Citygirl ~ Åbent.

Madison havde taget fri fra sine pligter hos Bane. Han kunne da godt ynde hende en fridag en gang imellem, ikke? Hun arbejdede huden af sine hænder for at hjælpe ham med at klare de mest simple opgaver. Det kunne godt blive kedeligt en gang imellem, og hun måtte jo også have nogle flere interesser. Og ved alverdens dæmoner, han tog hele tiden til fester, så kunne hun vel godt smutte et par timer om dagen. Det ville ikke være første gang.

Hendes påfaldende orange hår blafrede om hendes ansigt, og hendes smalle, isblå øjne lynede i lyset. I armen holdt hun en pose med malergrej hun nettop havde købt i en butik tæt på. Kunst var en af hendes passioner, og hun var efterhånden blevet ret god til det. Hun måtte snart have øvet sig i halvanden hundrede år, og så kunne man vel blive god til hvad som helst.

Vejret var skønt idag; præcis som alle mennesker gerne ville have det. Himlen var blå, den smukkeste blåfarve, som man ellers kun ser i film eller eventyr, de små, dovne skyer hang på himlen som udstrakte hvide klatter, mens fuglene fløj henover det himmelske hav og sang om dens skønhed.
Klokken var ikke mange endnu og solen hang på det skønne værk, som den strålende stjerne den var. Den stråler var skarpe, varme, trygge og farlige for enhver som gik ud i dem. Menneskerne havde næsten ikke noget tøj på i dag. Selv de ultrafede havde valgt at vise deres deller frem, mens de nød en kæmpestor is med de andre knap så fede mennesker.
De elskede det. Forgudede det.
Jake gjorde ikke. Det var ren og skær spontanitet og kedsomhed som havde drevet ham væk fra Manhatten og alle de små, irriterende, men loyale med-Warlocks han havde under sig og omkring sig. Gaden i dag var menneskefuldt og alle mimede slanger, når de dansede ind og ud mellem de andre for at kunne fra den ene til den anden ende og tilbage.
Forskellen på dem og ham var ikke bare, at de ville være døde, hvis det var hans ønske, men også, at han bare gik ligeud. Hvis du har prøvet at bare gå ligeud i menneskemængde ved du, hvordan det så ud. Vandene deler sig for dig, helt automatisk. Og man føler sig... vigtig. Magtfuld. Han elskede den følelse. Ikke kun fordi det var en ren følelse, men også fordi det var sandt. Han var magtfuld.
Der var en svag vind i dag, som legede med hans halvlange, kulsorte hår.
I stærk kontrast til alle andre havde Jake faktisk tøj på. I dag bar han en hvid, langærmet skjorte, nogle løse, lyse cowbowbukser og han havde en hat i hånden.
Hvad så nu?
Ja, hvad så nu? Nu var han kommet til Brooklyn og hvad så? Skulle han tage en top kakao, myrde nogle mennesker og tage hjem igen? Hvad nu så. Jake?
Og så fangede rødt hår hans, i dag, grønne blik.

Madison satte et utilfredst ansigtsudtryk frem og trak sine ærmer op. Det var alt for varmt, så varmt at hun blev utilpas. Det var ikke solens skyld, for hun var opvokset med en endnu mere ubarmhjertig sol i Norden, men det blæste ikke nok, så luften blev lummer. Der var godt nok ikke varmt i Brooklyn, men der var varmere end på Island... Hvor hun dog savnede sit hjemland. Det lignede garanteret ikke sig selv, og temperaturen ville ikke engang være det samme, takket være menneskerne der ødelagde miljøet. Hun blev næsten trist ved tanken. Melankolsk.

Noget stak hende som nåle i nakken. Hendes orange hår bevægede sig i en bølge, da hun vendte sig halvvejs om. Da det gik op for menneskerne omkring hende at hun havde valgt at blive stående, bredte de sig til hver af hendes sider, som om hun var Moses selv.

Hendes kolde øjne fæstnede sig til noget. En skikkelse, der ikke kunne undgå at tiltrække sig opmærksomhed. Imellem fnisende teenagepiger med shoppingposer og kernefamilier med børn og is, stod han. Hvis hun ikke viste bedre ville hun næsten tro at han var elektrisk eller hendes kærlighed-ved-første-blik. Men så gik det op for hende at det ikke var elektricitet, men energi der strålede fra ham.

Hun vendte sig om imod ham, helt, og smilede langsomt.

Det røde hår dansede i vinden efter dets ejer, da hun gik forbi. Hun var nogenlunde høj, slank og lå over betegnelsen 'køn'. Hun lignede der kunne ønskede, hun havde taget mindre tøj på, da hun trak hendes ærmer og ansigtsudtrykket blev mere og mere utilfreds. Det klædte hende ikke.
Hun lignede ikke en Amerikaner, hun var mere... Naturlig. Og selvom toppen af hende hoved prøvede at ligne en gulerod. Hun lignede slet ikke en, ham kunne finde mellem tårnhøje højhuse og osende skorsstene.
Det lignede ikke ham at prøve at tage kontakt til andre. Faktisk lignede det slet ikke ham at være i Brooklyn i Magnus fucking Banes bydel. Men til helvede med det nu. Time to have much fun.
Sjov. Det var lang tid siden det lille ord, på sølle fire bogstaver, havde givet mening for ham. Og hvorfor skulle det? Sjov var for pattebørn. Sjov var for dem som ikke tog livet, eller døden, seriøst.
Men måske gjorde han det?
Faktisk legede han med begge dele hver dag, både for sit eget vedkommende, men især for andres. Havde han et problem? Overhovedet ikke. Hvorfor skulle han også det?
Hun vendte sig om halvt, som om hans blik havde brændt hende i de sekunder hans øjne havde lagt på hende. Langsomt vendte hun med front med hende og smilede. Både smilet og øjnene var kolde som is. Hun havde magi; den lå hendes øjne. Hun indeholdt ingen fare for ham, bekendt gjorde han for sig selv, ingen overhovedet ikke.
Han smilede ikke igen, men gik mod hende. Menneskemængden skildte sig for dem begge. Som om de alene havde magten over dem; og det kunne de ligeså have. Den magt var inde for deres rækkevidde. Men hvorfor lege med får, når man kan lege med ulve?

Helt uvilkårligt blev det smalle smil på hendes læber bredere, da den unge mand kom imod hende uden at gengælde hendes smil. Eller, ung og ung. Hun ville gerne vide hvor ung han egentligt var. Han virkede gammel, men i sin bedste alder. Som en god vin.

Hun rankede op i posen, og nogle ting klirrede dernede. Hun var i tvivl om hun skulle gå videre, eller vente til at nåede op på siden af hende, og muligvis konfronterede hende. Det var ikke til at sige om han var en af de ondskabsfulde og sadistiske warlocks uden respekt for andre. Tanken tiltalte hende en smule. Der var ikke særlig spændende i Brooklyn, de kunne godt bruge noget unødigt blodsudgydelse. Men på den anden side - han så ikke ud som om han gad at bruge tid på folk der ikke angik ham, lige meget om de var interessante eller bare skulle slagtes... Så hvorfor i alverden kom han imod hende?

Noget trak i hendes ansigt, og så vendte hun sig væk fra ham og gik videre. Posen vippede fra side til side, og ramlede ind i mindst et dusin mennesker.

Hun kunne ikke lide udtrykket der havde været tværet ud over hans alt for smukke ansigt. Alt for selvsikkert. Og hvis han havde grund til at have sådan et ansigt på, så ville hun ikke konfrontere ham her. Ikke imens der var så mange mennesker.

I stedet bragte hendes stilethæle hende væk fra menneskemængden og længere ind imod Brooklyns gader.