvom hun ikke havde været den bedste til at vise det, før det var for sent, havde hun altid værdsat sie forældre meget. Og det håbede hun bare at de vidste, hvorend de så var. Om de var døde, eller ej.
Det var faktisk det hun ville snakke med Amore om.. William. Nu hvor hun havde fundet ham igen, kunne hun ikke længere ignorere sine følelser for ham.. Hun var nødt til at komme ud med dem, og derfor var Amore den første der skulle vide det. Vide at hun var hovedkulds forelsket i en Skyggejægerdreng, der nu boede på det samme Institut som hende selv. Hun havde skam prøvet at glemme William, virkelig det havde hun.. Men.. Det var vel nok bare ikke muligt for hende, at glemme ham, eller bare komme sig en smule over ham. Hun havde set en side af ham, hun vidste at ingen andre så.. Hun havde været der for ham gennem hans svageste periode.. Og hun havde forelsket sig i ham.. Selvom det aldrig havde været hendes plan, at falde for ham, var det bare sket. Og hun havde ingen mulighed for at kontrollere sine følelser.. Derfor havde hun til sidst besluttet sig for at fortælle ham om sine følelser, og det var gået forfærdeligt. Katastrofalt! Han havde forladt hende.. Hun havde ødelagt alt ved at fortælle ham det.. Sandheden gjorde ondt...
Hun havde ikke engang nået at forstå at han var væk, for alvor, før hendes forældre så også forsvandt, og hele hendes verden ramlede sammen om hende. Hun havde været så langt nede, at hun havde fordybet dig i en søgen efter det umulige. Valentines mænd, og dem der havde taget hendes forældre - og muligvis også Will - fra hende. Hun havde dræbt utallige dæmoner, for først at høre om de vidste noget.. Og det var sådan det hele startede. Hun var begyndt at få smag for det, og efterhånden som hun ændrede sig mere og mere, skete der nærmest en hel forvandling inde i hende. Og udenpå. Hun opførte sig som en Anti-Tia. Slet ikke den Tia hendes forældre havde opdraget hende til at være.. Men hun var begyndt at være ligeglad med tiden.. Okay.. Måske ikke helt ligeglad, men hun havde ikke noget imod den nye Tia. Hun elskede følelsen af at være frygtet, og af at kunne være så kold og ligeglad. Det gav hende en fornemmelse af magt. Og der var noget over det, der fik hende til at glæde sig over ethvert drab på en dæmon.
Men det var okay. Hun var okay med det. I hvert fald havde hun lært at være okay med det, med tiden.. Hendes tanker blev afbrudt af en banken, og så hørte hun da også Amore's stemme. Hun kunne ikke holde et stort smil inde, da hun rejste sig fra sin seng, og gik hen for at åbne døren til hendes værelse. Hun trak i håndtaget, og åbnede døren. Så smilte hun igen. "More! Hey! Kom ind!" Hun rykkede sig lidt, så Amore kunne komme ind..
Tilbage til toppen Go down
Amore

Amore


Antal indlæg : 80
Geografisk sted : Instituttet i New York
Job/hobbies : Skyggejæger, durh!
Humor : Se min familie og had dem ligesom jeg.

Meeting ~ More :-) Empty
IndlægEmne: Sv: Meeting ~ More :-)   Meeting ~ More :-) Icon_minitimeOns 31 Okt 2012 - 15:59

I de sidste 2-3 år, Amore havde ikke styr på tiden mere, havde hun set mange, der mindede om hendes bror, vidunderbarnet William. Og hver gang hun så sådan en person vågnede Celestia og prøvede at få kontrollen. Men Celestia tog aldrig højder for hvor meget magt Amore havde skaffet sig over deres krop, hun ville aldrig kunne overtage den igen. For hvem var der var skyld i at deres forældre lagde alt deres kærlighed over på William? Hende. Det havde været hende, der ikke havde været stærk nok til at overbevise forældrene om, at selvom de var en pige kunne de sagtens være en stærk skyggejæger. Det var hende, der ikke havde haft styrken til at gøre det Amore gjorde, hvis hun bare havde kunnet forlade hendes elskede bror noget før kunne de begge have undgået at blive ignoreret, de kunne begge have undgået at føle sig så uelskede. For Celestia havde deres bror betydet så meget, og derfor havde hun ikke haft styrken til at stikke af noget før, men det havde Amore haft. Ligemeget hvad der skete ville hun aldrig lade Celestia blande sig i hvad hun foretog sig. Hun skulle bare blande sig uden om og græde over, hvordan Amore behandlede andre. Ja, græde. Celestia kunne ikke klare når folk ikke blev behandlet ordentligt og at det her var Amore, der ikke behandlede andre ordentligt, gjorde vel bare det hele værre.
Hun rystede på hovedet, det var fortiden. Nu skulle alle disse tanker om hendes familie, og især hendes bror, ud af hendes tanker. Ihvertfald for i dag. Hun nægtede, nægtede, at skulle blive mindet mere om de eneste mennesker, der nogensinde havde såret hende så hårdt. Eller i det hele taget såret hende. Siden hun stak af fra hendes familie havde hun ikke ladet nogen komme så tæt på hende, at de kunne såre hende. Hun havde haft for mange oplevelser med det at blive såret til at hun ville lade nogen såre hende igen. Den person de havde kunnet såre var i færd med at blive låst inde, så denne aldrig kunne få lov at styre kroppen igen. Den Amore hun havde været da hun boede i Leeds var for længst væk. Og hun ville aldrig, aldrig, komme igen.
Hun rettede opmærksomheden mod døren, der nu var åbnet og hun lyste op i et stort smil ved synet af Tia.
"Hej Lia!"sagde hun, som besvarelse på det Tia sagde, og Amore trådte ind ad døren.
Hun kiggede rundt i Tia' værelse, som hun havde fået en vane med at gøre, hver gang hun var i værelset. Hun kunne vel snart huske hvor alt stod, og måske endda, sige til Tia, at hun havde rykket på nogle sine ting. Men det ville være ret.. stalkeragtigt.
Hun vendte sig mod Tia, og smilte venligt, eller så venligt hun nu kunne."Så hvad ville du tale om, Lia?"
Hun spurgte kun af ren høflighed, noget sagde hende, at det var noget drengenoget. Tia lød ihvertfald meget passioneret og.. underlig på en eller anden måde i telefonen, da de aftalte at skulle mødes dagen før.
Tilbage til toppen Go down
Tia

Tia


Antal indlæg : 117
Geografisk sted : New York's Institut
Job/hobbies : Hmm.. Missioner?

Meeting ~ More :-) Empty
IndlægEmne: Sv: Meeting ~ More :-)   Meeting ~ More :-) Icon_minitimeLør 3 Nov 2012 - 13:09

Også Tia havde set mange folk der mindede om William, i de to år der var gået siden han forsvandt fra hende.. Og hver gang havde hun mærket et meget spinkelt håb, indtil det hurtigt blev knust igen. Hendes hjerte sprang et slag over, hver gang hun så en med det samme hår som William, med den samme tøjstil som William eller bare noget der mindede hende om William. Og hun havde hurtigt måtte indse at hun ikke var ved at komme sig over ham. At hun nok aldrig rigtig ville kunne komme sig over ham.. Hendes hjerte var alligevel også allerede blevet knust en gang, da han forsvandt.. Hun behøvede på ingen måde at lade en dreng komme tæt på hende igen, så han kunne gentage succesen.. Nej, det kunne hun skam sagtens leve uden.. Og det havde hun også tænkt sig! Indtil hun stødte ind i Will på Instituttet.. Så regnede det ligesom lidt ind med hendes gamle følelser.. De følelser hun ellers havde fået nogenlunde under kontrol.. Hun havde fået dem undertrykket dem, nogenlunde.. Men det kunne alt sammen være fuldkommen ligemeget, nu hvor han var hos hende igen.. Hun kunne umuligt holde dem nede... Og hun anede ærlig talt ikke rigtig hvad hun skulle gøre ved det.. Det eneste hun sådan rigtigt kunne gøre, var at vente.. Vente og se hvad der ville ske.. Og nej.. Det var ikke med vilje at det skulle være et rim.. Tia var ikke den mest poetiske person her i verden.. Faktisk overhovedet ikke, men okay...
Lia.. Det var Amore's kælenavn til hende, eftersom Tia var ret kort, og Amelia jo var hendes mellemnavn. Derfor havde hun brugt Amelia til at lave 'Lia'. Og det kaldte hun hende så nu.. Men det var da også helt i orden..! Hun så lidt på hende, da hun kiggede rundt. Hvordan skulle hun overhovedet forklare det for hende? Det var jo ikke ligefrem den side af Tia, Amore var vant til at se.. Tja.. Generelt var ingen vant til at se den side af Tia.. Ikke andre end William.. Og hvordan var det måske lige gået sidst hun havde afsløret sine sande følelser for ham? Ikke ligefrem særlig godt, vel? Nej.. Så derfor prøvede hun bare at gøre sit bedste, for at holde sine følelser for ham nede.. Men derfor havde hun stadig brug for at fortælle nogen om ham.. Og det var så hurtigt blevet Amore, der skulle have det at vide, så derfor havde hun ringet og spurgt om hun ikke kunne komme forbi Instituttet, for at snakke.. Og det var hun jo så nu. Hun tøvede lidt da Amore spurgte hvad det var hun ville snakke om.. Det ville nok ikke blive så nemt for hende at få ud. Hun havde efterhånden lært at lukke helt af, og aldrig snakke om sine følelser.. Så hvordan kunne hun bare lige sådan lave om på det, lige pludselig? Svaret var, at det kunne hun ikke bare lige. Det ville ingen jo bare lige kunne... Hun satte sig ned på sin seng, og gjorde tegn til Amore, om at hun kunne sætte sig ved siden af hende.. Så begyndte hun lidt tøvende at tale...
"Øhm.. Tjo altså.. Ser du... Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare dette, og for at du kan forstå hele sammenhængen, må du nok først kende ordentligt til min fortid..." Hun så tøvende ind i hendes øjne, og bed sig lidt i læben. Hun var nødt til at fortælle det hele.. Og hun var virkelig dårlig til at åbne op.. Amore vidste kun at hendes forældre var døde, og at hun var vokset op i Idris.. Det var alt hvad hun vidste om Tia's fortid.. Og det skulle der jo så ændres på nu..
Tilbage til toppen Go down
Amore

Amore


Antal indlæg : 80
Geografisk sted : Instituttet i New York
Job/hobbies : Skyggejæger, durh!
Humor : Se min familie og had dem ligesom jeg.

Meeting ~ More :-) Empty
IndlægEmne: Sv: Meeting ~ More :-)   Meeting ~ More :-) Icon_minitimeTirs 11 Dec 2012 - 17:36

Hver gang Amore havde fået et glimt af en person, der bare mindede det mindste om William, havde hun forbandet denne person til helvedet og spurtet med overmenneskelig fart den modsatte vej. Hun havde aldrig turdet se ordentligt efter, om det virkelig var ham eller ej. Hun havde altid frygtet den dag, hun skulle stå ansigt til ansigt med den fra sin fortid, hun havde savnet mest. Eller ville have savnet, hvis hun stadig var Celestia. Faktisk havde han været en af grundene til at hun stak af i første omgang. Han og hendes forældre, men mest alligevel, ham. Det var ham, den eneste Celestia stolede på, der havde forladt hende for at tage med deres forældre til Idris... Celestia havde så stukket af, hun ville ikke engang være væk længe. Allerede to mil fra Instituttet blev hun nervøs og ville drage tilbage, men da greb Amore sin chance. En forvirret 13-årig pige var let at få overtaget.
Tia var egentlig Amore's første og eneste veninde, alle andre havde hun skubbet væk. Alle andre havde kendt eller haft en forbindelse til Celestias bror, han var ikke engang hendes bror mere. Han havde aldrig været hendes bror, ligesom hendes forældre aldrig havde været hendes forældre. Den dreng, der skulle forestille at være hendes bror, var bare en svans, hun havde mødt for lang tid siden. Og hendes forældre? De var bare mennesker, der ignorerede hende og valgte hendes bror til fordel for hende. Nogle, der aldrig havde elsket hende og som hun altid havde prøvet at få til at elske hende.
Hvor mange gange havde hun ikke håbet på, at se et anerkendende blik fra hendes fars side af, når hun trænede med hendes bror? Hvor mange gange havde hun ikke strakt armene frem mod hendes mor, for at få en varm omfavnelse, som kun mødre kunne give? Hvor mange gange havde hun ikke håbet, at nu skulle hun vælges frem for hendes bror? Hun havde prøvet i 13 år at blive accepteret, elsket, et barn, de kunne være stolte af. Hun gjorde alt og de gav hende intet. Intet andet end kolde blikke. Skulle hun virkelig føle sig skyldig over, at hade dem? Nej. Fra Amores synspunkt havde hun ingen god grund til at skulle elske dem. De havde ikke elsket hende, hun elskede ikke dem. Det var fair.
Hun så et øjeblik på Tia, før hun nikkede kort. En mulighed for at lære hendes veninde bedre at kende lod hun ikke gå fra sig, og hvis de så også kunne få snakket, om det Tia ville snakke om, så var Amore frisk. Der var ikke meget hun vidste om Tia, så at få mere afvide ville ikke skade.
"Hvis det er en lang historie, må vi hellere så at komme i gang..." sagde hun stille og satte sig ned ved siden af Tia. Hendes veninde.
Tilbage til toppen Go down
Tia

Tia


Antal indlæg : 117
Geografisk sted : New York's Institut
Job/hobbies : Hmm.. Missioner?

Meeting ~ More :-) Empty
IndlægEmne: Sv: Meeting ~ More :-)   Meeting ~ More :-) Icon_minitimeSøn 16 Dec 2012 - 4:50

Tia betragtede Amore lidt. Hun var en af de første veninder, Tia nogensinde havde haft. Og hun var helt klart den første - og eneste - rigtige veninde, efter hun havde ændret sig sådan. Efter hun var flyttet fra Idris, og havde efterladt hendes bedste sider der. Hendes bedste egenskaber. De var gået tabt i asken. Sammen med alle hendes ejendele, og hendes forældre. Hele hendes liv var gået tabt, da branden var blevet påsat.. Men det var for sent at omgøre nu... Dog kunne hun stadig beholde Amore som sin veninde, men hun var nødt til at fortælle hende om sin fortid. Noget hun ellers virkelig ikke var meget for - overhovedet! Det var som at hælde salt i et åbent sår. Hun havde på ingen måde lyst til at ridse op i gamle ar, men hun vidste at hun var nødt til det. Hun måtte jo egentlig bare håbe at hun ikke ville blive ked af det, og blive så nedtrykt - ligesom dengang det rent faktisk skete...
Hun nikkede tøvende tilbage, da Amore kom med et lille nik. Så tænkte hun lidt over hvor hun skulle begynde, og hvor meget hun skulle sige.. Til sidst begyndte hun bare...
"Jeg er født og opvokset i Idris - som du jo ved. Jeg har altid boet lidt ude på landet, sammen med mine forældre. I hvert fald indtil de blev myrdet. Men det skal jeg nok komme til.. Dengang var jeg en helt anden person. Jeg var sød, kærlig, omsorgsfuld og nok en smule naiv. Da jeg var ved de sytten år - altså for omkring to år siden - mødte jeg denne fyr. Han var på min alder, og så utroligt godt ud. Men han havde det svært. Han var i en meget svær fase i sit liv, hvor han var sårbar og halv-deprimeret. Jeg prøvede at hjælpe ham, og sådan blev vi venner. Han blev min bedsteven, og vi var altid sammen. Jeg bilder mig selv ind at jeg hjalp ham med at få det bedre igen, og jeg ved i hvert fald at han blev gladere.. Men et sted midt i vores venskab, skete der noget som aldrig skulle have været sket... Jeg forelskede mig i ham. Det burde aldrig være sket, men jeg kunne ikke lade være. Han var simpelthen fantastisk. Han var sød, sjov, omsorgsfuld, flabet, beskyttende, smuk og lækker. Jeg ved ikke hvordan jeg overhovedet skulle have kunnet undgå at falde for ham.. Men i hvert fald ødelagde det alt. Jeg besluttede mig for at fortælle ham om mine følelser, selvom jeg vidste at han umuligt kunne have de samme følelser for mig. Men efter det, forsvandt han. Mine forældre blev dræbt af Valentine's mænd et par dage efter, og jeg regnede med at de også havde fået fat i ham. Jeg var fuldkommen knust. Alle jeg elskede, var forsvundet. Dræbt. Og jeg ville aldrig få dem at se igen. Det ødelagde noget indeni mig, og forvandlede mig. Jeg gik fra at være sød og kærlig, til at være kold og hævngerrig. Jeg prøver stadig at finde frem til de mænd der gjorde det, selvom jeg ikke aner om de stadig lever. Jeg besluttede mig for at jeg ikke ville græde mere, og det gjorde mig til den jeg er idag. Jeg ønskede at de ikke var døde. Jeg ønsker stadig at de ikke døde. For jeg har været sikker på at Valentine's mænd fik dem alle tre.. Lige indtil her igår. Jeg var stået tidligt op for at træne, da jeg hørte larm i køkkenet. Jeg gik derned, og regnede med at det var en af drengene, men da han vendte sig om.... Det var ham. Jeg troede han var død, men pludselig stod han lige foran mig.. Og jeg har prøvet at glemme ham. Virkelig. Men det er bare umuligt. Jeg elsker ham... Ligegyldigt hvor meget jeg ville ønske at jeg ikke gjorde, kan jeg bare ikke benægte det.. Og nu er han tilbage i mit liv, og jeg er bange for at miste ham endnu en gang. Det er jeg bange for at jeg ikke kan klare. Mit hjerte kan ikke blive knust igen..."
Tilbage til toppen Go down
Amore

Amore


Antal indlæg : 80
Geografisk sted : Instituttet i New York
Job/hobbies : Skyggejæger, durh!
Humor : Se min familie og had dem ligesom jeg.

Meeting ~ More :-) Empty
IndlægEmne: Sv: Meeting ~ More :-)   Meeting ~ More :-) Icon_minitimeMan 17 Dec 2012 - 17:50

"Wow... Du har været igennem en masse!" sagde hun og lagde hovedet på skrå. Det lå ikke til hende, at vise kærlige følelser. Men hun regnede heller ikke med at Tia regnede med det helt store fra Amore. Ingen kram. Ingen medfølende ord. Kun en hentydning til at Amore følte med hende. Og det var vel nok, ikke?
En kuldegysning fik Amore til at ryste. Idris. Dreng på 19 år. Svær periode i hans liv. Det mindede hende alt for meget om ham. Men det var ikke ham, det kunne ikke være ham. Hun ville ikke tro på at det var ham. Hun nægtede. Han var ikke en del af hendes liv mere, hun ville aldrig mere stå i skyggen af ham. Hvis det var ham, Tia snakkede om, ville hun være nødt til at flytte. Nej, flygte. Det var det eneste hun duede til. Hun rystede på hovedet. Hvorfor kom disse tanker til hende? Hvorfor tænkte hun dem? Hun havde aldrig tænkt sådan før.
En brand. Tias forældre, der blev dræbt. Celestia kæmpede for at komme frem og give Tia et knus, vise hendes kvalmende medfølelse. Ikke noget Amore havde brug for nu. Lige nu havde hun brug for at fokusere på Tia's problem, og lukke hendes fortid ude. I næsten tre år havde hun formået at holde den på afstand, hvorfor indhentede den hende nu? Havde hun gjort noget forkert, siden hun skulle straffes?
Hun følte en sindssyg glæde ved at tænke på, at hvis Tias forældre var myrdet i Idris, stedet hvor hendes forældre tog hen, så kunne det være at hendes forældre også blev hentet af døden. Et smil truede med at springe frem, men det var ikke tidspunktet. Hun måtte nøjes med at juble indeni. Og det havde hun tænkt sig, hvis hun havde ret, skulle det fejres når hun var tilbage på hendes værelse.
Alligevel, på trods af hendes tanker, lagde en tanke sig over hende. En foruroligende tanke. En tanke, hun måtte og skulle have bekraftes, var falsk.
Hun så usikkert hen på Tia, usikker på hvordan hun skulle reagere. Reagerede hun forkert ville hendes jubel blive synlig og Tia ville få forkerte tanker. Ikke at det ragede Amore, men en del af hende ville gerne beholde Tia, som ven. Noget sagde hende, at hun ikke ville have Tia, som fjende.
Historien havde været foruroligende, og endnu mere foruroligende var det at Tia havde været en helt andet. Præcis som Amore. Selvom det så ud til at Tia havde en person, der kunne få den gamle Tia frem. Den gamle Tia. Amore havde godt haft mistanke om, at der havde været en anden slags Tia. Påtrods af den kolde og ligeglade facade.
Men til forskel fra Tia med hendes gamle flamme, der åbenbart var dukket op igen, som kunne få hendes gamle jeg frem, så ville Amore ikke lade nogen få Celestia frem igen. Selv ikke hvis hendes bror kom og bønfaldte hende om det. For det første; Hvorfor skulle hun? For det andet; Hvad godt kom der ud af dét?
"Måske du skulle teste ham? Se om han virkelig er det værd?" bitterheden i hendes stemme var tydelig, selv for Amore selv.
Bitterheden kom af at hun, mod sin vilje, tænkte på William. Hun huskede alt for godt den aften, den sidste aften sås, hvor han fortalte, at han valgte hende fra.
"Cel?" Williams stemme afbrød hende, den eneste der kaldte hende Cel var nemlig ham, i hendes læsning. Hun løftede hovedet og så ind i hans store, brune øjne, der så kærligt på hende. Han var den bedste bror, der fandtes og selvom hun blev valgt fra af hendes forældre, vidste hun, at han aldrig ville svigte hende.
Ironisk, tænkte hun for sig selv, for det var præcis, hvad han havde gjort. Valgt hende fra. Ordene genlød i hendes hoved, som et ekko; 'Jeg tager til Idris med mor og far.' For andre lød det ikke så slemt, ikke noget, man skulle stikke af over. Men for Amore var det for meget. Hun var altid blevet valgt fra af hendes forældre, og blive valgt fra af den person, man elskede mest, var for meget.
"Tro mig, jeg taler af erfaring." hun bed sig lidt i læben, før spørgsmålet nærmest busede ud af hende, et træk hun ikke havde planlagt, "Hvad hedder han?"
Tilbage til toppen Go down
Tia

Tia


Antal indlæg : 117
Geografisk sted : New York's Institut
Job/hobbies : Hmm.. Missioner?

Meeting ~ More :-) Empty
IndlægEmne: Sv: Meeting ~ More :-)   Meeting ~ More :-) Icon_minitimeFre 4 Okt 2013 - 16:43

Selvfølgelig regnede Tia ikke med at Amore ville forstå hendes situation, da det jo ikke ligefrem var noget folk oplevede hele tiden. Klart, at hun ikke var den eneste person - og da slet ikke den eneste skyggejæger - der havde mistet familie, tilmed forældre, men alligevel. Det var hårdt og helt ufatteligt smertefuldt. Og desuden kendte hun efterhånden Amore rimelig godt, og vidste derfor også at hun ikke ligefrem fra den kærlige type - hvilket såmænd passede Tia perfekt, da hun som regel heller ikke selv var det. Hun viste sig sjældent fra sin sensitive side, og det gjorde hun heller ikke nu. Hun havde godt nok ikke snakket højt om det med hendes forældre til andre end et par udvalgte få, og hun havde slet ikke sagt noget om William til nogen anden end ham selv før nu, men hun havde alligevel fået øvet sig godt og grundigt, i ikke at lade alle sine følelser skinne igennem til overfladen. Det var at vise svaghed, og svaghed passede hende på ingen måde. Hun hadede at lade folk se hendes svage sider, og det var også yderst sjældent at det skete. Hun havde det helt klart bedst med ikke at lade folk vide hvordan hun gik og havde det hele tiden. Og selvom hun havde en hel del hun gik og kæmpede med, betød det ikke at hun ville have andres hjælp. Hun var moden nok til at håndtere sine problemer selv. Og desuden havde hun jo ikke ligefrem sine forældre til at ordne noget som helst for hende længere, så hun havde ligesom været nødt til at modnes - måske endda mere end hvad hun havde godt af. Det var på ingen måde retfærdigt - men på den anden side, var det meget lidt i skyggejægernes verden, der var det, så det var jo bare som det var, og det kunne ingen lave om på. Derfor trak hun også bare på skuldrene ved Amore’s ord. Hun havde skam ikke tænkt sig at reagere med gråd og rystelser, hvis det var hvad man forventede.
Det var nok megte klogt ikke at ønske Tia som sin fjende, og det vidste Amore vel om nogen, da hun havde set hende i kamp før. Tia var ikke en egoist, eller en selvglad idiot, men hun var uden tvivl selvsikker. Men når man var skyggejæger, var man jo egentlig også nødt til at være sikker på sig selv, med mindre man altså havde lyst til at tøve midt i en kamp, hvilket ligesom var dødsens farligt. Bogstaveligt talt. Hvis man f. eks. kæmpede mod en vampyr, som jo ligesom var dobbelt så hurtig som en selv, og man så tøvede bare et kort øjeblik, ville man få revet struben ud. Så enkelt var det. Tøv og du dør. Det var endnu en ting der var ved at være skyggejæger, som man ikke kunne gøre noget ved. Hvis man ikke var beredt på det værste hele tiden, ville de underjordiske bare slå én ihjel. De havde ligeså lidt til overs for skyggejægerne som skyggejægerne havde for dem. Sørgeligt, men ikke desto mindre sandheden.
"Og hvordan havde du så tænkt dig at jeg skulle gøre det?" Der var ingen fjendtlighed at spore i Tia’s stemme - blot en spørgende klang. Hun mente nemlig sit spørgsmål dybt alvorligt. Hvis Amore havde nogle gode råd i ærmet, var hun mere end villig til at lytte og måske også prøve de forskellige råd lidt af. Hun ville aldrig indrømme det overfor hverken sig selv eller Amore - nå ja, eller nogen anden for den sags skyld - men hun var faktisk en smule desperat. Hun bemærkede godt bitterheden i sin venindes stemme, men eftersom hun ikke vidste hvad baggrunden for den var, besluttede hun sig for at udsætte bekymringen om den lidt endnu - hvis det altså overhovedet var noget der var værd at bekymre sig over, hvilket jo ikke var sikkert.
Hun rynkede lidt på panden. Hun havde ikke engang lagt mærke til, at hun havde undladt at fortælle hans navn hele vejen igennem. "William. Hvorfor?" Hun smilte halvt til hende, men det var bare et spørgende smil, ikke ligefrem et glad et.
Tilbage til toppen Go down
Amore

Amore


Antal indlæg : 80
Geografisk sted : Instituttet i New York
Job/hobbies : Skyggejæger, durh!
Humor : Se min familie og had dem ligesom jeg.

Meeting ~ More :-) Empty
IndlægEmne: Sv: Meeting ~ More :-)   Meeting ~ More :-) Icon_minitimeFre 4 Okt 2013 - 17:31

Det var ikke fordi Amore ikke følte med sin veninde. Det gjorde hun. Helt klart. Det var da synd for hende - selvfølgelig var det, det. Lige nu var hun bare for opslugt af sin egen glæde over den mulighed, at hendes forældre kunne være blevet dræbt sammen med Tias. Hun mente ikke noget ondt med det. Selvfølgelig ønskede hun for Tias skyld - hendes eneste venindes skyld, at Tias forældre ikke var blevet dræbt. Det var forfærdeligt. Men Amore nærede intet håb, om at hendes egne forældre var gået fri. Faktisk håbede hun de ikke var gået fri. Det ville ikke være retfærdigt. Tias forældre lød til at være nogle søde forældre - de behandlede ikke, udfra Tias historie, deres datter som var hun det rene ingenting. En svækling, der aldrig ville blive til noget. De behandlede hendes som en ægte Skyggejægerlærling. De lærte hende op til at blive den perfekte Skyggejæger. En træning, Amores egen bror var den eneste i deres husholdning, der nød godt af.
William havde altid været den eneste, der kunne bløde Amore, eller Celestia, som Amore foretrak at kalde 'den gamle Amore', op. Han var den eneste, der kunne få hende til at smile. Få hende til at føle sig elsket. Han havde formået at få hende til at føle sig hjemme og varm, selv de mest fremmede og koldeste steder. Han havde altid været der for hende. Og hun havde altid prøvet at være der for ham. Han havde været den eneste person i hendes liv, som hun havde elsket af hele sit hjerte. Ham kunne hun aldrig blive sur på, for han blev aldrig sur på hende. De havde det søskendeforhold, manga misunder. Det perfekte forhold, hvor storebroren var der for den mindste. Til alle tider. Hvorfor det skulle ændres, vidste hun ikke. Hvorfor kunne han ikke bare blive sammen med hende den aften for så længe siden? Hvorfor skulle han drage efter deres forældre? De var jo ikke det værd. Desuden ville de sikkert bare sende ham hjem igen - eller det vidste Amore ikke noget om, for på det punkt, var hun faktisk usikker; ville de lade deres datter blive hjemme, alene, uden at kunne skaffe sig mad, og så byde deres søn velkommen med åbne arme, træne ham så han kunne blive en bedre Skyggejæger? Eller ville de sende ham hjem? Hun fandt aldrig ud af det. Celestia var såret dengang, hun var bange og græd. Let spil for Amore at overtage hende. Nogen mente, at hun nok burde komme over fortiden. Prøve at finde ham igen. Amore var helt uenig. Han fortjente ikke en chance til - han havde fået en. Og jo, hun ville hjertens gerne komme over fortiden. Lægge den bag sig. Aldrig se til dens side igen. Uheldigvis var hendes fortid helt uenig. Den ville åbenbart ses. Opmærksomhedskrævende.
Hun lagde let hovedet på skrå over Tias spørgsmål. Jo da, hun havde en million gode råd. Lad være med at stole på ham, se om han virkelig mener sine løfter. Hun kunne blive ved. Men alle passede de på hendes situation med William. Og den skulle Tia ikke vide noget om.
"Du sagde, han forlod dig?" gentog hun, langsomt for at se sin venindes reaktion - hun ville ikke såre hende eller rive op i gamle sår. På den anden side, så havde hun selv bragt det på bane, selv spurgt spørgsmålet, så hun burde ikke rigtig blive sur, "stil ham overfor et ultimatum. Hvis han virkelig mener, at han aldrig vil forlade dig igen, så burde det jo ikke være svært for ham at vælge."
Hun lukkede munden, da hun havde talt færdig. Hvordan Tia ville reagere, vidste hun ikke, men hun vidste, at hun var fuldstændig tør for idéer. Det var ikke fordi, hun ikke vidste en masse om drenge, og hvordan man scorede dem, for det gjorde hun. Det var mere den del, hvor man var forelsket og fortabt, i vildrede, der var svært. Hun havde aldrig været forelsket, ergo vidste hun ikke, hvad man skulle gøre.
Ved lyden af hans navn, blev alt farve drænet fra hendes ansigt. William. Hun rystede på hovedet og lagde to fingre mod hendes tindinger. Hun lukkede øjnene, prøvede at lukke alt ude. Det kunne ikke være ham. Så ond kunne skæbnen ikke være. Det svimlede for hende. Hvad var det, Tia havde sagt? 'Lige indtil her igår. Jeg var stået tidligt op for at træne, da jeg hørte larm i køkkenet. Jeg gik derned, og regnede med at det var en af drengene, men da han vendte sig om.... Det var ham.' Han var på Instituttet.
Hun måtte væk. Hun ville væk. Når hun kom ud herfra ville hun væk.
"Nej," hviskede hun lavt, kun til sig selv, "det kan ikke være ham.."
Hun åbnede øjnene og kiggede forpint overpå Tia, "ved du, hvad han hedder til efternavn? Om han havde nogen søskende?"
Hele hendes stemme dirrede - indikerede nærmest, at hele hendes liv afhang af, hvilke svar Tia gav. På den anden side, så var det lige, hvad det gjorde. Sagde Tia, at hans efternavn var Samuel, som William oftest brugte, så ville Amore være nødt til at flygte fra New York. Til et nyt sted.
Tilbage til toppen Go down
Tia

Tia


Antal indlæg : 117
Geografisk sted : New York's Institut
Job/hobbies : Hmm.. Missioner?

Meeting ~ More :-) Empty
IndlægEmne: Sv: Meeting ~ More :-)   Meeting ~ More :-) Icon_minitimeOns 9 Okt 2013 - 14:42

Tia’s forældre havde altid behandlet hende godt. Ja, fantastisk, ligefrem. De havde taget sig godt af hende, de havde givet hende alt hvad hun havde brug for og de havde elsket hende af hele deres hjerter. Det vidste hun at de havde. Ganske ligesom hun også havde elsket dem. Det var i sandhed forfærdeligt at de sådan skulle tages fra hende - og så var de ikke engang særlig gamle. Og jaja, det var naturligvis en stor del af livet som skyggejæger - usikkerheden om hvorvidt man vil leve så meget som en dag mere - men det var jo som regel på grund af dæmoner og andre underjordiske. Hvis man blev dræbt af en underjordisk, eller døde i kamp mod dæmoner, var det selvfølgelig tragisk, men det var heller ikke mere end hvad man kunne forvente. Men at Tia’s forældre derimod var blevet dræbt af andre skyggejægere, hvilket skam langtfra var normalt. Det var meget uhørt at man skulle dræbe sin egen slags. Og specielt imellem skyggejægere. Men selvfølgelig havde alt været vendt op og ned, da Valentine sad på magten. Ja, i hvert fald en del af magten.
Hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle gøre. Hun elskede William og ville bestemt aldrig undvære ham. Ikke igen. Ikke nu hvor hun vidste at han rent faktisk stadig levede. At han ikke var blevet fanget af Valentine og hans mænd, for derefter at blive gjort ting ved, som kun guderne kunne vide. Ting hun kun kunne forestille sig i sine vildeste drømme, og som hun ikke engang der, havde lyst til at forestille sig. Hun havde slet ikke den mindste smule lyst til rent faktisk at vide hvad mon Valentine Morgenstern kunne finde på at gøre mod de skyggejægere han tog til fange. Man kunne sige hvad man ville om den mand, men han måtte jo bestemt have været sindssyg. Ingen anden forklaring var god nok til at beskrive ham. Ingen beskrivelse på ham udover sindssyg var stærk eller kraftig nok.
Tia ventede så tålmodigt hun kunne på Amore’s svar. Hun ville hjertens gerne tage imod ethvert råd hun nu end kunne have. Hun var desværre lidt desperat. Og hun hadede inderligt at være eller/og at opføre sig desperat. Hun var normalt umådelig rolig og beregnende, men alt dette med William havde komplet bragt hende ud af fatning. Hun lyttede godt efter da hendes veninde endelig talte, og lagde hovedet let på skrå. Hun nikkede ved det første spørgsmål, da den slags spørgsmål som regel kun var for at få noget bekræftet en sidste gang. Hun overvejede lidt det med ultimatummet. "Et ultimatum..." Et hvilket ultimatum, var godt nok et godt spørgsmål, men det var vel til at finde ud af.
Da alt farve forlod Amore’s ansigt, rynkede Tia bekymret på øjenbrynene. Hun anede ikke hvorfor dette syntes at betyde så meget for hende, og hvorfor hun reagerede så voldsomt på det hun fik at vide, men det gjorde hun altså i høj grad. Nej, det kan ikke være ham. Hvad skulle det måske betyde? Ham hvem? Tia kiggede spørgende og i høj grad undrende på sin veninde. "Hvorfor? Hvad er der?" Hun undgik omhyggeligt at svare på spørgsmålene, eftersom hun begyndte at blive meget bekymret over hvorfor Amore mon ønskede at vide disse ting.

//Ikke så langt, undskyld..
Tilbage til toppen Go down
Amore

Amore


Antal indlæg : 80
Geografisk sted : Instituttet i New York
Job/hobbies : Skyggejæger, durh!
Humor : Se min familie og had dem ligesom jeg.

Meeting ~ More :-) Empty
IndlægEmne: Sv: Meeting ~ More :-)   Meeting ~ More :-) Icon_minitimeTors 10 Okt 2013 - 15:00

Hun tvivlede ikke et sekund på, at Tia havde haft en dejlig opvækst. Hun havde jo trods alt haft nogle forældre, der, ifølge hende selv, ikke havde taget sig af, at hun var en pige. Nogle forældre, der havde elsket deres lille pige, behandlet hende som var hun en engel. Så meget ulig, hvordan hendes egne forældre havde behandlet hende. Hun burde måske komme videre. Meget talte for, at man ikke kunne bære nag i mere en ti år. Man ville savne dem, man ikke længere ville acceptere. Man ville tilgive dem med tiden. Tiden læger alle sår, som man sagde. Men det gjaldt ikke alle sår. Nogle sår ville for altid stå åbne, for, for at et sår kunne hele, så skulle der først en skorpe på. Og den skorpe ville aldrig komme. Ikke på dette punkt.
At Valentine havde været sindssyg kunne ikke diskuteres. Men han havde haft ret i nogle ting. Klanen havde været korrupt, og tingene skulle laves om. De underjordiske skulle respekteres, selvfølgelig skulle de det. Så i stedet for at hjælpe sig selv, havde Valentine gjort det hele værre for sig selv. Han havde givet alle skyggejægere, alle feer, alle vampyrer og alle varulve en fælles fjende, et fælles mål. Han havde gjort hans operation umulig for sig selv ved at starte den.
Amore havde ingen idé om, hvordan Tia havde det. Hun havde aldrig været forelsket. Og så alligevel; hun vidste, hvordan det var at ville imponere nogen så meget, at de lagde mærke til en, en. Det var det, hun havde prøvet på hele sin opvækst med sine forældre. Men hun havde aldrig følt, at hun var nødt til at gøre det samme overfor drenge. Egentlig ville hun, i al hemmelighed, gerne vide, hvordan forelskelse føltes. Hvordan det føltes at blive varm ved bare at se den, man elskede. Bare at tænke på personen kunne gøre en glad. Men samtidig var der intet, der kunne gøre en meget desperat, mere ulykkelig. Det havde hun set med sine egne øjne. Set, hvordan folk var blevet vanvittige af at elske en, der ikke elskede dem. Set, hvordan folk aldrig var blevet sig selv igen efter, at deres elskede havde forladt dem til fordel for en anden.
Hun nikkede tavst til, hvad Tia sagde. Måske virkede det, måske ikke. Det betød egentlig ikke det store. Ikke for Amore i hvert fald - det gjorde det nok i højeste grad for Tia, men det var ikke hendes venindes velbefindende, der betød allermest for hende. Ikke i øjeblikket. Normalt betød hendes velbefindende lidt, men ikke når det var dette emne. Ikke når det var det navn, der prægede samtalen. William.
Hun havde det som om hun skulle kaste op. Hvorfor kunne han ikke bare holde sig væk? Hun havde forladt England dengang, fordi hun ikke ønskede at have mere med ham at gøre. Hvorfor kunne ikke bare fatte det? Behøvede han hele tiden at komme vandrende ind i hendes tanker, ind i hendes liv? Han havde altid gjort, hvad han ville. Uden at tænke på konsekvenserne. Hvordan det påvirkede andre. Hvordan det påvirkede hende. I Williams verden, i hendes forældres verden, i alles verden - åbenbart også Tias - så var William en lille engel. En lille engel, der aldrig begik fejl. Der aldrig kunne begå fejl. I deres verden var det som om det var fysisk umuligt for dem bare at tænke på, at William kunne lave noget galt.
Hun bed sandelig godt mærke i, at Tia ikke svarede på spørgsmålene, Amore havde stillet. Af en eller anden grund irriterede det hende grænseløst.
Hun følte ikke rigtig for at forklare Tia, hvorfor hun reagerede som hun gjorde. Hun, derimod, ønskede, at Tia svarede på spørgsmålene. Hurtigt. Så skulle hun nok finde på en eller anden lam undskyldning og skynde sig væk.
"Bare svar på spørgsmålene," svarede hun svagt - hun var så tæt på at være Celestia, som hun havde været i flere år, "vær sød, Tia."
Brugen af ordene 'vær sød' og Tias rigtige navn var tydelige tegn på, at hun ikke var sig selv lige nu.
Tilbage til toppen Go down
Tia

Tia


Antal indlæg : 117
Geografisk sted : New York's Institut
Job/hobbies : Hmm.. Missioner?

Meeting ~ More :-) Empty
IndlægEmne: Sv: Meeting ~ More :-)   Meeting ~ More :-) Icon_minitimeLør 12 Okt 2013 - 0:36

Det var faktisk rimelig utroligt, at en så vanvittig mand som Valentine Morgenstern havde kunne fortage handlinger der trods alle uoverensstemmelser og konflikter, havde forenet alle de underjordiske samt skyggejægerne. De havde allieret sig med hinanden - skyggejægere, feer, varulve, vampyrer, ja selv warlocks. Det var på en måde noget så fascinerende. Der kunne man virkelig tale om et tilfælde hvor ordsproget, 'intet er så skidt, at det ikke er godt for noget', kunne bruges. Virkelig. Det var et fantastisk billede på denne talemåde, det var det virkelig. Verden var nu altså en sjov størrelse. Balance var en sjov størrelse.
At være forelsket var en fantastisk, men samtidig ulidelig ting. Den var spændende og skræmmende på både gode og dårlige måder. Det var i sandhed foruroligende, at være forelsket. Man kunne finde på at gøre og sige ting som man aldrig i sine vildeste drømme havde troet. Man kunne endda begynde at tænke helt anderledes end man førhen havde. F. eks. havde Tia aldrig rigtig haft de samme lyster til bare at være tæt på en dreng før hun mødte William. Hun havde aldrig fantaseret om hvordan det ville være at placere sine læber ovenpå en drengs, og bare lade fingrene lege med hans nakkehår, eller køre op under hans bluse og mærke hans markerede muskler. Men alt dette havde hun følt og ønsket på grund af William. Den dreng der havde været hendes bedste ven, og som hun havde været sikker på ikke følte halvdelen af det hun selv gjorde. Hun var overbevist om at hun havde ødelagt det hele ved at erklære sine følelser for ham, men alligevel havde hun ikke syntes at kunne lade være. Men hun følte dog heller ikke at hun havde været særlig god til at skjule det, selvom William tilsyneladende aldrig havde lagt mærke til noget specielt eller/og anderledes ved hende, efter hun begyndte at indse hvad hun følte for ham. Det burde han nok, for alle andre havde da vidst opdaget det ret så hurtigt. Selv hendes forældre. Hun havde snakket med sin mor om ham dagen ulykken skete. Hun havde grædt ud til sin mor om hvor meget hun havde dummet sig, og om hvordan hun ikke vidste om hun nogensinde kunne se sin bedste ven i øjnene mere, efter hvad hun havde fortalt ham. Hendes mor havde heldigvis taget det umådeligt pænt, selvom hun aldrig rigtig havde været yderligt begejstret for den kære Will. Det var ikke fordi hverken Tia's mor eller far havde næret et had mod ham, men de havde altså haft en vis modvilje imod ham. Tia havde tit spurgt dem hvorfor de ikke kunne lide ham, men de havde begge bare pænt undveget spørgsmålet, med et, "Det har vi da aldrig sagt, at vi ikke kan." eller et, "Han er da en sød nok knægt, men du fortjener bare det bedste af det bedste." De syntes aldrig at have forstået, at han ligesom var det bedste for hende, hvilket jo var hvad der talte, var det ikke?
William var ikke en engel, nej. Det vidste Tia bedre end nogen anden. Hun havde trods alt været der for ham i hvad der nok havde været hans mørkeste periode, men det var jo nok netop dét.. Hun havde set ham på hans værste tidspunkter, og hun havde alligevel elsket ham. Hun havde alligevel set alt hans godhed lure lige under overfladen. Hans indre skrøbelighed, og hans smerter. Og på trods af alle disse ting, havde hun stadig fundet ham mere interessant - mere fantastisk - end nogle andre fyre hun nogensinde havde mødt, både før og siden hen. Og hvis det ikke var ekstraordinært, vidste hun da godt nok ikke hvad var. Derfor kunne hun ikke andet end at elske ham, og det måtte folk vel forstå..
Hun kunne sagtens se hvor meget det gik sin veninde på, og kun af den grund valgte hun endelig at svare på hendes spørgsmål. Amore virkede bare så nedtrykt, bange og plaget. Ja, næsten ligefrem angst, hvilket man ellers aldrig nogensinde så hos hende. Dette var af en eller anden grund umådelig vigtigt for hende, så derfor tilsidesatte hun endelig sine egne behov for viden, og sin egen nysgerrighed, for at svare sin veninde på hendes spørgsmål. "Samuels. William Samuels. Og.. Altså han havde en søster, men..." Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle fortælle, så hun gik bare lidt i stå, så sætningen bare blev hængende i luften. "Skulle du kende ham, eller hvad?" Et uventet jag af noget stort set ukendt brød op til overfladen. Hun var rimelig overrasket over at kunne vedkende sig følelsen af jalousi over dette spørgsmål, men på den anden side kendte hun jo også Amore. Og hun var bestemt nok til at William ville kunne have haft noget med hende at gøre - enten før eller efter de mødte hinanden og han forlod Idris.. Hun hadede den kontrol jalousien havde over hende, for hun havde jo alligevel egentlig ingen ret overhovedet, til at føle dette. Han var ikke hendes, og derfor kunne hun heller ikke forvente at han opførte sig sådan.
Tilbage til toppen Go down
Amore

Amore


Antal indlæg : 80
Geografisk sted : Instituttet i New York
Job/hobbies : Skyggejæger, durh!
Humor : Se min familie og had dem ligesom jeg.

Meeting ~ More :-) Empty
IndlægEmne: Sv: Meeting ~ More :-)   Meeting ~ More :-) Icon_minitimeLør 12 Okt 2013 - 15:32

Måske var hun bange for at blive forelsket. At give sig sådan til et andet menneske. Eller Skyggejæger, eller måske en underjordisk. Måske havde hun bare ikke mødt den rette person. Måske havde hun allerede mødt denne person og bare skubbet ham væk. Det kunne selvfølgelig også være en pige, men Amore var ret sikker på, at det var det ikke. Men man skulle aldrig udelukke miligheden. I en verden, hvor vampyrere, feer og varulve eksisterede, så kunne alt ske. Mulighederne var uendelige.
Hvordan Tia kunne give sig sådan til William. Lade sit humør styre ham. Græde over ham. Hun forstod hende ikke. Måske var det den største forskel på Amore og Tia. De var så ens, og alligevel så forskellige. Tia kunne elske. Tia elskede denne... William. Amore havde aldrig elsket nogen. Hun holdt af Tia, men hun elskede hende ikke. Ikke på samme måde, som Tia elskede William. Det var Celestia, der havde haft adgang til de følelser. Det var Celestia, der havde elsket William mere end nødvendigt. Mere end Amore nogensinde kunne gøre sig håb om at forstå. Det var Celestia, der havde ofret alt, fordi hun følte sig så forrådt over Williams handlinger. Ikke Amore. Amore havde kun arvet Celestias sorg og forvandlet det til had og foragt. Med tiden var Celestia blevet en større del af Amore, end hun ville indrømme. Det var også grunden til den frygt, der voksede inden i Amore i øjeblikket. Hvis William virkelig var her på Instituttet, måtte hun flygte. Hun havde ingen intentioner om at møde ham.
Selvfølgelig var han ingen engel. Han var en dreng, måske mere en fyr. Han lavede fejltrin, ligesom hende. Ligesom alle andre. Mundaner, såvel som skyggejægere, lavede fejl. Ingen var fejlfri. Ikke engang englene var fejlfri. Gud var måske fejlfri, men han var hævet over alle andre. Ingen ville kunne røre ham. Ingen ville kunne tale med ham. Han var det mest almægtige væsen i universet. Og ikke han var ikke engang fejlfri. Han havde begået fejltagelser, utilgivelige fejltagelser, som han havde syntes var nødvendige. Han havde påkrævet nærmest umulige ting af menneskeheden for at forvisse sig om deres troskab. I de første mange århundreder havde han set som Gud, men folk havde ikke elsket ham. De havde frygtet ham. Så hvis ikke engang den mægtigste i hele universet var fejlfri, så var ingen. Ikke Amore. Ikke William. Ikke Tia. Ingen.
Nedtrykt? Overhovedet ikke. Angst? Lige præcis. Hun var skræmt fra vid og sans. Selve følelsen af at være skræmt, skræmte hende. Hun havde aldrig følt det her før. At vide, at han var så tæt på hende. I den samme bygning. Tanken var forfærdelig. Hun havde altid skudt tanken om, at hun måske ville møde William igen, langt væk. Hun havde altid frygtet den. Nu hvor det var virkelig, var hun ikke mere klar til at se fortiden i øjnene, end hun havde været, da hun overtog styringen af Celestias krop.
Samuels. William Samuels. Af en eller anden grund blev hun irriteret. Hvorfor? Fordi han ikke hed Samuels, men Samuel. Hun havde brugt så lang tid på at fortælle sine gamle venner igen og igen, at der var stor forskel. De havde heller aldrig forstået det. Desuden hed han også Devine. Om han så ville det eller ej. Han havde altid hadet det navn, men ikke desto mindre hed han det.
Hun kunne ikke styre sig. Måske var det Celestia, der på en eller anden måde havde fået adgang til deres krop. Måske var det noget andet. Alt, hvad hun vidste var, at hun i det sekund begik en stor fejltagelse.
"Han hedder Samuel, ikke Samuels," sagde hun lavt med en rystende stemme, "William Samuel Devine."
Tia stoppede midt i sætningen. 'Han havde en søster, men.. Men hvad? Hun kunne da ikke bare stoppe. Havde han overhovedet talt om hende? Amore vidste det ikke, og det var også lige meget. Hun kunne ikke kontrollere sin stemme. Sin krop. "Hvad skete der med hende?"
Hun lukkede øjnene, da hun chokeret mærkede dem blive våde. Hendes syn blev sløret i det tårerne formede sig i hendes øjenkroge. Hvorfor var verden så ond? Hvorfor kunne han ikke bare blive væk? Ude af hendes liv? Hvorfor kunne han bare ikke lade hende være?.
Hun åbnede ikke øjnene, da Tia stillede sit næste spørgsmål. Hun behøvede ikke. Det hele blev for meget. Årene, hun havde været på flugt fra sin fortid, kom tilbage til hende, tyngede hendes skuldre. Hun rystede på hovedet. Blev ved med det.
"Nej, jeg kender ham ikke.." hviskede hun igen og igen, "ikke mere."
Tilbage til toppen Go down
Tia

Tia


Antal indlæg : 117
Geografisk sted : New York's Institut
Job/hobbies : Hmm.. Missioner?

Meeting ~ More :-) Empty
IndlægEmne: Sv: Meeting ~ More :-)   Meeting ~ More :-) Icon_minitimeSøn 27 Okt 2013 - 11:24

Forelskelse kunne uden tvivl være en skræmmende ting. Det kunne Tia klart skrive under på - selvom hun kun havde været forelsket en gang. Det var direkte rædselsvækkende at være forelsket, faktisk. Når man elsker en anden person så højt, at man er villig til at gøre alt for denne person. Når man giver sig selv til ham/hende med hjerte og sjæl, selvom man ikke kan være sikker på om de elsker en ligeså højt, og er villig til at gøre det samme. Når man ikke længere tænkte på sine egne behov, men i stedet på deres. Det var forfærdeligt. Det var fantastisk. På en og samme tid. Det var fantastisk skræmmende. Man vidste ikke hvad man kastede sig ud i, og alligevel var man mere end parat til at springe med hovedet først. Og hvis ens forelskelse ikke nærede de samme følelser for én, som man gjorde for ham/hende, var der heller intet at gøre ved det. Man kunne ikke bare lige stoppe med at elske nogen, alene på baggrund af at de ikke havde de samme følelser for én selv. Sådan fungerede forelskelse - kærlighed - ikke. Hvilket var ærgerligt, for det havde Tia da tit ønsket gennem de sidste par år. Efter hun mødte, og mistede, William. Hun havde grædt længe. Meget længe. Okay, det var så både på grund af ham og på grund af hendes forældre, men alligevel. Han havde været en stor del af grunden til hendes tårer. Og nu havde hun så fundet ud af at de var så godt som spildte. William havde ikke været død alligevel. Han havde egentlig ikke engang været forsvundet - han var bare stukket af. Han var flygtet fra hende, og fra sig selv. Det gjorde ondt bare at tænke den tanke, men det var jo sådan det var. Det var sandheden. Hun havde vel egentlig skræmt ham væk. Tja, det var igen det med at kærlighed var skræmmende, ikke sandt? Det var ikke kun skræmmende at elske en anden, det var også skræmmende at være elsket af en anden person. Det var skræmmende at vide at en anden person var parat til at overlade deres sjæl og hjerte til én. Det var skræmmende ikke at vide om man var klar til at elske personen tilbage med den samme kraft.
Endnu en ting der var skræmmende, var for Tia at se sin veninde sådan her. Amore var aldrig særlig let at bringe ud af fatning. Hun var stort set umulig at ryste. Virkelig. Måske endda sværere end Tia, og så skulle der altså også meget til. Tia selv havde efterhånden set så mange forskellige ting - oplevet så mange forfærdelige ting - at hun ikke blev overrasket over noget. Hun var ikke til at ryste. Med mindre lige at man hed William, var hendes længesavnede kærlighed, og pludselig vendte tilbage fra de døde. Billedligt talt, i hvert fald. Tia havde været overbevidst om at han havde været død, eller at hun i hvert fald aldrig ville få ham at se igen, men der havde hun så åbenbart taget fejl. Hun betragtede Amore indgående, for ikke at gå glip af en eneste af de følelser der fandt sted inden i hende, og som Tia spottede i sin venindes ansigt. Hun var bestemt bange. Ræd. Hun var angst, men over hvad, syntes at forbigå Tia. Hun forstod ikke hvorfor William's navn frembragte denne reaktion fra Amore's side. En tanke slog pludselig ned i hende, sammen med et ufrivilligt og forbandet jag af jalousi. Hvad nu hvis hun havde været sammen med William? Amore var jo smuk - bestemt smuk nok til at være William værdi. Og omvendt gjaldt det samme, for aldrig havde Tia mødt et smukkere hankønsvæsen. Ikke engang Jace Lightwood, selvom han ellers var noget så berygtet blandt pigerne der havde mødt ham. Det havde hun selv hørt dem hviske om. Hun havde hørt dem rende rundt og sladre om ham. Stakkels Clary, tænkte Tia bare. Hun bed kæben sammen, og prøvede desperat at undertrykke den nagende følelse af jalousi. Selvom William og Amore så havde en fortid sammen, var det alligevel ikke Tia's sag. Det var ikke op til hende at blande sig i hvad de havde lavet, og ikke havde lavet. Men det hjalp altså ikke ligefrem på det, da Amore så bestod Tia's lille prøve og derved bekræftede at hun virkelig kendte William. Hun kneb øjnene lidt sammen. "Ja. Du kender ham altså. Hvorfra kender du ham?" Hun anstrengte sig alt hvad hun kunne, for at holde sin stemme under kontrol, og ikke vise det mindste tegn på jalousi. Hun var ikke normalt den jaloux type, men hun kunne ikke rigtig gøre for det. Hun tog langsomt en dyb indånding, og åndede så langsomt ud igen. Det fik hende til at få det lidt bedre. Hun forsøgte sig med et halvt, forsikrende smil. Så tøvede hun lidt med det næste svar på Amore's spørgsmål. Hvad var der sket med William's lillesøster? Hun rynkede lidt på panden. "Hun... forsvandt.. Hun forsvandt." Hun bed sig ubevidst i læben og kunne ikke finde ud af hvorfor Amore reagerede som hun gjorde. Havde William gjort hende noget? Det var svært at forestille sig, sådan som Tia kendte ham, men hun kunne trods alt ikke udelukke noget, før hun kendte svaret på spørgsmålet om Amore og William's forhold til hinanden. Da hun begyndte at ryste på hovedet som en anden vanvittig person, blev Tia for alvor bekymret for sin veninde. Hvad var der sket i fortiden, som kunne få Amore til at reagere på denne måde. Hun trådte tøvende tættere på Amore, og lagde hænderne på hendes skuldre. "More.. Hvad er det? Hvad er der sket mellem dig og William?" Hun så hende beroligende ind i øjnene, og håbede at veninden stolede på hende. Meget kunne man sige om Tia, men hun brød aldrig folks tillid. Hun var troværdig helt ind til knoglerne.
Tilbage til toppen Go down
Amore

Amore


Antal indlæg : 80
Geografisk sted : Instituttet i New York
Job/hobbies : Skyggejæger, durh!
Humor : Se min familie og had dem ligesom jeg.

Meeting ~ More :-) Empty
IndlægEmne: Sv: Meeting ~ More :-)   Meeting ~ More :-) Icon_minitimeSøn 27 Okt 2013 - 14:57

Egentlig var Amores liv trist. Hun havde aldrig elsket andre, end sin egen bror. Ikke elsket ham, som Tia åbenbart elskede ham, men som hendes bror. Alt andet ville være utroligt underligt. Og klamt. Det måtte have været forfærdeligt for Jace og Clary, dengang de troede, at de var søskende. På trods af, at Amore ikke havde været i New York på det tidspunkt og oplevet deres kvaler selv, set deres øjne stråle af forbudt kærlighed for hinanden, så var historien blevet genfortalt en masse gange. Ligeså var historien med Jonathan Morgenstern, eller Sebastian, som de fleste skyggejægere, der kendte Jace personligt, foretrak at kalde ham. Hun forstod egentlig ikke hvorfor. Godt nok hed de det samme, men der var vel også andre, der hed Clary? Isabelle? Bare for at nævne nogle få og understrege hendes pointe: Jonathan var et navn, og for Guds skyld, folk havde da lov til at bære det navn. For Amore var der en Jace og en Jonathan. De var ikke samme person, de havde ikke samme personlighed, bare fordi de havde det same navn. Navne betød ingenting. Når man var død og borte, ville ens navn på et tidspunkt miste dets kraft. Det eneste, der betød noget, var det indtryk, folk havde fået af en.
Man sagde, at man døde to gange. En gang, når sjælen forlod kroppen, for aldrig vende tilbage igen. En anden gang, meget senere, når folk sagde ens navn for allersidste gang, for aldrig at nævne det igen. Den anden død var den værste. Den var e milepæl; ingen ville nogensinde sige ens navn igen. Ingen ville nogensinde huske en igen.
For Jace Lightwood - Herondale - Wayland, hvad han nu kunne finde ud af med sig selv at kalde sig, ville han dø en fjerde gang, når hans navn blev sagt for allersidste gang.
Han var jo allerede blevet dræbt to gange, skønt han ikke engang var fyldt tyve; første gang, da hans adoptivfar, Valentine, stak ham i hjertet med et sværd, og anden gang da Clary huggede ærkeenglen, Michael,'s sværd i ham, da hun skulle separere ham fra Sebastian. Amore gik dog ud fra, at når man var denne tids største skyggejæger, så ville der mindst gå et årti, før hans navn ville blive glemt. Måske mange flere, måske endda et århundrede.
Tia havde ingen grund til at være jaloux. For Amore måtte Tia hjertens gerne få William - hun var fuldstændig ligeglad med ham. Det eneste sted, hun ville være, var langt væk fra ham. I modsætning til Tia, der nok gerne ville være så tæt på sin forsvundne elskede, der nu var dukket op igen. Efter så mange år i sorg, hvor Tia havde sørget over både ham og sine forældre. Alt dette kunne ikke rage Amore mindre - det var det med William, der havde rystet hende så meget. Hvorfor kunne han ikke bare være taget til Instituttet i London? Det havde været meget tættere på hjemme. Måske var det lige præcis derfor, at han ikke havde valgt det sted. Det var for tæt på det sted, hvor han havde så mange minder om sine forældre, og med Amore, men hun tvivlede på, at han skænkede hende en tanke. Det havde jo været deres forældre, der havde betydet mest for ham. Hans optræning som skyggejæger, havde været alt, han tænkte på. Vigtigere end alt andet, så vigtigt, at han kunne finde på at drage af sted efter sine forældre og lade sin lillesøster alene hjemme i den tro, at det havde hun det helt fint med.
Okay, måske var hun ikke ligeglad med ham. Men det betød ikke, at hun ikke kunne hade ham ligeså meget, som hun hadede sine forældre. Faktummet var, at Tia ikke behøvede at være jaloux. Amore havde på ingen måde haft en fortid med William, der involverede forelskelse. Sådan en fortid ville heller ikke gøre sådan her ved Amore. Det var fuldstændig umuligt. Hvis det havde været tilfældet, havde hun blot spurgt, hvor William var og fundet ham, for derefter at slå ham. Men eftersom, at hun aldrig havde været forelsket før, og da slet ikke i sin egen bror, havde Tia intet at frygte.
Det var måske sandt, måske ikke sandt, at Amore ikke havde mødt flottere hankønsvæsner i sit liv, end sin bror. Men hun måtte også indrømme, at en del feer havde haft et udseende, der i den grad ydede Williams retfærdighed. Faktisk havde hun engang datet en fe, der havde haft et udseende, så flot, at hvis hun skulle sige, at hun havde mødt et hankønsvæsen flottere end William, så måtte det være den fe. Hans navn var Meliorn og havde vist også været sammen med Isabelle Lightwood på et tidspunkt. Men hverken Amore eller Isabelle havde været alvorlige omkring ham, hvilket han nok heller ikke havde forventet af skyggejægere. Ifølge feer var Nephilimerne ikke til at stole på, medmindre de svor på Englen Raziels navn, hvilket var svært at få dem til. Sådan et løfte kunne ikke brydes, hvilket i de fleste tilfælde ikke var til skyggejægerernes fordel.
Hun kiggede hen på Tia og lagde hovedet på skrå. Den måde, hun sagde det på. Det lød helt.. vent, nej, det kunne ikke passe. Den følelsesløse og smukke Tia var da ikke jaloux? En pludselig løst til at grine, le så højt hun kunne, skyllede ind over Amore, og hun kunne da ikke lade være med at smile halvt. Det var da utroligt, som denne dag havde udviklet sig. Amores facade var blevet rystet så meget, at man nu kunne se den forrådte pige, der anstrengte sig for at hade sin storebror, afsky sine forældre for aldrig at være der for hende. Den lille pige, der om natten lå og græd over det, hun havde mistet. Den pige, Amore havde erstattet. Og Tia havde afsløret alt om fortid, eller i hvert fald det meste. Hun havde afsløret sin inderste følelser for Amores egen bror. Hun havde udvist jalousi. Da Amore bankede på døren for noget, der syntes at være en evighed væk, havde hun ikke troet, at deres møde ville ende sådan her.
Hun havde ikke nogen intentioner om at afsløre sin dybeste hemmelighed, en hemmelighed, hun som trettenårig havde sværget aldrig at fortælle nogen. Hun ville starte forfra. Lægge fortiden bag sig. Hvilket ikke var særlig let, når fortiden nægtede at blive glemt. Derfor havde hun også skabt sin falske identitet; hendes efternavn 'Samuel' blev efterladt i England, sammen med navnet 'Celestia'. Indtil nu havde hun formået at holde sin sande identitet skjult, og det skulle Tia ikke lave om på. Hun ville simpelthen bare overhøre spørgsmålet og fokusere på Tias åbenlyse jalousi. Selvom hun prøvede at skjule det, var jalousien afspejlet i hendes ord.
Er det jalousi, jeg fornemmer, Tia?” spurgte hun sin veninde med et løftet øjenbryn. Hun havde fået samlet sig. Hun ville ikke lade Tia se mere af den lille pige, hun engang var.
Det andet øjenbryn fulgte det første, da Tia svarede. Hun forsvandt? Det var den store Williams dækhistorie? Han havde simpelthen ikke kunnet finde på noget bedre. Han havde valgt at fortælle den halve sandhed, for det så ikke ud til, at Tia havde nogen idé om, hvorfor Amore var løbet hjemmefra dengang.
Og hans forældre?” spurgte hun – hendes forældre havde hun ingen problemer med at tale om. Hun havde engang for længe siden elsket dem, men den kærlighed var blegnet hurtigt, så snart hun opfattede, at de ikke kunne bruge hende til noget ifølge dem. Desuden kunne hun ligeså godt finde ud af, hvad William havde fortalt om dem. Selv havde hun ingen idé om, hvad der var sket med dem. Nysgerrigheden drev hende til at spørge.
Hun fulgte Tias bevægelser og så til sin rædsel, hvordan hun placerede begge hænder på Amores skuldre. Hvordan hun, uden at sige det, sagde 'svar mig. Jeg lader dig ikke gå, før du svarer mig'. Hun talte med en overtalende tone, en tone, der skulle få hende til at forstå, at Tia ville holde på hendes hemmelighed. Tia ville ikke stikke hende i ryggen. Men Amore havde før stolet så meget på en anden, end sig selv. Hun havde givet alt sin tillid, alt sin kærlighed til denne person. Den person, der altid havde og altid ville stå hende tættest. Men han havde stukket hende i ryggen. Til fordel for sine forældre. For deres forældre. Så han kunne udleve sin drøm. Han efterlod hende derhjemme, vendte hende ryggen, forrådte hende. På grund af sin drøm. Hun var træt af at stole på folk, for derefter at få vendt ryggen. En gang havde været nok til at få den lille pige, hun engang havde været, til at ændre sig til en kold, kynisk kvinde, der ikke elskede nogen. En gang havde været nok til at få den lille pige til at opgive alt håb om at blive acceptere for den, hun var. Amore var ikke længere den lille pige, der græd i mørket, skreg efter sin bror om natten, når det hele blev for meget. Hun var ikke længere den lille pige, der troede, at William Samuel var den bedste person i verden. Hun var ikke længere den naive pige, der kunne blive forrådt. William Samuel var grunden til, at hun den dag i dag var en person, der ikke stolede på nogen og ikke blev stolet på. Hun havde i lang tid efter, hun var løbet hjemmefra, ligget i mørket og ladet nattens monstre besætte hendes sind. Hun havde altid været bange for mørket, men indtil hun løb væk, havde der også altid været en, der kunne holde hende tæt ind til sig, forsikre hende om, at monstrene kun eksisterede inde i hendes hoved. Der var ingen vampyrer, ingen dæmoner og ingen varulve på hendes værelse. Han havde altid været der til at forsikre hende om, at hun var det dyrebareste i hans liv, og han ville beskytte hende med alle våben. Han ville ofre sit liv for hende. Men åbenbart betød hun ikke så meget, som han gav udtryk for.
Hun blinkede et par gange, for at komme tilbage til virkeligheden. Før hun svarede, kiggede hun Tia dybt ind i øjnene, ”lad os bare sige, at der er en grund til, at jeg ikke stoler på nogen. At jeg hader de fleste. At jeg er kold og kynisk. Og lade os bare sige, at hvis jeg møder ham igen, vil han stå til ansvar for, hvad han gjorde.For han ødelagde den lille pige.
Tilbage til toppen Go down
Tia

Tia


Antal indlæg : 117
Geografisk sted : New York's Institut
Job/hobbies : Hmm.. Missioner?

Meeting ~ More :-) Empty
IndlægEmne: Sv: Meeting ~ More :-)   Meeting ~ More :-) Icon_minitimeOns 16 Apr 2014 - 23:50

Tia vidste ikke hvad Amore havde været igennem i sit liv. Hun kendte til noget af det, jo, men Amore havde aldrig været en særlig åben person. Nok netop derfor hende og Tia havde kommet så godt ud af det med hinanden. For det havde de skam. De var kommet fantastisk godt ud af det med hinanden, helt fra starten af. De var blevet gode veninder relativt hurtigt, selvom de begge to ikke ligefrem var de mest åbne personer man kunne finde. Det var befriende at være sammen med en der var ligeså indelukket og hemmeligsfuld som en selv. Så behøvede man ikke at bekymre sig om forklarelser og den slags, fordi den anden part vidste hvordan man havde det. Tia krævede ikke svar omkring Amore’s fortid fordi hun vidste hvordan hun havde det. Tia havde trods alt heller ikke lyst til at snakke om sin, og det forstod Amore derfor også. Hun pressede ligeså lidt på som Tia gjorde med hende, og det var hvad der gjorde deres forhold til hinanden så velfungerende. Hvis det ændrede sig nu, vidste Tia ikke hvad hun ville eller skulle gøre ved det. Hun håbede virkelig ikke at alt dette ville ændre Amore’s syn på hende. Hvorfor det skulle det, var et godt spørgsmål. Måske fordi Tia ville virke mere blødsøden efter dette, og Amore derfor ikke ville synes ligeså god om hende. Måske fordi Amore havde en eller anden form for relation til William, og hun ikke ville kende Tia når hun havde en relation til ham også. Det gav ikke den store mening, men altså. Det var trods alt ikke til at vide hvad der ville ske, ikke før det var sket. Sådan var det med alt, desværre. Der var virkelig ingenting at gøre.
Jalousi var en grim ting, det var så sandt som det var sagt. Men det var også en meget svær ting at styre. Det var noget nær umuligt at kontrollere sin jalousi, og det var Tia et godt eksempel på lige nu. Hun var ikke overdrevet jaloux, for det vidste hun jo også godt at hun ikke kunne tillade sig på nogen måde. Hun havde forelsket sig i William næsten med det samme, men hun havde ikke vidst noget om hans følelser for hende. Der havde aldrig været noget romantisk imellem dem andre steder end i Tia’s - og muligvis også i William’s - hoved. Derfor var Tia heller ikke direkte jaloux på Amore, ikke hvad hun selv syntes da i hvert fald, men hun kunne nu altså godt mærke noget røre på sig inde i hende. Hun ville bare gerne vide hvad Amore’s relation til William var. Var det nu også for meget at forlange? Når man tænkte på at Amore nok var det man ville betegne som Tia’s bedste veninde og William hendes bedsteven og helt store forelskelse, kunne man jo ikke forvente andet end at hun ville være nysgerrig overfor hvordan de kendte hinanden. Og hvorfor skulle hun ikke også kunne få den information hun gerne ville have? Det var vel ikke hemmeligt, for hvorfor skulle det dog være det? Ligegyldigt hvorfra de kendte hinanden. Ligegyldigt hvordan de kendte hinanden.
Tia havde kun været forelsket en gang, og det havde været i William. Men den ene gang havde skam også været mere end nok, for det havde været noget af en forelskelse. Hun havde været ramt hårdt. Det var hun nok egentlig stadig. Desværre var der ikke så meget man kunne gøre ved forelskelse. Hun havde elsket William mere end hun havde villet. Det havde ikke ligefrem været frivilligt at hun havde forelsket sig i sin bedsteven. Hun havde bare ikke været i stand til at kontrollere sine følelser på nogen måde. William havde været fantastisk. Det var som om han bare var fløjet ned fra himlen og havde besluttet sig for at invadere hendes liv. Dermed ikke ment at hun havde fundet den invasion ubehagelig eller ubelejlig. Hun havde syntes om William helt fra starten af. Om end det i starten havde været som en ven. Hun havde fundet ham interessant, lige med det samme. Og han havde åbnet sig op for hende, selvom det tydeligvis ikke havde været helt nemt for ham. Han havde vel bare ikke været i stand til at slå sine barrierer op overfor hende, præcis ligesom hun aldrig ville kunne overfor ham. Selvfølgelig havde barrierer heller ikke ligefrem været hendes store ting dengang, men det var jo en stor ændring nu.
Tia betragtede spørgende Amore, da hun smilte. Noget sagde hende at det var Tia’s reaktioner der fik hende til at smile sådan. Amore var ikke vant til at se Tia ude af fatning, ligeså lidt som Tia var vant til at se Amore ude af fatning. Man kunne vel sige at dette møde havde bragt en del nye oplevelser med sig for dem. Hun kendte efterhånden Amore godt nok til at vide, at hun prøvede at skifte emne. Hun prøvede at overføre opmærksomheden hen til Tia i stedet for sig selv. Måske Tia bare skulle lade hende, men hun syntes at hun også selv fortjente nogle svar.
"Er det udenomssnak, jeg fornemmer, Amore?" Tia efterlignede venindens løftede øjenbryn og så afventende på hende. Hun havde også selv samlet sig og fået rejst sine barrierer. Dette var velkendt territorium. Hun havde efterhånden vænnet sig til denne side af sig selv. Den kolde, følelsesløse side der aldrig kunne drømme om at lukke folk ind, ikke engang dem der stod hende allertættest. Derfor var det også meget nemmere at håndtere Amore i denne tilstand. I dette humør. Hvad end man valgte at kalde det, var det i hvert fald nemmere for Tia at håndtere.
Hun rynkede på panden ved spørgsmålet om William’s forældre. Hvorfor var Amore så nysgerrig? Hun udviste altså en smule for meget interesse for William og hans fortid. Hans familie. I Tia’s hoved var brikkerne så småt ved at falde på plads, men hun ville helst ikke drage forhastede konklusioner. "De blev myrdet. Blot en ting vi har tilfælles, I guess." Hvis Tia’s mistanke var sand, måtte Amore da komme med en eller anden form for reaktion. Og hvis hun ikke gjorde, var hun en bedre skuespiller end Tia gav hende æren for at være.
Det skulle skam ikke undre hende hvis Amore ikke brød sig om Tia’s berøring, for det var hun vel nok for privat og indelukket til. Det kunne Tia egentlig også sagtens selv være, men nu havde hun altså lige besluttet sig for at ændre på. I hvert fald for en kort tid. Men hun mente nu altså fuldt ud hvad hun sagde. Amore kunne stole på hende. Tia ville aldrig nogensinde drømme om at forråde en ven. Og Amore var helt klart en ven. Den anspændte stemning der var i rummet lige nu kunne muligvis godt tolkes som noget andet, men venner var de nu altså. Og venner havde de efterhånden været i et godt stykke tid.
Det var tydeligt for enhver at der fløj en masse tanker igennem Amore’s hoved, men Tia ville ikke engang bekymre sig om hvad de tanker mon omhandlede. Der var alligevel sådan cirka ingen sandsynlighed for at Amore rent faktisk ville oplyse hende om dette. Da hun blinkede et par gange og kiggede Tia dybt ind i øjnene, fokuserede Tia fuldkommen på hende. Tja, endnu mere end hun gjorde før. Så svarede Amore hende, hvilket bestemt ikke gjorde Tia mindre opmærksom på hende. Hun tog sig selv i at rynke på panden. Det gav ikke megen mening. Selvfølgelig vidste Tia godt at der var en anden side af William end den han oftest havde vist overfor hende. Det var der af alle. Også skyggejægere. Men hun tvivlede ærligt talt stærkt på at William kunne havde gjort noget så slemt. Sådan var den Will hun kendte ikke. Langtfra faktisk. Ikke mod uskyldige personer. Klart, han var en super skyggejæger og dermed kunne han også sagtens være en kold dræber, men det var altså ikke sådan han var normalt. Han ville ikke bevidst gøre skade på unge piger. Den eneste logiske forklaring Tia kunne se, var at han engang havde knust Amore’s hjerte. Måske med vilje, måske ikke. Men hvad der så var sket, var ikke til at vide. Ikke så længe Amore holdt sandheden, den hele sandhed, fra Tia. Hun spændte lidt i kæben, men vidste ikke helt hvad hun skulle svare sin kære veninde, så hun endte med helt at undlade at svare. Det var vel egentlig også det nemmeste at gøre…

//UNDSKYLD, UNDSKYLD, UNDSKYLD. Jeg har ikke engang nogle gode undskyldninger, jeg har bare både glemt alt om det og så ikke orket at svare på din roman af et svar. Nå ja, haft mangel på kreativitet er måske mere beskrivende, men i hvert fald.. Sorrrrrrrryyyyyyy <3
Tilbage til toppen Go down
Amore

Amore


Antal indlæg : 80
Geografisk sted : Instituttet i New York
Job/hobbies : Skyggejæger, durh!
Humor : Se min familie og had dem ligesom jeg.

Meeting ~ More :-) Empty
IndlægEmne: Sv: Meeting ~ More :-)   Meeting ~ More :-) Icon_minitimeOns 31 Dec 2014 - 16:53

Amore var mange ting; hun var en splittet person, en pige på flugt fra sin fortid. Men hvad hun så absolut ikke var, og aldrig ville være, en pige så desperat efter kærlighed, at hun ville tilgive sin storebror.
Storebror. Det var utroligt lang tid siden, at hun havde kaldet William for sin storebror. Hun havde ikke kaldt ham det, ansigt til ansigt, siden hun var 13 år. Dengang hun var Celestia, dengang hun var svag. Dengang hun lod sig manipulere med. Ikke mere. Aldrig mere.
Hun rettede sin opmærksomhed mod Tia igen. Tia og hende havde lige siden de mødtes fungeret godt sammen; fordi de hurtigt havde opfattet, at den anden lod fortid være fortid og foretrak at møde sine indre dæmoner selv. Der havde selvfølgelig været episoder, før denne, hvor de havde fået et glimt af, hvad den anden havde været igennem; men aldrig havde nogen af dem brudt deres stiltiende pagt om aldrig at bringe fortiden op som emne med vilje. Tia vidste ikke noget om Amore, Amore vidste ikke noget om Tia. Det havde altid været sådan, lige siden begyndelsen af deres venskab, og det havde altid fungeret. Der havde ikke været nogen skænderier, som et 'undskyld' og et 'jeg mente det ikke' ikke kunne ordne. Men nu, nu af alle dage, skulle William, den fantastiske William, komme valsende og blive genforenet med hans elskede Tia. Det var rørende, så romantisk. Så kliché, at det var til at brække sig over. Dette skete kun i de sukkersødeste romantiske bøger.
Forelskelse. Den smukke, rosenrøde forelskelse, der gjorde alt bedre. Den forelskelse der gjorde, at verden kunne være i krig, men det var okay, for man havde sin elskede. Den forelskelse der fik en til at føle sig helt varm indeni, hver eneste gang, man så personen.
Den følelse havde hun aldrig oplevet. Hun havde aldrig tilladet sig det; hvis man begynder at åbne sig for folk, bliver man såret.
Men Tia, der havde gået igennem forfærdelige ting i sit liv; værre end Amores, havde oplevet den. Fået den revet væk fra sig og nu, flere år efter, fået den tilbage. Amore elskede Tia, det gjorde hun virkelig. Hun var ikke god til at vise det på nogen måde, men det var sandheden. Amore havde ikke oplevet kærlighed, hverken fra sin familie – en kort overgang havde hun fået fra sin bror, før han forrådte hende – eller i form af en elsker. Men Tia derimod havde haft begge ting. Hun havde været lykkelig som nogen kunne være, før hun fik taget alt fra sig.
Så selvfølgelig kunne Amore unde hende chancen for at få noget af den lykke tilbage. Men for alt i verden, ikke med William. Hun kunne ikke holde tanken ud, at de i øjeblikket havde bopæl det samme sted. Hendes første instinkt var at flygte. Måske til Instituttet i Kina. Ja, hun ville endda gå så langt som bo på Instituttet i England, hvis det kunne få hende væk fra William. På trods af de dårlige minder, hun havde derfra.
Men hvis hun flygtede, ville hun forlade den eneste ægte veninde, hun havde haft siden hun var 13 år. Og så ville hun have mistet endnu en på grund af William. Og for det ville hun komme til at hade ham endnu mere.
Hun lukkede øjnene, mens hun prøvede at gøre op med sig selv, hvad hun skulle. Det var helt udelukket, at hun sagde noget om sin fortid. Selvom Tia havde brudt deres aftale om ikke at tale om deres fortid, så ville hun i hvert fald ikke gøre det. Hendes fortid var hendes, og hendes alene. Hvad hun stilte op med den var hendes problem – og et problem var den i hvert fald.
Hendes mundvige bevægede sig lidt opad, da Tia efterlignede hende. Og hun havde da helt ret, det var udenomssnak af første klasse. Men sandheden ville det aldrig blive til. Ikke så længe hun selv kunne bestemme, hvad der blev sagt eller ej.
De blev myrdet. Blot en ting, vi har til fælles, I guess. Amore sad i et par sekunder og stirrede lidt. De blev myrdet. Sætningen gentog sig selv i hendes hjerne. Igen og igen. De blev myrdet. Hun forstod det ikke helt; ikke så meget, at de var myrdet, men hvornår? Hvornår blev de myrdet? Nåede de at opdage, at hun var væk? Hun pressede mundvigene sammen. Hun følte en pludselig vrede flamme i hende. Hendes flugt var hendes hævn over sine forældre; hun ville have de skulle have lidt. De skulle have fortrudt alt, de nogensinde havde gjort mod hende – og mangel på samme.
Tia fortalte, at hun havde mødt William i Idris, hvor han havde taget hen, da han forlod hende fordi han var 'nødt til at hjælpe mor og far, forstår du slet ikke det, Cel?'. Nej, det forstod hun ikke. Men hvis han var i Idris, nåede deres forældre nok aldrig hjem. Hun spærrede øjnene op, som sikkert flammede af vrede. De nåede aldrig at opdage, at hun var væk. Hendes hævn var forgæves!
Hvis de absolut skulle gå hen og blive myrdet, hvordan kunne det så lykkedes dem at være så dumme at blive det, før hendes hævn havde ramt dem? - Det var ikke en særlig god hævn, for de elskede hende ikke, men det havde været en hævn. Og hvis de af en eller anden underlig grund alligevel havde følt noget for hende, der kunne på en eller anden måde associeres med kærlighed, så ville hendes hævn jo virke.
Men nej, nej, de blev selvfølgelig slået ihjel. Og kæreste William blev nedtrykt. En skam, det var det virkelig.
Men den glæde, hun havde forventet at føle, som hun havde følt ved tanken om, at de måske var døde, tidligere; den var der ikke. Udover vreden over, at hendes plan var gået galt, så følte hun ikke noget. Hun rynkede sine bryn, hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre ikke at føle noget over det? Hun burde føle noget! Et eller andet!
Hun stirrrede lidt på Tia og pludselig gik det op for hende, at den anden selvfølgelig sad og studerede alt, hvad hun gjorde. Måske havde hun endda opfattet hendes raseri, som vrede over, at nogen slog dem ihjel. Det var det ikke, men hun orkede ikke at forklare det. Hvis hun gjorde det, ville Tia med det samme forlange en forklaring. Det ville alle der ikke kendte baggrundshistorien, og måske selv der.
Amore var ikke en god skuespiller; hvis hun var, ville hun inden for nærmest ingen tid have fundet på en god dækhistorie, der kunne forklare den enorme vrede i hendes blik. Men hun anede ikke, hvad hun ville sige, hvis Tia skulle finde på at spørge, hvilket nok ikke kunne undgås. Hun kunne heller ikke, som en god skuespiller ville kunne gøre, skjule sine følelser. Ikke så meget, som hun gerne ville, især ikke nu.
Hun kunne sige, at det var Williams skyld, men hvis hun ikke uddybede det, ville Tia aldrig tro på hende. William var, efter hvad Amore kunne regne ud, perfekt i Tias øjne; han var lige så ødelagt som hende, så sammen kunne de reparere hinanden. Hvis hun ville have Tia til at tro på, at det virkelig var hans skyld, skulle hun afsløre alt om sin fortid. Hvilket hun aldrig ville.
Så i stedet spurgte hun bare om, hvad hun allerhelst ville vide - det kunne være, at hun tog fejl - måske nåede de alligevel hjem og fandt ud af, at hun havde forladt dem: "Hvor døde de?"
Tia havde jo sagt, de blev dræbt, så hun gik ud fra, at de også var blevet dræbt af Valentines mænd. Det vigtige var hvor. England eller Idris.
Men selv, hvis hendes forældre aldrig havde vidst, at hun var væk, så vidste William det. Han måtte leve med den viden, at han ikke kunne passe på sin søster, som hans forældre havde sagt, han skulle; han måtte leve med den viden, at han havde fået sin søster til at løbe væk.

//Skyd mig - Ej, jeg er SÅ SÅ SÅ ked af, at jeg ikke har fået svaret i EVIGHEDER! Men nu fik jeg endelig taget mig sammen; det er ikke særligt godt - jeg føler slet ikke, jeg har fanget Amores personlighed :/


Sidst rettet af Amore Tors 1 Jan 2015 - 23:43, rettet i alt 2 gange
Tilbage til toppen Go down
Tia

Tia


Antal indlæg : 117
Geografisk sted : New York's Institut
Job/hobbies : Hmm.. Missioner?

Meeting ~ More :-) Empty
IndlægEmne: Sv: Meeting ~ More :-)   Meeting ~ More :-) Icon_minitimeTors 1 Jan 2015 - 16:09

Tia havde altid været god til at dele. Da hun var lille havde hun aldrig sagt fra hvis nogle spurgte om hun ville dele noget hun havde, og det var såmænd alene fordi hun ikke kunne se hvorfor. Når man havde noget andre gerne ville have noget af, kunne man vel godt unde dem det, ikke sandt?
Og da hun blev lidt ældre, var det det samme med hensyn til hendes følelser. Hvis der var noget der gik hende på, bar hun det ikke som en usagt byrde på sine skuldre. Hun gik enten til kilden af hendes bekymringer, eller til sine forældre. Hun havde været tættere med sine forældre end mange børn. Og da hun blev teenager, beholdte de deres stærke forhold, selvom mange teenagere drifter lidt væk fra deres forhold til forældrene, i teenageårene. De skændtes stort set aldrig, men Tia var sådan set nok også en ret let teenager. Hun gjorde ikke oprør mod sine forældre, hun brød ikke deres regler osv. Og netop på grund af disse ting, havde der heller ikke været særlig mange regler. Hun havde haft relativt frie tøjler, fordi hendes forældre vidste at de kunne stole på hende. Og det kunne man jo ikke benægte, var ret fantastisk. Så hun havde naturligvis været fuldkommen knust, da hendes forældre døde. Som hun jo regnede med at de var, for når Valentine's mænd kom efter et par som Tia's forældre, var det ikke ligefrem bare et venligt besøg. De havde umiddelbart taget Tia's forældre med sig, men hun havde svært ved at tro på, at de så ikke bare var blevet slået ihjel bagefter.
De var mønsterborgere. De gjorde deres pligt som skyggejægere, og når der ikke var brug for dem, var de sammen med deres datter. De var overbeskyttende, men på en måde som egentlig bare bar tydeligt præg af hvor meget de elskede deres datter. Hun havde aldrig rigtig haft nogle kærester, og hun havde altid mistænkt sin far for at skræmme enhver væk, som hun måske havde været sammen med bare et par enkelte gange. Han havde vel bare altid set hende som hans lille pige, og derfor ville han ikke have at hun skulle begynde på kæresteri. Sådan var der vel egentlig mange forældre der havde det. Og hendes far havde altså godt kunne være skræmmende, når han yndede det. Han var trods alt en super skyggejæger. Det var begge hendes forældre, og derfor havde de også lært Tia godt op. Hun var blevet en fantastisk skyggejæger, hvis hun selv skulle sige det. Og det ville hendes antal drab af dæmoner også antyde.
Men for at vænne tilbage til hendes kærlighedsliv, havde der aldrig rigtig været noget. Da hun var omkring 13 år, var hun begyndt at blive interesseret i drenge, men der var ikke rigtig nogle der var værdige at være kærester med. Så hun var begyndt at få nogle drengevenner såvel som pigevenner. På et tidspunkt, da hun var 14, var der en af hendes venner som hun begyndte at holde lidt ekstra meget af, og udviklede et lille crush på, men ikke forelskelse. Og ligeså snart han var hjemme hos hende første gang, blev han skræmt væk. Det var omkring der, hvor det gik op for Tia hvad hendes far egentlig prøvede på. Men han var ligeså bevidst som hun selv var, om at han ikke kunne blive ved på den måde for evigt. En dag ville der, forhåbentligt da, komme en dreng som trodsede hendes far trusler og skræmmeteknikker, for at være sammen med hende. Og den dreng troede hun, at hun havde fundet, da hun var 16. Han blev endda hendes første kys, men så blev han hendes gode venindes første kys kort tid efter, og Tia græd ud ved sin mors skulder. Hun havde troet at hendes følelser for den dreng kunne have udviklet sig til forelskelse med tiden, men så vidt nåede det endnu en gang ikke. Og så kom William ind i hendes liv, et lille års tid efter. Først havde han bare været en ny, god ven, men det tog hende ikke længe, at falde for ham. Hun havde aldrig oplevet hvordan forelskelse virkelig var, ikke før han kom ind i hendes liv. Han tog hende med storm, så at sige. Det ene øjeblik var alt helt normalt, og det andet var William i hendes liv. Han blev hurtigt en del af hendes hverdag, og hun elskede at tilbringe tid med ham. Men hun begyndte at elske det mere og mere. Hun endte med at elske ham. Det havde været umuligt for hende, ikke at falde for ham. Han var faldet fra himlen, var landet i hendes liv og hun ville have gjort alt for at holde ham der. Men han havde haft andre planer. Han havde åbenbart været for bange for at såre hende, fordi det var hvad han mente at han gjorde. Men hun vidste jo også godt hvor meget han havde været igennem. Som om det ikke var nok, at hans forældre blev myrdet, forsvandt hans søster også. Han regnede med at hun var død, og det var det der havde skubbet ham over kanten. Han havde virkelig elsket sin søster. Han havde været ulykkelig da de mødtes, og derfor havde hun også påtaget sig rollen som hans ven, så hun kunne hjælpe ham ud af den ulykke. Hun havde altid været lidt af en peoplepleaser - noget hun helt klart havde fra sin mor - men det var mere end bare det, med William. Hun havde holdt af ham helt fra begyndelsen af, selvom ham gjorde sit bedste for at skubbe hende væk. Heldigvis opdagede han hurtigt at det ikke nyttede noget, og så åbnede han sig for hende. Han havde delt sin fortid med hende, sine følelser (de fleste i hvert fald), og det samme gjaldt den anden vej rundt. De havde været det perfekte vennepar, men som altid, kunne der ikke holdes følelser ude af det. Tia havde knap kunne tænke på andet end ham, og det havde i sandhed været uudholdeligt. Derfor havde hun til sidst bare givet efter, og fortalt ham hvordan hun havde det. Hun havde ingen forventninger om, at han følte det samme for hende, men hun kunne bare ikke holde noget så stort fra sin bedsteven længere. Og så var han stukket af.
Hun havde siddet i sine egne tanker, men det var alligevel ikke gået hendes næse forbi, at Amore så vred ud. Nej, vred dækkede det ikke engang. Hun så fuldkommen rasende ud. Tia var ikke sikker på hvorfor, men i det bagerste af hendes hoved, tænkte hun over hvordan et af hendes første spørgsmål var, om William havde nogle søskende. Om hvad der var sket med hans forældre. Hvad der var sket med hans søster. Og nu hvor de døde henne. William's søster stak af mens han drog efter deres forældre, så i realiteten burde hun jo ikke vide hvis der var sket hendes familie igen. Måske, kunne det...? Nej, det ville være vanvittigt. Så store tilfælde findes bare ikke. Hun betragtede Amore stille. Lignede hun William? De var begge smukke, men det sagde jo ikke så meget. Havde Amore altid været lyshåret? Måske, nu når hun tænkte over det, kunne de godt have nogle af de samme ansigtstræk. Det havde hun aldrig rigtig tænkt over, men nu når hun gjorde... Måske var det noget af det der i virkeligheden havde draget hende mod Amore, til at starte med, at hun mindede hende om hendes fortabte bedsteven? Underbevidstheden arbejdede jo egentlig ikke rigtig sammen med selve fornuften, vel? Hun tænkte sig om, inden hun svarede Amore. "Jeg mener, at det var i Idris, da de var på en mission. Men du kan jo spørge ham. Han vil med garanti gerne vide, at du er i live." Hun kiggede sin veninde dybt i øjnene. Hvis hun tog fejl, hvilket var usandsynligt, kunne den sætning alligevel stadig godt tydes på andre måder, og reddes.
Tilbage til toppen Go down
Amore

Amore


Antal indlæg : 80
Geografisk sted : Instituttet i New York
Job/hobbies : Skyggejæger, durh!
Humor : Se min familie og had dem ligesom jeg.

Meeting ~ More :-) Empty
IndlægEmne: Sv: Meeting ~ More :-)   Meeting ~ More :-) Icon_minitimeTors 1 Jan 2015 - 22:59

Hvis det stod til hende selv, havde alle minder fra hendes tid som Celestia være borte og tilbage var kun den kolde, manipulerende Amore. Hvis det havde været tilfældet, ville Tia og hende helt have kunnet undgå dette sammenstød, og Amores baggrund, som hun heldigvis ikke kunne huske, ville ikke være så tæt på at komme frem i lyset, sammen med alle hendes hemmeligheder. Hvis det havde været tilfældet, ville hun, i stedet for alt det her, have kunnet lykønske hendes veninde og haft en fantastisk dag, hvor de kunne have bestemt, hvad Tia skulle stille op med William – og om han nu kunne lide hende? Hvis det havde været tilfældet, ville hun ikke lige nu være parat til at opgive alt, for at komme væk fra ham. Men verden var ikke sådan, og det ville den aldrig være. De fakta, hun nu stod med, var, at hendes bedsteveninde – den eneste person, hun havde stolet på, siden hun var 13 – var forelsket og lykkeligt genforenet med den person, hun havde stolet og elsket for så lang tid siden. Før han forrådte hende.
Det var ikke, fordi hun ikke havde gode minder fra sin tid som Celestia, sammen med William. Det havde hun skam; minder, der, af en eller anden grund, altid gjorde hende varm indeni og fik hende til at føle sig elsket. To sekunder efter, forsvandt den følelse, sammen med varmen, dog, da hun huskede, hvordan det hele hang sammen; den kærlighed var falsk, og personen, den kom fra, en forræder.
I de minder, var alting så lettere; hun var ikke på flugt, og hun havde stadig verdens vigtigste person i hendes liv: William. Hun vidste godt, at hun ikke havde sine forældres kærlighed, og lige meget hvad nok aldrig ville få den, men på det tidspunkt, var det hele ligegyldigt, for hun havde sin klippe og storebror. Hun havde en, hun kunne snakke med om alt; om hvordan deres forældre endnu en gang havde overset hende ved træningen – hvorfor ser de mig ikke? – og om hvordan James fra huset overfor endnu en gang havde hevet hende i fletningerne. Minderne var fra før hun vidste, hvordan det hele hang sammen. Det var før hun opdagede, hvordan verden var – hvor uretfærdig og grusom mod uskyldige, den var. Verden kvalte børns naivitet og åbnede deres øjne ved magt for, hvordan livet virkelig var.
Det ændrede hende. Det ville have ændret alle.
Hun vidste ikke helt, hvordan hun havde det med det faktum, at William faktisk havde fundet lykke igen, når hun stadig ikke havde kunnet finde hvile. Hvordan han rent faktisk havde fundet en, han kunne forelske sig i, og som mirakuløst også elskede ham. Hun vidste, han ikke elskede hende – det havde han gjort klart ved at forlade hende, da hun tryglede ham om ikke at gøre det – men alligevel gjorde det ondt på en måde, det ikke burde gøre. Disse følelser tilhørte Celestia, ikke hende. Det burde ikke have såret hende, at William var kommet videre, for var der noget i verden, Amore ikke kunne være mere ligeglad med, så var det William Samuel Devine; han havde vidst, at deres forældre ikke havde elsket hende. Han havde sikkert også vidst, hvad det faktum, at han forlod hende, ville betyde. Men han gjorde det alligevel. Alt det, han havde sagt til hende, når hun kom grædende hen til ham – 'rolig, Cel, jeg er her for dig' – blev pludselig forvandlet til tomme ord. De betød intet, ligesom han blev reduceret fra den vigtigste person i hendes liv til at være den person, for evigt ville være for kort tid væk fra.
Amore havde sikkert kunne få en kæreste på et tidspunkt i hendes liv; hun vidste selv, at hun havde udseendet til at få en. Hun ville sikkert også, uden helt at anstrenge sig, få en, der faktisk kunne lide hende. Uden tvivl ville hun også have fået en, der både så godt ud og kunne lide hende, hvis hun havde anstrengt sig en anelse. Bare en lille bitte smule. Hun ville sikkert også på et tidspunkt lukke øjnene op og se, hvilket fantastisk person, hendes kæreste var, og til sidst ende med at være forelsket i fyren – det var det, der altid skete i de kliché romaner, hun havde læst et par gange. Men hun havde aldrig prøvet at anstrenge sig, og de fyre, hun havde kysset, havde hun kysset med det formål at få noget ud af dem; information eller andet nyttigt, såsom penge: Selv retfærdighedens forkæmpere kunne komme i vanskeligheder, når det kom til penge og mad.
Hun havde aldrig rigtig efterforsket, så nogen smag havde hun ikke; hendes smag var for det meste den, der vidste allermest, om for eksempel nogle dæmoner, der holdt til et specielt sted, Skyggejægerne ikke kunne finde. Det kunne være, at hun var til piger, for den sags skyld; man kunne aldrig vide, og hun havde ikke nogen stor trang til at finde ud af det.
Hun havde ikke noget kærlighed at give til folk; hun havde allerede spildt for meget på en forræder – hun behøvede ikke at spilde mere på folk, der ikke ville betyde noget for hende om nogle år. Hun havde heller ikke noget stort behov for at kærlighed; det, hun havde fået i sit liv, havde vist sig at være en løgn. Hun behøvede ikke flere folk, der den ene dag påstod, at hun var deres dyrebareste på denne Jord, for den næste dag at huske på, at 'nå nej, det er du forresten ikke'. Desuden havde hun ikke brug for nogen, der troede, at hun var deres; der ville kommandere med hende og forlangte, at hun adlød, som var hun en sølle hund. Hun var Skyggejæger og tilhørte ikke nogen; hun var Skyggejæger og kunne ikke lade latterlige følelser, som forelskelse og kærlighed komme i vejen for en mission. Selvfølgelig ville hun aldrig forlade en partner, men hvis personen satte sit liv på spil med vilje og gjorde ting med store risikoer, ville der ikke være meget hjælp at hente fra hende. Dæmoner var farlige at kæmpe imod som det var – hun behøvede ikke at risikere sit liv yderligere for en, der alligevel ikke syntes at sætte pris på deres eget.
Hun rettede sine øjne mod Tia og bed sig i læben – måske ville hun gøre det for Tia. Hun nikkede meget svagt for sig selv; ja, hun ville helt klart gøre det for Tia. Det var jo ikke for ingenting, at hun kaldte hende, hendes bedsteveninde. De var ikke parabatai, hvilket kun var godt, for hvis William kom ind i Tias liv, var Amore den der var smuttet; men Amore ville selvfølgelig passe på hende, som var de. Det ville hun ganske rigtig nok ikke nævne, for sentimentalitet lå hverken til hende eller Tia.
Hun opfattede meget langsomt, hvad det var, Tia sagde. I Idris på en mission. De nåede virkelig ikke at opdage, at deres datter, deres yngste barn, havde forladt dem og aldrig havde tænkt sig at komme tilbage. De døde, mens de troede, at deres datter var derhjemme, stadig lige så uvidende til faktummet, at de ikke elskede hende, som hun altid havde været. De døde formegentlig også, mens de troede, at deres søn passede på den pågældende datter, for at forhindre, hvad der netop skete; at hun faktisk skulle have opdaget, at de ikke havde nogen kærlighed til overs for hende, og løb væk. Hendes hævn, hvor minimal og ynkelig, den end var, nåede aldrig at ramme dem. Den ramte William, men ikke dem. Raseriet var tilbage i hendes øjne, mens forsvandt som dug for solen, da Tia fortsatte: Måske kunne du spørge ham selv? Et kort øjeblik, et lille millisekund, lyste hendes øjne af noget, der kunne betegnes som frygt og foragt blandet sammen, før det var væk, og hun fik taget sig sammen.
Jeg er sikker på, han gerne ville vide, du var i live. Hun smilede koldt for sig selv, mens hendes blik søgte med gulvet.
Ja, det ville han nok,” hviskede hun for sig selv, før hun så hen på Tia, ”Tia, jeg skal ikke tale med ham. Han skal ikke vide, jeg er i live. Tro mig, det skal han ikke.
Hun overraskede endda sig selv med ærligheden i hendes stemme, og den måde, hendes øjne tryglede om ikke at lade det ske. For hende var det skrækscenariet. Hvis hun mødte ham; hvis han vidste, hvem hun var, og de mødtes, ville hun aldrig kunne holde Celestia væk. Det var jo for Celestias egen skyld, at Amore undertrykkede hende og kæmpede for, at hun aldrig blev fri igen. Det var hendes egen skyld; hun ville blot tilgive forræderen. Det måtte aldrig ske.
Tilbage til toppen Go down
Tia

Tia


Antal indlæg : 117
Geografisk sted : New York's Institut
Job/hobbies : Hmm.. Missioner?

Meeting ~ More :-) Empty
IndlægEmne: Sv: Meeting ~ More :-)   Meeting ~ More :-) Icon_minitimeFre 2 Jan 2015 - 21:33

Det var tydeligt for enhver, at denne nye information var svær for Amore at håndtere. Og derfor var det også Tia's pligt, som en god veninde, at prøve så vidt som muligt, at gøre tingene lettere for hende. Hun ville gøre en hel del for Amore, og hun værdsatte virkelig at have hende i deres liv. Deres venskab var ekstremt vigtigt for Tia, eftersom hun ikke havde mange rigtige venner. Men hun vidste at Amore var der for hende, ligeså meget som Tia var den anden vej rundt, og det ville hun ikke miste. Men hun følte sig virkelig fanget. Hun følte sig fanget imellem to ting hun ikke ville miste, men som hun tilsyneladende ikke kunne beholde begge to. Hun kunne ikke bære at miste William endnu en gang, når hun sådan lige havde fået ham tilbage i sit liv, men hun kunne heller ikke bære at det skulle være skyld i, at Amore ville forsvinde ud af hendes liv.
Hvis hun nu bare kunne overbevise Amore til at køle lidt ned, og måske mødes med William, så de kunne få talt lidt ud. Hun havde på fornemmelsen at det kunne hjælpe på en del. For ærligt talt, hun elskede sin veninde, men hun havde trods alt kun været 13 år da hun løb hjemmefra. I den alder ved man ikke halvdelen af de ting man tror man ved. F. eks. kan man godt nogle gange føle ting som oftest ikke engang er sande. Som at hele verden er imod en, eller at man ikke er elsket. Selv Tia havde haft en svær periode i den alder. Det var starten af ens teenageår, og man havde en masse nye hormoner man ikke vidste hvordan man skulle forholde sig til. Det var faktisk nok hvad man kunne kalde, en umulig alder. Og der var bare ingenting man kunne gøre ved det, for det var noget alle skulle gå igennem, for at kunne komme videre i deres liv. Men man kunne sagtens begå en masse fejl i den alder, som man for det meste ville fortryde senere. Med mindre det aldrig gik op for en, at det rent faktisk var fejl.
Og hun kendte William. Hun havde været hans betroede ven, i tiden efter hans familie forsvandt og døde. Hun vidste hvor hårdt det havde taget på ham, og hun vidste, at han havde elsket sin lillesøster mere end noget andet. Han ville aldrig have forladt hende, hvis ikke det havde været af absolut nødvendighed. Han havde haft det forfærdeligt med hvad der var sket, med hvad han havde ladet ske, som han havde sagt så mange gange. Han følte at det var hans skyld, hvilket det jo egentlig ikke var, ville Tia mene. Men det ville hun selvfølgelig aldrig sige til Amore, hvis hun ville have nogle som helst forhåbninger om, at beholde hende som sin ven. Og det ville hun jo, som allerede tidligere erklæret.
Så i dette øjeblik sad Tia og vred sin hjerne for tanker og idéer, til hvad hun kunne stille op. Det var virkelig noget af et møg dilemma, hun lige pludselig befandt sig i. Hun kunne svagt mærke hvordan hun rynkede på panden, men hun bekymrede sig nu ikke rigtig om sådanne småting lige nu. Hun havde større bekymringer. Hun følte at hun burde gøre et eller andet, men hun vidste bare ikke hvad. Hun vidste bare, at hun var nødt til at koncentrere sig om Amore lige nu. Så kunne hun altid koncentrere og bekymre sig om William senere. Hvilket hun helt klart også ville, men bare ikke lige nu. William var vigtig for hende, men det var Amore også. Hun kunne sikkert godt finde på et eller andet helt igennem genialt. Hun var trods alt ret så intelligent. Men sociale situationer var ikke ligeså lette at regne ud som teori og hypotetiske ting. Derfor kunne hun ikke bare finde på et eller andet tilfældigt her.
Hun betragtede Amore, mens også hun så ud til at være fordybet i tanker. Men det kunne man jo egentlig heller ikke rigtig bebrejde hende, efter den bombe hun lige havde fået smidt på sig. Det eneste Tia virkelig ville have lige nu, var at Amore var 100% sikker på at hun rent faktisk kunne stole på Tia. For det kunne hun. I sandhed. Og det var hun ikke helt sikker på, at Amore følte lige nu. Tia prøvede virkelig at sætte sig selv i sin veninde's sko. Og det var også derfor hun sagtens kunne forestille sig, at Amore havde det dårligt med Tia lige nu, og måske endda følte sig en smule forrådt. Ikke fordi Tia rent faktisk havde kendt noget til Amore's fortid - hendes fortid med William - men det betød ikke så meget. Hvis man følte noget, var fornuften smidt i baggrunden. Ofte kunne man godt kende til kendsgerningerne, og alligevel føle at de ikke var sande. Føle noget der helt modsagde det man vidste var sandheden og logikken.
Selvom hun ville have noget andet, kunne hun på en måde godt se hvordan Amore havde det. Hun var bange. Skræmt fra vid og sans, måske endda. Det kunne umuligt være nemt at skulle forholde sig til alt dette lige nu, når hun sådan havde gemt det væk i så mange år. Hun var højst sandsynligt bange for hvad der kunne ske. Bange for hvordan det ville være for hende at se sin storebror igen.
Wow, storebror. Tænk, at Tia havde været bedsteveninder med William's længe forsvundne lillesøster, i alt denne tid. Det var helt urealistisk. Og hvis det var urealistisk for hende, var det garanteret endnu værre for Amore. Hun troede sikkert ikke sine egne ører, og det bebrejdede Tia hende egentlig ikke på nogen som helst måde. Det måtte være ulideligt. Hvis bare hun kunne gøre noget for at hjælpe sin veninde, måske hjælpe hende til at forstå det hele. Hun vidste, at hvis bare hun kunne se, tale med, William, ville det opklare en hel del. Men på den anden side kendte hun Amore. Hun vidste, at hun ikke gav op uden en kamp. Og da slet ikke når det gjaldt noget så enormt som dette. Det var en umulig situation, som ikke bare kunne redes ud.
Hun så på måden Amore kiggede ned i gulvet, og på måden hun hviskede stille til sig selv. Det tog virkelig hårdt på hende, og derfor tog det også hårdt på Tia. Hun ønskede kun gode ting for sin veninde, og det var bestemt ikke rart at se hende i denne situation. Hun så fortvivlet på hende, da både hendes ord, stemme og øjne tiggede Tia om at holde hele Amore's eksistens hemmelig for William. Og det vidste hun jo godt, at hun ikke kunne gøre. Det ville være forkert. Det ville gøre, at hun var skyld i at lade William blive holdt hen, selvom hun havde sandheden om noget som ville gøre ham så lykkelig. Og hun troede fuldt og fast på, at det også ville være det bedste for Amore. Hvis hun nu fik sin bror at se, hvis hun nu kunne prøve at redde trådende ud med ham, ville hun måske kunne se at de begge havde haft det dårligt uden hinanden, og at hun burde tilgive ham. En sjælden gang, havde Tia set en anden side af Amore. En blidere side, en mere sårbar side. Langt fra særlig tit, og aldrig særlig længe ad gangen, overhovedet. Men det fik Tia til at tro på, at hun også engang havde været en helt anden person, og at den person stadig lurede et sted ikke langt fra overfladen. Amore var blevet virkelig god til at holde den side af hende nede. Og det var jo egentlig ret lig Tia selv.
Tia og Amore's forhold havde aldrig været sukkersødt og lovey-dovey. Men på trods af dette, trådte Tia nu helt tæt på sin Amore, og trak hende ind i et kram, inden hun havde nogen chance for at protestere eller trække sig væk. Hun holdt hende tæt ind til sig og havde hagen mod Amore's skulder. Det kunne meget vel være, at Amore ikke ligefrem var særlig komfortabel med fysisk tæthed og nærkontakt, men hun kunne altså heller ikke altid få det som hun ville have det. Hun holdt hende stadig ind til sig, på en betryggende og varm måde, da hun talte.
"Jeg vil dig kun det bedste, More. Og derfor kan jeg ikke lade dig gøre dette. Du er nødt til at se ham i øjnene, se din fortid i øjnene. Du kan ikke blive ved med at flygte for evigt. Og jeg ved godt, at der ikke er noget jeg kan gøre for at stoppe dig, men jeg håber virkelig at du vil lytte til mig. Jeg elsker dig. Du er som den søster jeg aldrig fik, og jeg kender din bror. Han elsker dig. Han var knust da du forsvandt, og han troede fuldt og fast på, at du var død. Du har ingen anelse om hvor tit jeg har måtte opmuntre ham og have timer hvor jeg bare har måtte overbevise ham om, at du ikke nødvendigvis var død. At han skulle holde hovedet højt og håbet oppe, selvom jeg vidste at det var umuligt for ham. Og med tiden fik han det også bedre, men han kom aldrig over tabet af jeres forældre, men mest af alt, af dig. Følg mit råd, og mød ham. Jeg skal nok være der for dig, hvis du vil have det, jeg vil gøre hvad som helst du vil have, men jeg håber virkelig at du tænker over det."
Hun trak sig lidt tilbage, og holdt i Amore's skuldre, så hun kunne se hende i øjnene, og sikre sig, at hendes besked var gået igennem til hende.


//Sorry, hvis jeg gentager mig selv nogle gange (eller hele tiden) men det er bare for at fylde noget på, så jeg kan leve bare nogenlunde op til dine lange indlæg :-O Stop det gerne, ellers kan jeg ikke følge med! >.<
Tilbage til toppen Go down
Amore

Amore


Antal indlæg : 80
Geografisk sted : Instituttet i New York
Job/hobbies : Skyggejæger, durh!
Humor : Se min familie og had dem ligesom jeg.

Meeting ~ More :-) Empty
IndlægEmne: Sv: Meeting ~ More :-)   Meeting ~ More :-) Icon_minitimeLør 3 Jan 2015 - 0:20

Hun havde mange gange prøvet at forestille sig, hvad der ville ske, hvis hun nogensinde skulle møde ham igen. Hun havde mange gange fantaseret om, hvordan hun ville slå på ham, til han bad om nåde; så kunne han føle, hvordan det havde været for hende, dengang da hun besluttede sig for at efterlade alt, der bare mindede hende om familien Samuel. Hun havde også forestillet sig mere end én gang, hvordan Amore ville krakelere, og Celestia ville tage over fuldstændigt; for den lille, svage pige havde allerede tilgivet deres bror sekundet, de trådte over dørtærsklen mod frihed.
Frihed. Hendes brors forræderi var, hvad der fik hende til at bevæge sig over dørtærsklen, og tanken om frihed var, hvad der fik hende til at blive ved med at løbe og aldrig kigge sig tilbage. Friheden fra sine forældres evige skuffelse og mangel på kærlighed. Friheden fra sin familie. Friheden fra sin brors undskyldninger, hun vidste ville komme, når han blev sendt hjem igen af deres forældre.
Da hun løb, løb hun. Hun tog hele sin opsparing, pakkede en taske og løb for aldrig at vende tilbage. Mange gange undervejs havde politibetjente stoppet hende, fordi teknisk set var hun jo mindreårig, og mindreårige skulle være med deres forældre. Men da de alle, uden undtagelse, havde været større og stærkere end hende, havde hun løbet, da de ikke kiggede. Efter det, plejede hun at opholde sig på et Institut, indtil eftersøgningerne efter hende var dødet ud.
Ofte om aftnen, lå hun og tænkte på, hvad hendes bror lavede i det øjeblik; hun nægtede at lade sig selv tro på, at han også tænkte på hende. Han forlod hende, da hun tryglede ham om ikke at gå; han forlod hende til fordel for nogle forældre, der altid havde valgt ham til fordel for hende. Hendes eneste allierede forrådte hende, og det gjorde ondt på en måde, hun aldrig ville opleve igen. Det gjorde så ondt, at hun flere gange græd sig selv i søvn; hvorfor holdt det ikke op? Det værste af alt var, at når hun tænkte på ham i så mange år, kom smerten igen. Den borede sig ind i hendes hjerte, og hun måtte med det samme tørre tåredråberne væk fra hendes kinder. Selv når hun tænkte på ham med det formål at forbande ham og deres forældre langt væk, gjorde det ondt.
Det var en lettelse, da hun endelig fik kontrollen og havde fået skubbet Celestia så langt væk, som muligt; et sted, hun havde formået at holde hende fast, indtil denne forbandede dag, hvor William havde frækheden at komme valsende ind i hendes liv igen. Eller faktisk ind i Tias liv, men det betød automatisk, at han også var i Amores. Det kunne hun ikke tillade. Hun ville aldrig føle den smerte igen, og hvis hun mødte ham, ville den blive tidoblet. Og det værste af det hele var, at smerten ville give Celestia en mulighed til at genvinde en kontrol, hun ikke havde haft i lang tid. Aldrig i livet, at Amore ville tillade, at Celestia, svag og naiv, fik kontrollen over deres krop.
Det var egentlig helt vildt urealistisk, at netop Tia og hende skulle finde sammen og have det så godt med hinanden. Og at det var William, der var skyld i, at de begge to var som de var – ganske vist spillede Tias forældres død også en pænt stor rolle i hendes forvandling, men det var lige nu sagen fuldstændig uvedkommende – var endnu mere vanvittigt. Hvis Amore havde fået denne historie at vide, var der ingen chancer for, at hun ville tro på det; for helt ærligt, hvor stor var sandsynligheden for, at det overhovedet var muligt? Glem det med, at Tia og William mødtes igen efter så lang tid, var den største kliché; det var denne uden tvivl: Uden at vide det, var personen, der hader fyren allermest, og personen, der elskede ham allermest, bedsteveninder og ved ikke, at de begge kender fyren, før han bestemmer sig for, at nu var tiden inde for at vende tilbage og gøre alt værre, end det var.
En anden ting, hun aldrig havde troet på, var, at hun ville miste besindelsen på denne måde. Hun havde brugt 5 år af sit liv på at forskubbe hvert eneste lykkeligt minde – der kun havde været en løgn – langt væk og forberede sig på den dag, hun ville møde ham igen. Hvor hun ville få sin hævn. Hun havde brugt mindst 3 af de 5 år på at planlægge, hvordan hun ville tage sin hævn. Og i de 3 år, havde hun aldrig tvivlet på, at når nogen endelig fortalte, at de kendte William, ville fryde sig over muligheden for at få sin hævn. I stedet sad hun her, forstenet og dybttænkende som aldrig før, og klynkede som om hun var, Gud forbyde det, Celestia. Hvilket hun ikke var, aldrig mere.
Nej, Tia og Amores venskab kunne på ingen måde beskrives som det normale venindeforhold på denne alder. De elskede hinanden, det vidste de begge, at den anden gjorde, men de sagde det ikke. De sad ikke og talte om drenge – mest fordi Tia jo stadig var i sorg over William, og Amore ingen interesse for drenge havde overhovedet – men de, Amore ville i hvert fald uden tøven, forsvare den anden til deres død – overdrivelse fremmer forståelse.
På grund af dette, ville overraskelsen ingen ende tage, da Tia rykkede helt hen til hende og gav hende, før hun fik mulighed for at gøre, hvad hun allerhelst ville; rykke lidt væk. Det var ikke, fordi hun havde noget imod kram, men det havde hun virkelig. Kram var så personlige, og hun havde ikke tilladt at få givet et – et rigtigt kram, hvor du bare følte, at du kunne slappe af, og hvor ingen af nattens dæmoner kunne røre dig – siden William forrådte hendes tillid. I noget der mindede om 10 sekunder, eller mere, var hun helt stiv, før hun endelig tillod sig selv slappe bare lidt af. Hun havde haft tillid til, at Tia ville beskytte hendes ryg i kamp – ligesom hun ville – så kunne hun også have tillid, at hendes veninde ikke ville dolke hende i ryggen. Som man sagde, ens bedstevenner var den familie, man selv valgte.
Og så begyndte Tia at tale. I starten hørte hun kun efter med et halvt øre, men som hun blev ved med at tale, begyndte Amore at lytte med alt hendes opmærksomhed rettet på Tias stemme. Hun stivnede, da det gik op for hende, at Tia vidste. Tia vidste, hvem hun var. Tia vidste, hvad hendes fortid var. Hun vidste det hele, og alligevel forstod hun ikke, hvorfor hun aldrig ville se William i øjnene igen. Det var ikke fordi hun var bange for ham, nej, hun hadede ham. Hun vidste ikke, hvad der ville ske med ham, hvis hun så ham, og hvis Tia virkelig elskede ham, ville Amore ikke krumme et hår på hans hoved. Selvom hun hadede ham, ville hun ikke stå i vejen for Tias lykke.
Hun forstod Tia, på en måde; Tia havde ingen mulighed for at vide, hvad der egentlig var sket, for hvis hun kendte sin bror ret – hvilket hun ikke gjorde, for han havde forladt hende – så havde den fantastiske William ikke gjort noget galt. Så var det hende, der havde forladt ham. Løgne. Løgne og bedrag.
Du har ingen anelse om, hvor tit jeg måtte opmuntre ham. Opmuntre ham? Hun fik en ustyrlig trang til at le, selvom hun ikke gjorde det. Hun havde lyst til at rive sig væk fra Tia med det samme og forklare helt præcist, hvordan det hang sammen.
Han elsker dig. Han var knust, da du forsvandt. Løgne. Løgne og bedrag. Hvis han virkelig elskede hende, ville han ikke have forladt hende. Hvem forlod dem, man elskede? Ingen. Endda slet ikke, når man havde fået til opgave at passe på den person. Det hang ikke sammen på nogen måde, og hvordan man kunne opfatte det anderledes, gik over hendes forstand.
Følg mit råd og mød ham. At møde ham var, hvad hun havde allermindst lyst til. Og på ingen måde kunne hun se, hvad godt der på nogen måde kunne komme ud af sådan et møde. Hvis han havde lyst til at se hende, kunne han opfinde en tidsmaskine og forhindre sig selv i at forlade hende.
Tia trak sig tilbage og kiggede, undersøgende?, forventende?, på hende. Hun kunne ikke helt finde ud af, hvad hun skulle kalde følelserne i Tias øjne. Hun imponerede Amore på en måde, som meget få før hende havde gjort; hun stod ved, hvad hun ville. De fleste ville have opgivet, da de allerede første gang opfangede, at hun på ingen måde havde lyst til at fortælle, hvad det var med navnet William, der kunne få hende til at reagere sådan. Mange før hende havde prøvet, og ingen havde det lykkedes for. Faktisk havde hun heller ikke fortalt Tia, hvad der skete; hun fandt ud af det af sig selv.
Amore var fortabt på en måde, hun ikke kunne mindes at have været før. Hun havde ingen anelse om, hvad hun skulle svare; hun ville meget nødigt fortælle om sin fortid, og hun ville endnu nødigere møde William. Hun ville miste alt kontrol, hvis hun mødte ham.
Hun havde så mange ting, hun gerne ville sige til Tia – ting, der kunne få hende til at forstå, men hun kunne ikke finde ordene. Det var som om evnen til at tale helt havde forladt hende, og tilbage sad kun en tom, fortabt skal der prøvede at finde ord, som ikke længere var til stede.
Jeg flygter ikke, Tia,” fastholdt hun, men hun troede ikke et ord af, hvad hun selv sagde. Det samme gjorde Tia nok heller ikke; hun var klogere end det. Hun sank en klump og med øjnene fikseret på gulvet, hviskede hun lavt, ”jeg tror ikke, jeg kan møde ham." Hun forbandede sin egen svaghed, men hun kunne ikke få samlet kræfter til at være stærk. Og dervar en lille trang til at møde ham. Bare lige se ham. Og hvis det skulle være, så se smerten i hans ansigt, når han indse, hvem hun var. Han forrådte hende. Men hvis han virkelig sørgede, som Tia hævdede, kunne hun måske få den hævn, hun ikke fik over sine forældre.

//HAHAHA, hvor forfærdeligt. Jeg har altid skrevet meget og presset mig selv for at kunne matche, hvor meget du har skrevet! - Jeg har ingen chance for at skrive lange indlæg i særlig lang tid mere. Alle emner er blevet talt om alt for meget - flere gange oo'
Tilbage til toppen Go down
Tia

Tia


Antal indlæg : 117
Geografisk sted : New York's Institut
Job/hobbies : Hmm.. Missioner?

Meeting ~ More :-) Empty
IndlægEmne: Sv: Meeting ~ More :-)   Meeting ~ More :-) Icon_minitimeLør 3 Jan 2015 - 20:19

Hvis noget som dette var sket for Tia, ville hun bestemt også have undret sig. Forestillet sig en masse forskellige situationer, hvad der kunne forekomme hvis hun skulle støde på den person igen. Det havde hun faktisk gjort, bare med andre situationer/folk. William, f.eks. Da han forsvandt, efter hendes forældre også gjorde, lå hun ofte om aftenen og forestillede sig hvordan det ville gå, hvis han rent faktisk var i live, og hvis hun mødte ham igen. Og det samme gjaldt naturligvis hendes forældre. Men hun mistede hurtigt troen på at nogle af de tre havde overlevet. Og da specielt ikke hendes forældre. Hvis de havde overlevet, ville de have haft gjort alt de overhovedet kunne, for at komme tilbage til deres elskede datter, Tia. Og det var de jo tydeligvis ikke, så de kunne umuligt være i live. Med mindre de selvfølgelig var blevet holdt i live af deres fangetagere, og nu bare blev tortureret nonstop og holdt i lås og slå. Og det kunne Tia slet ikke holde ud at tænke på, så derfor tænkte hun så vidt som muligt, aldrig på det. Hun følte noget blive knust indeni hende når hun tænkte på den slags, og efter alt hun havde været igennem, var hun altså ikke masochistisk. Hun følte ikke behov for mere smerte, hvor hun kunne undgå det.
Men hun kunne heller ikke lade være. Hun kunne ikke altid undgå smerten, for hun kunne ikke altid undgå at tænke over tingene. De ting hun ellers ikke var særlig meget for at tænke over. Det var vel bare umuligt, ikke at tænke over den slags ting, hvis de trængte sig på. Det burde Tia, om nogen, vide. Hun vidste, at hun ikke var den eneste der havde gået igennem noget svært i sit liv. Faktisk, var det nærmest normalt for Skyggejægere, at miste nogen. På et tidspunkt i deres liv, ville flere af deres nærmeste dø. Sådan var det naturligvis for alle med følelser, men det var endnu værre for Skyggejægere, fordi enhver mission var livstruende. Man vidste aldrig hvornår ens omhyggelige træning, ikke var nok. Hvornår man pludselig ikke var hurtig nok, og ens ryg var sårbar for dæmonangreb. Eller bare angreb i det hele taget. Og derfor kunne ens kære også falde i kamp.
Mange af dem Tia kendte fra instituttet, havde mistet nogen. Isabelle, Alec, Jace, Robert og Maryse havde alle mistet en ven, bror og søn, da Max døde. Og derudover havde Jace og Clary mistet deres far, og for en stund også deres bror, selvom ingen af dem var Jace's biologiske familie, og selvom de ikke ligefrem var et stort tab for nogen. Men de havde stadig været et tab. Tia's egen kusine, Mayelle, havde, ligesom Tia selv, mistet begge sine forældre. Hun havde dog stadig to søskende, hvor Tia ikke rigtig havde nogen. Men Mayelle og Tia var meget ens på nogle punkter, og det var et af dem. Efter deres forældres død(forsvinden), havde de begge været meget hævngerrige og besatte af tanken om at finde frem til dem der havde været skyld i tabet af deres forældre. Men det var bare nogle af dem, stort set alle Skyggejægere havde mistet bare én person, i deres liv, hvor kort det end måtte være.
Hun sukkede, og endte brat sin tankegang. Hun havde for vane at blive trukket dybt ind i sin egen plaprende hjerne. For den holdt virkelig aldrig bare den mindste pause, det var helt vildt. Hun ville nogle gange ønske, at hun bare kunne slå den fra, i hvert fald for en tid, men det var bare ikke muligt, tilsyneladende. Hun havde alt for meget at tænke over, vel.
Da Amore talte, hævede Tia det ene øjenbryn. Hun troede bestemt ikke på et ord af hvad hun sagde. I hvert fald ikke den første sætning hun sagde. Og hun kunne se i Amore's øjne, at hun heller ikke selv troede på det. Hvilket kun var logisk, for de kendte hende begge to. Og ja, Tia var klogere end det, for klog til at tage Amore's ord på det. Det var svært for hende, at forholde sig til. For hvis Amore virkelig ville flygte fra denne situation, var der som sagt intet Tia kune gøre ved det. Hun kunne ikke stoppe hende. Det var jo sådan set ikke op til hende, selvom hun måske lige nu godt kunne have tænkt sig det. Det var meget udfordrende, at overlade kontrol til andre personer. Det havde Tia faktisk altid haft lidt af et problem med. Hvilket i sig selv, var lidt af et problem. Men alle folk havde vel deres små problemer, som de kunne arbejde med, men som nogle gange bare var en del af dem som ikke kunne ændres. Og eftersom Tia heller ikke rigtig arbejdede på det, skete der da slet ingenting.
"Jeg vælger at ignorere det faktum, at du sandsynligvis lyver, og bare holde mig til mit håb for dig." Hun kiggede hende dybt ind i øjnene, og håbede inderligt at hun trængte igennem til sin veninde. Da Amore sank en klump og kiggede ned i gulvet, holdt Tia alligevel sit blik på hende. Hun forstod fuldkommen hvor svært dette måtte være for hende, og hvorfor hun ikke troede på, at hun kunne se William i øjnene igen, men hun håbede virkelig at hun var villig til at forsøge. Om end det bare var for at få hævn over ham, for måske ville hun så indse at der ikke var noget at tage hævn for. Måske ville hun tilgive ham, og de kunne atter være bror og søster. Hvis Tia selv havde en bror eller søster ville hun gøre alt for at have nogen hun kunne tale med, nogen hun kunne sørge med og nogen der fuldkommen forstod hvad hun gik igennem, eftersom de gik igennem det med hende.
"Jeg ved at du kan, More. Du er en af de stærkeste personer jeg kender, og det mener jeg virkelig. Men du behøver ikke forholde dig til det med det samme. Så længe du ikke forsvinder, men i stedet tænker over det..." Hun krammede hende kort endnu en gang, trak sig væk og gav hende så et opmuntrende, varmt og kærligt smil.

//Så er jeg bare den første til at forkorte det, for nu kan jeg virkelig ikke mere, sorry.. <3
Tilbage til toppen Go down
Sponsoreret inhold





Meeting ~ More :-) Empty
IndlægEmne: Sv: Meeting ~ More :-)   Meeting ~ More :-) Icon_minitime

Tilbage til toppen Go down
 
Meeting ~ More :-)
Tilbage til toppen 
Side 1 af 1

Forumtilladelser:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
Dæmonernes By :: New York City :: Brooklyn :: Instituttet-
Gå til: